Enhedslisten har været på projektforberedende besøg hos People’s United Democratic Movement (PUDEMO) i Swaziland i følgeskab med folk fra solidaritets- og bistandsforeningen Afrika Kontakt, som man samarbejder med i denne forbindelse.
Det fremgår af en artikel på Afrika Kontakts netsted.
Også Socialdemokraterne overvejer at samarbejde med et politisk parti i det lille land mellem Sydafrika og Mozambique, som er Afrikas sidste enevældige monarki.
Det drejer sig om Swaziland Democratic Party (SWADEPA), som ledes af Jan Sithole.
International konsulent hos Socialdemokraterne, Simon Redder Thomsen, og sekretær Morten Damm Krogh har til den ende netop besøgt landet og deltaget i et seminar.
Thomsen sagde, at det danske statsministerparti søger at udbygge relationerne med SWADEPA i 2013.
Den nye påtænkte støtte fra de to politiske partier kommer i forlængelse af Afrika Kontakts arbejde i det lille land. Men dette arbejde mister støtte fra Danida på grund af stigende bruttonationalindkomster i både Sydafrika og Swaziland.
Derfor har bl.a. Afrika Kontakt fået besked på at trække sig ud af Sydafrika ved udgangen af 2013 og af Swaziland et år senere. NGOen gør dog gældende, at man vil fortsætte sit samarbejde med partnerne i de to lande, selv uden den økonomiske støtte.
“Absurd politisk system”
Enhedslistens repræsentanter mødtes bl.a. med PUDEMOs præsident, Mario Masuku, samt med flere andre organisationer fra demokratibevægelsen i Swaziland, også fagforbundet TUCOSWA.
”Swaziland er et land hvor der er et absurd politisk system og magten i sidste ende ligger hos kongen”, siger Thomas Eisler. Han er medlem af Enhedslistens Swaziland-gruppe og deltog i besøget.
Eisler har tidligere været ansat på Enhedslistens landskontor, samt været medlem af både hovedbestyrelsen og forretningsudvalget. Udover Thomas Eisler deltog Hans Aalborg og Morten Nielsen.
Enhedslisten vurderede sammen med PUDEMO mulighederne for et samarbejde baseret på Enhedslistens midler fra Institut for Flerpartisamarbejde. Man igangsatte samtidigt udarbejdelsen af en egentlig projektansøgning.
Det konkrete mål med projektet er at styrke PUDEMOs organisatoriske og politiske kapacitet. Det er desuden meningen at samarbejdet skal bruges som en mulighed for at informere Enhedslistens medlemmer om kampen for demokrati, ikke mindst i forhold til den konkrete situation i Swaziland.
”Vi nåede frem til nogle punkter, hvor PUDEMO arbejder på at styrke sig, siger Thomas Eisler og lægger til: ”Det drejer sig bl.a. om at udvikle mere konkret politik eksempelvis i forhold til den økonomiske udvikling for Swaziland”.
Et ludfattigt land, når det kommer til stykket
PUDEMO ønsker en gennemgribende demokratisering i Swaziland, som styres af den enevældige kong Mswati III.
Landet har den laveste levealder i verden, ikke mindst fordi man har det højeste antal hiv-smittede per indbygger. 2/3 af swazierne overlever for under en dollar om dagen, hvoraf mange sulter.
PUDEMO er det største politiske parti i Swaziland. Partiet vurderes at nyde bred opbakning, selv om det, ligesom alle andre partier i landet, er forbudt ved lov.
Swazilands anti-terrorlovgivning ligestiller terrorisme med ethvert forsøg på at underminere kongens magt, hvorfor alle der åbent bekender sig til PUDEMO risikerer at blive mødt med udstødelse, vold, og tortur. I 2010 blev en ung PUDEMO-tilhænger således dræbt af politiet, fordi han havde en PUDEMO-T-shirt på.
Politisk set ligger PUDEMO til venstre for midten, og mange medlemmer er inspireret af socialistisk tankegods. Partiet ønsker således en jordreform der tilgodeser de fattigste, for at ændre på en situation hvor kongen reelt har råderet over jorden.
Man ønsker ligestilling, i stedet for som nu, hvor kvinder juridisk set behandles som mindreårige og end ikke kan få et banklån uden at en mand skriver under for dem. Og man vil have et progressivt skattesystem og gratis uddannelse og sundhed for alle.
Fortrøstningsfuld dansker
Thomas Eisler mener at PUDEMOs kamp for demokrati og socioøkonomisk retfærdighed vil kunne lykkes. ”Systemets legitimitet er ved at smuldre”, siger han.
”Det er sandsynligt, at der vil komme en form for overgang til demokrati inden for en kort årrække. Spørgsmålet er hvem, der vil få magten over denne overgang: bliver det styret oppefra og udefra eller bliver den styret af en folkelig deltagelse”.
Enhedslisten ser PUDEMO som en garant for, at den brede befolkning, og ikke mindst de fattige, inddrages i den politiske proces. ”Partiets aktiviteter er tæt knyttet til deres tilstedeværelse i de sociale bevægelser”, siger Thomas Eisler.
”Derfor er det også det parti, der forbinder kampen for demokrati med kampen for sociale rettigheder. Det er et parti hvor der er en aktivistisk og demokratisk organisationskultur. På den måde har partiet meget til fælles med Enhedslisten”, mener han.
