Det er søndag i landsbyen Nasir i det, der nu er det nordøstlige Sydsudan. Året er 1994. Mens folk er i kirke, lægger drengene fra landsbyen deres sko som fodboldmål og sparker kampen i gang. På banen jagter 8-årige Reath Kawang Nyak bolden. Men kampen stopper brat. Byen er under angreb.
Han løber for sit liv. Han flygter ud af Nasir med de andre fodbolddrenge, selvom han ikke forstår hvorfor. Han har aldrig set krig før. Han har bare passet sine geder og køer, som han skal bruge til at blive gift, når han bliver voksen. Men den fremtid, han havde forestillet sig i Nasir, lægger han bag sig. Han ser sin kirke brænde, soldaterne skyder og dræber. Han ser lig for første gang, og han flygter uden sin familie og uden at vide hvorhen.
”Jeg flygtede bare med flokken for at overleve. Vi flygtede i to uger, inden vi nåede Etiopien, hvor vi kom i en flygtningelejr. Det var meget varmt, og vi havde ikke mad eller vand under flugten. På et tidspunkt kom vi til et mudderhul, som en mand dyppede sin t-shirt i. Så vred vi t-shirten for væske fra mudderhullet og drak det for at overleve,” siger Reath Kawang Nyak.
Borgerkrigen, som Reath Kawang Nyak flygtede fra, er den anden store borgerkrig i Sydsudans historie. Dengang var Sydsudan en del af Sudan, for Sydsudan blev først selvstændigt den 9. juli 2011. Sydsudan blev uafhængig af Sudan for at blive et samlet og stabilt land, men 10 år efter befinder befolkningen sig i en af verdens værste humanitære kriser efter endnu en blodig borgerkrig. På trods af det, er Sydsudan ikke længere et prioritetsland i dansk udviklingspolitik, og niveauet for Danmarks humanitære bistand til landet er på sit laveste siden uafhængigheden i 2011.
Et land i humanitær krise
I dag er Reath Kawang Nyak 35 år og bor med sin kone og to børn i udkanten af Randers, hvor han arbejder med hjerneskadede. Han har også stiftet foreningen SudanmarK, som blandt andet hjælper flygtninge fra Sydsudan i Kakuma-flygtningelejren i Kenya med at bearbejde krigens traumer.
Over to millioner sydsudanesere er flygtet fra borgerkrigen, og 1,6 millioner er internt fordrevet. Det gør flygtningekrisen i Sydsudan til den største i Afrika. FN’s humanitære koordinationskontor anslår, at 8 millioner ud af en befolkning på 12,1 millioner har brug for humanitær støtte. Over halvdelen er børn. Krisen er stor og behovene mange, men størst er behovet for mad.
Kilde: OCHA, Humanitarian Needs Overview South Sudan 2021
Global Network against Food Crisis’ rapport over fødevarekriser i 2021 estimerer, at 55 procent af befolkningen i Sydsudan sulter. 7,2 millioner sydsudanesere risikerer en akut fødevarekrise i år, og 1,4 millioner børn er akut underernærede. Det er den værste fødevarekrise, befolkningen har stået i, siden landet blev selvstændigt. Ifølge FN’s World Food Programme er situationen alarmerende.
”I juli sætter den magre sæson ind. Over 100.000 mennesker bor i områder, som er svært tilgængelige, og mange er på kanten af hungersnød. Det er ekstremt alarmerende, og det bliver kun værre, fordi konflikten, ekstreme vejrforhold og de økonomiske konsekvenser efter Covid-19 skaber et stort behov,” siger Anne Poulsen, nordisk chef for Verdensfødevareprogrammet.
Sydsudan ligger i det nordøstlige Afrika og grænser op til blandt andet Uganda, Sudan og Etiopien. Vejret er ekstremt. Dele af landet risikerer tørke i de varme måneder og oversvømmelser, når det regner. Men på trods af det barske klima, er det konflikt, der tvinger flest mennesker ud i sult.
Sydsudans blodige fortid
Den voldelige konflikt går tilbage til Sudans overgangsperiode fra koloni til selvstændig stat. I 1899 tog Egypten og Storbritannien magten fra den mahdiske regering i Sudan og formede kondominatet Anglo-Egyptisk Sudan, som betød, at de delte magten. Men i 1953 blev det bestemt at give magten tilbage til Sudans befolkning, og tre år senere blev landet uafhængigt af kolonimagten.
