Den forbudte leg

I de første måneder af 1966, da Ilona var fransklærer på Government College i Ibadan (Nigerias tredje største by i kæmpelandets sydvestlige hjørne, red.) havde hun boet i et værelse hos en engelsk kvinde.

Så snart der blev en lejlighed ledig på skolens område, flyttede hun. Seks lejligheder i samme hus. Og dertil hørte Boys’ Quarters bagtil.

I det rum, der hørte til hendes lejlighed, flyttede Bienvenu ind. Han havde været kok i et gæstehus ved stranden, hvor hun og venner ofte tilbragte deres weekender eller ferier.

Hun kendte ham ikke særlig godt, men vennerne syntes det var en rigtig god ide, at han skulle være hendes boy, for han lavede så dejlig mad.

Hun valgte ham nu mest, fordi han kom fra nabolandet, der dengang hed Dahomey (nu Benin) og altså talte fransk, hvilket hun syntes var en god ide, så hendes elever kunne få lidt øvelse i at tale dette sprog. Han var på deres alder. Elevernes.

Bienvenus høje planer

Rollen som henholdsvis ”herre” og ”tjener” var ny for dem begge. Og de var begge lidt nervøse i dagene, før han flyttede ind.

Han talte hverken yoruba eller engelsk.

De talte fransk sammen. En slags ”hemmeligt” sprog mellem dem, som få andre forstod.

Og de smilede af hinandens forsøg på at lære sig yoruba.

Han havde meget høje planer og idealer. Men vidste ikke rigtig, hvad han skulle bruge dem til.

Han skrev digte. Gode digte. Forelskede digte. Humoristiske digte om sin hverdag.

Han anskaffede sig en guitar.

Han læste, hvad Ilona kunne skaffe ham fra skolens franskbibliotek.

Han ville andet end at være boy.

Han var ung og uerfaren.

Han havde endnu ikke smagt den forbudne frugt.

Derfor var den i hans tanker og hans krop på de mest uforudsigelige tidspunkter.

Han sugede til sig af al slags viden. Særlig den, der sad i hans krop.

De fem andre lærere, der oprindeligt boede i huset, havde måttet rejse på grund af den begyndende Biafrakrig. Nu sad Ilona alene i sin lejlighed under det daglige udgangsforbud mellem kl. 19 og 7. Og Bienvenu sad alene ude i Boys’ Quarters.

Det skete ofte at han tilbragte aftenerne inde i huset. Han havde ikke lys ude hos sig selv.

Deformering og omskæring

En aften var samtalen startet med, at der i avisen stod noget om en pige, som var blevet smidt ud af sin skole, fordi hun ventede sig. Ilona udtrykte sin forargelse over, at den vordende fader ikke led samme skæbne.

Bienvenu grinede: ”Hvorfor det? Faderen blev ikke ”deformeret”. Det gjorde hun.”

Ilona:  ”Jamen, de er lige gode om det. Hvorfor skal det så kun gå ud over hende?”

Bienvenu:  ”Hun ved, at hun bliver deformeret, så må hun sige nej.” 

Det var lige vand på Ilonas mølle. Hun forsvarede den deformerede.

Bienvenu kunne godt se, at den var gal, men det var nu engang pigens hovedpine.

Ilona: ”Hvad sker der hos jer, hvis en pige gør det, før hun bliver gift?”

Bienvenu: ”Det må hun ikke. Brudeprisen bliver meget lavere.”

Ilona: ”Og hvis hun siger hun er ”ren”, og brudgommen opdager, det ikke passer?”

Bienvenu: ”Så bliver han meget vred. Han kan sende hende tilbage. Oftest beholder han hende, men får omtrent halvdelen af brudeprisen tilbagebetalt. Hvis han holder af hende, taler han ikke med nogen om det.”

En anden gang kom de ind på omskæring: Ilona havde hos læst nogle detaljerede beskrivelser om drenge, der skulle blive til mænd.

Ilona: ”Hvornår bliver I skåret?”

Bienvenu: ”Som helt små. De tager i reglen mange på en gang. Når Harmattanen kommer. Den varme ørkenvind. Så er vejret så tørt, at såret heler hurtigt. Men af en eller anden grund havde jeg ikke fået operationen.

Jeg bestemte selv, at jeg ville.

Jeg var fem år. Og ham, der skærer, var kommet. De andre havde vist mig, hvad de havde fået gjort. Så jeg løb hen til ham. En gammel mand. Da jeg kom til hans hytte, sagde han, at jeg skulle klæde mig af og lægge mig ned.”

Bienvenue gyste og grinede, strakte arme og ben ud i alle retninger: ”Og pludselig var der ild igennem mig. Det brændte, og jeg skreg.

