I foråret 2019 oplevede den arabiske verden to begivenheder, der med god grund kan betragtes som sene følgevirkninger af det såkaldte arabiske forår, otte år tidligere. I Sudan førte folkelige protester til, at militæret fjernede den mangeårige diktator, Omar al Bashir, og i Algeriet opgav Abdelaziz Bouteflika at søge valg til præsidentposten, hvilket ville have været hans femte embedsperiode.
Bouteflika besluttede på det tidspunkt at udsætte valget, indtil en forfatningsændring var på plads, men det er tydeligt, at han tog konsekvensen af de voldsomme protester mod hans fortsatte styre af landet.
Under hvad blev beskrevet som de mest dramatiske sammenstød mellem demonstranter og myndighederne i 18 år, havde unge aktivister i en række byer fjernet præsidentens portræt fra rådhusene, og der var en bred offentlig opfattelse af, at manden ikke længere var i stand til at lede. Et voldsomt slagtilfælde i 2013 havde frataget Bouteflika talens brug, og når han en sjælden gang viste sig offentligt, var det med brug af kørestol.
Forleden døde Bouteflika, 84 år gammel, og Algeriet er nu i gang med diskussionen om hans eftermæle. Det har allerede taget karakter af en modsætning, idet han dels fremstår som en nationalhelt og som den leder, der manøvrerede Algeriet nogenlunde fredeligt gennem Det Arabiske Forårs revolutioner i 2011, og dels som stædig diktator, der i stedet for at vige pladsen blev hængende på posten, til præcis den samme folkelige utilfredshed fældede ham med otte års forsinkelse.
Frihedshelten
Allerede i 1956 gjorde Bouteflika sig bemærket som en af de centrale ledere i frihedskrigen mod den franske kolonialisme. Efter Algeriets uafhængighed i 1962 blev han som kun 25-årig landets første udenrigsminister. Dén post beholdt han i 16 år, og i den tid tegnede han sig som markant talsmand for Den Tredje Verden, som det hed dengang, og satte sit tydelige præg på De Alliancefrie Landes Bevægelse, en sammenslutning af mere end 100 udviklingslande.
Det var i den rolle Bouteflika i 1974 forestod forhandlingerne i FN’s generalforsamling og tog det opsigtsvækkende initiativ at invitere PLO-formanden Yasser Arafat til at holde sin jomfrutale for den internationale forsamling.
Som udenrigsminister modtog han også Che Guevara med åbne arme, og det var ham, der sørgede for, at Nelson Mandela fik sin første militære træning. Da lederen af USA’s Sorte Pantere, Eldridge Cleaver, var på flugt fra myndighederne, sørgede Bouteflika for at give ham asyl i Algeriet.
Bouteflika samarbejdede tæt med Algeriets første præsident, Houari Boumédiène, og da denne døde på posten i 1978, valgte han at gå i eksil i Dubai. I de år var stabilitet en mangelvare i Algeriet, og i 1990’erne kammede det over i en borgerkrigslignende tilstand, hvor en dominerende faktor var den islamiske bevægelse FIS, Front Islamique du Salut.
I 1989 havde en af bevægelsens stiftere Ali Benhadj sat dagsordenen med sin erklæring om, at demokrati er kættersk. Men da Bouteflika var vendt hjem til Algeriet og blev valgt til præsident i 1999, var samme Benhadj vendt på en tallerken og mente nu, at kun et demokratisk regime kunne ledsage islam.
Korruption og nepotisme
Denne kovending kan til en vis grad tilskrives Bouteflikas indflydelse, og det er sådan, mange borgere i landet vælger at opfatte ham: Den samlende og kompromissøgende leder.
Dette kom til udtryk, da revolutionerne bølgede i store dele af den arabiske verden i foråret 2011. I slutningen af 2010 var Ben Alis styre i nabolandet Tunesien kollapset, og det samme skete for Hosni Mubarak i Egypten. Men lidt i stil med Jordans kong Abdallah valgte Bouteflika at imødegå utilfredsheden med reformer.
På det tidspunkt var hans stjerne dog allerede ved at blegne. I 2008 havde han sørget for en forfatningsændring, der gjorde det muligt for ham at sidde på præsidentposten i mere end to perioder, og han blev konfronteret med stadig stærkere anklager for valgsvindel, korruption og nepotisme.
Reformpakkerne, der i 2011 skulle afbøde virkningerne af Det Arabiske Forår, viste sig da også at være skinreformer, hvor Bouteflikas primære mål var at holde sig ved magten.
I 2019 var målet fuldt. Selv om det i mange år havde været forbudt at demonstrere i Algeriet, tog ugentlige protester dramatisk til i styrke, da det kom frem at den sygdomssvækkede Bouteflika havde til hensigt at blive siddende på præsidentposten. Det Arabiske Forår indhentede ham, og det vil komme til at stå som en del af hans eftermæle.
Hans Henrik Fafner er journalist med fast base nord for Tel Aviv. Han har gennem de sidste 25 år – blandt andet som korrespondent for Dagbladet Information og sidenhen Weekendavisen – skrevet om Israel og Mellemøsten.
Denne artikel er oprindelig bragt hos POV International og bringes efter aftale med POV International og skribenten.
POV – POINT of VIEW International er et uafhængigt netmedie, der publicerer analyser, anmeldelser, essays, debatindlæg indenfor især debat-, kultur-, erhvervs- og udlandsstof.
