Aleppo, Mosul og nu Gaza. Nogle af verdens ældste byer er inden for de seneste ti år brutalt blevet jævnet med jorden. Prøv at erstatte dem med Amsterdam, Madrid og Glasgow, og du får en helt anden idé om et tab af kunst, kultur og historie. Og dermed et tab for menneskeheden, et tab af menneskelighed. Det gælder lige så fuldt de byer, der nu er blevet smadret.
Mellemøstlige byer har faktisk en lang kulturhistorie, som deres indbyggere bærer videre. Aleppinere, maslawier og gazanere har lige så megen kultur som amsterdammers, wienere og glaswegians. De er ikke de kulturløse ofre, som mediernes billeder gør dem til – hvis vi da overhovedet orker at se på de fattige støvede lig, der bliver gravet ud under murbrokkerne. Deres kultur er også en menneskelig højkultur. Det gælder også Gaza, som faktisk har været en kilde til megen kultur – også i Europa.
Hospital opkaldt efter Helbredelsens bog
Nu har alle hørt om al-Shifa hospitalet. Det hospital, der blev belejret, bombet og eftersøgt for terrorister og tunneller. Det største hospital i Gaza By. Al-Shifa. Det er opkaldt efter en bog, Kitab al-Shifa, “Helbredelsens bog”, af filosoffen og lægen Ibn Sina (død 1037). Ibn Sina og hans bøger har givet navn til mange moderne apoteker og hospitaler, til trods for at han var en fritænker med ret kontroversielle idéer.
Først og fremmest var han nemlig forfatter til den mest avancerede medicinske manual i århundreder, som snart efter hans død blev oversat til latin og var standardværket i medicin i Europa op til 1600-tallet. I middelalderens Europa var lægekunst noget, man forbandt med muslimerne. Tyndt vævet bomuldsstof til indbinding af sår, gaze, er som mange andre importerede varer opkaldt efter den lokalitet, man fik det fra: Gaza.
Der er en bitter ironi i, at vi har opkaldt gazebind efter det sted, som nu savner det så desperat
Der er en bitter ironi i, at vi har opkaldt gazebind efter det sted, som nu savner det så desperat. Og at Helbredelsens bog har givet navn til det hospital. Helbredelsens bog er ikke Ibn Sinas medicinske kanon, men hans værk om helbredelse af sjælen; moralsk, psykologisk og spirituelt. Det kan der nok blive brug for.
Når så mange hospitaler og apoteker i den arabiske verden er opkaldt efter de muslimske læger og filosoffer og deres værker, er det udtryk for en sekulær nationalisme, som dominerede i det meste af det 20. århundrede, ikke mindst blandt de kristne, som tit gik ind i den medicinske profession. Det er også denne tradition, som nu bliver udraderet.
Kristne og jøder
Gaza har nemlig også været en kristen by, og nogle tusinde kristne boede der indtil for en måned siden. De driver to skoler, hvoraf Den hellige familie er områdets bedste og mest prestigebetonede. Den anden blev grundlagt efter initiativ fra Yasser Arafat, hvis kone, Soha, havde gået på en tilsvarende skole i Jerusalem. Den var drevet af Rosenkrans-søstrene, en særlig palæstinensisk nonneorden, der også har spredt sig i de omgivende lande.
Rosenkrans-søstrenes skole i Gaza blev bombet til ruiner for to uger siden sammen med 50 kristne hjem. Den havde 1250 børn, som nu er flygtninge i den sydlige del af Gazastriben. De kristne og mange muslimer har søgt tilflugt i Den Hellige Families Kirke og i den ortodokse St. Porphyrios Kirke, bygget i 400-tallet for den kristne biskop Porphyr og dermed en af verdens ældste kirker. Den er nu beskadiget af bombninger.
Gaza har også en af de store helgener i både katolsk og ortodoks tradition, Vitalis (død 625). Vitalis tog hårdt arbejde som daglejer, men brugte sin sparsomme indtægt til at betale prostituerede, som han tog hjem om natten og bad med og for, indtil han blev myrdet. Derved blev han skytshelgen for prostituerede og daglejere. Daglejere er stadig et udbredt erhverv i Gaza, og gazanerne har i årevis stået i lange køer for at blive hyret af israelske arbejdsgivere på den anden side af grænsen. Gaza er med længder det fattigste og mest overbefolkede område i Israel/Palæstina.
Gaza er også indskrevet i jødedommens historie. Efter første korstogs massemord på Jerusalems befolkning i 1099 er det ikke så sært, at hele Gaza var flygtet, da korsfarerne året efter kom til byen. Efter den muslimske generobring blev Gaza i 1200-tallet et centrum for jødisk handel og lærdom.
