Jørgen Olsen
Jørgen Olsen (født 1951) er koordinator i Genvej til Udvikling (GtU), hvis modernetværk er Emmaus International (EI), stiftet af Abbé Pierre.
Olsen har gået i livets skole og kommer tæt på definitionen af en halvstuderet røver. Aktiv i EI siden 1969 – i 2011 valgt til EI’s politiske udvalg, hvor der sidder to afrikanere, to asiater, to latinamerikanere og fire europæere. Genvalgt til udvalget for anden og sidste 4-års periode i september 2015.
I 1978 var Jørgen Olsen med til at stifte GtU med baggrund i sin og medstifternes erfaringer med forskellige organisationer i og uden for Emmaus. GtU samarbejder med en halv snes græsrodsbevægelser i Vestafrika, især Kooperativet i Amataltal (Niger) og Pag-la-Yiri (Burkina Faso), som er den organisation i hele Emmaus International med flest medlemmer, 11.000, hvoraf de 10.000 er kvinder. Samarbejdet omfatter køb og salg af håndværksprodukter og i Amataltal desuden brøndrenoveringer, kvægavl, havebrug og tosproget undervisning (tuaregisk og fransk) for børn og voksne.
Niger er hårdt ramt af terrorisme og klimaforandringer, jf. https://globalnyt.dk/content/mellem-terrorisme-og-klimaforandringer – førnævnte kooperativ føler sig selv mest ramt af klimaforandringerne.
Nok så mange brøndrenoveringer, nok så megen alsidig undervisning for alle aldre og mange andre projektelementer har ikke kunnet opveje følgerne af, at langvarige ekstreme tørker kun afbrydes af regn, der falder voldsomt, når den endelig falder.
Om terrortruslen hedder det i kooperativets seneste brev, af 12. november 2016:
”Der er mange hvide i Niger, og de kan færdes frit. Ikke noget at være bange for.”
Det harmonerer slet ikke med følgende friske udsagn fra en kilde i international sikkerhedsmission i hovedstaden Niamey:
”Der er ingen, absolut ingen der arbejder for internationale organisationer og EU, der færdes uden militæreskorte. Der er mange våben i omløb, og de almindelige indbyggere har fundet ud af at de også kan være med til at tjene penge ved at være førstehåndskidnappere og overdrage deres ofre til de "rigtige" kidnappere, dvs. dem, der forlanger løsepengene. Der er en amerikaner, der er blevet kidnappet for nylig.”
Vores gøren og laden påvirkes bl.a. af, at det danske udenrigsministerium fraråder rejser til Niger. Men det er et godt spørgsmål, om det ville hjælpe i det lange løb, hvis vi kunne tage derned.
På den korte bane kunne det måske skaffe midler fra fonde, som helst ser, at man kan besøge den organisation, der søges penge til. Danida-rationen er opbrugt med de tre faser af egnsudviklingsprojektet.
Partnere for evigt?
Vi tilrettelagde i sin tid samarbejdet efter alle Danidas hellige almindelige retningslinjer, således at der bl.a. skulle opbygges organisatorisk kapacitet til, at kooperativet selv kunne tale sine sager i udadvendt politisk virksomhed. Men de skriver aldrig til os om samarbejde med Nigers øvrige civilsamfund som led i en politisk strategi, herunder f.eks. deltagelse i en national handlingsplan mod klimaforandringer.
Det fremgår desværre tydeligt, at kooperativet hele tiden har ment – uanset hvad vi sagde og skrev gennem årene – at de har vundet os som partner herfra til evigheden. Vi er deres helt egne hvide, som de ikke vil dele med andre.
Sammenlign f.eks. med https://globalnyt.dk/content/ghanas-ngoer-vil-staa-sammen-om-fns-verdensmaal eller med, at Blandine Ky fra organisationen Benebnooma i Burkina Faso (er i lighed med Genvej til Udvikling med i Emmaus International) er forkvinde i en organisation, der hedder ”Uddannelse for alle” samt med i ledelsen af en vestafrikansk paraplyorganisation med samme formål!
Kunne vi have undgået kooperativets klæben, hvis vi havde haft en udstationeret medarbejder i projektforløbet? Dette lod vi netop være med, fordi vi regnede med, at en sådan gestus ville forstærke afhængigheden.
Eller er problemet selve bistandskonceptet? Når vi køber håndværksprodukter hos forskellige vestafrikanske organisationer, føler vi i højere grad, at der er tale om en ligeværdig omgangsform. Og vi har faktisk indtryk af, at denne følelse er gengældt.
