Tyk sort røg slangede sig op over Dakars tage, mens biler, busser, bildæk og butikker blev sat i brand. Bragene fra politiet og gendarmernes tåregaspatroner tog over fra den ellers vanlige trafikstøj, da titusindvis af demonstranter strømmede ud i Senegals hovedstads gader i sidste uge.
De protesterede mod, hvad de så som en politisk motiveret dom over den populære oppositionspolitiker og stifter af patriotpartiet PASTEF, Ousmane Sonko. Han var anklaget for gentagne gange at have voldtaget og ytret dødstrusler mod en dengang 20-årig ansat, Adji Sarr, på en af byens massageklinikker, men blev i stedet idømt to års fængsel for at ”korrumpere ungdommen”, altså at presse en person under 21 år til ”udskejelser”.
Både Sarr og Sonko har anket dommen til højesteret.
Dommen vil dog efter alt at dømme afholde Ousmane Sonko fra at stille op som kandidat til præsidentvalget i februar 2024. Dermed er den største konkurrent til Macky Sall, der har været præsident i Senegal siden 2012, tilsyneladende elimineret.
To andre modkandidater har inden for de sidste år ligeledes modtaget domme, der har betydet, de ikke har kunnet stille op. Det bekræfter Sonkos støtter i, at Sall har politiseret retssystemet, og at den nye dom mod deres kandidat har været bestilt fra højeste sted. Sall har endnu ikke meldt ud, om han stiller op i 2024 til et forfatningsstridigt tredje mandat.
Efter domsafsigelsen 1. juni opfordrede Sonko til civil ulydighed og bad sine støtter gå på gaden i protest mod Salls diktatur. Resultatet var, at hovedstaden kogte over i voldsomme protester og sammenstød mellem demonstranter og sikkerhedsstyrker, der ikke lagde fingre imellem i deres fremfærd.
Humlen er, at Sall i 2016 forkortede en præsidentperiode fra syv til fem år, hvilket han hævder har “nulstillet” mandattallet
Dele af det hæderkronede Universitet Cheikh Anta Diops campus blev smadret – det samme gjorde blandt andet en metrostation, supermarkeder og tankstationer. Protesterne bredte sig til flere andre byer i landet, blandt andet til Ziguinchor i syd, hvor Sonko er borgmester.
Det officielle dødstal lyder på 16, men Amnesty International hævder, at mindst 23 har mistet livet. Ifølge Røde Kors er omkring 360 mennesker blevet såret under protesterne, der stilnede af efter tre dages kampe.
Kunsten at tælle embedsperioder
Men er den voldelige protest blot endnu et i rækken af oprør i den uroplagede vestafrikanske Sahel-region?
Her ser vi netop nu en geopolitisk forskydning mod ikke-vestlige aktører, blandt andet Rusland og Kina, i tæt samspil med en ny panafrikansk bevægelse, der ikke just er venligt stemt over for Vesten og især den tidligere kolonimagt Frankrigs forsatte indflydelse. Eller er protesterne snarere et tegn på, at demokratiet i Senegal, der er kendt for at være en demokratisk bastion, lever?
Igennem en årrække har vi begge beskæftiget os med Senegal som henholdsvis journalist bosiddende i landet og migrationsforsker på DIIS. Siden årsskiftet har vi ikke kunne undgå at bemærke en tiltagende bekymring blandt vores kilder, informanter og venner, efterhånden som retssagen mod Sonko er kommet nærmere.
På den ene side har det længe forlydt, at Macky Sall genopstiller ved det kommende præsidentvalg. Hans egne uklare udmeldinger, og hans partifællers løbende kommentarer om, at han vil genopstille, har pustet til rygterne.
Humlen er, at Sall i 2016 forkortede en præsidentperiode fra syv til fem år, hvilket han hævder har “nulstillet” mandattallet, så kun hans nuværende præsidentperiode skal tælle med. Det gør folk rasende.
