Formålet er at gøre en ulidelig hverdag en smule mere udholdelig. Jeg har knyttet tætte bånd med de unge indsatte, som har åbnet sig og fortalt lystigt om frustrationer og fremtidshåb.
Det er ikke nemt at være bag lås og slå i Zambia, og fejl- og underernæring, stærkt overbefolkede celler og alverdens smitsomme sygdomme er nærmere reglen end undtagelsen.
I et sådant miljø har drengene brug for én, som kan give dem følelsen af at være et menneske igen.
Følelsen af at få den anerkendelse og opmærksomhed, alle mennesker fortjener. I fængslet betyder en highfive og et klap på skulderen mere, end hvad de fleste kan forestille sig.
Fordomme mødt af hjertevarme
I starten af min tid i fængslerne havde jeg jo nok nogle fordomme. Ville drengene være aggressive og amoralske? Og hvordan skulle jeg håndtere en flok utilpassede unge?
Mine forventninger blev dog lynhurtigt gjort til skamme, for virkeligheden har været den, at jeg på intet tidspunkt har følt mig utilpas i fængslerne.
De unge indsatte har mødt mig med en hjertevarme, der er svær at beskrive. Midt i den mørke tid, de befinder sig i, finder de smilet frem, spørger nysgerrigt ind til mit liv, er energiske og videbegærlige. Jeg har nogle gange følt det, som var jeg på en dansk efterskole, omgivet af venner.
Men selvfølgelig er fængslet ikke et paradis. Det er nok snarere det modsatte.
For der er også hårde tider, som når drengene ikke får mad og derfor ikke kan deltage i mine aktiviteter, men energiforladte sidder op ad den høje betonmur og funderer over tilværelsen.
Der er tider, hvor sygdommen tager over, og de unge indsatte mister energien og livsglæden, men blot kæmper for at holde sig i live. Der er tider, hvor det kan være svært at forstå, hvorfor mor og far ikke kommer på besøg.
Ind i en anden verden
Der er så meget, der er svært at forstå. Så meget, jeg ikke begriber. Det er på én gang virkeligt, og på samme tid meget fjernt.
Min fremtid er ikke i et zambisk fængsel. Jeg har ikke været i nærheden af at opleve den smerte, som er en del af de indsattes dagligdag.
Men hver dag banker jeg på den gamle, rustne port og bliver lukket ind af en døråbning, der er så lav, at jeg må bukke mig og krydse fingre for, at jeg undgår en mindre rygskade.
Her entrerer jeg den lukkede verden, hvor kun de færreste ved, hvad der foregår. Jeg kan ikke undgå at drage en parallel til filmen ’Narnia, Løven og Garderobeskabet’, hvor hovedpersonerne via et klædeskab opnår adgang til en anden virkelighed end den, de hidtil har kendt.
På samme måde går jeg i Kamwala-fængslet på opdagelse i en verden, der er ukendt for de fleste. Modsat scenerne fra den prisvindende film byder Kamwala-fængslet dog hverken på talende dyr eller skovguder, men i stedet på stærkt overbefolkede celler, fejl- og undernæring, depression og død.
Dertil kan man tilføje et hav af mentale sygdomme, seksuelle overgreb og et usundt, hierarkisk opbygget, socialt miljø. Havde Kamwala-fængslet været en spillefilm, havde den været forbudt for børn og sarte sjæle.
De besøgende sidder på række
Hver dag hilser jeg på den samme fængselsbetjent, med hvem jeg har flere interne jokes end med mine gamle gymnasiekammerater.
Hver dag tager jeg den gule vest på: ”Visitor”, står der bagpå med store, gule bogstaver.
Hver dag iagttager jeg zambiske kvinder, som venter på at få et kort glimt af en ægtemand, kæreste eller søn.
Kvinderne har et stykke stof slynget om livet, den såkaldte chitenge, ofte med et bibelsk budskab og i spraglede farver. Med en alvorlig men intetsigende mine afventer kvinderne fængselsbetjentens besked om, at de må tage plads på betonbænken i Visitors Bay.
Her sætter de sig side om side, hvorefter de indsatte én efter én kommer til syne og tager plads på betonbænken på den modsatte side af det grønne, rustne jerngitter, der separerer den illegale verden fra den legale.
Hovedparten af mændene er iklædt orange fangedragt, som mest af alt ligner en pyjamas. I cirka 20 minutter konverseres der frem og tilbage mellem de to parter.
Modsat den romantiske og emotionelle forestilling om fingre, der flettes imellem hullerne i det rustne gitter, eller tårer, der triller ned af den ulykkelige hustrus kind, så foregår hele seancen på en ubesværet og afklaret måde.
For livets vej er belagt med hyppige, uforudsigelige bump, og vil man klare skærene i Zambias hovedstad, må man – hvor svært det end kan være – forsøge at acceptere, at disse er en præmis.
“Time is up”
Efter en rum tid lyder det lettere højlydt fra den kvindelige fængselsbetjent, der dovent sidder på en slidt kontorstol med ryggen til de konverserende: ”Time is up”.
De besøgende reagerer i første omgang ikke på den ellers meget simple besked, men bliver siddende et øjeblik, inden de så småt begynder at rykke på sig.
Uden de store dramatiske farvelscener forsvinder de mandlige indsatte tilbage ind i den støvede fængselsgård. Samtidig rejser kvinderne sig, træder ud af Visitors Bay og går forbi fængselsbetjenten, som er mere optaget af et spil på sin smartphone end på at registrere kvindernes tilstedeværelse.
Før kvinderne bukker sig og forsvinder ud igennem den selvsamme lave døråbning, jeg er kommet ind af, samler de deres mobiltelefoner op og tager lavmælt afsked med gatekeeperen: ”Tukamonana”.
Derefter trasker kvinderne derud, hvor man kan trække frisk luft ned i lungerne og høre fuglene synge. Det er en luksus, deres pårørende på den anden side af murene kun kan drømme sig til.
Buster Kirchner er 23 år og har arbejdet for organisationen Ubumi i et fængsel i Zambia i seks måneder. Han er nu tilbage i Danmark, hvor han håber at blive optaget på universitetet. Han er fortsat frivillig i organisationen.
Ubumi er en danskbaseret organisation, der arbejder for at forbedre forholdene i afrikanske fængsler.