Samtidig begyndte sydsudanesisk nationalisme at spire, og politikere fra syd ville gerne have en stemme i det fremtidige selvstyre. Men eliten i det nordlige Sudan var ikke villige til at lukke folk fra syd ind i magtens maskinrum. Det førte til protester og en voldelig konflikt, som tog til fra 1955.
Den voldelige konflikt eskalerede til borgerkrig i starten af 1960’erne. Den første sudanesiske borgerkrig blev kæmpet af regeringen i det nordlige Sudan og oprørsgruppen Anya-Nya i det sydlige Sudan. Borgerkrigen varede indtil 1972, hvor parterne underskrev en fredsaftale.
”Der var både et religiøst element i borgerkrigen, fordi den sydlige del af befolkningen var kristne og animistiske, samtidig med at de tilhørte Dinka og Nuer-stammerne, mens befolkningen i nord var muslimsk og tilhørte de arabiske stammer. Den sydlige befolkning følte sig undermineret,” siger Thomas Mandrup, lektor ved Institut for Militærhistorie, -kulturforståelse og krigsteori på Forsvarsakademiet med fokus på krige og konflikter i blandt andet Afrika.
Animisme er en religiøs overbevisning, hvor blandt andet dyr og planter får en spirituel betydning. Der er flere end 50 forskellige etniske grupper i Sydsudan. Men ifølge CIA’s World Fact Book er der to store grupper, som over halvdelen af befolkningen tilhører. Dinka, der udgør 35,8 procent af folket, og Nuer, som 15,6 procent tilhører. I Sudan er omkring 70 procent af befolkningen sudanesiske arabere.
Anya-Nya var en fragmenteret oprørshær dannet af politikere i eksil i 1963. Den bestod af væbnede grupper i det sydlige Sudans bush, et uopdyrket og sparsomt befolket landskab. De var relativt autonome, og angrebene var sjældent koordinerede, selvom de kommunikerede med hinanden.
Idéen om et uafhængigt Sydsudan spillede en central rolle under den første borgerkrig. Med fredsaftalen i 1972 fik den sydsudanesiske region formelt set selvstyre og politisk indflydelse i Sudans hovedstad Khartoum, og de sydsudanesiske styrker skulle integreres i hæren i Sudan.
”Sydsudan fik en form for selvstyre, men problemet med undertrykkelse og politisk indflydelse blev ikke løst, og der blev aldrig rigtigt fred,” siger Thomas Mandrup.
Undertrykkelsen fortsætter
Den anden sudanesiske borgerkrig var i høj grad en fortsættelse af den første borgerkrig mellem det nordlige og sydlige Sudan. Men denne gang hed oprørsgruppen Det Sudanesiske Folks Befrielseshær og blev ledet af John Garang, som var tidligere oberst i det sudanesiske militær.
John Garang ledte styrkerne gennem borgerkrigen, indtil han døde i et helikopterstyrt i 2005. Han ledte også Det Sudanesiske Folks Befrielsesbevægelse, som er det politiske parti forbundet til befrielseshæren. Efter hans død overtog Salva Kiir magten i både partiet og oprørsgruppen.
Den anden sudanesiske borgerkrig startede i 1983 i landsbyen Bor i Sydsudan, som blev epicentret i konflikten. Her var blandt andre John Garang ved at planlægge et oprør. Regeringen sendte hæren afsted for at slå oprøret ned, og det antændte en ny krig mellem det nordlige og sydlige Sudan.
Parterne var tæt på en fredsaftale i 1989, men pludselig skete der noget uventet. General Omar al-Bashir tog magten i Sudan efter et militærkup, og sammen med Hasan al-Turabi, leder af National Islamic Front, ville han indføre et dogmatisk, islamistisk regime, som forværrerede konflikten.
”Efter kuppet rykkede Sydsudan sig væk fra regeringen, Men det var ikke kun de kristne og animismerne i syd, der blev undertrykt. Hasan Al-Turabi ville indføre sharialovgivning, og muslimer af en anden overbevisning i nord fik det også svært,” siger Thomas Mandrup.
