Aftenhimlen er dækket af lysende stjerner. Kun lyden fra cikader og minibussens travle dæk, der møder grusvejen under os, afbryder den totale stilhed i bussen på den kinesisk finansierede vej mellem Kapoko og Kasakalawe i Zambias Northern Province. I skærene fra bussens lygter kommer en mand til syne på den mørke grusvej.
Først da han er få meter fra os, bliver det tydeligt, at manden ikke er motionist. Han er trøjeløs og den bare overkrop er badet i svedperler, der langsomt finder vej ned ad den bankende brystkasse. På fødderne fortæller de slidte klipklapper, at en luntetur i den kølige aftenluft næppe har været planlagt. Vores chauffør sænker farten, holder ind til siden og ruller vinduet ned.
Forpustet fortæller den ukendte mand, at han i den nærmeste landsby er blevet antastet, fordi han var iført en rød t-shirt, oppositionspartiets United Party for National Developments (UPND) velkendte farve. Det er såkaldte cadres – løst tilknyttede politiske medlemmer – fra regeringspartiet Patriotic Front, som har sendt manden på flugt ud af landsbyen, fortæller han lettere omtumlet.
Få sekunder senere løber manden videre, alt imens chaufføren sætter bussen i gear og fortsætter i retning mod hovedbyens oplyste asfaltveje. Så langt kommer vi dog aldrig, for blot få hundrede meter senere må vi atter bremse. Igen bliver der stille på sæderne i bussen. En forladt personbil spærrer vejen og gør det umuligt at passere. To kampklædte soldaters lommelygter inspicerer skaderne, som tydeligt viser store skrammer på siden af bilen. Chaufføren laver en u-vending og drejer skarpt op ad en endnu mindre grusvej. Vi må væk. Her er fare på færde.
Et engang stabilt demokrati
Da Zambias nationalfader og første præsident, Kenneth Kaunda, i 1991 overgav magten til Fredrick Chiluba, blev det startskuddet til tre årtier, hvor Zambia med rette kunne prale af at være blandt Afrikas mest stabile demokratier. Jovist havde Kaunda –som gik bort tidligere på sommeren – været en benhård diktator, men hans accept af valgnederlaget i 1991 banede vejen for demokratiets opblomstring.
Som et af få afrikanske lande har Zambia oplevet to fredelige, demokratiske transitioner, og mens nabolandene DR Congo, Mozambique og Zimbabwe bøvlede med borgerkrige og inflation, kunne zambierne med ranke rygge prale af fred og fordragelighed.
Men den ranke ryg er knap så rank længere.
Ifølge det anerkendte forskningsinstitut V-DEM, som via fem indikatorer måler nationalstaters demokratiske niveau, er Zambia i dag blandt de lande i verden, hvor demokratiet de seneste år har oplevet størst tilbagegang.
I 2014 overtog den daværende forsvarsminister Edgar Lungu præsidentposten fra den folkeligt så elskede Michael Sata, som i 2014 mistede livet efter et kort sygdomsforløb. Lungu-regeringen arvede en ekstern gæld på 1,9 milliarder dollars. En gæld, som nu estimeres at være vokset til svimlende 12 milliarder dollars. Men det er ikke kun økonomien, der vækker bekymring.
I 2021 er Zambias institutioner på randen af kollaps. Ministre og parlamentsmedlemmer kører i de dyreste biler i landet, mens der samtidig ikke er ilt til Covid-19-patienterne på landets hospitaler. Priserne på de basale fornødenheder stiger og stiger, og samtidig popper nye, topmoderne og pompøse indkøbscentre op i landets største byer. De rige bliver rigere, og de fattige bliver fattigere. Og det går stærkt.
