Der var næppe mange i Danmark, der bemærkede nyheden i forrige uge om, at hæren i Burkina Faso havde afsat præsidenten og gennemført et kup; og størstedelen af dem, der bemærkede det, tænkte sandsynligvis blot: endnu et afrikansk militærkup. Donorerne, den Afrikanske Union og ECOWAS – den økonomiske sammenslutning af vestafrikanske stater – fordømte straks kuppet og krævede tilbagevenden til demokratiske forhold. Men som så ofte var der mere bag denne nyhed – både skuffelse og håb.
Alle præsidenter afsat med magt
Først lidt historie: Siden uafhængigheden i 1959 har Burkina Faso haft otte præsidenter (ud over nogle overgangsskikkelser i perioden 2014-15). Alle er blevet afsat med magt, og kun to har ikke taget magten ved et kup: den første præsident Maurice Yameogo og den nyligt afsatte Roch Marc Christian Kaboré, som ikke blot blev valgt ved frie demokratiske valg, men også blev genvalgt med stort flertal for blot to år siden. De to var også de eneste, der ikke havde militær baggrund.
Thomas Sankara.
Foto: Patrick Durand/Sygma via Getty Images
En enkelt af disse mange præsidenter skilte sig dog ud og satte sit præg på Burkina Faso på længere sigt. Thomas Sankara var en yngre officer, der i 1983 stod i spidsen for et oprør mod eliten. Især skilte han sig ud ved at have en revolutionær og meget engagerende politisk vision, om at skabe et mere retfærdigt samfund med lighed mellem fattig og rig og et brud med den koloniale arv.
Han ændrede landets navn fra Øvre Volta til Burkina Faso (der betyder de retfærdige mænds land), gennemførte økonomiske reformer og en panafrikansk politik. I sit privatliv levede han beskedent, kørte i en gammel Peugeot og efterlod sig ved sin død kun en gammel guitar – sagde myten.
Han fremstod som en ny form for afrikansk leder på linje med Mohammed Gaddafi i Libyen og Jerry Rawlings i Ghana. Han blev voldsomt populær i befolkningen, men hans politik blev snart for radikal, og han blev afsat og myrdet af sin nære ven og næstkommanderende Blaise Compaoré. Dette gjorde ikke Sankara mindre populær – tværtimod fik han en mytisk status, som Compaoré ikke kunne eller ville gøre noget ved.
Compaoré skabte til gengæld i mange år stabilitet i Burkina Faso. Han sikrede landet og især sin egen familie en pæn økonomisk fremgang og følte sig så tryg i sadlen, at han kunne lade visse dele af civilsamfundet blomstre – blandt andet inden for kultur og kunst.
Men politisk accepterede han ikke nogen modstand.
Folkelig modstand
I midten af det foregående årti voksede utilfredsheden med Compaorés styre imidlertid, og da han i 2014, efter 27 år på magten, forsøgte at få parlamentet til at godkende en forfatningsændring, der ville gøre det muligt for ham at blive siddende på magten, eksploderede landet i social uro. Mange politikere, blandt andre Roch Kaboré, der havde forventet, at det nu var deres tur, protesterede, men først og fremmest voksede en helt ny form for bevægelse op i civilsamfundet – Le Balai Citoyen, borgernes kost, en henvisning til det faktum, at man ville feje det gamle system ud.
Anført af en rapper og en stand-up-komiker var Le Balai Citoyen organiseret i små celler i alle større byer i landet og viste sig i stand til at mobilisere titusinder af unge mennesker på gaden, den dag parlamentet skulle godkende forfatningsændringen. Demonstranterne brød igennem afspærringen omkring parlamentet og satte ild til det, ligesom de angreb flere huse, der tilhører fremtrædende medlemmer af regimet. De var klar til at marchere mod præsidentpaladset, der ligger i det nye distrikt Ouaga 2000, omkring 15 kilometer fra parlamentet.
Ville denne nye bevægelse være i stand til at vælte præsidenten? Præsident Compaoré havde en trumf i ærmet: sin særlige præsidentgarde. Soldaterne i garden var specielt udvalgt for deres loyalitet; de var bedre udrustet, bedre uddannet og ikke mindst bedre betalt end resten af hæren. Gardens næstkommanderende, oberst Zida, blev sendt ud for at kontakte civilsamfundet, men til alles forbløffelse resulterede mødet i en stor forbrødring og en fælles front mod præsidenten. Det var noget uklart, hvilket mandat Zida havde fået fra garden, men med hans støtte til den folkelige opstand blev præsident Compaoré fejet ud. Med hjælp fra Frankrig flygtede han til Elfenbenskysten.