Det Sudanesiske Folks Befrielseshær var gode til at organisere sig og fik hurtigt trænet tusinder af soldater i kampen mod regeringen i nord. Men der opstod konflikt internt blandt oprørerne, som kom fra forskellige etniske grupper og havde forskellige visioner for Sydsudan. John Garang kæmpede for et sekulært og samlet Sudan, mens andre ville have sydsudanesisk uafhængighed.
Man fandt også olie i Sydsudan i starten af 1980’erne, og det spillede en stor rolle under den anden borgerkrig. Der var udsigter til store indtægter fra det sorte guld, som blev udvundet i landsbyer tæt ved grænsen til Sudan. Landsbyer, som regeringen i Khartoum havde stor interesse i at kontrollere.
Kilde: Rolandsen & Daly, A History of South Sudan – From Slavery to Independence.
The Lost Boys of Sudan
Krigen var meget brutal. Oprørsgruppen hvervede blandt andre børnesoldater under det, de kaldte Red Army. Børnesoldaterne blev hvervet og trænet i flygtningelejre i nabolandet Etiopien. I en af de flygtningelejre boede Reath Kawang Nyak, efter han måtte forlade sin familie og sin landsby i 1994.
”Jeg kan huske, hvordan de fortalte gode historier fra frontlinjen for at hjernevaske os. Mange var også meget motiveret af at kunne tage hævn over dem, der havde slået deres familie ihjel. Jeg følte, at jeg ville blive en mand, hvis jeg kunne komme til frontlinjen,” siger han.
Reath Kawang Nyak nåede aldrig til frontlinjen. I stedet blev han efter seks år flyttet til en anden flygtningelejr, hvor han mødte sin onkel og sin søster. Det var første gang, han mødte nære familiemedlemmer. Men her boede han kun i kort tid, inden han flyttede til endnu en flygtningelejr, hvor han begyndte at sælge slik, sukker, kiks og andre varer fra storbyen for at tjene lidt penge til sin skolegang.
Hans lille forretning fik succes, og han blev kendt som en ung knægt, der kunne tage vare på sig selv. Derfor ville de andre i flygtningelejren gerne have Reath Kawang Nyak genbosat som kvoteflygtning under FN. Han dannede derfor en familie med andre drenge fra lejren og blev sendt til Danmark i 2001.
”Vi blev kendt som The Lost Boys of Sudan. Vi var forældreløse flygtningebørn. Men i Danmark begyndte jeg at savne min mor og familie meget. Jeg fik mareridt om alle dem, jeg havde set blive dræbt eller voldtaget. Jeg kunne ikke sove om natten, og jeg sloges hele tiden,” siger Reath Kawang Nyak.
Borgerkrigen havde store, humanitære konsekvenser, og befolkningen i det sydlige Sudan måtte betale en høj pris i kampen mod undertrykkelse. Omkring 20.000 børn blev sendt på flugt eller blev forældreløse. The Lost Boys of Sudan. Millioner af civile blev fordrevet, og hundredtusinder døde.
”Min far blev dræbt under den anden borgerkrig. Han døde, da jeg kun var 5 måneder gammel, så jeg har aldrig kendt ham. Men jeg er blevet fortalt, at han var frihedskæmper. Han døde for sin familie og sin stamme,” fortæller Reath Kawang Nyak, hvis far kæmpede for de sydsudanesiske oprørsgrupper.
Freden før uafhængighed
I 2005 underskrev Sudans regering, Det Sudanesiske Folks Befrielseshær og Det Sudanesiske Folks Befrielsesbevægelse en omfattende fredsaftale, som skulle implementeres over seks år. Fredsaftalen skulle sikre Sydsudan en form for autonomi, anerkendelse og politisk magt som i 1972.
”Da man indgik fredsaftalen, stod det ikke soleklart, at det var vejen mod selvstændighed. Man fik en overgangsregering, ministerposter i Khartoum, en fælles hær og delte olieindtægterne. Senere skulle befolkningen i syd så selv stemme om deres fremtid,” siger Thomas Mandrup.
I januar 2011 stemte den sydsudanesiske befolkning om Sydsudans fremtid. Omkring 99 procent stemte for selvstændighed. Et halvt år senere, den 9. juli 2011, blev Sydsudan uafhængigt med Salva Kiir som præsident. Danmark og det internationale samfund tog arbejdshandskerne på, for verdens yngste land skulle opbygges. Et land med fred og stabilitet.
