SUCRE: Søndag aften gik den bolivianske præsident Evo Morales af efter knap tre ugers protester. Den internationale dom blev hurtigt fældet: Højreorienterede, liberale regeringer ønskede bolivianerne tillykke med befrielsen fra deres diktator, mens venstreorienterede fordømmer det utvetydige statskup og/eller militærkup, som Morales har været offer for.
I sin skriftlige fratrædelse kalder Evo Morales det selv et civil- og politikup, men militæret holder han udenfor.
Det ser derimod noget anderledes ud i Bolivia. I loyale Morales-partifæller og støtters øjne ses det ikke overraskende som kup. Derudover skal man kigge langt efter nogen, der offentligt kalder fratrædelsen et statskup. Både almindelige borgere, indfødte samfund, venstreorienterede intellektuelle, klimaforkæmpere, bondebevægelser, fagbevægelser, moderate og radikale feministiske grupperinger protesterer over, at mærkatet “statskup” og ”militærkup” er blevet påklistret Bolivia.
Bolivia har som mange andre latinamerikanske lande historisk præcedens for stats- og militærkup, men i nyere historie også stærk præcedens for, at folkeligt pres har væltet præsidenter.
En række begivenheder, der ledte op til Morales’ fratrædelse, bør tages i betragtning, før man fælder en endegyldig dom over konflikten. En konflikt, der desuden endnu ikke er slut, men fortsætter i Bolivia.
Fra populær til magtbegærlig
Evo Morales har været en ekstremt populær præsident og har haft historisk høje valgresultater i 2005, 2009 og 2014. Men hans popularitet internt i landet er faldet i de senere år grundet generaliseret korruption, politisering af de offentlige institutioner, en motorvej igennem Amazonas, som blev anlagt imod de indfødte befolkningers vilje, og de nylige skovbrande i Amazonas.
Han ville have afsluttet sin tredje præsidentperiode den 22. januar 2020. Ifølge forfatningen kunne han være opstillet til præsidentvalg igen i år 2024 og muligvis have vundet.
I 2016 stemte bolivianerne nej til, at han kunne genopstille en tredje gang. Han accepterede ikke valgresultatet, men den meget kritiserede forfatningsdomstol omstødte resultatet, valgte at se bort fra forfatningen og gjorde ham opstillingsberettiget, hvilket skabte store protester i byerne.
Hvad skete der på dagen, hvor Evo gik?
Søndag morgen, hvor Morales ender dagen med at gå af, bekræfter Organisationen af Amerikanske Staters – OAS’ – revision af valgresultatet, at der har været valgmanipulation.
Morales mister dermed både legalitet og legitimitet, så han udskriver valg, men afviser OAS’ påstand om valgsvindel.
Borgerprotesterne kræver hans øjeblikkelige afgang, fordi hans regering har begået valgsvindel, så de optrapper protesterne.
Oppositionen accepterer nye valg, men kræver, at Morales ikke selv stiller op til de nyvalg, fordi han i deres øjne er en illegitim kandidat. Protesterne havde varet mange uger, og volden blev dagligt optrappet.
Morales’ parti, MAS, begynder at falde fra hinanden med stribevis af opsigelser fra både ministre, viceministre, senatorer, guvernører og borgmestre. Statsadvokaten udsteder arrestordre på autoriteterne for det nationale valgorgan, og arrestationerne begynder. Andre uafhængige institutioner som Defensor del Pueblo, den bolivianske pendant til Institut for Menneskerettigheder, opfordrer Morales til at gå af. Sidst på eftermiddagen foreslår hæren ham så at gå af, og politiet har allerede begået mytteri dagene forinden.
Demonstranter mener derfor, at Morales skal fratræde, efter at han ved valget har præsenteret sig selv som en illegitim præsidentkandidat, dernæst afholdt unfair valg, som siden blev bekræftet af den officielle revisionsrapport fra OAS. Derpå var Morales ikke efterladt andet valg end at gå af.
Milevidt fra internationalt image til lokal praksis
De diametralt forskellige ”sandheder” om konflikten kan – ud over politiske farver – blandt andet skyldes, at der for bolivianerne er milevidt fra Morales internationale diskurs som en fortaler for klima og Moder Jords rettigheder og som stærk forkæmper for indfødtes rettigheder, og så hans nationale politiske praksis.
