SUCRE, 11. maj, 2018: Det føles som om Sucre er pakket ind i en dyne af isolerende vat. Byen er lukket fuldstændig helt og aldeles komplet ned. Intet kommer ud, intet kommer ind. Der er beordret generalstrejke.
Almindelige borgere, voksne som børn, minibusser og taxaer har blokeret hele byen. Markeder, små boder og forretningsdrivende, der normalt fylder gadebilledet overalt, er væk. Banker og offentlige institutioner har lukket dørene i.
Sucres sædvanlige lyd er af rungende bilmotorer, lugt af benzin, der direkte kradser i næsen, og dynamik af barmhjertig trafik. Men lige nu er larmen slukket ned, for byen er ufremkommelig for biler og vejene er i stedet indtaget af fodgængere og cyklister.
På hvert eneste gadehjørne holder minibusser, der sædvanligvis udgør byens transportnet, parkeret på tværs og blokerer al gennemkørsel. Knallerter kniber sig lige præcis igennem blokaderne.
Grænsedragning og royalties
Konflikten handler om grænsedregning og royalties til gasboringerne i området Incahuasi, hvor man i 2004 opdagede gas og olie. På nuværende tidspunkt ved man, at Incahuasi er den hidtil største gasforekomst i Bolivia og intet mindre end det andenstørste reserve i Latinamerika.
Gasproduktionen startede i 2016 og udføres hovedsageligt af den franske multinationale olie- og gasvirksomhed Total i samarbejde med det statslige gasselskab, YPFB.
90 procent af produktionen eksporteres til Argentina og Brasilien.
Incahuasi ligger i grænselandet mellem de to bolivianske regioner, eller departementer som de hedder i Bolivia, Santa Cruz og Chuquisaca, og begge hævder, at det er på deres område og kræver udbetaling af de favorable royalties, der beløber sig til omkring 30 millioner bolivianos månedligt (4,3 mio. USD).
Chuquisaca kræver 30 procent
Forskellige studier af det helt præcise grænsedragning har vist forskellige resultater, men sidste offentliggjorte studie har fastslået, at olie- og gasforekomsterne ligger 100 procent inden for Santa Cruz-departementets grænser.
I Chuquisaca tvivler man dog på sandhedsværdien og objektiviteten af studiet, og mener det er manipuleret.
Chuquisaca er landets mindste departement og har en relativ lille økonomi. Det er tyndt befolket og ikke vælger-tungt, og på mange måder en torn i øjet på regeringen.
Santa Cruz er derimod stort og har mange vælgere, er landets økonomiske centrum, og har tidligere haft separatistiske tendenser, som man fra centralregeringens side ønsker at inddæmme.
Grupperinger i Chuquisaca mener derfor, at der er manipuleret med undersøgelsen, fordi den pressede regeringen søger stemmer, hvilket dog hverken kan be- eller afkræftes.
Chuquisaca kræver 30 procent af royalties for Incahuasi.
Blokade på tiende dag
Strejken og blokaden kører nu på sin tiende dag i Sucre og resten af departementet Chuquisaca, der dækker et til et areal større end Danmark.
Det begyndte som en besynderlig, men samtidig hyggelig helligdagsstemning, hvor drenge spillede fodbold i gaderne, familier hev plasticstole ud og satte sig til rette på normalt befærdede veje, og børn lærte og øvede sig i at cykle.
De massive protester tog dog til i både styrke, frekvens og alvor. Der er ingen afhentning af affald, så gaderne bugner nu af skidt og møg.
Der leveres heller ikke gasflasker, som mange er afhænge af til varme og madlavning.
Der er lange køer foran de få supermarkeder i Sucre by. Folk væbner sig til en lang og nedslidende konflikt, fylder lagrene op og ripper kølediskene for de få varer, der når igennem blokaderne.
Renovationsbilerne kan ikke komme genenm byen på grund af blokaderne, så affald flyder og lugter i Sucres gader efter ti dage i solen.
Foto: Anne Grue Nielsen
Helligdagsstemningen er overtaget af undtagelsestilstand karakteriseret af vrede og selvtægt. Der er daglige demonstrationer og marcher og situationen spidser til da vold og frustration spirer.
Små forretningsdrivende tvinges til at lukke, og de forretninger, der trodser det solidariske åbningsforbud, trues eller direkte plyndres.
Blokerende buschauffører råber af, truer og punkterer med søm de knallert- og cykeldæk, der forsøger at krydse blokaderne.
Samlende effekt i polariseret Chuquisaca
Konflikten har haft en hidtil uset samlende effekt.
Chuquisacas borgere organiserer sig, mobiliserer sig og sætter sig i enhed op mod regeringen. Læger, fabriksarbejdere og subsistensbønder side om side, hvilket er et usædvanligt syn – i Chuquisaca og i Bolivia.
Chuquisacas befolkning er traditionelt meget opdelt mellem det urbane Sucre, der er regeringskritisk og den rurale, andiske, oprindelige befolkning, der støtter præsidenten, Evo Morales, og hans MAS-regeringen (Movimiento al socialismo, Bevægelse mod socialisme, red.).