Det kan man følge blandt andet gennem Cairo Geniza, som er en kolossal samling af breve og kontrakter, man fandt i 1800-tallet i Ben Ezra-synagogen i Cairo, og som giver et sjældent socialhistorisk indblik i jødernes og Cairos historie. Her er der en kontinuerlig korrespondance med jødiske handelsmænd og rabbinere i Gaza.
Det var i Gaza, at den jødiske mystiker Nathan af Gaza i 1665 proklamerede, at messias nu var kommet i skikkelse af en anden mystiker, Shabtai Zvi (død 1676) – et fantastisk kapitel i jødernes lange historie.
Zvi skulle åbenbart lige vænne sig til tanken, men blev snart overbevist og fik tilhængere overalt i diasporaen, ikke mindst i Europa, selv efter at sultanen i Istanbul tvang ham til at konvertere til islam. Shabtainismen inspirerede messianske bevægelser blandt jøderne i Tyskland og Østeuropa, og endnu i det 20. århundrede overlevede den i mindre lommer af krypto-jøder, fx i Thessaloniki.
Det muslimske Gaza
Endelig har Gaza naturligvis en lang muslimsk historie. Den strækker sig faktisk endnu længere tilbage end den muslimske erobring i år 635. I en af byens ældste moskéer er der en grav for profeten Muhammads oldefar Hashim, og det fortælles, at det var her, Umar havde handlet og tjent sine penge, før han trådte over til islam.
Umar er somme tider blevet sammenlignet med Paulus, idet han gik fra at være den store modstander af Muhammad til at blive den mest ihærdige tilhænger. Umar var kalif, da Gaza blev erobret, og den største og smukkeste moské i byen er opkaldt efter ham.
Dens historie ligner de tilsvarende store moskéers i området, fx Umayyade-moskéen i Damaskus: Først var stedet et hedensk tempel, så en kirke og så Umars moské; under korstogene ombygget til kirke, og siden igen ombygget til moské, der så blev ødelagt af mongolerne og siden genopbygget i 1300-tallet. Den står heldigvis endnu.
En anden stor moské blev bombet og ødelagt af israelerne i 2014. Den var opkaldt efter Gazas måske berømteste søn, al-Shafi’i. Imam al-Shafii (820) er den nok vigtigste jurist i den sunni-islamiske tradition. Her har man fire retstraditioner eller retsskoler, opkaldt efter lærde jurister, der levede i 7-800-tallet. Al-Shafii havde stået i lære i to af de andre skoler og var venner med grundlæggeren af den tredje, men kom i praksis til at lave sin egen skole, som endnu i dag er den dominerende i Egypten, Palæstina og Syrien – men også i Indonesien og Malaysia.
Al-Shafii forfattede også den første retslære med principperne for, hvordan man når frem til gældende retsregler. Der er flere moskéer opkaldt efter al-Shafii, og en af dem er også blevet ødelagt i denne omgang. Desuden er der en bygning, som angiveligt står over det hus, hvor al-Shafii blev født, og som er indrettet til koranskole og bibliotek.
Ligesom for jøderne var Gaza for muslimerne en lærdoms- og handelsby. Det skyldtes først og fremmest, at den lå på den oldgamle via maris, vejen langs havet til Egypten, ja faktisk var byen selve brohovedet mellem Asien og Afrika. Muslimske og senere europæiske rejsende kunne berette om rige basarer, der også trak på produkter fra baglandets landbrug og beduiner. Der var bade, skoler, hospitaler og kvarterer for kristne og jøder. I 1800-tallet kom så eksporten til Europa og en modernisering med pladser, en park og moderne butikker. I årene før første verdenskrig nåede befolkningen op på 42.000.
Gaza i nationalismens tidsalder
Efter krigen var byen til gengæld decimeret til bare 17.000. Tre slag og en efterfølgende spansk syge havde gjort det af med de fleste. Det sidste slag fandt sted den 2.-7. november 1917; her brød briterne igennem osmannernes linjer, hvorefter vejen lå åben til Jerusalem og Damaskus. Men den uge i november 1917 rummede mange skæbnesvangre begivenheder, som skulle kaste lange skygger over Gaza og Palæstina.
For den 2. november var også den dag, Lord Balfour udsendte sin erklæring om et jødisk hjemland i Palæstina. Og den 7. november overtog bolsjevikkerne Skt. Petersborg. Kampen om territoriet var begyndt, og det 20. århundredes radikale ideologier var på sejrskurs. Briterne fik nu mandat til at styre Palæstina, men samfundet rumlede. Med uddannelse, organisering og medier kom politisk mobilisering: palæstinensisk nationalisme, socialisme, men også Det Muslimske Broderskabs islamisme.
Den nye virkelighed meldte sig i 1929 med de første store sammenstød mellem zionister og lokale arabere i Jerusalem. Urolighederne spredte sig til Gaza. Jøderne rejste. De kristne blev en lille minoritet.
