Efter afskaffelsen af apartheid var det et af de vigtigste erklærede mål for ANC (Nelson Mandelas parti, som fik regeringsmagten efter de demokratiske valg i 1994 og har haft den siden) at gøre uligheden mindre. Det er ikke lykkedes i de snart 25 år, som er gået.
Ifølge nogle kilder (ikke alle) er uligheden mellem befolkningsgrupperne blevet mindre.
Det gælder især mellem sorte og hvide. Men dette mere end opvejes af øget ulighed blandt både sorte og asiater.
Kilderne til disse kedelige nyheder er ikke til at komme uden om. Først og fremmest har vi World Inequality Report 2018, som udarbejdes af Paris School of Economics (PSE), hvor arbejdet koordineres af et sagkyndigt panel med deltagelse af bl.a. den kendte økonom Thomas Piketty.
Læs også: Hvad gør ulighed ved os?
Ifølge sidstnævnte modtog de rigeste 10 procent i Sydafrika to tredjedele af indkomsterne i 2014. Dette er et symptom på Sydafrikas grundlæggende dårligdom: Den duale økonomi, som består af to dele: Den moderne/urbane/formelle deløkonomi, hvor teknologi og indkomster ligner dem, vi kender i vesten; og den traditionelle/rurale/informelle, hvor indkomster er i bund.
Denne struktur kendes mange steder i den tredje verden, men er ganske særlig udtalt i Sydafrika, hvor denne struktur netop var tilstræbt af apartheid-regimet. Efter indførelse af demokrati er omforde-lingsprogrammer sat i værk, men det har ikke været nok med 30 år til at modvirke over hundrede års undertrykkelse. Det er dog overraskende, at uligheden ligefrem er steget siden afskaffelse af aparthed.
Figuren viser udviklingen i gennemsnitsindkomsten i Sydafrika de sidste 100 år. Den blå kurve viser gennemsnitsindkomsten for hele landet (skala på venstre side), den røde viser gennemsnittet for den rigeste ene procent (skala i højre side).
Ovenstående figur viser, at indkomsterne i mange år før apartheids fald stagnerede eller faldt. Efter 2000 ses en stigning i gennemsnitsindkomsten. Indkomsterne hos den ene procent er tredoblet efter apartheid, og det afspejler, at hovedparten af væksten er tilfaldet dem, der i forvejen var rige.
Det fremgår også af et arbejdspapir af Bhorat og Westhuizen fra University of Cape Town, som ganske vist er skrevet tilbage i 2012, og deres data er endnu ældre; men som alligevel en meget informativt med hensyn til udviklingen i fattigdom og ulighed i Sydafrika.
Tabel 1 viser forfatternes resultater vedr. ændringer i ulighed (Gini-koefficienten) inden for de respektive befolkningsgrupper samt for befolkningen under ét i perioden 1995-2005, dvs. omtrent det første årti efter apartheid. Man må naturligvis beklage, at der ikke findes nyere data. Men det er ofte et vilkår, når man skal benytte forskningsbaserede resultater.
Det ses, at uligheden er steget i alle befolkningsgrupper, mindst sorte og mest blandt asiater. Også for hele landet har der været en markant stigning i uligheden.
Blandt hvide sydafrikanere er der også tale om en markant stigning i ulighed. Dette harmonerer godt med de data, vi allerede har set vedr. indkomststigningen for de allerrigeste (fig. 1), hvoraf forholdsvis mange er hvide.
Bhorat og Westhuizens resultater harmonerer ikke med alle resultater fra andre forskere. Andre bidrag påpeger en stærk stigning af ulighed blandt afrikanere som en væsentlig kilde til øget ulighed. Dette ses ikke i Bhorat og Westhuizens papir. Forskelle i periodisering og metoder kan medføre disse detailforskelle.
Men den væsentlige konklusion står fast: Uligheden i Sydafrika er steget efter apartheid.