Men selvom Sydsudan blev et selvstændigt land, lå konflikten fra den anden borgerkrig og lurede under overfladen. Der var stadig uenighed internt i Det Sudanesiske Folks Befrielsesbevægelse og særligt mellem de to magtfulde personer, præsident Salva Kiir og vicepræsident Riek Machar.
Sydsudans tredje borgerkrig
En ven af Reath Kawang Nyak besøgte Nasir i 2008 og kom tilbage med en glædelig nyhed. Reath Kawang Nyaks mor og søskende var i live. Det blev et vendepunkt i hans liv, for pludselig følte han et ansvar overfor nogen. Han havde faktisk en familie, og de havde brug for ham. Han begyndte at gå i kirke, stoppede med at slås og ville have en uddannelse, så han kunne forsørge sin familie.
Men i Sydsudan fortsatte volden. I juli 2013 afskedigede Salva Kiir, som tilhører Dinkaerne, store dele af regeringen, deriblandt vicepræsident Riek Machar, som er Nuer. I december 2013 eskalerede volden i Juba, fordi Salva Kiir sendte regeringsstyrkerne mod Nuer-folket, i frygt for at Riek Machar var ved at planlægge et kup. Det blev startskuddet på den tredje borgerkrig.
Efter Reath Kawang Nyak fik kontakt til sin mor, planlagde de at mødes i Juba i 2014. Det var en overvældende oplevelse at møde sin mor for første gang i 20 år. Men udover mødet med sin mor og familie husker han også tydeligt, hvordan byen var tom for Nuer-folket, som hans familie selv tilhører.
Borgerkrigen var ikke kun en konflikt mellem Nuer og Dinka. Det var også en borgerkrig præget af en elitær magtkamp, massiv korruption, lokale konflikter og kampen om den kostbare olie, som udgør over 90 procent af landets eksport. Krigen var brutal, og børnesoldater blev igen sendt i kamp.
”Sydsudans politik og kultur er meget kompleks og præget af årtier med en ustabil stat og voldelige konflikter. Folk er skeptisk mod regeringen, fordi regeringen har været forbundet med korruption og undertrykkelse,” siger Peer Schouten, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier.
Peer Schouten forsker blandt andet i konfliktdynamikker og har beskæftiget sig med Sydsudan siden landets uafhængighed. Ifølge ham søger eliten i Sydsudan at øge deres egen indflydelse, og derfor har enhver betydelig general sin egen milits, som bliver brugt i lokale stridigheder. Kampen om magt kan også Thomas Mandrup genkende, og han beskriver konflikten som eliternes kamp.
Kortvarig fred kollapsede
På trods af kompleksiteten forsøgte FN’s fredsbevarende mission i Sydsudan at få parterne til fredsforhandling for at stoppe konflikten. Missionen blev oprettet i 2011, og er i dag FN’s største med et budget på mere end 7,7 milliarder kroner og flere end 14.000 udstationerede tropper.
”Med borgerkrigen ændrede vores mandat sig fra at være kapacitetsopbyggende til at beskytte befolkningen og skabe fred,” siger David Shearer, der indtil i år har været særlig repræsentant for FN’s generalsekretær og leder af FN’s fredsbevarende mission i Sydsudan.
Salva Kiir indgik i 2015 en fredsaftale med Riek Machars oprørsgruppe. Men freden var ekstremt skrøbelig og holdt ikke engang et år. I juli året efter brød en blodig konflikt ud i Juba mellem Riek Machars og Salva Kiirs styrker. 300 mistede livet under kampene, og freden kollapsede.
I september 2018 blev en ny fredsaftale indgået mellem konfliktens parter. Fredsaftalen ligner den, der også blev indgået tre år tidligere. Men den skrider fremad, og i februar sidste år trådte Riek Machar ind i en samlingsregering som vicepræsident med Salva Kiir som præsident.
Sydsudans usikre fremtid
Selvom fredsprocessen skrider fremad, går det ifølge David Shearer for langsomt. FN’s fredsbevarende mission arbejder bag scenen for at få folk til at mødes, få implementeret fredsaftalen og skabe fundamentet for varig fred. Men det tager tid, og der bliver stadig rapporteret om kampe rundt i landet. Peer Schouten beskriver freden som skrøbelig.
