Nogen skal jo gøre det hårde arbejde. Den sætning siger danskere ofte med et skævt smil, men for 27-årige Masuma Aktar var der ikke meget at grine af, da hun for to et halvt år siden rejste fra Bangladesh til Jordan for at få et job på en fabrik. Det handlede om overlevelse.
”Jeg var tvunget til at tage af sted, hvis min familie skulle være bare nogenlunde sikker på at kunne få noget at spise hver dag og have tag over hovedet. Lønnen fra mit arbejde som syerske på en tekstilfabrik i Bangladesh var alt for lav til kunne dække vores udgifter. Jeg hørte om muligheden for at tjene mere ved at arbejde i udlandet fra en agent, der besøgte vores landsby, og besluttede mig for at rejse,” fortæller Masuma Aktar.
Hun er en af de, ifølge ILO´s tal, cirka 50.000 migrantarbejdere fra Syd-og Sydøstasien i Jordans tekstilindustri, der via en handelsaftale med USA producerer eksportvarer til det amerikanske marked for mærker som Nike, Under Armour og Target. Aftalen om eksport af tekstiler og tøj indbragte i 2016 Jordan syv milliarder kroner ifølge tal fra Verdensbanken.
For Masuma Aktars vedkommende skrabede hun pengene til sin flybillet til Jordan sammen gennem lån af venner og familie. Inden afrejsen blev hun af sin rekrutteringsagent orienteret om jobbet og andre praktiske forhold. Blandt andet lønnen, der lige overholder minimumskravet om 2.200 kr. om måneden. En hyre, der trods Jordans tårnhøje arbejdsløshed afholder flertallet af jordanere fra at arbejde i tekstilindustrien. Dertil kommer, at stadig flere ugifte jordanske kvinder bor hjemme og afholder sig fra fabriksarbejde på grund af risiko for overgreb. Det skaber behov for migranter, som er i en mere desperat situation. Et eksempel er Masuma Aktar.
”Arbejdet kan være hårdt, men jeg føler mig tryg og arbejder otte timer dagligt plus to betalte overarbejdstimer seks dage om ugen i kvalitetskontrollen på en tekstilfabrik med 2.000 ansatte. Fabrikken trækker 1.000 kr. for kost og logi hver måned (en fast aftale på alle Jordans tekstilfabrikker, red.). Jeg beholder et par hundrede kroner til mig selv overfører resten til min familie. Det kan få økonomien til at hænge sammen derhjemme,” fortæller hun.
Inden rejsen til Jordan havde hun ikke været langt væk fra sin hjemby i Bangladesh.
”Det var mærkeligt og skræmmende at komme til et fremmed land, hvor menneskene så anderledes ud, og hvor jeg ikke forstod sproget. De første mange måneder græd jeg mig i søvn. Nu går det bedre,” siger Masuma Aktar.
Otte på en sovesal
Hun bor på en sovesal og deler bad, toilet og køkken med syv kolleger. Boligformen – hvis trange forhold har mødt kritik fra ILO – må hun ikke vise frem ifølge sin arbejdsgiver. Derfor møder jeg den unge kvinde på den lokale afdeling af Jordans tekstilarbejderfagforenings kontor i Zarqa. Byen, der er Jordans næststørste, ligger 25 kilometer nord for hovedstaden Amman og er base for over 50 procent af det mellemøstlige lands fabrikker.
”Efter min ankomst til Jordan hørte jeg om fagforeningen på et orienteringsmøde og besluttede at melde mig ind. Det er vigtigt at være medlem af en organisation, som arbejder for vores rettigheder,” fastslår Masuma Aktar, der betaler fem kroner i månedligt kontingent.
Opgaven med at sikre, at de gældende regler overholdes, er hun selv med til at løse. Masuma Aktar er nemlig med i fagforeningens korps af tekstilfabrikkernes ansatte, som rapporterer om dårlige arbejdsvilkår og klager fra kollegerne.
”Vi arbejder her for at tjene penge til vores familier i hjemlandet, men det bør foregå under ordentlige forhold. Det vil jeg gerne gøre mit til at sikre,” fastslår Masuma Aktar.
Som en af de seneste sager viderebragte hun utilfredshed med kvaliteten af maden, der serveres i pauserne. Mohammad Mayta, projektleder i den panarabiske fagforening ATUC, medgiver, at det måske ikke er den største sag i verden.
”Men det viser, at de ansatte dels har fået mod til, dels fået har mulighed for at påvirke de forhold, de arbejder under. Dermed er sagen med kvaliteten af maden et eksempel på, hvordan fagforeningerne gennem en koncentreret indsats har fået større råderum og bedre adgang til de jordanske arbejdspladser,” påpeger Mohammad Mayta.
Arshad Ali, leder af tekstilarbejderfagforeningens kontor i Zarqa, nikker bekræftende og peger på et billede på en opslagstavle.
”Billedet er fra 2007. Jeg står og taler til de ansatte på en fabrik. Vi er adskilt af et trådhegn, for dengang måtte vi fra fagforeningen ikke komme ind på fabrikkerne. Så at vi nu blandt andet har et korps, der kontrollerer arbejdsforholdene i produktionen, er et stort skridt fremad,” understreger Arshad Ali.
På vej fremad
Sharmin Aktar, der har været kvalitetskontrollør i seks år, kan også tale med om de knap så gode, gamle dage.
”Da jeg kom hertil fra Bangladesh i 2012, blev vores pas inddraget af vores arbejdsgiver. Det sker ikke længere. Tidligere var vi også udsat for, at arbejdslederne råbte og truede os. Det gjorde mig bange og stresset, men kritik fra fagforeningen var med til at afhjælpe det problem,” siger Sharmin Aktar.
Sine første år i Jordan tilbragte hun i noget, der mindede om husarrest.
”Vi måtte kun forlade vores boliger én gang om ugen i et par timer under ledsagelse. Vi har stadig en ledsager – primært af hensyn til vores sikkerhed, siges det – men må gå ud, eksempelvis på markedet og i moskeen, når vi vil. Den rettighed har fagforeningen også været med til at sikre,” siger Sharmin Aktar.
Masuma Aktar på markedet med en veninde.
Foto: Aytunc Akad
Mohammad Mayta er enig, men understreger, at Det arabiske forår også har bidraget til bedre vilkår for migrantarbejdere.
”Omvæltningerne havde mange forgreninger, der blandt andet også nåede arbejdsmarkedet og åbnede døre for fagforeningerne,” konstaterer Mohammad Mayta.
Han suppleres af Masuma Aktar.
”Indeklimaet på fabrikkerne er blevet bedre. Nogle har fået klimaanlæg, andre store ventilatorer i loftet. For et par år siden var der kun små gulvventilatorer. Men mere kunne forbedres. For eksempel får man altid kun ordineret Panodil, hvis man opsøger fabrikkens lægeklinik, i stedet for at få en ordentlig undersøgelse,” fortæller Masuma Aktar.
Til trods for fremskridtene håber ikke at blive lige så længe i Jordan som nogle af sine kolleger, der har arbejdet på tekstilfabrikkerne i Zarqa i både 10 og 15 år.
”Jeg drømmer om at komme hjem, men visheden om, at jeg ikke ofrer mig, men bruger nogle år af mit liv på at redde min familie, holder mig oppe,” siger Masuma Aktar.
Henrik Lomholt Rasmussen er freelancejournalist og har skrevet artiklen til og med støtte fra fagbevægelsens udviklingsorganisation Ulandssekretariatet.