Bhorat og Westhuizen viser dog også, at fattigdommen i Sydafrika er faldet til trods for stigningen i ulighed. Tabel 2 viser deres vigtigste resultater.
Tabellen viser to fattigdomsmål i henholdsvis 1995 og 2005 ved to forskellige fattigdomsgrænser, 322 ZAR og 174 ZAR om måneden (1 ZAR = ca. 0,42 DKK). Har man en husstandsindkomst under fattigdomsgrænsen (poverty line), defineres man som fattig.
Headcount index (fattigdomshyppighed) viser andelen af fattige i forhold til den totale befolkning ved de respektive fattigdomsgrænser. Det ses af tabellen, at fattigdommen er faldet for alle befolkningskategorier undtagen asiater. Fattigdommen er også faldet for befolkningen som helhed.
Poverty gap ratio (fattigdomsdybde) viser, hvor mange procent de fattiges indkomst skal øges med for at afskaffe fattigdommen. Det ses, at fattigdomsdybden er faldet (steget) for de samme kategorier som før.
Vi ser altså et markant fald i fattigdommen med den kedelige undtagelse af den asiatiske gruppe.
Hvordan kan det nu være, at uligheden stiger på trods af et markant politisk ønske om det modsatte? Her er det ikke nok at henvise til de dybe spor, apartheid har sat i samfundet. Det er ikke noget argument for, at udviklingen er gået den forkerte vej.
Der er flere årsager.
En er den udbredte korruption. Sydafrika hører ganske vist ikke til de allerværst ramte, når det gælder korruption. Landet er nr. 71 ud af 180 lande på Transparency Internationals liste for 2017. Men korruptionens ofre er især de fattige, og efter (og under) apartheid har mange nye magthavergrupper fået mulighed for at berige sig på de fattiges og middelklassens bekostning.
En anden årsag til den stigende ulighed er den skæve udvikling, der har fundet sted. Byerne er vokset og har trukket de fleste ressourcer til sig. Landområderne, de tidligere homelands, er i vidt omfang blevet forsømt. Selvom fattigdommen er reduceret også på landet, er dynamikken i urbaniseringen så stærk, at uligheden mellem land og by stiger.
Det spiller også ind, at jobskabelsen i Sydafrika er alt for lille til, at der kan blive beskæftigelse til alle de unge, som kommer ud på arbejdsmarkedet. Arbejdsløsheden ligger mellem 25 og 35%, og den har været stigende i mange år. Uddannelsessystemet kan heller ikke følge med.
Den sydafrikanske Rand er faldet stærkt på de internationale valutamarkeder. Over ca. ti år er kursen blevet omtrent halveret i forhold til Euro og USD.
De fordelingsmæssige effekter af dette er meget komplicerede, men det er absolut tænkeligt, at det har bidraget til øget ulighed. I eksportindustrierne er der tjent flere penge, fordi sydafrikanske varer er blevet billigere og mere konkurrencedygtige på verdensmarkederne. Da mange beskæftigede i eksporterhvervene har relativt høje indkomster, bidrager dette til øget ulighed.
Ville det ikke være muligt at mindske uligheden gennem højere skatter og flere overførselsindkomster?
Dette har man veget tilbage for, i begyndelsen fordi man tænkte, at dette ville gå ud over sammenhængskraften i samfundet, men også senere fordi det viser sig, at selv en markant stigning i skattesatsen af de rigeste ikke vil øge skatteprovenuet væsentligt. Hvis det skal lykkes at reducere uligheden gennem skatterne, må man også øge skatten på middelklassen, og dette er regeringen hidtil veget tilbage fra.
Der er næppe tvivl om, at uligheden vil være en politisk prioritet i Sydafrika i de kommende år. Men når man ikke vil øge beskatningen, er det svært at se, hvordan det skal lykkes at skabe et mere ligeligt samfund.
Jens Lehrmann Rasmussen, Cand. Polit., Ph.D., er ekstern lektor ved Roskilde Universitet.