Politiseret konflikt
Da de civile kræfter begyndte at mobiliserer sig mandag i sidste uge (30. april), kiggede man spændt på de kommunale og departamentale myndigheder.
Det skal tilføjes, at både guvenør i departementet Chuquisaca, Esteban Urquizu, og borgmester i Sucre, hovedstaden i Chuquisaca, er fra regeringspartiet MAS. Guvernøren er udover at være en tro partisoldat også præsidentens gudbarn.
De stillede sig dog begge efter nogle dage på Chuquisacas side af konflikten, som gav modstanden en officiel rygdækning. Formodentlig fordi de ikke så anden udvej.
Forhandlingerne mellem regeringen og Chuquisaca blev en kort affære og brød hurtigt sammen. Vicepræsident García Linera udtalte, at folkelige manifestationer og strejke ikke kunne ændre på regeringens beslutning – grænsen var tegnet.
Som svar opgraderede og intensiverede Chuquisaca blokaden til at dække ikke blot dele, men hele departementet.
Supermarkederne i Sucre er rippet. Her er der efterladt to enlige auberginer og lidt chili og ingefær.
Foto: Anne Grue Nielsen
Guvernør vender departementet ryggen
Midt i konflikten blev Chuquisacas guvernør tirsdag af ukendte årsager forfulgt af en ukendt folkemængde i Sucre. Gruppen råbte og kastede ting efter guvernøren og han måtte flygte.
Episoden blev optaget på adskillige mobiltelefoner og rundsendt på de sociale medier. Guvernøren udtalte herefter i meget følelsesladede vendinger, at han trak sig fra kampen i frygt for hans liv. Med vævende vendinger trak Sucres borgmester sig også.
De begge – samt regeringen – kalder det på Twitter et attentat foranstaltet af oppositionen med fascistiske og racistiske bevæggrunde. Det kan potentielt være rigtigt.
Det kan også fra regeringens side være et forsøg på, at få deres lokale partifæller ind på ret parti-kurs, opildne andre regeringsaffilierede civilsamfundsgrupper til at følge trop og et forsøg på at splitte den tæt sammenknyttede Chuquisaca-protest.
Hvis regeringen står bag, så kan et motiv være, at politiserer konflikten, som er et sædvanligt trick i boliviansk politik, og dermed afklæde den for sit oprindelige indhold og diskreditere den.
Chuquisaca optrapper pres
Adskillige Chuquisaceños – departementets indbyggere – har en mistanke om, at begivenheden var orkestreret af regeringen selv og finder det belejligt for regeringen, at dens kommunale og departamentale partifæller pludselig trækker sig.
Mistanken forøges, idet flere regerings-affilierede civilsamfundsgrupper nu stiller sig tøvende overfor det samlede folkelige pres og begynder at trække sig.
Størstedelen forsætter dog ufortrødent og med fornyet styrke. I fortørnelsen over at guvernøren vendte sin region og dermed også vælgere ryggen, intensiveredes konflikten yderligere.
Det er bl.a. sket med blokader på strategisk vigtige steder for landets infrastruktur så som motorveje, der forbinder Santa Cruz-departementet med landets andre departementer og nabolandet Argentina.
Lastbiler og fyldte busser blev sendt ud af Sucre for at blokere yderligere og de blev sendt afsted fra den centrale plaza med klapsalver, sang og fyrværkeri fra støttende Chuquisaceños.
Det førte natten mellem onsdag og torsdag til meget voldelige sammenstød mellem demonstranter og politi. Demonstranterne blev mødt med tåregas. Sammenstødet efterladte flere sårede og 47 anholdte. Blokaderne, strejken og presset vedligeholdes dog fortsat på ubestemt tid.
Folkets magt
Situationen er historisk. Chuquisaceños på tværs af et areal større end Danmark stiller sig sammen, og beslutter at sætte deres dagligdagsliv,-aktiviteter, -indtægter og -overlevelsesgrund til side og gå i strejke for departementets velbefindende.
Det er år og måske årtier siden man har oplevet en så komplet og sammenhængsskabende blokade i Chuquisaca, men det er samtidig en del af Bolivias socialpolitiske maskinrum.
Når bolivianerne organiserer sig og sætter sig op mod autoriteterne, kan de have frygtindgydende kraft overfor magthavere. Det bolivianske civilsamfund har flere gange i landets turbulente politiske historie væltet regeringer og sendt præsidenter i eksil. Senest i 2003 under den såkaldte ”gaskrig”, som tvang præsident ”Goni”, Gonzalo Sánchez de Lozada, fra præsidentpaladset og til at forlade landet.
Situationen er dog anderledes nu på den måde, at den siddende præsident nærmest er skabt af og har styrket de oprindelige, andiske civile bevægelser i højlandet og han har til stadighed deres ubetingede støtte.
I bedste fald er de sociale bevægelser derfor lettere at gå i dialog med for regeringsmagten, og i værste fald lettere at manipulere, styre og korrumpere.