”I vores land har pengene ingen værdi”
Bedømt på det flittige aktivitetsniveau skulle man dog ikke tro, at Zambias frygtelige økonomi er nået Chibombo, en travl gennemkørselsby 16 kilometer udenfor hovedstaden Lusaka. Her, langs den stærkt trafikerede Great North Road, tjener alverdens handelsfolk penge på lastbilchaufførernes pauser. I en container, der nu er ombygget til restaurant, sidder 29-årige Brian Musonda på en plasticstol og indtager Zambias nationalret, n’shima. Minutiøst ruller han små klumper af majsgrød, mens han skiftevis kigger på mig og sin oplyste telefon på bordet. Det er tid til forandring, siger han og stirrer mig direkte i øjnene:
“Folk vil have forandring, ægte forandring, men problemet er, at vores ledere er trygge og komfortable. Men hvad med os andre? “
At alle zambiere ikke er trygge og komfortable, er mildt sagt en underdrivelse. Ifølge Poverty Action er den kroniske fattigdom i Zambia nu så altomfattende, at 40 procent af den voksne befolkning blot har råd til ét måltid om dagen. Brian Musonda beskriver sin økonomiske situation:
“I vores land har pengene ingen værdi. Min månedsløn er 2000 kwatcha, og jeg lejer et hus for 700 kwatcha og har børn derhjemme. Priserne er nu så høje, at jeg bruger 450 kwatcha om måneden, udelukkende på brød. Hvordan kan jeg overleve? “
“Jeg er farmer, men i år er det ikke lykkedes mig at investere mine penge i landbruget. En sæk gødning koster 750 kwatcha, og det kan jeg ikke klare.”
Og Brian Musonda er ikke den eneste. Ifølge de seneste tal fra Jesuit Centre for Theological Reflection koster en kurv med basisvarer til en byfamilie på fem personer i gennemsnit 8.400 kwacha (2.800 kroner). Det er mere end otte gange mindstelønnen i Zambia. Så hvordan genoprettes Zambias økonomi?
Svaret herpå er Brian Musonda ikke et sekund i tvivl om. Genrejsning er synonym med UPND’s Haikande Hichilima. HH, som han blot kaldes i folkemunde, stiller op til sit sjette præsidentvalg, og med hashtaggene #Time4Change og #FakaPressure er de sociale medier dekoreret i UPNDs røde farve og særligt populære hos ungdommen, som udgør 80 procent af Zambias befolkning. HH vil skabe vækst, arbejdspladser og redde et falleret sundhedssystem, som under coronakrisen har vist sig aldeles mangelfuldt:
“Hvis valget bliver straight forward, så vinder UPND. Det er helt sikkert. Situationen kan kun blive bedre, end den er nu. “
Burde Lungu overhovedet stå på stemmesedlen?
På gigantiske plakater langs Lusakas store boulevarder, ikke langt fra container-restauranten og Brian Musondas majsgrød, kan de forbipasserende bilister skue op på 64-årige Edgar Lungus forsigtige smil, når de snegler sig igennem morgentrafikken i millionbyen. På busstationer, markeder og sågar på offentlige toiletter er billeder af præsidentens ansigt uundgåelige at støde på.
Men at Lungu overhovedet figurerer på valgplakaterne, er i sig selv kontroversielt.
Årsagen hertil findes i et helt og aldeles utroværdigt justitssystem, som siden Zambias nyeste forfatning fra 2016 – forfattet af Lungu og regeringspartiet PF – har udløst kontrovers og juridiske spørgsmålstegn. Særligt den selvmodsigende artikel 106 er blevet diskuteret til hudløshed. Artiklen beskriver således på én og samme tid, at en person, der har siddet i to præsidentperioder, ikke længere er valgbar som præsident, men samtidig defineres en præsidentperiode som værende tre år eller mere.
Zambias Forfatningsdomstol kløede sig længe i håret, da den i december 2018 skulle tage stilling til sagen om Edgar Lungus valgkandidatur. Lungu ville – såfremt han blev vurderet valgberettiget – have siddet i to præsidentperioder, hvoraf den første dog blot var otte måneder efter Michael Satas pludselige død. Så hvad vægtede højest? Kunne præsidentens magt forlænges i yderligere fem år?
