Øst- og Sydøstasien blev ved indgangen til det 21. århundrede udråbt som den opkommende region i verden. Ikke blot ville store dele af verdens befolkning være bosat der. Forventningen var, at regionen ville have de højeste økonomiske vækstrater, og den ville tage store teknologiske spring fremad og komme på niveau med USA og Europa på mange områder.
Indtil videre har disse forventninger holdt stik. Men hvad nu efter Covid-19? Har den uventede krise svækket mulighederne for, at regionen kan blive den førende region i det 21. århundrede? Har den øget USA’s appetit på at inddæmme Kina gennem handelskrig og opsætning af barrierer for kinesisk anvendelse af amerikansk IT-teknologi?
Det havde USA ikke regnet med
De tre stærke økonomiske motorer i den opkommende øst- og sydøstasiatiske region er Kina, Japan, Sydkorea, og dertil kommer Singapore som en stærk hjælpemotor. De er blevet hårdt ramt af Covid-19, og deres vækstrater er blevet kraftigt reduceret i 2020.
Kina ser ud til at være ved at komme til hægterne igen, mens Sydkorea og Japan synes at have sværere ved at komme ud af krisen med vækstrater på henholdsvis minus 1.1 og 5.3 procent. De seneste oplysninger om Kinas vækstrater i 2020 viser, at det i fjerde kvartal havde en økonomisk vækst på 6.5 procent. Ifølge OECD Economic Outlook December 2020 er Kina indtil nu det land, der er kommet igennem pandemien med de mindste økonomiske tab.
Det er et økonomisk scenarium, der gik imod Trump administrationens strategiske forventninger i dens handelskrig med Kina. USA har i handelskrigen undervurderet Kinas indenlandske økonomiske styrke, der i de seneste to årtier er blevet opbygget ved en hurtig vækst i strategiske økonomiske sektorer, heriblandt den teknologiske sektor, og i den kinesiske befolknings købekraft. Denne indenlandske økonomiske styrke viste sig under finanskrisen i 2008 og igen under Covid-19 krisen. Igennem handelsrestriktioner har USA ikke kunnet inddæmme Kina. Dertil kommer, at Kina i det sidste halve år af 2020 har haft stigende eksport til navnlig Europa.
Indenlandsk har Kina ingen umiddelbare finansielle vanskeligheder. Ganske vist har det en stor indenlandsk gæld, men den er forankret hos lokale regeringer og statsejede virksomheder, der er finansieret gennem statsbanker. Finansministeriet har en relativ lille gæld på 20 procent af BNP.
Sydkorea har heller ikke de store økonomiske vanskeligheder. Statsbudgettet havde i 2018 et overskud på 2 procent.
Japans vanskeligheder med at komme ud af krisen hænger til dels sammen med dets store indenlandske statsgæld. Men denne store statsgæld overskygger, at Japan er en kreditornation, og det har kunnet afbalancere den store statsgæld med sine internationale aktiver. Singapore er godt polstret med sin store nationale fond ligesom Norge. Alt i alt er de store økonomiske motorer i Øst- og Sydøstasien ikke i en dårlig forfatning, men har ifølge OECD Economic Outlook 2021 potentialer til at opnå positive vækstrater.
De store økonomiske motorer er ikke blot polstret til at kunne overvinde de finansielle vanskeligheder, der følger af Covid-19 krisen. De er også på banen med at videreudvikle det regionale samarbejde, navnlig med ASEAN.
Infrastruktur og sundhed
Kina udbygger sit Belt and Road Initiative (Silkevejsprojektet), som blev sat i værk 2013. Hidtil har Kina lagt vægt på at foretage investeringer i store infrastrukturprojekter i regionen, det meste af Asien og Centralasien. Japan gik i 2015 i de kinesiske fodspor og lancerede initiativet ”Partnership for Quality Infrastructure: Investment for Asia’s Future.” Dette initiativ var Abe regeringens forsøg på at styrke Japans økonomiske stilling i Asien.