Macky Sall vandt paradoksalt nok selv valget tilbage i 2012 som modkandidat til den tidligere præsident Abdoulaye Wade, der forsøgte at stille op til et tredje mandat, hvilket – også – dengang blev mødt med folkelig fordømmelse og modstand, også fra Sall. På den anden side mærkede vi begge i foråret, at folk reelt var bange for, hvad der ville ske, hvis og eventuelt når Sonko ville blive dømt og måske fængslet.
Hvad ville de mange frustrerede unge, men også det bredere lag i befolkningen, der støtter Sonko og PASTEFs kritik af korruption og vestlig – og især fransk – indflydelse i den tidligere kolonis politiske forhold, gøre? Ville de med vold prøve at vælte regeringen? Ville det kunne føre til reel borgerkrig?
Den ultra-passionerede opposition
En af de bekymrede venner er Mamadou, der er ved at gøre sit journaliststudie færdig. Selvom han er dybt optaget af politiske forhold, har han valgt at specialisere sig i kulturjournalistik, simpelthen fordi det er nemmere i en kontekst, hvor pressefriheden siden Salls magtovertagelse løbende er blevet begrænset og i hundredvis af politiske modstandere og kritikere fængslet.
I organisationen Reportere Uden Grænsers seneste opgørelse over global pressefrihed er Senegal faldet chokerende 31 pladser ned. På mange måde ønsker Mamadou også forandring og sympatiserer med Sonko, men han er også bange for den fanatisme, han oplever blandt nogle af Sonkos mange tilhængere på campus.
”De er begyndt at se ham som den eneste løsning. Det er næsten, som om de dyrker og tilbeder ham, som en af de store religiøse ledere. Det er farligt, når det politiske bliver en endegyldig sandhed, der ikke kan sættes til debat,” siger Mamadou.
Noget lignende kunne ses til en stor demonstration i midten af maj, arrangeret af F24 – en sammenslutning af politiske partier, bevægelser og civilsamfundsorganisationer, der er gået sammen for at kæmpe mod Macky Salls potentielle 3. mandat. Her var stemningen høj, mens folk taktfast råbte ”diktator; diktator” mod Sall og solgte merchandise – t-shirts, billeder og kaffekopper – med Sonkos billede.
”Lad senegaleserne selv vælge, hvem de vil have som præsident – det valg er der ingen andre, heller ikke Sall, der skal træffe. Senegal er et demokrati! Hvis Sonko ikke stiller op til valget, bliver der intet valg,” sagde flere af dem.
Alt imens har flere europæiske aktører, vi har talt med, givet udtryk for – naturligvis i diplomatiske vendinger – at de ville foretrække Sall fremfor en potentielt sprængfarlig kandidat som Sonko, som de forventer vil være langt mindre samarbejdsvillig i forhold til at styrke samarbejdet mellem Senegal og EU især inden for de vigtige migrations- og sikkerhedspolitiske agendaer. Samtidig er der en opfattelse af, at Sall har gjort en god figur som formand for den Afrikanske Union i 2022. ”So why rock the boat?”
Da urolighederne brød ud, fulgte vi begge med fra Danmark med tilbageholdt åndedrag.
Via sociale medier rakte vi ud til venner og bekendte i Senegal for at høre, om de var i sikkerhed, men også for at få deres perspektiver på situationen. Twitter svømmede over med videoer af de voldsomme sammenstød: Af unge mænd, der bærer tilsyneladende livløse, sårede meddemonstranter væk fra kampene.
Alt imens begyndte striden om internettet og sociale medier. Regeringen lukkede for sociale medier i et forsøg på at kvæle, hvad den kalder hadefulde og subversive beskeder. Demonstranter svarede igen ved at reorganisere sig, og lokale internetaktivister postede guides til at installere VPN’er for at omgå censuren under hashtagget #FreeSenegal. Beskeder fra venner og bekendte begyndte at tikke ind. De havde det heldigvis godt. Holdt sig indendørs. Sørgede for at barrikadere sig og købe et lager af mad og vand. Men de var bange. En skrev poetisk:
”Retfærdighed og lov skal ytres i sandfærdighed, ikke i et forsøg på at dræbe nogen. Retfærdighed og lov er blevet brugt til et karaktermord [på Sonko, red.] og befolkningen er ikke enig!”