”Jeg tror, at det er muligt at opretholde en aftale mellem Machar og Kiir, men der er folk i oppositionen, som ikke ønsker denne fredsaftale, både blandt Dinka og Nuer. Der vil stadig være væbnede grupper, og jeg tror aldrig, at volden vil stoppe. Det er svært at forudse, hvad der vil ske. Det er så ustabilt og fragmenteret, at der kan opstå krig når som helst,” siger Peer Schouten.
Som en del af fredsaftalen har Salva Kiir konstitueret et nyt parlament, hvor de forskellige parter, som underskrev fredsaftalen, er repræsenteret. Det gjorde han den 11. maj i år, og konkret betød det, at Salva Kiirs politiske parti fik 332 mandater ud af 550, mens Riek Machars parti fik 128 mandater. Men ifølge Thomas Mandrup burde ingen af de to ledere sidde i parlamentet.
”Landets modsætningsforhold er i høj grad instrumenter, som eliten bruger som et nyttigt værktøj i konflikten, og de mennesker, der er årsagen til, vi har haft en konflikt, sidder stadig ved magten. Det er svært at sige, om freden holder denne gang. Det bedste, der kunne ske for Sydsudan, var, at de to dominerende, gamle mænd trak sig, og nogle mere fornuftige ledere kom til,” siger han.
Som det ser ud nu, er borgerkrigen ovre, og der har været våbenhvile siden fredsaftalen i 2018. Fem års borgerkrig har efterladt befolkningen i en stor humanitære krise, hvor flere og flere får brug for hjælp. Men på trods af det stigende behov, er Sydsudan ikke længere et prioritetsland for Danmark.
Dansk udviklingssamarbejde udfaset
Danmarks udviklingssamarbejde med Sydsudan går tilbage til 2011, hvor Danmark også valgte at bidrage til FN’s fredsbevarende mission i Sydsudan. Siden uafhængigheden har Danmark støttet landet med omkring to milliarder i bistand for at fremme sikkerhed, fred og modstandsdygtighed. I humanitær bistand har Danmark støttet organisationers arbejde i Sydsudan med 1,43 milliarder.
Kilde: Humanitære indsatser, Civilsamfund og Engagement, Udenrigsministeriet.
Udover at støtte med humanitær bistand har Udenrigsministeriet haft to landeprogrammer i Sydsudan. Det første løb fra 2011 til 2015 og var budgetteret til 400 millioner kroner. Det sidste landeprogram var væsentligt mindre. Det løb fra 2016 til 2018 og var budgetteret til 100 millioner.
Landeprogrammet blev reduceret til 100 millioner, fordi Udenrigsministeriet i 2017 besluttede, at Sydsudan ikke længere skulle være et udviklingspolitisk prioritetsland. Derfor begyndte Udenrigsministeriet at udfase udviklingssamarbejdet i landet. I 2020 udløb det danske bidrag til FN’s fredsbevarende mission også, og i år er der udelukkende givet tilsagn til humanitær bistand til Sydsudan gennem seks organisationer under Udenrigsministeriets strategiske partnerskaber.
I 2018 indgik Udenrigsministeriet strategiske partnerskaber med 16 danske organisationer, som fire år frem årligt skulle modtage 1,2 milliarder. Organisationerne kan modtage penge til akutte- og langvarige indsatser gennem to forskellige puljer. Humanitære- og civilsamfundsmidler.
”Med de humanitære midler vil man gerne afhjælpe en humanitær situation. Det kan være efter en katastrofe. Udgangspunktet er, at det er kortsigtet, men indsatsen kan godt have et langsigtet perspektiv ved at skabe muligheder for folk, så de kan håndtere akutte behov fremadrettet. Civilsamfundsmidlerne er til langsigtede indsatser, der skal opbygge kapacitet,” siger Stig Jensen, lektor ved Institut for Afrika Studier på Københavns Universitet med fokus på blandt andet udviklingsbistand, konflikter og politik i Afrika.
Der er givet tilsagn til, at 68 millioner af de humanitære midler skal gå til indsatser i Sydsudan. Det er det laveste niveau af humanitær bistand siden uafhængigheden og under halvdelen af, hvad Danmark gav for tre år siden, selvom befolkningens behov for hjælp er steget med 20 procent siden. Til gengæld hærgede borgerkrigen i 2018, hvor fredsaftalen blev underskrevet i slutningen af året.
