Venezuelas flygtningekrise i tal
4,6 millioner venezuelanere befandt sig i 2019 udenfor Venezuela, viser tal fra UNHCR. Det svarer til et befolkningstab på 13 procent ifølge Organisationen for Amerikanske Stater (OAS).
Til sammenligning befandt 6,3 millioner syrere sig udenfor deres hjemland i 2017.
Hvis kurven fortsætter, kan 6,5 millioner ved udgangen af 2020 befinde sig udenfor Venezuela vurderer UNHCR, OAS estimerer dette tal til at være mellem 7,5 og 8,2 millioner, og hermed overhale den syriske migrantstrømning.
80 procent befinder sig i Latinamerika og de caribiske områder.
Colombia topper listen som destinationsland med 1,3 millioner officielt registrerede venezuelanere.
FN vurderer, at de venezuelanske flygtninge samt deres værtslande har brug for 1,35 milliarder dollars (ca. 9 milliarder kr.) i støtte.
Ifølge et studie fra 2018, vil 47 procent af befolkningen gerne forlade Venezuela.
Krisens omfang i Venezuela kunne minde om et land i krig. Venezuela er ikke i krig, men befolkningen søger i stadigt stigende grad væk fra hjemlandet i håbet om en bedre tilværelse. Væk fra inflation, væk fra tomme hylder og alt for dyre varer i supermarkedet og kriminalitet.
Flybilletter har kun få råd til, og mange må tage turen over grænsen til Colombia til fods med familien og de få besiddelser, de kan bære. I folkemunde omtales de som los caminantes (de gående).
Colombia har været den største modtager af venezuelanske flygtninge med omkring 1,3 millioner registrerede venezuelanere ud af de 4,6 millioner, der i 2019 befandt sig uden for deres hjemland. På trods af en presset migrationssektor har Colombia dog håndteret den massive flygtningestrøm – den største i Latinamerikas moderne historie – med en vis grad af succes. Myndighederne har forlænget gyldigheden af venezuelanernes pas, været generøs med arbejdstilladelser og sørget for humanitær assistance til de mest presserende behov ved grænsen.
Overset humanitær katastrofe
Billedet på den venezuelanske flygtning har dog med tiden ændret sig. I stedet for at blive i Colombia vælger mange at fortsætte videre mod enten Ecuador, eller Peru. De forlader Venezuela med en ubrugelig inflationsramt valuta og har derfor ikke råd til transport. Fænomenet med venezuelanere på fods igennem de bjergrige andesregioner, fugtige jungleområder og brandvarme sletter er blevet et almindeligt syn på de latinamerikanske vejsider.
De gående venezuelanere befinder sig udenfor systemet, mange gange uden dokumenter, og de mangler lægelig assistance og næring. De repræsenterer en overset humanitær katastrofe. De gående må sætte deres lid til civilsamfundet og de almisser de modtager på vejen.
Fra informationspunkt til nødhjælp
Globalnyt har talt med Alba Pereira, der er leder af den syvmand-store organisation Entre dos Tierras. Den opererer i Bucaramanga i Colombia, tæt på den venezuelanske grænse.
Alba kom fra Venezuela til Colombia i 2012 for at åbne en restaurant.
”Da jeg åbnede, blev min restaurant hurtigt til et informationspunkt for mange venezuelanere, som var kommet for at blive og finde arbejde. De var ikke flygtninge, og fænomenet om flygtninge på fods eksisterede ikke,” fortæller Alba.
Omkring 2016 var situationen dog en anden. Unge enlige mænd begyndte at komme gående fra grænsebyen Cúcuta og slog sig ned i parker og pladser i byen. Som venezuelaner og kendt i lokalområdet tog mange flygtninge kontakt til Alba.
”Vi begyndte med at arbejde i parkerne og pladserne. Vi samlede mad ind til uddeling, tøj og medicin. Siden den dag er vi ikke stoppet.”
”På daværende tidspunkt havde vi kun kiks, mælk, brød og dåsetun som vi begyndte at dele ud. I starten tog vi os af ca. 30 mennesker. I dag tager vi os af ca. 800 personer om dagen, mange af dem børn under to år,” fortsætter Alba.
