Taxien satte mig af ved den angivne adresse, og da jeg trådte ud på den travle afghanske gade, hvirvlede mine følelser omkring mig som en hvirvelvind. Spænding, nervøsitet og en snert af usikkerhed udførte en fortryllende dans inden i mit hjerte. Midt i kaosset, der omgav Afghanistan, begav jeg mig ud på en dybdegående rejse for at møde ekstraordinære kvinder – løvehjertede sjæle, der havde sat alt på spil for at synge frihedens hymne på de krigshærgede gader.
Jeg kendte ingen af disse modige i forvejen, og før jeg forlod Danmark, blev jeg advaret om at være opmærksom. “Taliban holder øje med kvinderettighedsaktivister,” blev jeg advaret. “At møde dem kan tiltrække uønsket opmærksomhed for dig.”
“Hvis du skal møde dem, gør det på offentlige steder som restauranter. Undgå at besøge nogens hjem, medmindre du har dybt kendskab, da kidnapning er stigende.”
Mens jeg stod på den travle gade, omgivet af høje bygninger, viste adressen i min hånd mig til 5. sal, 3. indgang. Da jeg nærmede mig indgangen, blokerede to alvorlige mænd min vej, og deres spørgsmål skar igennem den kaotiske luft. “Hvem er du, og hvem er du her for at møde?”
I tvivl om mit svar tog jeg et skridt tilbage og besluttede at krydse vejen og tænke over mit næste træk. På den anden side af stien iagttog jeg, mens to kvinder, den ene iført rødligt tøj og den anden i strålende grønt, gik selvsikkert mod den 3. indgang. Deres tilstedeværelse var så magtfuld, at den syntes at fylde hele gaden med styrke.
De to mænd udsatte dem også for den samme forhør, men disse kvinder blev ikke rystet. Deres ubøjelige beslutsomhed lød i deres erklæring: “Det angår ikke dig. Flyt dig.” Med faste skridt trådte de ind i indgangen. Jeg fulgte hurtigt efter og præsenterede mig selv. “Jeg er Tahmina Salik, på besøg fra Danmark. Farah Mustafawi inviterede mig i dag, selvom vi aldrig har mødt hinanden personligt. Vi blev introduceret gennem en fælles ven på WhatsApp.”
De hilste mig hjerteligt velkommen. “Jeg er Zholia Parsi,” smilte den ene, mens den anden, iført grønt, præsenterede sig som Laila Basim.
Sammen bevægede vi os op til 5. sal. Efter at have banket på døren, åbnede den sig og afslørede endnu en bemærkelsesværdig kvinde. Efter at have taget vores sko af trådte Zholia, Laila og jeg ind i stuen og opdagede et rum fyldt med farverige, seje og smukke kvinder. Rummet var udsmykket med store afghanske tæpper, måtter spredt ud til siddepladser på gulvet. Energien var håndgribelig, og den gik fra toppen af mit hoved ned til tæerne. Her var jeg, midt iblandt disse frygtløse krigere.
Jeg havde medbragt en stor æske Merci-chokolade fra Danmark, som jeg omhyggeligt åbnede og sendte rundt. I ånden af afghansk gæstfrihed bragte værten os grøn te. Overvældet af fascination kiggede jeg smilende rundt i rummet og sugede det hele til mig.
I dette rum fyldt med latter og kammeratskab var det svært at tro, at disse kvinder var her for at bekæmpe den mørke kraft, der havde kastet sin skygge over dem – Taliban.
Mens de tog deres penne og papirer frem for at diskutere slogans, fyldtes rummet med snak. De drøftede, hvem der havde den smukkeste håndskrift, og Farah, med sin faste hånd, påtog sig opgaven med at skrive. Sloganer begyndte at tage form: “Taliban skal ikke fjerne kvinder fra samfundet,” “Vi er folkets stemmer”, “Taliban skal acceptere det internationale samfunds krav uden betingelser”, “Vi vil ikke tie” og så videre.
