I lørdags trådte præsident for det sydafrikanske African National Congress (ANC) Jakob Zuma tilbage. Endeligt, vil mange tilføje. I hans ti år ved roret for Afrikas ældste og mest hæderkronede frihedsbevægelse, har han gjort mere skade ved landet og de demokratiske institutioner, som han selv har været med til at kæmpe for, end de fleste sydafrikanere havde kunne forudse.
Næsten 790 korruptionsanklager er der hobet sig op mod hans person, alt i mens han er anklaget for effektivt at have brugt et vidtfavnende netværk af personlige støtter til at blokere både parlamentariske og juridiske processer imod ham, herunder ved at stække den offentlige anklager. Den seneste dokumentation af den sydafrikanske journalist Jacques Pauw tilføjer hertil Zumas angivelige brug af hemmelige enheder i politiet til at chikanere og nedkæmpe politiske modstandere.
Men måske mest barokt er, at Zumas personlige berigelse er etableret ved hjælp at tre indiske brødre fra familien Gupta, oprindeligt fra en lille landsby i Uttar Pradesh, Indien, der siden deres ankomst til Sydafrika i 1990’erne, har købt sig til en afgørende politisk indflydelse hos Zuma og hans familie. Denne indflydelse har de vekslet til lukrative offentlige kontrakter, adgang til statsejede selskaber og tilmed direkte indflydelse på udnævnelsen af ministre i Zumas regering. Den tidligere sydafrikanske ombudsmand Thuli Masondela har i oktober 2016 opsummerede miseren i begrebet ”state capture”: en tilfangetaget stat.
Den tidligere, respekterede finansminister, som Zuma fyrede i april 2017, har anslået at ca. 150 – 200 milliarder ZAR i offentlige midler er forsvundet via illegale kanaler i Zumas regeringsperiode. Om end vi stadig har straffesagerne til gode, er der ingen, som længere offentligt anfægter anklagerne. Konsekvenserne har været dramatiske: politikerleden er eksploderet, ANCs andel af stemmerne er faldet støt, den engang så sejrrig Trepartsalliance mellem partiet ANC, fagforeningsføderationen COSATU og kommunistpartiet SACP slår sprækker og ANC står internt splittet i pro- og anti-Zuma fløje, imellem hvilken ikke megen kærlighed er gået tabt.
To centrale opgaver for Ramaphosa
Og med gårsdagens valg af Cyril Ramaphosa som den nye ANC præsident, er det anti-Zuma fløjen der er kommet til fadet, og dermed en chance for at få Sydafrika tilbage på dét spor, som Mandela har lagt ud i begyndelsen af 1990’erne. Som Mandelas egen foretrukne efterfølger, som tidligere fagforeningsleder, som chefforhandler for frihedsbevægelsen i den demokratiske overgang og som indflydelsesrig erhvervsmand, nyder Ramaphosa anseelse hos et bredt udvalg af nøglespiller i det sydafrikanske politiske landskab, både i den økonomiske elite og iblandt folkelige kræfter.
Ramaphosa står overfor to centrale opgaver:
Opgave 1: Stille Zuma for en domstol
For det første, Ramaphosa bør sikre, at Zuma bliver stillet for en domstol: en afgørende handling der ville indikere til sydafrikanerne og til det internationale miljø, at korruption hverken tolereres er aflønnes i Sydafrika. Hvis Masondelas hypothese om ”state capture” er retvisende, vil udrulningen af sagerne mod Zuma slæbe en bred alliance af politikere, embedsfolk og erhvervsinteresser frem i lyset. Det vil synliggøre hvor vidtstrakt korrumperingen er, og straffe det. Men knap så let bliver det nok ikke.
Den snævre valgsejr på kun 2,440 stemmer mod modkandidaten Dlamini-Zumas 2,261 afspejler også det faktum, at Ramaphosa ikke står uanfægtet. Zumas allierede sidder stadig på tunge politiske og offentlige poster.
