Egyptens diktator gennem 30 år, Hosni Mubarak, døde tirsdag i Kairo. Det rapporterer statsligt egyptiske tv. Den tidligere så enevældige mand døde i vanære efter kun lige at have undgået den livstidsdom, som ellers lå i kortene efter hans fald under det arabiske forår i 2011.
I forbindelse med de efterfølgende retssager kunne det egyptiske folk med udtalt forbløffelse se det tidligere symbol på uendelig styrke reduceret til en gammel mand i kørestol. Og han tilbragte da også seks af sine sidste ni år i husarrest på et militærhospital, hvor han kæmpede sin sidste kamp mod de mange anklager om blandt andet korruption og sin rolle i det egyptiske styres hårdhændede behandling af demonstranter, da urolighederne begyndte på Tahrir-pladsen i Kairo den 25. januar 2011. Det var det, som siden skulle blive kendt som den egyptiske revolution, hvor 18 dages protester førte til, at 846 demonstranter blev dræbt og over 6000 blev sårede.
Men urolighederne og demonstranternes vedholdenhed betød også, at præsidenten Hosni Mubarak måtte trække sig tilbage den 11. februar 2011. Han blev i første omgang afløst af militærets overgangsmand, og i sommeren 2012 blev islamisten Mohamed Morsi valgt til ny præsident. Men Morsi holdt kun et år, inden han blev afløst af sin egen forsvarsminister, generalen Abdel-Fattah al-Sisi, som fortsat er præsident i det nordafrikanske land.
Krigshelt i 1973
Hosni Mubarek blev født i 1928 og det var via en karriere i luftvåbnet, at han kom ind i magtens inderkreds.
Som pilot var han meget veluddannet, skolet i blandt andet Sovjetunionen. Efter det egyptiske luftvåbens forsmædelige nederlag i Seksdageskrigen i juni 1967, hvor israelerne bogstaveligt “tog dem på sengen” ved at uskadeliggøre samtlige egyptiske fly, mens de stod tanket op på jorden i landets mange lufthavne, var Mubarak i 1973 blevet chef for luftvåbnet. Han var populær, fordi han havde forstærket luftvåbnet betydeligt i årene efter nederlaget i 1967.
Her havde Egypten måttet afgive det meste af Sinai-ørkenen, mens Jordan mistede Vestbredden og Øst-Jerusalem og Syrien måtte afstå en god del af Golanhøjderne.
Luftvåbnets chefs popularitet steg til hidtil usete højder, da de egyptiske fly i Yom Kippur-krigen i 1973 i krigens første dage ramte over 90 procent af sine mål og tilføjede israelerne stor skade, mens den egyptiske hær lykkedes med at krydse Suez-kanalen og rykke et stykke ind i det land, som israelerne havde besat seks år tidligere.
At den israelske hær i løbet af den tre uger lange krig vendte tingene på hovedet og endte med at lukke den egyptiske tredje armé inde, inden der blev erklæret fred, var en anden historie. På det tidspunkt stod den israelske hær 100 kilometer fra Kairo og blot 40 kilometer fra Damaskus.
Attentatet mod Anwar Sadat
Trods nederlaget i selve krigen havde det egyptiske folk fået den helt, man sådan havde tørstet efter, siden den populære præsident Gamal Abdel Nasser uventet var afgået ved døden af et hjerteanfald bare 52 år gammel i 1970.
Nasser var blevet afløst af sin gode ven, Anwar Sadat, som egentlig blev anset som en marionet, men viste sig at være en stærk leder. Han stod bag Camp David-fredsaftalerne med Israels daværende ministerpræsident, Menachem Begin, og under ham blev Mubarak vicepræsident.
Han sad derfor ved siden af Sadat, da denne under en militærparade den 6. oktober 1981 blev dræbt i et attentat. Her åbnede en officer, der var medlem af en yderliggående islamisk fraktion, ild mod præsidenten og dennes følge. Ikke bare Sadat, men også blandt andre den cubanske ambassadør, en koptisk ortodoks biskop og ni andre blev dræbt, mens 28 blev såret, inklusive Hosni Mubarak, der blev ramt i hånden.
Sadats begravelse blev fulgt af hele verden, og statsledere fra hele verden kom til Egypten for at tage afsked med ham, inklusive tre forhenværende amerikanske præsidenter.
Efterfølgende blev over 300 radikale islamister stillet for retten tiltalt for at have været med i attentatet. Pudsigt nok var en af dem den nuværende leder af al-Qaeda, Ayman al-Zawahiri, som blev løsladt i 1984.