Jeg, der normalt har så meget at sige, forblev stille. Jeg ønskede at nyde hvert øjeblik, at suge det hele til mig og bekræfte inden i mig selv, at hver eneste risiko var det hele værd. Da de var færdige med at skrive, vendte Laila sig mod mig og sagde: “Lad os høre fra vores gæst, Tahmina Jan. Fortæl os mere om dig selv.”
Med tårerne i øjnene præsenterede jeg mig selv: “Mit navn er Tahmina Salik. Jeg plejer at se jer alle på tv og være vidne til jeres modige tilstedeværelse på gaderne i Kabul, hvor I kæmpede for jeres rettigheder. Jeg er her for at møde jer, hylde jer og støtte jer. Jeg ønsker at forstå, hvor I finder styrken til at stå foran de mørke kræfter, bevæbnet fra top til tå, og kræve jeres rettigheder. Desuden vil jeg gerne vide, hvordan vi uden for Afghanistan kan støtte jer.”
Mine ord sænkede sig over rummet som en tung dyne af stilhed, i skarp kontrast til den tidligere latter og snak. Alle øjne var rettet mod mig, og rummet var fyldt med en højtidelig atmosfære. Det føltes som om, indtil dette øjeblik, havde smilene, latteren og samtalerne været et forsøg på at opleve en slags normalitet. Et øjeblik af søsterskab og fornøjelse, inden de vendte tilbage til deres kamp.
En af kvinderne begyndte at tale: “Hvilket andet valg har vi end at kæmpe? Med Taliban ved vi, hvad der venter os. Det er bedre at dø én gang end at lide en langsom død hver dag.”
Zholia tilføjede: “Hvis du ønsker at støtte os, så vær vores stemme uden for Afghanistan. Lad ikke verden glemme os.”
Farah, der så mine øjne fyldes af tårer, sagde: “Vi gjorde Tahmina ked af det, lad os nu få hende til at grine igen, Zholia. Fortæl os om den gang, da dit tørklæde…”
Og Zholia begyndte at fortælle en morsom historie. Jeg blev mere imponeret over deres følsomhed over for mine tårer end selve historien. De havde så meget empati, det efterlod mig i ærefrygt og med en følelse af skyld. Endnu engang fyldte rummet sig med deres latter, mens solen strømmede ind gennem vinduet og kastede sin varme glød på de afghanske tæpper.
Med sloganerne færdige var det tid til, at de skulle optage videoer og tage billeder til deling på sociale medier. Jeg meldte mig frivilligt som fotograf for dagen og foreslog, at det var bedst, hvis jeg ikke optrådte i videoerne for at opretholde en lav profil og sikre, at jeg kunne besøge dem igen. Mens jeg tog billeder, kom værtens mand ind i rummet og tilbød også at være vores fotograf.
Kvinderne delte med mig, hvordan deres brødre, fædre og mænd støttede dem i deres kamp. De fortalte mig, at hver person i det rum tidligere havde haft et job, men nu var de hjemme. En kvinde afslørede, at hun den dag havde gået 10 kilometer for at deltage i mødet, fordi hun ikke havde råd til transport. En ung pige kom hen til mig og viste fotos på sin telefon, hvor der var skrevet “Hold op med at tale imod os” på hendes husgårds mur. Hun forklarede, at det var en trussel fra Taliban, men hun dukkede stadig op og deltog i denne indendørs demonstration.
Efter at have taget billeder tilbød jeg at give frokost. Afghansk kebab var nogle af de bedste, jeg nogensinde havde smagt, så jeg foreslog, at vi bestilte det. Kvinderne takkede dog pænt nej og forklarede, at de skulle hjem for ikke at bekymre deres familier. Jeg havde nogle penge med mig, som jeg tilbød og gav til Zolia, der var kasserer. De udtrykte deres taknemmelighed og forklarede, at de ville bruge pengene til at købe flere penne og papir samt støtte medlemmer, der havde svært ved at deltage i møder og demonstrationer på grund af manglende transportmidler.
