Udryddelse af fattigdom er en af verdens største udfordringer og står centralt i Verdensmålene 2030. Men vi er nødt til at vide noget mere om, hvem de fattige er – for eksempel alder, køn – og hvor de geografisk opholder sig for at målrette den globale og danske indsats mod fattigdom. Her kommer et bud på, hvor de fattige kommer til at bo i 2030.
Verden oplever et vendepunkt i kampen mod fattigdom. I 2022 vil mere end halvdelen af verdens befolkning, som lever i ekstrem fattigdom, bo i skrøbelige stater ifølge fremskrivninger fra World Data Lab.
Der er i øjeblikket 39 skrøbelige stater, som Verdensbanken klassificerer som “lande med høj grad af institutionel og social skrøbelighed”, og som er “påvirket af voldelige konflikter.” De er hjemsted for næsten en milliard mennesker, hvoraf 335 millioner i 2020 befandt sig i ekstrem fattigdom. Fremskrivninger fra World Data Labs World Poverty Clock indikerer, at der i 2030 vil være 359 millioner mennesker, som lever i ekstrem fattigdom i skrøbelige stater, og at disse vil udgøre 63 procent af verdens ekstremt fattige (se figur 1).
Dette betyder, at mens de fleste stabile lande stort set vil have dæmmet op for ekstrem fattigdom, så vil mere end en tredjedel af befolkningen i skrøbelige stater leve i ekstrem fattigdom.
Figur 1: Fattigdommen er faldende i de fleste lande, men ikke i skrøbelige stater.
Foto: World Data Lab fremskrivninger
To skrøbelige lande er og vil være omdrejningspunktet for ekstrem fattigdom
Geografisk er fattigdommen i stigende grad koncentreret i Afrika, og succesen med at udrydde fattigdom globalt vil i høj grad afhænge af afrikanske skrøbelige stater. I dag er fire af de 10 lande med den fattigste befolkning skrøbelige stater, mens de øvrige seks lande betragtes som relativt stabile. I 2030 vil fem skrøbelige stater være i top-10 og top-2 vil begge udgøres af stater, som i øjeblikket oplever skrøbelighed og konflikt, nemlig Nigeria og Den Demokratiske Republik Congo (DRC) (Figur 2).
Verdens opmærksomhed på at udrydde fattigdom skal fokuseres på skrøbelige stater, og inden for gruppen af skrøbelige stater skiller de to lande, Nigeria og DRC, sig ud. Da antallet af ekstremt fattige i de to lande forventes at vokse fra 152 millioner i 2020 til 178 millioner i 2030, vil Nigeria og DRC i 2030 være hjemlande for lige knap tredjedel af alle ekstremt fattige i 2030. Stigningen i de to lande udgør mere end den samlede stigning blandt de øvrige skrøbelige stater.
Figur 2: I 2030 vil skrøbelige stater udgøre fem af de ti lande med det højeste antal ekstremt fattige.
Foto: World Data Lab fremskrivninger.
OBS: Venezuela (klassificeret som skrøbelig stat) vil sandsynligvis også være blandt de lande, som har et af de højeste absolutte antal ekstremt fattige i 2030. På grund af uoverensstemmelser med demografiske og økonomiske fremskrivninger er det imidlertid blevet udeladt i denne analyse.
Dette er selvfølgelig det store tals argument, fordi Nigeria og Den Demokratiske Republik Congo hører til i toppen af Afrikas folkerigeste nationer.
Nigeria ligger desuden i en region, som oplever problematiske niveauer af konflikt, skrøbelighed og fattigdom – syv ud af ti lande i Sahel er i øjeblikket klassificeret som skrøbelige (Mali, Burkina Faso, Niger, Tchad, Sudan, Nigeria, Eritrea), og disse syv lande forventes alene at tegne sig for 26 procent (147 millioner) af de samlede ekstremt fattige i 2030, mens de ikke-skrøbelige Sahel-lande vil huse en mindre betydelig andel, nemlig 2,6 millioner. Efter Nigeria vil Sahel-landene med den højeste ekstreme fattigdom i 2030 være Sudan (8 millioner), Tchad (7,7 millioner) og Mali (6,9 millioner).
I 2030 vil ikke-skrøbelige stater langsomt bevæge sig tættere på en virkelighed, hvor ekstrem fattigdom er historie, men skrøbelige stater vil have flere mennesker i ekstrem fattigdom end nogensinde før. Denne sårbarhed i skrøbelige stater har langsigtede konsekvenser. Skrøbelige stater skal derfor prioriteres ikke kun i humanitær sammenhæng, men også i forbindelse med udvikling på længere sigt.
Koncentrationen af fattigdom i nogle få lommer kan føre til en spiraleffekt og noget, man kan kalde en “skrøbelighedsfælde” – en selvforstærkende tendens, som holder landet væk fra ethvert håb om stabilitet. Desuden forhøjer øget fattigdom risikoen for konflikter, og videre udsættes skrøbelige stater for øget risiko for tilbagefald til konflikt.
Børn og unge skal prioriteres
Sandsynligheden for om du er fattig eller ej, vil i stigende grad afhænge af, om du er født i et skrøbeligt land. I 2030 vil 78 procent af de ikke-skrøbelige stater nå Verdensmål 1 om udryddelsen af ekstrem fattigdom, mens kun 19 procent af de skrøbelige stater forventes at nå dette mål.
Desuden vil kun omkring halvdelen af alle skrøbelige stater reducere det absolutte antal mennesker i ekstrem fattigdom mellem 2020 og 2030. Da skrøbelige fattige stater har en tendens til at have højere fødselstal end stabile lande, har de også en højere andel af børn og unge i fattigdom. Den datamodel, som ligger til grund for verdens ”World Poverty Clock”, gør det muligt at opdele fattigdom efter alder. Den viser for eksempel, at halvdelen af de 90 millioner mennesker, der levede i ekstrem fattigdom i Nigeria i 2021, er børn og unge under 15 år. Det betyder, at 43 procent af Nigerias 105 millioner børn og unge lever i ekstrem fattigdom. Dette mønster går igen i langt de fleste skrøbelige stater.
I 2030 vil to tredjedele af verdens ekstremt fattige leve i skrøbelige stater – halvdelen af disse vil fortsat være børn og unge, og den del vil stadig udgøre halvdelen af de skrøbelige staters befolkning under 15 år. Det betyder altså, at for børn født i et skrøbeligt land, vil risikoen for, at det vokser op i ekstrem fattigdom, være 50 procent i 2030 – fødes det et andet sted i verden er risikoen mindre end fem procent.
Velstanden i den næste generation vil derfor primært afhænge af vores succes med at støtte de mest sårbare befolkningsgrupper i de mest sårbare geografiske områder – dette kræver nytænkning og en hel ny måde at engagere os på i udviklingssamarbejdet.
Søren Davidsen og Marina Buch Kristensen er chefkonsulenter i kontoret for ”Evaluering, Læring og Kvalitetssikring”i Udenrigsministeriet. Indlægget er skrevet i samarbejde med World Data Lab – det udkom oprindeligt på Brookings og er oversat fra engelsk til dansk af skribenterne og bringes i Globalnyt med deres tilladelse.
Indlægget er udtryk for skribenternes personlige holdning og afspejler ikke Udenrigsministeriets synspunkter.