Med de mange ledere til begravelsen og Mubaraks egen rolle som såret i attentatet, startede han sit styre på en sky af international goodwill.
Den skulle vise sig at holde ham ved magten mange år frem.
Arabisk samling
Sadats fred med Israel var ikke populær i den arabiske verden, og blot tre medlemmer af Den Arabiske Ligas 24 medlemmer sendte repræsentanter til begravelsen i Kairo.
Hosni Mubarak reparerede som noget af det første det forhold og fik især gang i et nært samarbejde med naboen på den anden side af Det Røde Hav, Saudi-Arabien.
I kølvandet på sin shiamuslimske overtagelse af magten i Iran i 1979 lagde Iran billet ind på at være leder af den arabiske verden, og for at stoppe den ambition blev den fornyede tilnærmelse mellem de to sunnimuslimske lande Saudi-Arabien og Egypten afgørende.
Egypten ville siden støtte Irak både i deres krig med Iran og havde en million egyptere i landet i årene 1980 til 1988. Ligesom de sammen med Saudi-Arabien støttede kravet om en palæstinensisk stat. Det betød, at egypterne fra 1989 igen kom med i Den Arabiske Liga og igen blev værtsby for hovedkontoret.
Til gengæld var Mubaraks forhold til Israel køligt. Selv da Sadat forhandlede om fred med Begin, ville Mubarak være stærkt imod en normalisering, der ikke inkluderede palæstinenserne.
I de første mange år af hans styre var han ret populær blandt menigmand, men de grupper han gjorde sig uvenner med – først og fremmest Det Muslimske Broderskab og de intellektuelle – gjorde, at han havde god grund til paranoia. I årenes løb blev han da også udsat for en række attentatforsøg, blandt andet da han i 1999 blev såret af knivstik i Port Said, den ret ucharmerende havneby ved Nilens udløb i Middelhavet.
Mubaraks paranoia betød, at hans styre satsede stort på sikkerhed og blev særdeles hårdhændet. Fra 1980’erne og frem blev han kritiseret af menneskerettighedsorganisationer for den hårdhændede måde, hans sikkerhedspoliti agerede på, ligesom han havde flere grader af hemmeligt politi, som tilsyneladende havde grænseløse muligheder og stor opfindsomhed, når det gjaldt tortur af politiske modstandere.
Hans styre var endvidere præget af massiv korruption, hvor hans egen familie ikke var blege for personligt at rage til sig og lægge til side på konti i blandt andet Schweiz og USA.
Magten handlede efterhånden om ham og vennerne fra de gamle familier og militæret, mens han passede på sine forbindelser til især USA og Den Arabiske Liga.
Det dybe fald og eftermæle
I 2011 var utilfredsheden med Hosni Mubarak og hans styre nået kogepunktet, og med den centrale Tahrir-plads som midtpunkt begyndte store demonstrationer at bryde ud over hele Egypten. Mubarak reagerede som vanligt med hårdhændet at forsøge at slå oprøret ned, men det lykkedes ikke. En bølge var i gang, som inden da havde sendt præsident Zine el-Abidine Ben Ali på flugt fra Tunesien og siden skulle ramme Libyen, Yemen, Syrien og til en vis grad Algeriet – for sidstnævntes vedkommende gik det snart i sig selv igen på det tidspunkt.
Men den gamle mand i Kairo faldt, og hans planlagte dynasti med sønnen som kommende “farao” blev ikke til noget.
I stedet blev Hosni Mubarak anholdt og begyndte sin lange kamp fortrinsvis fra hospitalssengen for at undgå turen til galgen. Han endte med at blive idømt fængsel på livstid for sit ansvar for drab på demonstranter. Men dommen blev omstødt, og fra 2017 kunne han særdeles svækket begynde sit otium som en nærmest glemt mand, hvis tid syntes ovre.
Også selv om han sikkert har hørt de mange stemmer, der nu vil af med den nuværende leder, Abdel Fattah al-Sisi, og nostalgisk gentager mantraet om, at det alligevel var meget bedre, dengang Hosni Mubarak var landsfaderen.
Det er måske Mubaraks eftermæle sammen med den gamle heltehistorie fra Yom Kippur-krigen i 1973. Også selv om han også her beskyldes for at have pyntet på sin historie, fordi det i virkeligheden var en navngiven anden officer, der gjorde sådan kål på de israelske soldater i krigens første dage. Og at de fotos, som viser Mubarak i diverse roller på konkrete steder, i virkeligheden var forfalskede og med den virkelige hovedperson udeladt.
Hvad de mange fængslede, dræbte og torturerede synes om Mubaraks liv og virke, melder historien ikke noget om.