De valgte at stole på mig og talte til mig, som om vi havde kendt hinanden i mange liv. Jeg havde også glemt alt om min oprindelige nervøsitet. Jeg følte mig som en del af et større formål, en deltager i en større bevægelse. Jeg følte, at jeg hørte til.
Da vi alle gik ned ad trapperne, fulgte værten os. De havde besluttet, at da de allerede var der, og de havde deres slogans, skulle de også gå ud på gaderne og demonstrere. Mens de stod i kø, hver med deres slogans højt hævet, fyldtes gaden igen med en ustoppelig kraft. Jeg overhørte nogle mænd i baggrunden sige: “Vi bliver nødt til at gå. Taliban kommer nok snart.” De marcherede ned ad gaden, og jeg, der holdt Farahs telefon, blev bedt om at gå live på deres sociale mediekanaler.
Den dag, det møde, latteren, tårerne og stemmerne, der råbte “vi vil ikke tie,” var alt sammen for et år siden. Alligevel er mindet så levende, at når jeg lukker mine øjne, kan jeg stadig mærke den kraft, der omgav mig den dag. Jeg lovede dem, at jeg ville gøre alt, hvad jeg kunne for at stå ved deres side og sikre, at verden ikke glemmer dem – en verden, der allerede dengang var videre fra kapitlet om afghanske kvinder.
Siden da blev jeg tilføjet til deres private bevægelsesgrupper, og gennem min organisation DAKDIF og vores team støttede vi Zholia og hendes bevægelse. Vi ydede økonomisk støtte til det bibliotek for kvinder, hun etablerede, og dækkede huslejen. Vi distribuerede mad for at støtte kvinderettighedsforkæmpere, og vi bistod deres demonstrationer med de beskedne bidrag, vi kunne yde for at sikre, at en busbillet ikke skulle være årsagen til, at de ikke kunne deltage. Jeg holdt løbende kontakt med Zholia og så hende optræde i forskellige medier både i og uden for Afghanistan, hvor hun hævede sin stemme højere end nogensinde.
I går jeg vågnede jeg kl. 4 om morgenen og kunne ikke falde i søvn igen. Mit hjerte bankede af chok over den drøm, jeg var vågnet fra. I drømmen var jeg midt i at holde en tale om situationen for afghanske kvinder, da Taliban trådte ind i lokalet og anholdt mig. Mens de kørte mig til fængslet, slettede jeg hastigt mine beskeder med kvinderettighedsforkæmpere. Jeg husker tydeligt, at Zholias navn var der, men jeg valgte ikke at slette hende fra min telefon.
Skræmt af nattens drøm forsøgte jeg at ringe til Zholia, da jeg stod op, men hendes telefon var slukket. Jeg spurgte i bevægelsens private gruppe, om nogen havde hørt fra Zholia den dag. De unge kvinder i gruppen informerede mig om, at en af hendes søns venner lige havde fortalt, at hun var blevet anholdt sammen med sin søn.
Da jeg endelig fik fat i Zholias datter, svarede en grædefærdig og rystet stemme. Jeg spurgte, om det var sandt, og hun bad mig om at hjælpe hendes mor, da hun ikke ville kunne tåle tortur. Hun tilføjede, at hendes bror var blevet lagt i håndjern, og at de havde taget alle hendes mors dokumenter tidligere på dagen, men at de havde ladet hende og hendes søster være i fred. Hun gentog flere gange, at hendes mor ikke ville kunne tåle tortur.
Mens jeg sidder her, mit hjerte tungt af bekymring, mindes jeg den urokkelige styrke hos disse løvehjertede kvinder, der konfronterer modstand direkte. Det er en styrke, der kender ingen grænser, en styrke, der driver mig til at gøre alt i min magt for at hjælpe dem.
Nu, mere end nogensinde, er det tid til handling. Det er tid til at rejse os og råbe op for at sikre, at Zholia, hendes søn og alle de andre modige sjæle, der kæmper for retfærdighed og kvinders rettigheder i Afghanistan, ikke bliver glemt. Deres stemmer skal høres, deres ofre skal anerkendes, og deres sikkerhed skal sikres.
#FreeZholiaParsi