Andre skrev, at hvis Sonko arresteres og sættes i fængsel, kan det udløse borgerkrig.
Han har stjålet milliarder af cfa franc – han har siddet næsten 12 år på magten; Hvad mere vil han have?
Anonym senegaleser
Macky Sall har forholdt sig tavs, men flere peger på, at han kunne have dæmpet protesterne ved klart at melde ud, at han ikke har tænkt sig at genopstille; andre vil have at han slet og ret går af. Han kan ikke blive siddende med så meget blod på hænderne, lyder ræsonnementet.
Men fremfor alt siger de, at de er meget usikre på fremtiden og håber, freden snart vil blive genoprettet.
Det er let at se protesterne som problematiske. Voldelig opstand er sjældent løsningen, men sagen er den, at mange af de protester, som PASTEF, F24 og den øvrige opposition og civilsamfundet har ønsket at afholde, er blevet afvist af politiet. Så er det svært at lave pacifistisk modstand, som ved præsidentvalget i 2012. Samtidig har Sall sat loyale og tilsyneladende voldsparate folk i spidsen for gendarmeri, politi og hæren, hvilket også er med til at gøre, at konflikten spidser til.
Vi holder vejret
Fremfor at se den sidste uges begivenhed som et tegn på, at demokratiet i Vestafrika – der har oplevet seks kup og adskillige kupforsøg inden for de sidste par år – synger på sidste vers, kan man dog også vælge at se det, som om demokratiet faktisk lever.
Afrobarometers store survey viser at senegaleserne er et demokratisk folkefærd: 89 procent af befolkningen afviser enmandsvælde, mens 84 procent foretrækker demokrati frem for andre alternativer.
Uanset hvor voldsomme protesterne er, er de et tegn på, at folket ikke vil finde sig i, hvad de ser som Salls krumspring og grådighed, der ikke kommer dem til gode. Som en ven sagde: ”Han har stjålet milliarder af cfa franc – han har siddet næsten 12 år på magten; hvad mere vil han have?”
Men til historien hører selvfølgelig også, at den økonomiske situation i Senegal er svær for mange på trods af relativt høje vækstrater. Salls løfter om at skabe jobs til de titusindvis af arbejdsløse unge og at booste landbruget og turismen har ikke udmøntet sig i konkrete resultater.
Få forventer da også, at indtægterne fra de nye olie- og gasfund ud for landets kyst vil komme den brede befolkning til gode. Der er ikke god stemning blandt befolkningen – især ikke blandt de unge, der stadig står uden job, penge og fremtid. Dem har Sall ganske enkelt ikke formået at give hverken det ene eller andet.
Ingen kan vide, hvor det ender i Senegal. Bliver Sonko fængslet? Bryder protesterne ud igen senere på måneden efter den store muslimske helligdag Tasbaski?
En ting er dog sikkert: Sammen med dem, vi kender i Senegal, vil vi de kommende ni måneder frem mod valget i februar 2024 forsat holde vejret og følge med i udviklingen, og hvordan vestlige aktører kommer til at forholde sig. De er absolut ikke populære i regionen for tiden og skal nøje overveje deres træk. Hvis Sall annoncerer sit tredje kandidatur, og det bliver mødt med stilhed eller manglende fordømmelse fra EU, USA og europæiske lande, vil det hurtigt blive aflæst som hykleri og neokolonialisme. A la ”demokrati er kun godt, når det gavner Europa!”
Fortsætter protesterne med samme styrke, vil flere unge mennesker miste livet, og Senegal kan som andre lande i regionen ende i udbredt ustabilitet. Det vil ikke være godt nyt. Hverken for os, vores senegalesiske venner, Senegal eller for Vestafrika generelt.
Gerd Kieffer-Døssing er journalist og Afrikakorrespondent, og Ida Marie Savio Vammen er seniorforsker ved DIIS.