Bagefter måtte de bære mig hjem. Jeg kunne ikke gå. Og så lå jeg i min hytte sammen med min bror, som også havde taget operationen. Og vi var glade, for nu ville vi blive rigtige mænd.”

Han sad lidt og mindedes.

Ilona: ”Og pigerne?”

Bienvenu: ”Nej, det synes vi er frygteligt. Det er en synd. Andre steder ved jeg, pigerne gør det. Men aldrig hos os.”

Europæisk juju

Ilona: ”Og hvordan ved I om alt det der med piger og drenge?”

Bienvenu: ”Det er da noget, man ved.”

Ilona: ”Hvorfra? Er det noget jeres forældre fortæller jer?”

Bienvenu: ”Jamen, det ved vi alle sammen. Og selvfølgelig – hvis ens far opdager, at hans søn er blevet voksen uden at vide det, så fortæller han ham det….. og så fortæller pigerne os det.”

Ilona: ”Pigerne? Hvorfor ved de bedre?”

Bienvenu: ”De har det jo.” 

Ilona forstod ikke rigtig hvad han mente med det svar.

Ilona: ”Ser I det, når jeres forældre gør det?” 

Det havde ofte undret hende, hvordan så mange børn kunne skabes, når hele familien levede i et lille rum eller i den varme periode, på en måtte ude foran.

Bienvenu: ”Nej, i mit hjem har vi to rum. Et til mine forældre, og et til børnene. … Vi ved det også fra filmene. Og så snakker vi om det med vennerne. Men så snart vi kommer hjem… færdig. De må ikke vide, vi har været i biografen.…. Og så gør dyrene det jo.”

Ilona: ”Snakker I også om, hvordan man gør det uden at få børn?”

Bienvenu: ”Hvorfor det? Vi vil da alle have børn.”

(Nogle gange kneb det for Ilona at gøre sig forståelig)

Ilona: ”Ligesom hende vi lige snakkede om, der gik i skole.”

Bienvenu (nu meget interesseret): ”Ja men så må man først lære sig nogle europæiske tricks. Dem kender jeg ikke. Jeg har jo aldrig rigtig prøvet det.”

Hvad havde Ilona vovet sig ud i? Kunne hun da ikke bare holde sin mund?

Ilona: ”Nogle piger tager piller. En hver dag.”

Bienvenu grinede: ”Europæisk juju. Det virker ikke på afrikanere.”

Ilona: ”Et kondom?”

Det ord kendte han ikke. Ilona måtte have blyant og papir til hjælp for at vise det.

Bienvenu fulgte hende intenst: ”Hvornår tager man det på? Generer det ikke? Hvad siger pigen? Hvordan holdes det fast?”

Hun gjorde virkeligt sit bedste. Til sidst mumlede hun udmattet: ”Er der da ingen af dine venner, der bruger det?”

Bienvenu: ”Jeg tror, det må være det, nogle mænd bruger, når deres koner lige har fået børn, og de ikke vil have hun skal begynde igen lige med det samme.”

Om at proppe

Nu syntes Ilona, de måtte til at afslutte. Men Bienvenu havde fået blod på tanden: 

”Svar mig lige. Hvorfor kan I europæere godt lide at proppe?”

Ilona: ”At hvad?”

Bienvenu: ”At proppe.”

Hun var slet ikke med. Så lavede han suge-smaske lyde.

Ilona: ”Gør I da ikke det?”

Bienvenu: Nej. Kun dem der har været i Europa, de uddannede. Og så er der nogen, der prøver, fordi de har set det på film. Hvordan gør man?”

Ilona: ”Øh… man gør bare….”

Bienvenu: ”For eksempel med tungerne. Hvad gør man af dem?”

Han morede sig, og hans tunge spillede, hvad han mener. ”Der var engang en pige, der stak sin tunge ind i min mund. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre ved den, så jeg prøvede at sno min rundt om hendes. Men jeg kunne mærke, det ikke var det rigtige. Hvad skulle jeg have gjort? Bider I?”

Han fnisede.

Ilona: ”Ja, man kan bide… lidt, eller bare røre med læberne… eller sno tunger.”

Var det virkelig så svært at beskrive et kys? Det er da noget man ved, som Bienvenu lige havde sagt: ”Det gør da alle. Gør I virkelig ikke det?”

Bienvenu: ”Nej, vi har ikke tid. Og hvis man propper for meget, bliver man træt, inden man får begyndt. Og pigen bliver træt. Vi starter med det samme. Det andet er tidsspilde.”

Nå så meget vidste du dog – trods al din uskyld.

———————————–

Hvem er Ilona? Se: https://globalnyt.dk/content/ilona-i-ibadan

juju: en fetich, en genstand, med magiske egenskaber