De kaldte ham Den Hvide Zulu, noget han altid så som en hæderstitel. Brobygger er en anden betegnelse, man kan bruge om sangeren og guitaristen Johnny Clegg, som tirsdag døde af kræft i bugspytkirtlen. Han blev 66 år.
Johnny Clegg vil for altid blive forbundet med Sydafrika og med sin tidlige og åbenlyse modstand mod apartheidregimet. Tilbage i 1970’erne lagde man første gang mærke til manden, der blev omtalt som ”zulu-guitarist”, især fordi han dannede musikalsk par med en selvlært gademusiker ved navn Sipho Mchunu. Vel at mærke på en scene, hvor apartheidregimets lovgivning forbød hvide og sorte at optræde sammen.
De spillede overalt, hvor de kunne, og blev populære med en stil, som havde meget til fælles med den mbaqanga-stil, der blev udbredt i townships som Soweto. Her var nogle af de mest populære bands ellers ”rene” zulubands som Soul Brothers og Mahotella Queens.
Clegg var egentlig født i England, hvor hans mor var en jazzsanger fra det daværende Rhodesia, altså Zimbabwe. Hans forældre blev skilt, da han var lille, og hans mor rejste hjem, så Johnny fik en opvækst i landet, der med Ian Smith som leder ikke stod tilbage fra Sydafrika på nogen måde, hvad angik apartheid.
Der var dog ikke meget, der kunne holde den unge mand tilbage, og som ung teenager var han allerede i Johannesburg, hvor han første gang hørte zuluarbejdere spille guitar. Han blev omgående elev, lærte sig sproget og den traditionelle sang og dans. Clegg endte på universitetet og studerede antropologi, ligesom han yderligere satte sig ind i zulukulturens mange aspekter. Ved siden af musikken var han i mange år lærer på universitetet.
Opvågning
Sammen med Sipho Mchunu dannede han orkestret Juluka, som betyder ”sved” på zulu. De debuterede på plade i 1979 med ”Universal Men”, som måske ikke musikalsk var deres mest fremragende, men som var noget man aldrig havde hørt før i Sydafrika. Her var elementer af vestlig folkemusik, zuluchants og andre elementer, som skabte en pophybrid, der havde en sydafrikansk migrantarbejders liv som fokus og berørte emner som pan-afrikanisme og social bevidsthed.
Det var svært at blive populære i Sydafrika, men i udlandet skete der for alvor noget, da orkesteret i startfirserne turnerede i Europa og USA.
I 1985 blev Sipho Mchunu træt at at turnere, og Clegg dannede et nyt orkester, der bestod af tre hvide og tre sorte musikere og hed Savuka, hvilket betød ”opvågning” på zulusproget. De hittede to år senere med sangen ”Asimbonanga”, som var dedikeret til ledere som Nelson Mandela, Steve Biko og andre ledere af kampen mod apartheid, som for de flestes vedkommende sad i fængsel.
Sangen blev omgående forbudt og bandets koncerter blev lukket ned, ligesom musikerne røg i fængsel. De kom dog ud igen og begyndte at turnere over hele verden, hvor de blandt andet besøgte Roskilde Festival i 1989.
Der er en rørende historie, som Clegg selv betegnede som sit livs højdepunkt. I 1997 spillede han en koncert i Tyskland, og gik i gang med den berømte sang. Pludselig kom Nelson Mandela dansende ind på scenen bag ham med et smil fra øre til øre. Efter at have sagt et par ord til publikum opfordrede den daværende præsident Clegg og bandet til at fortsætte med at spille og publikum til at danse.
Johnny Clegg fik mange hædersbevisninger og nåede at give 12 koncerter i USA på det, der blev kaldt The Farewell Tour, inden han og bandet vendte tilbage til Afrika.
Hans navn og ry er udødeligt. Ligesom hans søn Jesse Clegg er rockmusiker og følger i farens fodspor.