”Jeg tror, en af grundene til, at Danmark trækker sig fra Sydsudan, er, at det er for svært at få succes. Der er en meget kompleks struktur i landet, og der er store problemer med korruption. Der er et performancekrav for dansk bistand, og vi vil gerne have noget for pengene,” siger Stig Jensen.
Nordisk bistand til korrupt land
Ifølge David Shearer mister donorlandene deres tålmodighed med Sydsudan, fordi der ikke er den store fremgang, samtidig med at regeringen mangler finansiel transparens. Landet ligger på en delt sidsteplads sammen med Somalia på Transparency Internationals korruptionsindeks. Korruptionen bliver tydelig, når man bevæger sig rundt på vejene i Sydsudan, hvor man må bestikke sig frem.
”Soldaterne bliver betalt en meget lav løn. Mindre end 20 kroner om måneden. Derfor er bestikkelse ved de militære kontrolposter på vejene den eneste måde for soldaterne at overleve på. Det gør sig både gældende for regeringsstyrkerne og oprørsgrupperne,” siger Peer Schouten.
Men på trods af den komplekse struktur og et stort problem med korruption, har de nordiske nabolande Sverige og Norge store udviklingsprogrammer i Sydsudan. Norge støttede i 2019 Sydsudan med 447 millioner kroner, og Sverige støttede i 2020 med 472 millioner kroner. Begge lande har foruden humanitær hjælp også fokus på langsigtede indsatser og civilsamfundet.
”Svensk humanitær støtte skal baseres på globale humanitære behov og de humanitære principper om medmenneskelighed, neutralitet, uafhængighed og upartiskhed. Det afspejles i støtten til Sydsudan. I Sydsudan kanaliseres ingen midler gennem regeringsorganer, primært fordi risikoen for korruption er så høj,” skriver Petter Meirik, leder af Sveriges arbejde i Sydsudan, i en mail.
En verdensomspændende krise
Ikke alle lande er lige så glade givere som Norge og Sverige. FN’s World Food Programme har skåret fødevarerationerne til 700.000 flygtninge og internt fordrevne fra 70 procent til 50 procent af en fuld ration, fordi finansieringen ikke rækker. En fuld ration svarer til 2,100 kilokalorier dagligt til en person.
Kilde: Anne Poulsen, nordisk chef i FN’s World Food Programme.
”Det er en smertefuld beslutning, når vi må skære i hjælpen. Men vi får ikke den finansiering, vi skal bruge i Sydsudan. Jeg tror, det skyldes det uendeligt sørgelige faktum, at de humanitære behov aldrig har været større. Covid-krisen har været en voldsom risiko-accelerator. Behovene er vokset drastisk, og adgangen til finansiering af nødvendig bistand er under pres,” siger Anne Poulsen.
Omkring 80 procent af befolkningen i Sydsudan lever under fattigdomsgrænsen, som er 11,5 kroner om dagen at leve for. Men fattigdom er et globalt problem. Ifølge Verdensbanken er Covid-19, klimaforandringer og konflikt skyld i, at antallet af ekstremt fattige i verden steg sidste år. Det er første gang i 20 år, og i år bliver det endnu værre. Sidste år levede hver tiende i ekstrem fattigdom, og Verdensbanken estimerer, at antallet af ekstremt fattige stiger med 150 millioner i år.
Covid-19 har også haft økonomiske konsekvenser i de vestlige lande, og det rammer i sidste ende udviklingslandene. Blandt andet har Storbritannien skåret udviklingsbistanden fra 0,7 procent af landets bruttonationalindkomst til 0,5 procent på grund af krisen. Det svarer til næsten 35 milliarder kroner.
Men landene er ikke kun ramt på pengepungen. Ifølge FN’s humanitære koordinationskontor står verden overfor den største humanitære krise siden Anden Verdenskrig. I år vil 234 millioner have brug for humanitær hjælp. Det er næsten en fordobling af behovet for fem år siden, mens tallet er steget med 25 procent i Sydsudan. Størstedelen af Sydsudans befolkning er i krise.
