Med Fidel Castros død, har en generation af afrikanske frihedskæmpere mistet en loyal ven og tro støtte. I sit eget land, og for mange i vesten, var Castros regime en repressiv, trodsig og stædig bestræbelse på, at fastholde magten og nationens selvbestemmelse gennem den endeløse (og for mange udsigtsløse) kommunistiske revolution – uden hensyn til de menneskelige omkostninger.
På morgendagen efter Castros død, tweetede Danmarks justitsminister Søren Pind et billede af Kommunismens sorte bog med ordene: En af hovedrolleindehaverne er gået bort…vi lever med det.
Den tidligere frihedsminister er ikke ene om den hårde dom, og reaktionerne på Castros død vidner om en mand, som deler vandene og udfordrer det indre moralske kompas hos mange mennesker verden rundt. Og som med garanti vil vedblive at gøre det i eftertidens tågede og tvetydige lys.
At gøre boet op efter Castro virker som en umulig, men måske også noget præmatur bestræbelse.
Obama overlod diplomatisk og bekvemt opgaven til historien og eftertiden.
Men mange politikere, medier og meningsdannere verden rundt, også Søren Pinds ligesindede og sejrsrige Reaganites, har alligevel fundet plads i deres frihedselskende hjerter til mere nuancerede eftertanker om en mand, der gennem seks årtier og ti amerikanske præsidenter unægteligt satte sit præg på historiens gang, herunder ikke mindst de afrikanske landes kamp for frihed og selvbestemmelse.
For en hel generation af afrikanske ledere er Castro ikke så meget en hovedrolleindhaver i kommunismens sorte bog, som Søren Pind så tørt konstaterer, men i stedet en våbenbror, som mod dårlige odds, stillede sig på den rigtige side af historien i kampen mod uret og undertrykkelse – og lod handling følge ord.
Cubanske våbenbrødre vender lykken
I takt med at Afrika blev en slagmark for den kolde krigs stormagter, viste Cuba sig som tiltrængt ven for flere af kontinentets frihedsbevægelser. Cubas involvering i Afrika sendte soldater, læger og lærere til kontinentet på et tidspunkt, hvor flere af landene var historisk skrøbelige.
Mere end noget andet, var det nok Cubas vilje til at gribe til våben og kæmpe side om side med afrikanere, der ophøjede Fidel Castro til en heltefigur på kontinentet. Med uafhængigheden fra Portugal i 1975, tilbød Angola et helle for frihedsbevægelser, der var forfulgte i deres egne lande: Sydafrikas African National Congress (ANC), Zimbabwes African People´s Union (ZAPU) og Namibias South West African Peoples Organization (SWAPO).
Da Sydafrikas apartheidregime, med støtte fra USA, involverede sig politisk og militært i (og sidenhen invaderede) Angola, var det Castro, der kom Angolas regering til undsætning. Han sendte 36.000 soldater til det sydvestafrikanske land, og det viste sig at blive afgørende i at holde sydafrikanerne skak og rulle invasionen tilbage – i takt med at cubanerne også trænede de angolanske styrker.
De cubanske soldater blev i Angola frem til 1988, og deres tilstedeværelse var afgørende for indgåelsen af den såkaldte New York aftale samme år, der sikrede tilbagetrækningen af såvel cubanske som sydafrikanske soldater fra angolansk jord – og derudover tildelte Namibia sin historiske uafhængighed fra sydafrikansk kolonistyre.
Cubas rolle i Angola blev af mange afrikanske frihedskæmpere og bevægelser anset som en trods af USA´s imperialisme og neokolonialisme, og stormagtens amoralske støtte til apartheidregimet i Sydafrika.
Nelson Mandela blev dybt opmuntret af nyheden om de cubanske militære sejre i Angola – ideen om, at en hvid hær var blevet udmanøvreret af en ikke-hvid hær på det afrikanske kontinent var et historisk og symbolsk vendepunkt for frihedskæmpere på hele kontinentet.
Læs Mandela Foundations reaktioner på Fidel Castros
Efter sin løsladelse, var Castro da også også en af de første ledere, som Mandela mødtes med – og han afviste til det sidste den vestlige verdens kritik af venskabet med den politisk isolerede Castro.
Hasta la victoria siempre!
Nogle kritikere anså Castros rolle på det afrikanske kontinent som udtryk for ren egeninteresse og snedigt magtspil. Et uafhængigt, postkolonialt Afrika med socialistiske inklinationer ville gøre Cuba og magtblokken ledet af Sovjetunionen stærkere.
Alligevel står tilbage, at mange afrikanske aktivister og frihedskæmpere i Fidel Castro havde fundet en lederfigur, som var villig til at dele en ildspåsættende retorik og praktisk vejledning til frihed på et tidspunkt, hvor politisk allierede med interesse for Afrika ikke ligefrem stod i kø.
Og skæbnen ville, at de selvsamme frihedskæmpere skulle blive grundlæggerne af det moderne Afrika – og de glemte aldrig Cubas hjælp og Castros ledestjerne på den store internationale scene.
Læs udpluk af de afrikanske lederes reaktioner på Castros død
På gamle grynede billeder kan vi i dag se den ikonisk cigarrygende Castro sammen med Ghana´s Kwame Nkrumah, Angolas Augustinho Neto og Tanzanias Julius Nyerere. Castros indflydelse gjorde sig også unægteligt gældende hos Mozambiques første præsident Samora Machel, der iklædt sin ikoniske grønne militærdragt, timelange brandtaler og lunefulde karisma, gjorde Mozambique til en regional spiller på den kolde krigs mørkeste frontlinjer.
Castros støtte til visse afrikanske ledere, gav ham også mange fjender på kontinentet. I 1977 sendte El Comandante op mod 15.000 soldater til Etiopiens juntaleder Megistu Haile Mariams kamp mod Somalia. Den cubanske indblanding tvang Somalia til at afgive Ogaden-regionen til Etiopien – et stort slag for en somalisk hær, som mente at have sejren i deres hånd. Mange somaliere har ikke så overraskende i disse dage været på de sociale medier med en mindre varm afskedshilsen til den afdøde ekspræsident.
Cubas engagement i Afrika gør sig fortsat sig gældende i nyere tid, dog på en noget mere stilfærdig vis, der hovedsageligt har fokus på uddannelse af afrikanske læger og støtte til sundhedområdet. Senest under Ebola krisen i det vestlige Afrika, hvor landet tog en ledende rolle i den internationale indsats mod epidemien.
En usandsynlig helt
For en lille og fattig caribisk østat med godt 11 millioner indbyggere, har Cuba historisk sat et uforholdsmæssigt stort aftryk på den afrikanske bevidsthed og erfaring – og det lille land er en god påmindelse om, at historien bedst skal forstås gennem en prisme, hvor alle verdens lande flerstemmigt er repræsenterede. Det gælder også historien om Castro og Cuba.
Det betyder ikke, at Castro nødvendigvis må ende på den gode side af historien. Og det er netop ikke pointen. Men det kan måske hjælpe verden til en mere fyldestgørende forståelse af manden og belyse de historiske omstændigheder, som formede hans livsbane og handlinger.
Og det bør ingen være ringere tjent med.
Castros afrikanske historie er en påmindelse af, at man kan kæmpe for frihed ude i verden uden at have det hjemme – og omvendt kan have det hjemme og kæmpe mod det ude i verden. Motiver kan være mangeartede og mudrede. Og handlinger hykleriske og heroiske – ikke så sjældent på en og samme tid. Men historiens moralske dom må til syvende og sidst altid dele sol og vind lige.
Mindeordet er udtryk for skribentens egen holdning