Det kunne den.
Præsidentens valgkandidatur blev i december 2018 godkendt af forfatningsdomstolen, selvom det kontrasterede med dele af forfatningens artikel 106. En holistisk approach, udtalte forfatningsdomstolen om domsafgørelsen.
Kritikerne hævder, at domstolene er blevet politiseret til regeringspartiets fordel. Ikke mindst, fordi Lungu selv har udpeget medlemmerne af forfatningsdomstolen og dermed selv har valgt det organ, der er udvalgt til at gennemgå præsidentens egne handlinger.
Cadres har taget styringen
På trods af den generelle utilfredshed med Edgar Lungu og Patriotic Front kan regeringen med rette roses for at have gennemført store forbedringer af Zambias infrastruktur. Veje i provinsen er blevet asfalteret og hovedstadens rundkørsler omdannet til såkaldte flersporede fly-over-bridges.
Regeringens nyeste infrastrukturprojekt er den splinternye lufthavnsterminal i Lusaka, som officielt blev taget i brug den 3. august, blot en uge før præsidentvalget. Selvom Facebook-profilen Zambian Watchdog mener at vide, at lufthavnsterminalen er syv gange større, end hvad antallet af besøgende berettiger den til at være, er det et tiltrængt frisk pust til et land, der længe har budt udenlandske gæster velkommen i en lufthavn af tvivlsom kvalitet.
Den ny lufthavnsterminal er lige blevet taget i brug.
Foto: Buster Emil Kirchner
I den nyåbnede lufthavnsrestaurant står Alex og langer kaffe og Pringles-chips over disken til de ventende passagerer. Alex vil helst ikke ud med sit navn af frygt for, hvad der kan ske, hvis regimet skulle blive bekendt med hans holdninger. Han er bange, fortæller han:
“Jeg kan ikke iføre mig min røde UPND-trøje, fordi hvis jeg gør, så får jeg tæsk. Trøjen er derhjemme, men jeg har den ikke på. Jeg er meget bange.”
På trods af Alex’ oppositionsvenlige holdninger, kan han sagtens anerkende den siddende præsident, som han mener, gør det bedste, han har lært:
“Præsidenten er en god person, og det er ikke sådan, at folk ikke kan lide Edgar Lungu. Det er de folk, der er rundt om ham, der er problemet. De vil bare have penge, og han (præsidenten red.) er for svag til at modsætte sig.”
Det er altså ikke udelukkende præsidenten, den er gal med, mener Alex, men i højere grad regeringspartiet og den atmosfære, de har skabt. Han snakker om intimidering og undertrykkelse:
“Regeringspartiet intimiderer folk. Vi ved, at corona er ægte, men lige nu er det en undskyldning for at undertrykke oppositionen, som åbenbart ikke må føre valgkamp, selvom det er muligt for regeringspartiet.”
Haikande Hichilima er flere gange i optakten til valget blevet tilbageholdt af politiet og nægtet retten til at føre valgkamp, blandt andet med den begrundelse, at UPND har skabt offentlig uro ved oppositionslederens besøg rundt om i det store land. Politiet er dog blevet sat ud af spillet af de såkaldte cadres, af partisoldaterne, forklarer Alex:
“Cadres har mere magt end politiet. De har penge, så de kan tillade sig alting, og de kontrollerer situationen nu. Du vil blive overrasket over at se folk, der aldrig har gået i skole, men har massevis af penge.”
“De kan køre i en bil uden licens eller nummerplader, mens en fra oppositionspartiet bliver bedt om at forlænge sin licens to dage før, den udløber.”
Cadres er i zambisk forstand en betegnelse for en gruppe aktive, loyale medlemmer i et politisk parti eller bevægelse, og ofte betales partisoldaterne for deres engagement i det politiske arbejde. I et interview med The Resistance Bureau tidligere på sommeren udtalte musiker og politisk aktivist, Pilato, at årsagen til de mange cadres skal findes i, at et liv på gaden som politisk aktiv indebærer nemme penge og prestige og er noget af det eneste, som unge mennesker i Zambia kvalificerer sig til. Mere end 42 procent af den zambiske ungdom er ifølge tal fra Verdensbanken hverken på arbejdsmarkedet eller i uddannelse.