María Galindo, frontkvinden for den anti-fascistiske, feministiske aktivistbevægelse, Mujeres Creando, siger om Evo Morales og hans MAS-regering:
”Den eneste symbolske magt i frontfiguren for myten om den ‘oprindelige præsident’ er farven på hans hud, for han fører en regering beboet af en cirkel af korrupte intellektuelle og ledere (…) Al dens populære indhold er udelukkende retorisk, og det har ført til, at han i dag er i spidsen for et udmattet, tomt politisk projekt, hvis eneste mulighed for kontinuitet har været udryddelse af alle former for uoverensstemmelser, kritik og debat. Hans regeringsmodel er neoliberal baseret på forbrugerisme, udnyttelse af naturressourcer og øko-mord (ecocidio)”.
CONTIOCAP, organisationen for de oprindelige folk bosat i indfødte folks territorier og fredede områder i Bolivia afviser statskup og erklærer:
”Til det internationale samfund siger vi: I forvrænger virkeligheden i vores land, Bolivia. For os, de oprindelige folk og campesinoer, eksisterer de politiske systemer med højre og venstre ikke. Men vi ved, at alle disse systemer krænker vores rettigheder gennem udnyttelse af naturressourcer (extractivismo) (…). Og ved at støtte sig til disse koloniale systemer, har ekspræsidenten Evo Morales forladt vores oprindelige principper “Ama qhilla” (“vær ikke doven”), “Ama llulla” (“vær ikke løgnagtig”), “Ama suwa” (“vær ikke en tyv”).”
Civilkup mod Morales?
Hundredtusinder valgte frivilligt i knap 20 dage at nedlægge arbejdet, strejke hvor de ingen penge tjente, men i stedet hver eneste dag blokere gader og marchere for at blive hørt i deres protest mod at være blevet overtrumfet og ignoreret under valgene. Demonstrationerne startede ud som generelt fredelige med enkelte voldelige sammenstød.
Regeringen kastede imidlertid brænde på protesternes bål. Morales underminerede tidligt borgermobiliseringer og mente, at de hundredtusinder, der blokerede, kun var nogle enkelte racister. Han gjorde grin med deres fredelige strejke ved at sige, at ”de blot blokerer med et par sammenbundne snørebånd”, hvorefter han tilføjede:
”Jeg kan give jer en lektion i, hvordan man skal strejke og blokere”. Herefter opfordrede han sine egne sympatisører til at modblokere ved at omringe byerne og afskære fødevareforsyninger for at ”se om de så kan holde ud”.
Volden blev herefter optrappet betydeligt og har været skyld i flere dødsfald og hundredvis af sårede. Der har været radikale, hadefulde og voldelige fraktioner i begge lejre af konflikten.
Morales selv har udtalt og portrætteres nu internationalt som den barmhjertige samaritaner, der ofrer sit præsidentembede med det ene formål at stoppe volden mod sit folk. På demonstranter har dette virket både hyklerisk og kynisk.
Var demonstranterne en lille gruppe fascister og racister?
Morales kritiserer nu, at han er blevet afsat af et fascistisk og racistisk civilt kup. Der var rigtig nok få bowlerhatte og plisserede nederdele, som kendetegner det bolivianske højlands indfødte og Morales’ kernevælgere under demonstrationerne. Demonstranterne kom hovedsageligt fra Bolivias middelklasse, men det var en broget flok af skolelærere, minearbejdere, kokabønder, sundhedspersonale og læger, små forretningsdrivende, markedssælgere og unge og studerende.
Miljøaktivist og tidligere FN-ambassadør for Morales-regeringen Pablo Solon affejer også ideen om et kup og mener, at ”oprøret i Bolivia primært var en spontan begivenhed, hvor især de unge havde i hovedrollen i kampen mod magtmisbrug”.
Demonstranterne har muligvis ladet sig forføre eller korrumpere af den konservative og stærkt religiøse civilleder Luis Camacho, som stammer fra den historisk højreorienterede og separatistiske region, Santa Cruz. Camacho har haft en smittende kampgejst, som har samlet samtlige ni regioner af landet i ét fælles folkeligt oprør – til trods for mange interne forskelligheder og uenigheder. Men han gjorde det ikke alene. Hver boliviansk region har en civilkomité, og alle otte resterende regionale civilkomiteer sluttede sig til Camacho. At Potosi, en traditionelt fattig, Morales-støttende og undertrykt region, bliver Santa Cruz’s tætteste allierede under protesterne, er et historisk symbol på den samlingskraft, man har set i netop dette folkelige oprør. Desuden tilsluttede mange civilsamfundsorganisationer af forskellige partifarver sig til protesterne.