I kølvandet på Covid-19 krisen søger Kina at udbygge en sundhedsgren af Silkevejsprojektet. Den kinesiske præsident Xi Jinping lancerede sundhedsgrenen i 2016 i Usbekistan, nu lægger han stor vægt på at udbygge det. Sigtet er i første omgang at hjælpe med fremskaffelse af værnemidler, vaccine og medicinsk udstyr til de lande, der er med i Silkevejsprojektet. Dette initiativ vil uden tvivl styrke Kinas magtposition og være en løftestang i det sundhedsfremstød, som Kina for øjeblikket udøver både i den øst- og sydøstasiatiske region og i udviklingslande i Afrika og Latinamerika. Fremstød, som forekommer at være en slags sundhedsdiplomati, der skal hjælpe med at reparere på Kinas internationale anseelse, der led et knæk efter den langsomme indsats mod Corona-virussen i slutningen af 2019.
Fælles krisehåndtering
Kinas sundhedsinitiativ er et eksempel på, at den nuværende krise ikke har slået benene væk under den øst- og sydøstasiatiske region. Der er også andre eksempler på, at regionen kan agere i en krise og styrke regionen. En udløber af den asiatiske finanskrise i 1997/98 var the Chiang Mai Initiative Multilateralization.
Sigtet med det var at etablere et regionalt økonomisk sikkerhedsnet, der i en økonomisk nødsituation skulle hjælpe med økonomiske hjælpepakker. Bag initiativet står ASEAN plus Kina, Japan og Sydkorea. Dette kriseberedskab viser, at regionen har potentiale til at hjælpe i en krisesituation. Dette potentiale er endnu ikke blevet aktualiseret i den nuværende krise. ASEAN+ 3 har igennem foråret 2020 holdt flere møder for at koordinere deres indsats i Covid-19-krisen.
ASEAN+3 samarbejdet er blevet styrket siden finanskrisen i 1997/98. Det seneste skud på stammen af samarbejdsinitiativer er vedtagelsen af en handelsaftale sidste efterår. Efter flere års forhandlinger blev Regional Comprehensive Economic Partership vedtaget i Hanoi. Ud over de ti sydøstasiatiske lande i ASEAN omfatter aftalen Kina, Japan, Sydkorea, Australien og New Zealand.
Signalværdien af denne aftale er stor. Ikke blot markerer den, at den øst- og sydøstasiatiske region kan stå sammen, men den viser også, at Australien og New Zealand ønsker at manifestere sig som medspillere i denne regionale sammenhæng. Med underskrivelsen af handelsaftalen har de sammen med Japan givet udtryk for en høj prioritering af det store øst- og sydøstasiatiske marked. Selv om der bliver lagt stor vægt på ligeværdighed i dette partnerskab, vil Kina sandsynligvis komme til at spille første violin i partnerskabet, eftersom det snart rangerer op som verdens største økonomi.
Skridt for skridt
De øst- og sydøstasiatiske økonomier har i de sidste 30-40 år skridtvis tilbagelagt vejen frem mod denne verdensøkonomiske position. Japan var først til at stikke hovedet frem på den verdensøkonomiske scene, hvor det blandt andet udfordrede den europæiske og amerikanske bilindustri. Derefter kom Sydkorea og nu Kina, der ikke længere er et teknologisk og videnskabeligt tilbagestående land. Det er i dag førende på mange teknologiske områder, eksempelvis digitalisering, kunstig intelligens og supercomputere; områder, der sætter den økonomiske dagsorden i det 21. århundrede.
Det økonomiske rygstød, som de førende østasiatiske økonomier har opnået i de senere årtier, har ifølge Sugihara: The East Asian Path to Economic Development sin baggrund i en vellykkede overgang fra arbejdsintensiv til kapitalintensiv produktion. Transformeringen er blevet understøttet af en høj opsparingsrate i forhold til BNP og store investeringer i uddannelse af arbejdskraften.
Denne overgang fandt først sted i Japan i 1970’erne og 80’erne. Det japanske ministerium for handel og industri er i mange analyser af det japanske økonomiske mirakel blevet udpeget som hoveddirigenten af dette mirakel. Der er ingen tvivl om, at dette ministerium har spillet en væsentlig rolle i dirigering af investeringsressourcer til strategiske sektorer. Men det må ikke overskygge betydningen af de ovennævnte høje investeringsrater og investering i uddannelse af arbejdskraften.