Partisoldaternes indflydelse i zambisk politik har taget fuldkommen overhånd, mener Alex.
“Det er cadres, der er skyld i den politiske vold. På busstationer har de lavet deres egne systemer, hvor busserne skal betale en afgift, hver gang de forlader stationen. Pengene går ikke til staten, men direkte til partisoldaterne selv.”
“Magten bliver nødt til at blive generobret af politiet og autoriteterne. Det er systemisk korruption, vi er vidne til.”
Vil Lungu tillade oppositionen at vinde valget?
I slutningen af juli blev to cadres fra regeringspartiet på bestialsk vis hakket ihjel i Kanyama-bydelen i Lusaka. Omstændighederne omkring dødsfaldene er endnu uvisse, men præsident Lungu reagerede prompte herpå ved at indsætte militær i gaderne for at opretholde lov og orden, mens valgkommissionen Electoral Commission of Zambia samtidig forbød oppositionen at føre valgkamp i Kanyama.
Således kan man nu opleve kampvogne, helikoptere og den fulde militærstyrke i Zambias gader, hvilket vises på nationalt tv som skrækbillede af, hvad der kan ske, hvis man modsætter sig regeringspartiets dagsorden.
Der er også udfordringer med selve stemmeprocessen. Zambia er et stort land, og det er en kolossal logistisk opgave at udlevere stemmesedler til alle egne af landet. Derfor kom det bag på mange, at valgkommissionen i slutningen af 2020 valgte at annullere den første vælgerregistrering og udarbejde et nyt vælgerregister på kun 38 dage. Onde tunger hævder, at den seneste vælgerregistrering har fundet markant flere stemmeregistrerede borgere i, hvad der betragtes som, regeringspartiets højborg.
Desuden spørger folk sig selv, om HH vil blive tilladt sejren, hvis han vinder valget. Oppositionspartierne har udtrykt bekymring for valgkommissionens troværdighed og arbejdsgang, og rygter vil vide, at der er fundet tre allerede åbnede valgurner, hvor indpakningen er blevet fjernet. Hvor tæt på virkeligheden rygterne egentligt er, vil den næste uges tid vise.
Hvad, der til gengæld er faktuelt, er, at Zambia har historie for yderst jævnbyrdige valg. I 2016 vandt Edgar Lungu med blot 50,35 procent af stemmerne mod Haikande Hichilimas 47,63 procent. Skal præsidentvalget afgøres efter første stemmerunde, kræver det, at én af præsidentkandidaterne får mindst 50 procent af stemmerne. Skulle anden stemmerunde blive en realitet, ville det dog være første gang i Zambias historie.
Så godt som sikkert er også, at internettet mørklægges i forbindelse med valget. Det har regeringen allerede proklameret, angiveligt for at begrænse eventuelle uroligheder.
Bag skranken i lufthavnsrestauranten kan Alex nu endelig tage en tiltrængt puster. Passagererne, der har gjort ham til en travl mand de seneste timer, er nu draget mod Johannesburg og Dubai. Med coronavirus og et verserende præsidentvalg går der måske lang tid, før de returnerer. Alex kigger tomt ud på de tomme stole og sukker højlydt:
“Problemet bliver ikke d. 12. august, men d. 13. august og dagene derefter. Hvis de (regeringen) laver noget fusket matematik med det her valg, så bliver der spændinger, ægte spændinger. Det ville være bedre, hvis taberen accepterer nederlaget, men sådan bliver det ikke.”
Buster Emil Kirchner er stifter og projektleder af Mbete Youth Football Project i Zambia og desuden religionsvidenskabsstuderende på Københavns Universitet.
