Gruppespillet ved de afrikanske mesterskaber, AFCON, er afsluttet med flere gode og overraskende præstationer.
I de vestlige mainstream-medier har fokus traditionen tro primært været på de mere kuriøse episoder, som eksempelvis at den zambiske dommer Janny Sikazwe fløjtede kampen mellem Mali og Tunesien af to gange, inden der var spillet 90 minutter.
En anderledes positiv historie, der ligeledes har fundet vej til nogle vestlige medier, er rwandiske Salina Mukansanga, som blev den første kvindelig dommer til at dømme ved et afrikansk fodboldmesterskab, da hun dømte kampen mellem Guinea og Zimbabwe.
Ellers har de store samtaleemner været de små nationers store sejre. De mindste nationer som Comorerne, Kap Verde, Ækvatorialguinea og Gambia er alle videre fra gruppespillet.
Men flere af de spillere, vi ser boltre sig i Cameroun disse dage, kunne have været stjerner ved sidste sommers EM. Spillerne har skullet vælge mellem Europa og Afrika, selv om der ikke har været megen tvivl om, hvad deres forældre og bedsteforældre ville være mest stolte af, nemlig holdet fra familiens hjemland. For andre spillere, var det afrikanske hold den bedste mulighed.
It’s all downhill from here
En af gruppespillets største overraskelser er Ækvatorialguinea, der ikke bare har formået at spille sig videre, men har gjort det på bekostning af de forsvarende mestre Algeriet samt Sierra Leone i gruppe E.
Det største navn og holdets kaptajn hedder Emilio Nsue, og han havde formentlig ikke regnet med nogensinde at skulle deltage i et afrikansk mesterskab for 15 år siden. Dengang spillede han Spaniens U19-hold frem til en EM-titel som fast mand i spaniernes angreb.
Fire år senere i 2011 på Aarhus Stadion kunne han med senere verdensstjerner som David de Gea, Thiago Alcantara og Juan Mata lade sig hylde som det bedste europæiske U21-hold med Spanien. Denne gang dog med en næsten ubetydelig rolle i truppen. Blot et år efter blev han udeladt af Spaniens OL-trup efter at have sagt nej til at spille for Ækvatorialguinea ved samme års afrikanske mesterskaber. I 2013 fik han så sin debut for det vestafrikanske land. Han har udtalt følgende om netop det valg.
”Valget var svært, men på samme tid nemt. Min hjerne sagde Spanien, og mit hjerte sagde Ækvatorialguinea, mere eller mindre.” sagde Emilio Nsue ifølge The Guardian.
I dag er Emilio Nsue klubløs efter tre år i cypriotisk fodbold.
Fra Vesterbro til Limbe
Anis Ben Slimane er opvokset på Vesterbro i København. Som otte-årig startede han til fodbold i hovedstaden og den lokale klub BK Vestia, og siden blev det noget utraditionelt til seks forskellige ungdomsklubber på Slimanes CV, inden han fandt melodien i Gladsaxe hos AB. Siden blev han headhuntet til Brøndby IF, hvor han sidste år var med til at sikre vestegnsklubben dens første mesterskab i 16 år med en scoring i mesterskabskampen mod FC Nordsjælland.
I dag er 20-årige Anis Ben Slimane i Cameroun for at repræsentere Tunesien ved de afrikanske mesterskaber. Tunesiens gruppekampe er blevet spillet i kystbyen Limbe, der ligger i det engelsktalende separatistområde, som de lokale kalder Ambazonia.
Problemstillingen allerede omtalt her: Bolden ruller, og Afrikas største folkefest er skudt i gang
Der var på forhånd bekymringer for uroligheder i forbindelse med gruppekampene, men disse er forhindret takket være massiv militær tilstedeværelse, så alt er gennemført som planlagt. Altså bortset fra en kamp der, som nævnt ovenfor, blev fløjtet af for tidligt.
Slimane er en af få superligaspillere, der er gået videre fra gruppespillet ved årets afrikanske mesterskaber. Som ungdomslandsholdsspiller repræsenterede Slimane både Danmark og Tunesien, men i 2020 blev det tid til, at han skulle tage stilling til, hvilket seniorlandshold han ville repræsentere. Der var bud efter midtbanespilleren fra forældrenes hjemland Tunesien, og han valgte at takke ja.
