Vinmarker i det smukke Western Cape i Sydafrika. Lækker rødvin hældes op i vinglas. Glade vinkunder i danske supermarkeder som Kvickly, Irma og Meny. Billedet skifter til de skure, som sydafrikanske vinarbejdere lever i, og forholdene de arbejder under. Kontrasten kunne næsten ikke være større.
Vi er i begyndelsen af “Bitre Druer”, en dokumentar lavet af den prisbelønnede danske journalist og dokumentarist, Tom Heinemann, i samarbejde med DR, SVT og NRK og støttet af Danida.
Filmen handler om de forhold, som de sydafrikanske vinarbejdere, der sørger for at vi kan drikke god og billig sydafrikansk vin i Danmark, lever og arbejder under.
50 kroner om dagen
I filmen beskrives bl.a., hvordan der er mangelfuld kontrol af arbejdsforholdene på flere sydafrikanske vinfarme, hvor vinarbejdere får en løn på 50 kroner om dagen (hvilket er under mindstelønnen i Sydafrika).
Migrantarbejdere fra lande som Lesotho og Zimbabwe, der er ansat af private firmaer og desperate efter at få et job, får endnu mindre i løn, i gennemsnit kun 25 kroner om dagen, hvilket er med til at presse lønningerne yderligere.
Det beskrives, hvordan arbejderne bliver syge af at bruge farlige sprøjtegifte uden træning og beskyttelse, hvorfor flere af dem smører et tykt lag creme i ansigtet, fordi de håber det beskytter dem imod sprøjtegiftene. Og hvordan de ikke har reel organisations- og ytringsfrihed, og risikerer at blive fyret, hvis de klager til chefen.
Men også hvordan mærkningsordningen Wieta, der skal sikre ordentlige forhold for vinarbejderne, tilsyneladende ikke er troværdig, fordi dem, der skal sikre at de etiske standarder overholdes, svigter og ikke er grundige nok.
Apartheid findes stadigvæk på vingårdene
”Jeg har den samme drøm som alle andre – at have et ordentligt job som giver en løn jeg kan leve af, at få et hus og en bil, så jeg ved at min familie får glæde af mit arbejde, når jeg er borte,” fortæller den unge vinarbejder Siyabuela.
Det er bare ikke ofte, at denne drøm kan blive til virkelighed. For i filmen ser vi, hvordan de vinarbejdere der interviewes bor i skure med bliktag, bygget af hvad der ligner tilfældigt indsamlet materiale.
”Situationen er værre end i 1994, værre end under apartheid, I vil se at folk lever som slaver,” fortæller generalsekretær for vinarbejdernes fagforening, CSAAWU Trevor Christians i starten af filmen.
Og der er – med industriens egne ord – tale om arbejdere, der opfattes som vinbøndernes personlige ejendom, fortæller instruktør Tom Heinemann.
”Klager de over møgbeskidt drikkevand eller beder om at få deres overtidsbetaling udbetalt, så er det ud af vagten. Sydafrika har formelt set en række love, som skal sikre arbejderne mod udsættelser, overgreb, ulovlige fyringer og underbetaling, men at det virker som om der er langt fra ord til handling,” tilføjer han.
Portene er lukket
Men dette er en virkelighed, som vinproducenterne ikke er interesseret i at vise omverdenen.
Tom Heinemanns afdækning af, hvad der i filmen omtales som ”alvorlige brud på de etiske regler” på vingården Leeuwenkuil, der leverer vin til det nordiske marked, bliver mødt med afviste ønsker om besøg og interview, samt trusler om sagsanlæg.
Filmholdet bruger derfor små diskrete kameraer for at dokumentere forholdene under et uanmeldt besøg. Her fortæller og dokumenterer vinarbejderne, at de får omregnet ca. 50 kroner om dagen for en arbejdsdag på 12 timer, hvilket er ulovligt.
Den manglende dialog med ejerne af vingårdene kender vicegeneraldirektør Karel Swart fra CSAAWU kun alt for godt, og at vinarbejderne skulle have ytringsfrihed, som Leeuwenkuils direktør påstår i et brev til Tom Heinemann, er en stor løgn, fortæller han.
”Når vi som fagforening vil ind på farmen, lukker de portene og truer os med politiet.”
’You are a disgusting piece of rubbish’
Denne behandling får Tom Heinemann og hans filmhold selv at føle, da de besøger Robertson Winery, hvor vinarbejderne har strejket i to måneder for at få fordoblet deres løn på 2000 kroner om måneden og ordentlige arbejdsforhold.
Robertson Winerys vin sælges i butikker som Meny, Kiwi og Min Købmand i Danmark, selvom købmandskæden Dagrofa nu siger de har besluttet at suspendere indkøb af vin fra Robertson, mens de undersøger kritik af arbejdsforholdene, fortælles det i dokumentaren.