Vi ser den samme økonomiske udvikling i Kina. Det har en opsparingsrate på næsten 40 procent af BNP. Næsten det dobbelte af opsparingsraten i USA og Europa. Ligesom i Japan har denne høje opsparingsrate givet et solidt grundlag for investering i teknologisk udvikling. Samtidig har Kina ligesom Japan investeret massivt i uddannelse, så det nu ifølge OECD er på højde med flere europæiske lande og USA i antallet af unge mennesker, der får en ungdomsuddannelse. Dertil kommer, at de videregående uddannelser i de senere årtier er blevet bredt ud. I 00’erne satte det kinesiske undervisningsministerium et storstilet program i værk for udvidelse af disse uddannelser og navnlig de tekniske og ingeniørmæssige uddannelser. I 2016 producerede Kina dobbelt så mange kandidater med videregående uddannelser end USA (World Economic Forum 2017). Der kan være en diskussion om kvaliteten af uddannelserne og om niveauforskelle mellem USA og Kina. De senere års store spring fremad i udvikling af blandt andet IT og kunstig intelligens vidner om, at kvalifikationsniveauet ikke kan være så ringe. Dette kvalifikationsniveau bliver suppleret med et stort antal kinesere, der årligt vender hjem til Kina, efter at have afsluttet en videregående uddannelse i udlandet. I 2016 var antallet af kinesere, der tog eksamener ved udenlandske universitetet omkring 662.100. Kina er hermed det land i verden med det største antal studerende i udlandet.
Op ad bakke for Joe Biden
Det bliver en udfordring for den nye Joe Biden administration at navigere i den øst- og sydøstasiatiske region med et økonomisk styrket Kina. Det er ikke blevet nemmere efter Trump administrationens handelskrig med Kina og dens udtrædelse af forhandlinger om etablering af en handelsaftale, et Stillehavspartnerskab (Trans Pacific Partnership), der skulle omfatte Australien, New Zealand, Brunei, Malaysia, Singapore, Vietnam, Japan, Canada, Mexico, Peru og Chile. Dette partnerskab var Barack Obama administrationens forsøg på at styrke USA’s handelspolitiske position over for Kina. Med udtrædelsen af partnerskabet satte USA sig på et sidespor i forhold til det øst- og sydøstasiatiske samarbejde.
Joe Biden administrationen har givet udtryk for, at den vil gendanne USA’s engagement i internationale og regionale sammenhænge. Men det giver samarbejdsproblemer med navnlig Kina, hvis ikke USA vil acceptere, at de økonomiske magtforhold i verden har ændret sig i det 21. århundrede.
Det tegner ikke lovende for samarbejdet med Kina, at Joe Biden administrationen ser ud til ligesom Trump administrationen ikke at ville acceptere Kinas fortsatte økonomiske og teknologiske opstigen. Igennem en køb-amerikansk-producerede-varer politik vil den begrænse kinesiske varer på det amerikanske marked. En sådan politik vil måske for en kortere tid vinde opbakning. Men mange amerikanske forbrugere vil sandsynligvis efter et stykke tid opfatte en sådan politik som en indirekte skat, eftersom de fleste amerikanske varer ikke kan konkurrere prismæssigt med importerede kinesiske varer. Med den nylig indgåede handelsaftale mellem EU og Kina ser Joe Biden administrationen ud til at stå alene med denne inddæmningspolitik over for Kina. Som tidligere nævnt har US allierede som Australien, Japan og Syd Korea underskrevet the Regional Comprehensive Economic Partnership aftalen. Det signalerer, at de ikke vil stille sig bag USA’s Kina politik.
I lyset af disse økonomiske udviklingstendenser vil det være frugtbart for det internationale samarbejde, hvis den nye amerikanske administration opgiver en inddæmningspolitik over for Kina. En sådan politik ser ud til at være spildte kræfter. Det handler om at finde en politisk vej, hvor der er plads til to økonomiske supermagter; for den uventede Covid-19 krise har som vist ikke svækket den øst- og sydøstasiatiske region, navnlig ikke Kina.
Krisen har været et lærestykke for Kina i den statsstyrede kapitalismes effektivitet i at håndtere kriser. De kinesiske ledere har siden sidste halvdel af 2020 kunnet konstatere lave smittetal og stigende økonomisk vækst, mens de har set en modsat udvikling i navnlig USA og Storbritannien. Det vil sandsynligvis sætte spor i det politiske økonomiske landskab rundt om i verden, navnlig i udviklingslandene.
Henrik Søborg er lektor emeritus, Roskilde Universitet.