Disse vil forsvare Zumas position som landets præsident frem til valget i 2019, ligesom de vil gå meget langt for at undgå de retssager der kan fælde deres principal og dermed implicere dem selv. Med andre ord, for at kunne aktivere juridiske processer mod Zuma, skal Ramaphosa i de kommende måneder konsolider sin magten i ANC, en opgave som Ramaphosa formentlig allerede er godt i gang med. En vigtig indikator af hvordan det går, vil være om det lykkes at få tilbagekaldt Zuma fra præsidentembedet i utide, dvs. før det næste valg i april 2019.
Dette er en beslutning som tages internt i ANC. En sådan tilbagekaldelse ville også være en fin sløjfe på Zumas lignende tilbagekaldelse i utide af præsident Thabo Mbeki i 2008, umiddelbart efter Zuma selv var nyvalgt som ANC præsident. Hvilke optimistiske fortider, kan man fundere.
Opgave 2: Opbyg en ny social kontrakt
For det andet, Ramaphosa bør skabe en ny social kontrakt, hvor omdrejningspunktet er socioøkonomisk genopbygning og omfordeling af rigdommen, landets største hængeparti fra apartheidtiden. Foruden det indlysende faktum, at det politisk, socialt og etisk er helt uforsvarligt at langt hovedparten af landets befolkning stadig bor i udstrakt fattigdom, har det været et almindeligt argument hos kritikkerne af den demokratiske overgang i 1990’erne, at det nye Sydafrika kun opnående demokratisering af den politiske, men ikke den økonomiske, magt.
Om det var Mandela der var for blød mod de hvide, eller om det var den internationale dominans af neo-liberal tænkning umiddelbart efter den kolde krig, der umuliggjorde et effektivt opgør med den sydafrikanske ulighed, er omdiskuteret. Derimod er der ingen tvivl om, at den økonomiske elite slap relativt uskadt igennem overgangen fra apartheid og at de i årtier før det havde nydt godt af den reserve af billig arbejdskraft som apartheid tilvejebragt.
Det kollektive ansvar for at genopbygge Sydafrika som derfor påhviler det sydafrikanske erhvervsliv er aldrig bragt effektivt til torvs, og det er her, at Ramaphosa kan spille en afgørende rolle. Han taler med autoritet overfor et erhvervsliv, der nu bør kunne indse, at forbrødring med Zumas korrumperet elite har været en naiv og kortsigtet strategi.
Samtidig er den international konjunktur helt anderledes nu end i 1990’erne, hvor dén stigende erkendelse i dag breder sig, at deregulerede markedskræfter, i Sydafrika, som så mange andre steder, ikke har bragt bæredygtig social udvikling, med snarere social ustabilitet og politiske drejninger mod ekstremerne.
Mon det sydafrikansk erhvervsliv kan se det store billede?
Trods tumulten, står den demokratiske søjle stadig i Sydafrika
Måske er det nyttigt og opmuntrende at hæfte sig ved følgende liste af virkelige positive men oversete elementer i det aktuelle opgør i Sydafrika: Præsident Zuma træder nu tilbage som partileder og som landets præsident (i 2019) af egen drift, i fuld overensstemmelse med partiets og landets forfatninger.
Magtkampen i ANC foregår i fuld offentlighed og med fuld åbenhed og følger den fastlagte valgproceduren i ANC, ligesom samtlige nationale- og kommunale valg i periode efter apartheid har været ”free and fair”. Offentlighedens indsigt i magtkampen mellem Ramaphosa og Zuma, og i korruptionsskandalerne i øvrigt, er muliggjort af en aggressiv og dynamisk presse, der trods et umådeligt stort pres, har kunne fastholde en selvstændig og uafhængig redaktion og en bidende kritik af magthaverne, hvor der ikke lægges fingrene imellem.
Og tidligere ombudsmand Masondela har rent faktisk kunne undersøge, indsamle og skrive samt offentliggør en ”state capture” rapport, der lodret går i kødet på den politiske elite. Mens vi kaster et kort blik på nabolandet Zimbabwe, bør vi højt og tydeligt notere, at alt dette demokratiske virke sker i verdens mest ulige land, en kontekst, der ifølge de fleste historiske erfaringer og gængse samfundsteoretiske forestillinger bør betyde hastig demokratisk nedbrydning.
Måske har Mandela trods alt efterladt noget?