I den forbindelse sagde Slimane til Discovery, at der havde været bud efter ham fra Tunesien i et stykke tid, men at det var en svær beslutning for ham at tage.
”Det er en meget personlig beslutning, som jeg tror, de færreste kan sætte sig ind i,” udtalte han til Discovery.
”Jeg føler mig ikke mere tunesisk end dansk. Det er ikke sådan, at mine forældre står derhjemme og tvinger mig til at vælge landshold,” fortsætter midtbanemanden.
På cirka samme tidspunkt i 2020 udtalte DBU’s talentchef, Flemming Berg, til tipsbladet.dk, at man i DBU var ærgerlige over, at Slimane valgte Danmark fra, men at man samtidig støttede hans beslutning.
Dominerende Marokko og overraskelsen Comorerne
Udover de mere personlige historier med spillere, der kan repræsentere det ene og det andet landshold, er der også de mere generelle forbindelser mellem europæiske lande (primært tidligere kolonimagter) og afrikanske lande.
Østaten Comorerne er på mange områder en sjov case, for faktisk består øgruppen af fire store øer, hvoraf de tre er østaten Comorerne, mens den fjerde ø Mayotte er et såkaldt oversøisk fransk department og altså en del af Frankrig.
Oprindeligt fik Frankrig retten til Comorerne på Berlin konferencen i 1880’erne. I 1974 blev der iværksat en uafhængighedsafstemning på ø-gruppen, og flertallet stemte for selvstændighed. Frankrig valgte en ø-til-ø tilgang til afstemningen, og da der på Mayotte ikke var flertal for selvstændighed, forblev øen en del af Frankrig. Beslutningen medførte massiv kritik fra Comorerne og en lang række andre internationale aktører. Trods kritikken er modellen blev opretholdt.
Comorerne har sensationelt formået at spille sig videre fra gruppespillet ved deres første afrikanske mesterskab trods stærk modstand i turneringens gruppe C, hvor de har henvist den fire-dobbelte vinder Ghana til et fly ud af de afrikanske mesterskaber.
Vender man øjnene mod Comorernes trup, vil man se, at langt størstedelen af spillerne både spiller i og er født i Frankrig, og dermed også ville have kunnet repræsentere de forsvarende verdensmestre.
I stedet skal den Comoriske trup op mod værterne fra Cameroun i sin første knald-eller-fald kamp nogensinde ved de afrikanske mesterskaber.
Et noget mere etableret hold er Marokko, som indtog førstepladsen i samme gruppe som Comorerne. Det marokkanske landshold er en pærevælling af fodboldspillere født og opvokset i mange forskellige lande. PSG-stjernen Hakimi er født og opvokset i Madrid, topscorer Boufal og anfører Saiss i Frankrig, midtbaneslideren Amrabat i Holland og naturligvis flere fra netop Marokko.
Skuffelsen Algeriet
Vender man blikket til turneringens suverænt største skuffelse, de forsvarende mestre fra Algeriet, så er deres relation til Frankrig svær at overse. Mange af spillerne har kunnet spille for begge lande, og tidligere verdensstjerner som Zidane og nuværende verdensstjerner som Benzema har valgt Les Bleus fremfor Algeriet.
En af dem, som har valgt Algeriet til, er Riyad Mahrez. Manchester City-stjernen var med til at sikre Algeriet titlen som afrikansk mester i 2019 foran 75.000 mennesker. Mahrez er født i Frankrig og har kun repræsenteret franske klubber, indtil han skiftede til engelske Leicester City i 2014 og i en alder af 24 blev en kæmpe stjerne, da han og Leicester sensationelt vandt det engelske mesterskab.
Han skiftede senere til Manchester City, som han har spillet over 100 kampe for og nu er vendt tilbage til efter et skuffende AFCON. Da Mahrez var 15 år gammel døde hans algierske far pludseligt, og kantspilleren har fortalt, at det var et vendepunkt for ham, der fik ham til at tage fodboldkarrieren seriøst. Det er derfor i faderens ånd, at han repræsenterer Algeriet.
Peter Breitenstein er journalist og Stig Jensen er lektor ved Center for Afrikastudier ved Københavns Universitet.