De mennesker, hun mødte, kom fra et land, hun ikke længere kendte. Det engang mest velhavende land i Latinamerika kunne ikke længere brødføde sin egen befolkning. Alba husker tilbage på sit første indtryk:
”Der var meget frygt, meget sult og mange fortabte blikke, som ikke anede deres levende råd. Frygten havde efterladt dem paralyseret.”
De forskellige ruter
Vejen til Bucaramanga fra den venezuelanske grænse går gennem et hårdt bjergpas på ca. 200 kilometer. Alba og hendes lille organisation kører i pendulfart ruten flere gange om ugen. I bjergene kan temperaturen falde til minus syv grader, og mange venezuelanere er ikke forberedte på sådan et klima.
”Omkring 90 procent af de flygtede ankommer med skader på fødderne og mange er underafkølede. En gruppe venezuelanere i Canada donerede heldigvis sidste år en stor mængde varmetæpper. Dem deler vi ud sammen med mad, tøj og vand. Mange er forkølede, og langt de fleste er meget underernærede, trætte, har et lavt immunforsvar og et generelt svækket sind.”
I en varevogn fyldt til bristepunktet kører gruppen også langs den sydlige rute mod hovedstaden Bogotá. Klimaet langs denne rute kan være varmt og barskt. Den største udfordring for de gående venezuelanere hér er anskaffelse af vand og solcreme til børnene mod den bagende sol. Alba sørger altid for en speciel solcreme til læberne for de mindste børn, som er særligt udsatte.
Turen til Bogotá fra Bucaramanga er næsten 400 kilometer. Herfra går mange den 600 kilometer lange tur til Calí for til sidst at nå Ecuadors grænse 400 kilometer længere sydpå.
For mange venezuelanere er Ecuador en tiltalende destination, siden valutaen er baseret på dollars. Det betyder en stærkere valuta at sende hjem til familien i Venezuela.
Mange vælger at fortsætte til Peru. Perus store uofficielle arbejdssektor byder på mange muligheder, men også mange risici for udnyttelse.
En overset gruppe
Turen på fods indebærer at vandre under radaren, afskåret fra hjælp hos nødhjælpsorganisationer og de respektive lande, de krydser. På den anden ende af en skrattende telefonforbindelse tager Alba et hiv af sin smøg og udviser tydelig frustration:
”Regeringen (i Colombia, red.) ser os som numre – vi er bare statistik, men vi er altså en statistik som har brug for mad, vi er en statistik som blive syge, en statistik som dør. Men vi er stadig bare et nummer. Jeg hjælper 800 mennesker om dagen, de ser dem ikke som mennesker, men bare som et nummer,” siger Alba.
”De store nødhjælpsorganisationer gør hvad de kan, men de er ikke interesseret i at dele mad eller medicin ud til dem, der vandrer, det kan ikke betale sig. De er mere interesseret i at få folk i arbejde, få børnene i skolen – alle dem der kommer hertil via de officielle kanaler. Det er selvfølgelig godt, men hvad med dem der går på motorvejene, skal de ikke have noget at spise?”
Afskeden med et lovløst samfund
Forrige års demonstrationer i Venezuela er udskiftet med en normalisering af kaos. Regimets tidligere bestræbelser på at kontrollere værdien af den venezuelanske møntfod, bolivaren, er røget i vasken.
To Entre dos Tierras-aktivister. Det er Alba Pereira til venstre.
Det er en ukontrolleret udvikling, som langt de fleste venezuelanere ikke kan følge med på. Med kun dårlige udsigter til gode har 13 procent af den samlede befolkning i skrivende stund besluttet at forlade hjemlandet.
Men for at gøre dette, må man have dokumentation:
”Venezuela er blevet til et lovløst samfund. Myndighederne nægter dig et nyt pas, indtil du bestikker dem med ca. 1000 dollars. Hvordan skal man have råd til det, når mindstelønnen kun er fem dollars om måneden? Korruptionen er massiv. Den har aldrig været så omfangsrig, som nu – og vi har haft meget korruption gennem årene.”
”Derfor går de. De har ikke engang råd til at tage bussen,” lyder det fra Alba Pereira.