Enhver voldelig eller racistisk handling under protesterne, blev omgående fordømt af civilkomitelederne, hvorimod Morales adopterede en racistisk og separatistisk diskurs, som ikke var fredsskabende eller enhedsskabende.
At Evo Morales skulle være blevet fældet af et oligarkisk, fascistisk statskup finansieret af amerikanske interesser – som nogle nu fastholder – og ikke af folkeligt pres genereret af udpræget utilfredshed, ser demonstranterne som en hån mod deres indsats og intellekt.
Var politiets mytteri et politikup?
Da konflikten begyndte at spidse til i Bolivia, udbetalte Morales-administrationen en såkaldt “loyalitetsbonus” på 3000 bolivianos – som svarer til omtrent det samme i danske kroner – til alle politibetjente og en knap fire gange så stor bonus til militæret.
Regeringen mente, at der var tale om “madpenge” for ekstra hårdt arbejde under demonstrationerne, men demonstranterne kaldte denne bonus “ren bestikkelse”. Det er da heller ikke almindelig praksis at udbetale bonusser til politi og militær under sociale konflikter, som det foregår på årlig basis eller oftere i Bolivia. Politiet undertrykte derfor i starten af konflikten protesterne.
Politiet begik senere mytteri, som dog ikke var iværksat af højtstående officerer, men i det store hele af basen af almindelige politifolk. De kunne ikke acceptere at skulle bruge vold og undertrykke demonstranter, der i mange tilfælde var teenagere og unge mennesker og i visse tilfælde deres egne familiemedlemmer.
Under og efter mytteriet blev politiet bogstaveligt talt “folkets ven”, og man kalde befolkningens reaktion for et fælles generaliseret hukommelsestab hos den almindelige borger, der almindeligvis betragter politiet som deres korrupte og ugennemsigtige fjende.
Offer for militærkup?
Den øverste leder af Bolivias militær, Williams Kaliman, anbefalede Morales at gå af ”for at genetablere fred og stabilitet i Bolivia”, men fra et skrivebord uden vold, undertrykkelse, våben eller anden form for yderligere handling.
Militæret blev under Morales’ regering tildelt en række fordele og bonusser. Det skal desuden tilføjes, at Kaliman er offentligt kendt som nær ven og allieret af Morales. Af samme grund var der udbredt frygt hos demonstranter og politi for, at Morales ville sætte militæret ind over for både politi og demonstranter, efter at sidstnævnte i weekenden begik mytteri og tilsluttede sig demonstranterne. Derfor blev alle demonstrationer stort set sat i bero i et døgn for derimod at bevogte politistationer.
Militæret afslog dagen inden Morales’ fratrædelse at undertrykke befolkningen. Pablo Solón mener, at militærets positionering i konflikten “især handlede om individuelle personlige interesser” der mest af alt var bekymrede for juridiske repressalier, da en række generaler stadig sidder fængslet for at undertrykke befolkningen under oprøret i 2003, som førte til præsident Gonzalo Sánchez de Lozadas fratrædelse og flugt.
Hvad skete der efter Morales’ afgang?
De efterfølgende to døgn opstod et magtvakuum, hvor Morales verbalt havde meddelt, at han var gået af, men ikke formelt. Så der var ingen ved magten. Der var dog heller ingen, der påberåbte sig magten, som man almindeligvis forventer ved statskup.
Ifølge forfatningen skulle præsidenten for senatet midlertidigt overtage ledelsen af landet, men både senatets præsident og vicepræsident, som begge var fra Morales’ parti MAS, var gået af søndag.
Den næste i rækken, anden vicepræsident og kvindelige oppositionssenator Jeanine Añez, blev derfor tirsdag aften indsat som overgangspræsident. Dog uden deltagelse af MAS-senatorer som ikke anerkendte indkaldelsen til sessionen.
Hun har forpligtet til at udskrive valg inden for 90 dage og garantere befolkningens sikkerhed. Den landsdækkende strejke og blokade blev løftet af de civile organisationer. De har nu fået deres to principielle krav opfyldt – Evo er væk, og der loves nye valg.
Siden Morales’ afgang har der dog været en kaosstemning i Bolivia med voldsomt eskalerende vold og vandalisme. Natten efter hans afgang blev der af MAS-sympatisører påsat brand ved en række oppositionspolitikeres, journalisters og civillederes private boliger. Desuden blev der stukket ild til offentlige institutioner, forretninger, fabrikker og mere end 60 offentlige bybusser. Markeder og huse blev smadret og plyndret.