Da staten Israel blev udråbt i 1948, rykkede den egyptiske hær ind i Gaza, men kom ikke længere. Til gengæld fik byen nye kvarterer, herunder Shati, en stor lejr for palæstinensiske flygtninge fra det, der nu var blevet Israel. Byen svulmede op med bønder fra andre dele af Palæstina. De næste tyve år var byen og dens opland mod syd, Gazastriben, underlagt et Cairo, som selv var under dramatisk forandring: I 1952 måtte kongen flygte, og en republik blev udråbt, i 1954 tog Nasser magten, og i 1964 stiftedes PLO. Nye krige kom i rask følge: Suez-krigen i 1956, seksdageskrigen i 1967 og oktoberkrigen i 1973. Gaza var i skudlinjen.
FN forsøgte efter 1956 at lave en buffer med let bevæbnede styrker, ikke mindst fra de skandinaviske lande. Godt 10.000 danskere kom i det følgende tiår til at tjene som FN-soldater med hovedkvarter ved Gaza By. Heriblandt min lærer i arabisk, Svend Søndergaard, som var feltpræst og organiserede udflugter til Nassers Cairo.
De tidlige 1960’ere var ikke det værste tidspunkt at være i Gaza. Byen var stadig omkranset af marker og olivenlunde, og tæt ved lå Middelhavet.
Billeder fra dengang viser nye store regerings-bygninger opført af egypterne. I flotte funkis-biografer spillede egyptiske film, og store stjerner som Abd al-Halim Hafez, “den mørkhudede nattergal”, gav koncert. Der var fri adgang til studier på egyptiske universiteter. Nassers flammende anti-imperialistiske taler gav håb.
Gaza besat og bevogtet
Alt det endte med Israels totale sejr i seksdageskrigen 1967. I 1979 indgik Egypten en fred med Israel, og gradvist udbyggede parterne et militært samarbejde om at imødegå trusler fra jihadister og radikale islamister. Gaza blev lukket inde mellem de to stater. I mange år har det været noget nær umuligt at drive forretning.
Israelerne anså de sekulære nationalister PLO og PFLP for at være hovedfjenden og gav derfor diskret støtte til deres mere religiøse rivaler, herunder Det Muslimske Broderskab, som opererede under en velgørende organisation under ledelse af den legendariske sheikh Ahmad Yassin (død 2004), der sad i rullestol og var næsten blind.
Yassin var klar til at bruge vold og drab over for politiske modstandere og grundlagde i 1987 Hamas som et led i den første intifada, der begyndte i Jabaliya-lejren nord for Gaza By. Hamas blev med tiden Israels største modstander både militært og politisk, og efter 2006 blev Hamas den altdominerende politiske organisation i Gaza.
Ahmad Yassin blev dræbt af et israelsk missil i 2004, da han rullede ud efter morgenbøn i moskéen i Sabra-kvarteret i Gaza. Moskéen blev bombet igen den 15. november i år, med 50 dræbte til følge. Med sit lange skæg, sin krumme næse og sin rullestol er Sheikh Yassin et blivende symbol og ikon for militante islamister og figurerer prominent som martyr på Det Muslimske Broderskabs websites.
Igennem mange århundreder var Gaza med sin strategiske beliggenhed en scene eller gennemgang for snart sagt alle store imperiebyggere: egypterne, babylonerne, perserne, Alexander, romerne, mongolerne, osmannerne og briterne. I nationalismens tidsalder blev Gaza derimod taberen. En prop. Man rejser ikke ud af Gaza længere. Grænserne er lukket, havnen blokeret, og den kortlivede internationale lufthavn blev efter bare tre år bombet af israelerne i 2001.
Ingen drager heller igennem Gaza, og få rejser dertil. Det er et sted, som også mange indbyggere gerne vil fra – hvilket jeg selv erfarede på et besøg i år 2000, endda fra lærerne i det Hamas-dominerede islamiske universitet. Gaza-striben er et åbent fængsel, og kulturbyen i dens midte, Gaza, er i dag en ruinhob.
Fra at være et kosmopolitisk knudepunkt er Gaza By blevet en endestation. Men hvis dens mennesker skal have en fremtid, skal også Gazas historie og kultur have mulighed for at rejse sig fra asken. Og vi skal vide at værdsætte dens indbyggere.
Denne artikel er oprindelig bragt hos POV International og bringes efter aftale med POV International og skribenten.
POV – POINT of VIEW International – er et uafhængigt netmedie, der publicerer analyser, anmeldelser, essays, debatindlæg indenfor især debat-, kultur-, erhvervs- og udlandsstof.
Jakob Skovgaard-Petersen (f. 1963), Dr. Phil, Professor i islamiske og arabiske studier på Københavns Universitet 2005-08 direktør for Det Dansk-Egyptiske Dialog Institut i Cairo.