”Jeg synes, Danmark skulle gå sammen med de andre lande i EU og påtage sig ansvaret for at få Sydsudan til at fungere. Der vil være en reel chance for at få en succes. Hvis man ikke gør det, så bliver landet mere fragmenteret, end det allerede er,” siger Stig Jensen.
Danmarks fremtidige engagement
På Christiansborg er politikerne har politikerne forhandlet en ny strategi for dansk udviklingspolitik kaldet “Fælles om Verden.” Strategien danner grundlaget for de kommende fire års udviklingspolitik. Men om Danmark skal påtage sig et større ansvar i Sydsudan, har politikerne ikke besluttet endnu.
”Jeg anerkender fuldstændig, at Sydsudan er et land, hvor mange af de udfordringer, som vi gerne vil adressere med strategien, er til stede. På den måde ligger Sydsudan fint inden for rammen af det, som vi gerne vil bruge bistandsmidler på i de kommende år. Sagen er bare, at man desværre kan sige det samme om rigtigt mange andre lande i Afrika, Mellemøsten og Asien – også lande hvor vi dag er mere markant til stede end Sydsudan og derfor måske har endnu bedre muligheder for at gøre en forskel. Men det er nogle svære prioriteringer, der skal tages stilling til i de kommende års finanslove, og jeg kan ikke sige endnu, hvordan det præcist kommer til at ende,” skriver Daniel Toft Jakobsen, udviklingsordfører i Socialdemokratiet, i en mail.
Radikale Venstre har endnu ikke gjort deres stilling til, om Sydsudan skal modtage mere bistand, op. Men partiets udviklingsordfører, Martin Lidegaard, skriver i en mail, at: ”regeringen positivt bør overveje, at Danmark kan fortsætte sit bidrag til den fredsbevarende mission.”
Danmark havde, fra borgerkrigen brød ud, til bidraget udløb sidste år, løbende udstationeret 10-15 soldater til FN’s fredsbevarende mission. Sveriges bidrag udløb også sidste år, efter de løbende havde haft 10-21 politibetjente udstationeret, mens Norge i dag bidrager med 17 stabsofficerer. Hos Enhedslisten er man ikke i tvivl. Danmark skal fortsætte sit bidrag til Sydsudan og tage ansvar.
”Danmark skal tage et større ansvar, end de gør nu. Det er ikke godt nok, at vi ikke har langsigtede projekter, og at vi har stoppet vores bidrag til de fredsbevarende styrker, som vi i øvrigt støttede med alt for få udsendte,” siger Christian Juhl, udviklingsordfører i Enhedslisten.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra udviklingsordførerne i Dansk Folkeparti, Venstre, Det Konservative Folkeparti eller Alternativet. Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen fra Socialdemokratiet har ikke ønsket at stille op til interview om Danmarks engagement i Sydsudan. Det har heller ikke været muligt at få en kommentar fra udenrigsminister Jeppe Kofoed fra Socialdemokratiet til Danmarks bidrag til FN’s fredsbevarende mission i Sydsudan.
Vi har alle oplevet krig
I sit grå rækkehus i Randers finder Reath Kawang Nyak en Thor Pilsner frem. Han går ned mod sofaen, som står i enden af stuen, og han sætter sig til rette. Sofaen står foran vinduet, så han får den danske forårssol i nakken. På spisebordet har hans kone sat kaffe og kage frem. Men det er først til senere.
Først skal Reath Kawang Nyak drømme sig tilbage til sin barndom. Han skal fortælle om sin familie, sin flugt væk fra landsbyen Nasir og sin vej til Danmark. Han skal fortælle om verdens yngste land. Sydsudan.
”Min mor har fortalt mig, at jeg blev født den dag krigen startede. Så derfor tror jeg, at jeg er født i 1986, men jeg ved det faktisk ikke. Der har været så meget krig. Nogle gange tænker jeg, at den eneste løsning er, at stammerne får lov at have deres egne stater. Befolkningen er ikke ens. Følelsen af samhørighed er svær at skabe, konflikten ligger dybt i folk. Vi har alle oplevet krig,” siger Reath Kawang Nyak.
Kasper Bøgsted Kristensen er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, stud.mag i Afrika Studier ved Københavns Universitet og arbejder som studentermedhjælper i Røde Kors. Artiklen er hans bachelorprojekt
