Et fængslende minde

Den politiske situation i Zambia var højspændt, da jeg besøgte landet i december 1979. Det hvide mindretalsstyre i nabolandet Rhodesia var tvunget i knæ, og der var annonceret frie valg i Rhodesia i begyndelsen af 1980.

Men mistroen og nervøsiteten var stor: Ville Rhodesias leder, Ian Smith, som havde lovet, at der ville være hvidt styre ”indtil Helvede fryser til is”, virkelig give sig uden kamp?

Og hvordan ville den store nabo mod syd, Sydafrika, som stadig havde apartheidstyre, reagere? Ville Sydafrika stiltiende se på, at dets eneste allierede faldt?

Jo, der var god grund til nervøsitet i Zambia.

Når en borgmester ikke er hjemme

Min organisation, Mellemfolkeligt Samvirke, skulle i gang med at bygge en teknisk skole i et slumkvarter i hovedstaden Lusaka. Det var derfor naturligt at vise byggepladsen frem, når der kom gæster fra MS’ hovedkvarter i Danmark.

Vi var tre gæster, som sammen med den danske leder af MS-kontoret i Zambia begav os ud til stedet. Vi var selvfølgelig klar over den spændte situation og havde derfor aftalt, at områdets byrådsmedlem, som alle i kvarteret kendte, skulle tage med.

Han var imidlertid ikke hjemme, da vi kom. Det var dog to af hans medarbejdere, som indvilligede i at tage med os i stedet. Hvad zambianerne, men ikke vi, kunne se, var, at nok var vores to ledsagere sorte – men zambianere var de ikke.

Folk begyndte truende at samle sig

Vel ankommet til stedet forklarede lederen af vores Zambia-kontor nærmere om planerne, udpegede hvor der skulle være værksteder, kontorer, toiletter osv. Imens begyndte folk at samle sig om os for at høre, hvad vi havde gang i.

Vi blev bedt om at vise papirer og forklarede vores ærinde. Det viste sig, at vores to ledsagere ikke var fra området, men var angolanske flygtninge. Her stod altså fire hvide og to ikke-lokale sorte og hvad skulle de her? 

Som sagt var nervøsiteten i Zambia stor, grænsende til paranoia, og kredsen omkring os voksede og voksede. Det gjorde vores nervøsitet også, da vi forstod, at man ikke rigtigt troede på vores forklaring og så, hvordan folk begyndte at bevæbne sig med kæppe og sten.

De mindre børn blev trukket væk af deres mødre. Stemningen føltes som et optrækkende tordenvejr.

På et tidspunkt tilkaldtes der et par fyre, iført cykel og solbriller, tydeligt nok fra det hemmelige politi, og som alle andre hemmelige tjenester var de bestemt ikke mindre paranoide end andre mennesker.

Det føltes som om uvejrsskyerne trak endnu mere sammen. Diskussionerne endte med, at man – til vores store lettelse – tilkaldte det uniformerede politi, som transporterede os til kvarterets politistation. 

Alle kom i brummen

Stemningen i politibilen var også lidt trykket, og for ligesom at få lidt gang i konversationen spurgte en af mine kolleger, da vi passerede et anlæg, der havde en vis lighed med Barsebäck, hvad det mon var for en fabrik?

Betjentene vekslede blikke, men noget svar fik vi ikke og stemningen blev ikke bedre.

Vi blev ført ind på den lokale politistation, der havde en vis lighed med sherif-kontoret i en westernfilm. Et par uniformerede mænd sad bag en skranke og over for dem og et stykke længere nede ad gangen var der et antal celler med gitterdøre. 

Efter at have fremlagt legitimation blev vi fordelt i nogle celler og afhørt enkeltvis. Inventaret bestod af en seng, en vakkelvorn stol og en potte, og lugten var lidt skarp.

Her ventede jeg en lille time på at blive afhørt. Jeg sad i den fjerneste celle og kunne derfor ikke følge med i, hvad der foregik inde i lokalet med skranken.

Jeg nåede dog aldrig at blive afhørt, idet politiet var tilfreds med de forklaringer, mine kolleger gav, og efter mindre end en time blev vi løsladt med en undskyldning: You know, we have to be very careful these days…

At fortælle om det bagefter

På vej ud fra stationen mødte vi det byrådsmedlem, John Mulenga, som skulle have været med os, og som havde hørt, hvad der var sket.

Men vi kunne fortælle, at vi var kommet fri så at sige ved egen maskinkraft. Hvis han havde været med, var vi gået glip af oplevelsen af at sidde i en fængselscelle på en politistation i Afrika.

Visse oplevelser er morsommere at fortælle om bagefter, end når man er midt i dem. Det her var én af dem.

Se også John Rosenstocks anden fortælling, Den Barmhjertige Samaritaner