Robertson Winerys administrerende direktør Bowen Botha, og eksportdirektør Geoff Harvey, nægter at stille op til interview om forholdende for deres vinarbejdere, selv om interviewet var aftalt på forhånd med Wieta.
Det er en forening, der skal sikre etiske standarder i Sydafrikas vinindustri og landbrug, som Robertson og omkring halvdelen af de andre sydafrikanske vinproducenter har lovet at overholde.
Men den samtale der følger, efter at de to direktører tror at kameraerne er slukket, tager snart en mindre høflig drejning, da Tom Heinemann vil give direktørerne hånden, for at tilbyde dem muligheden for at fremlægge deres egne beviser, i et interview til kameraet.
”I don’t want to shake your filthy hand. You are a disgusting piece of rubbish,” vrisser den ene af direktørerne til Heinemann.
Forbrugerne må handle
Hjemme i Danmark mener Tom Heinemann, at det er på høje tid at sætte fokus på vinproduktionen Sydafrika på vores breddegrader.
Ikke mindst fordi danske forhandlere og det Svenske Systembolaget er blandt de store indkøbere af vin fra Sydafrika, og fordi dansk import af vin fra landet er steget med over 70 procent på fem år.
”Jeg mener at det er vigtigt at vise forbrugerne, hvordan vinen bliver produceret, og så vidt jeg ved, er det første gang, at der er lavet en dokumentarfilm om dette emne,” siger Heinemann, som håber, at filmen kan sætte gang i en diskussion, der kan være med til at forbedre forholdene i den sydafrikanske vinindustri.
”Supermarkederne garanterer forbrugerne, at der er styr på arbejds- og boligforhold, og at arbejderne eksempelvis ikke udsættes for farlige sprøjtegifte uden at være beskyttet ordentligt. Den slags løfter om CSR (social ansvarlighed /samfundssind) og kædeansvar skal naturligvis også kunne tåle at blive udsat for en omgang kritisk, undersøgende journalistik,” mener han.
Men hvad skal man så gøre som dansk vindrikkende forbruger, hvis man vil være nogenlunde sikker på at den vin man drikker, er produceret under ordentlige forhold?
I Tom Heinemanns film argumenterer de medvirkende for, at det er nødvendigt at huske at have de etiske overvejelser med, når man køber sydafrikansk vin.
”Tag etiske beslutninger, hvor du kun drikker vin fra farme og leverandører, der er villige til at forbedre forholdene for vinarbejderne, behandler dem med respekt og ikke krænker deres rettigheder.”
Sådan siger Mercia Andrews fra den sydafrikanske NGO TCOE i slutningen af filmen, lige før man ser skyer trække hen over en af Sydafrikas største turistattraktioner, Taffelbjerget i Cape Town.
Bitre druer vises torsdag den 20. oktober kl. 21.30 og genudsendes torsdag den 27. oktober kl. 18.30 på DR2. Filmen kan desuden ses på Danmarks Radio.
Afrika Kontakt har en crowdfundingside, der samler penge ind til de strejkende vinarbejdere i Western Cape. Den kan findes her
Se også Afrika Kontakts kampagneside med lidt mere info her
Fik Timbuktu-prisen som den første
Tom Heinemann (57) har vundet Foreningen for Undersøgende Journalistik (FUJs) pris for fremragende undersøgende journalistik to gange og været nomineret til Cavling-prisen tre gange.
Heinemann modtog som den første Danmarks største journalistpris i kroner og ører – 100.000 kr. – fra Timbuktu Fonden i juni 2009 for sin dybdeborende journalistik om forhold i Den 3. Verden.
Han var hovedtaler, da U-landsnyt.dk lancerede sit nye website den 2. oktober 2009 i VerdensKulturCentret på Nørrebro i København.
Han lavede bl.a. dokumentaren “Den bitre smag af te” om teplukkernes barske arbejdsforhold og kummerlige lønninger og brugte senere Timbuktu-prisens mange penge på at skabe en af de mest omdebatterede u-landsdokumentarer til dato – “Fanget i mikrogæld”.
Den satte spørgsmålstegn ved hele tanken om, at små lån til fattige – såkaldte mikrolån – reelt gavnede disse mennesker og forbedrede deres situation på sigt og ikke anbragte dem i en uhyggelig gældsfælde.
Dokumentaren, der blev bragt på DR i januar 2011, vakte især opsigt, fordi den angreb mikrolånenes “hellige gral”, Nobelpristageren Mohammed Yunus Grameen (landsby) bank i Bangladesh.
Også i udlandet har Heinemanns dokumentarfilm vundet adskillige priser.