Demokrati forude
Næste dag var genopbygningen i gang. Befolkningen var ude på gaderne efter urolighederne, og der blev dannet et overgangsregime med repræsentanter for militæret og civilsamfundet. Men det gik ikke helt gnidningsfrit. Efter et år gjorde præsidentgarden oprør under sin chef, general Dienderé, som i mange år havde været en nær allieret med Compaoré, i et forsøg på at genetablere det gamle styre.
Civilsamfundet reagerede med demonstrationer og ulydighed, og efter et par dages tøven meldte resten af hæren sig på civilsamfundets side. Dienderé måtte søge asyl hos pavens repræsentant, men er siden blevet anholdt og idømt 20 års fængsel for sin rolle i kupforsøget.
Dermed var der banet vej for demokratiske valg.
Efter en optimistisk valgkamp blev Kaboré valgt til præsident med et klart flertal. Alt så rosenrødt ud: et levende demokrati med en stærk idealistisk rollemodel, et stærkt civilsamfund, et folkeligt mandat samt en hær, der havde stået bag demokratiet. Det politiske system var kendetegnet ved traditionelle højre-venstre politiske forskelle snarere end etniske skel. Kaboré havde godt nok været en del af kredsen omkring Compaoré, senest som formand for parlamentet, men havde slået op med ham nogle år tidligere.
Foto: NurPhoto/NurPhoto via Getty Images
Hvad gik galt?
Først og fremmest terrorister! Burkina Fasos nabolande Mali og Niger havde længe været præget af terrorbevægelser med forbindelse til al-Qaeda. Næsten mirakuløst havde Burkina Faso formået at holde sig væk fra dette problem og havde endda klaret at mægle mellem regimet i Mali og landets terrorbevægelser. Uofficielt antog man, at Compaoré havde en aftale med terroristerne: De undlod at foretage angreb i Burkina Faso, men fik til gengæld lov til at rejse frit ind og ud af landet, købe forsyninger og hvile. Denne forståelse ønskede Kaboré ikke at bevare. Det var skidt for det nye demokratiske image.
Der gik ikke længe, før terrorister udførte de første angreb i landet.
Forværret sikkerhedssituation
I første omgang var der tale om mindre angreb på politistationer og minedrift i den nordlige del af landet, men snart udførte de et stort selvmordsangreb på en restaurant i centrum af hovedstaden Ouagadougou, Cappucino, primært besøgt af udlændinge. Det blev begyndelsen på en stadigt stigende terroraktivitet i Burkina Faso. Først med stikangreb fra Mali, men snart også med lokalt baserede grupper.
Læs også: Blodigt forår i Burkina Faso
Militæret var ude af stand til at stoppe det, til dels fordi præsidentens garde, der havde været hærens eliteenhed, var blevet opløst efter sit mislykkede kupforsøg, men også fordi man satsede mere på militær nedkæmpelse end dialoig med lokalbefolkningen. Hærens manglende evne til at bekæmpe terroristerne skabte frustration i befolkningen, men også internt i hæren, der mente, at den ikke havde tilstrækkelige ressourcer til at løfte sin opgave.
Den stadig vanskeligere sikkerhedssituation gjorde det naturligvis også svært for Kaboré at levere på nogle af de politiske og økonomiske løsninger, han havde lovet. Men i overgangsperioden efter den folkelige opstand havde han været omhyggelig med ikke at blive set som en nær allieret af civilsamfundet. Formentlig for at fremstå som en uafhængig, stabiliserende statsmand, der kunne bygge bro mellem tilhængerne af den gamle regering og de nye kræfter. Men heller ikke efter valget involverede han civilsamfundet i den politiske proces.
Han var også meget forsigtig med at komme for tæt på sankaristerne og bygge videre på Sankaras politiske arv. I stedet inddrog han solide samfundsstøtter, hvoraf mange som han selv havde haft tætte bånd til Compaoré-regimet.
Alligevel vandt han en klar sejr ved valget i 2020, muligvis mest fordi der ikke var noget troværdigt alternativ. Men den politiske modstand begyndte at vokse.
Læs også: Vestafrikas vaklende fredsbastion går til valg
De øgede kampe i den nordlige del af landet tvang flere og flere mennesker væk fra deres hjem, og antallet af fordrevne steg – i dag er det over 1,6 millioner ifølge FN’s Fødevareprogram WFP. Udenlandske investorer var tilbageholdende, og eksportindtægter fra minedrift faldt dramatisk.
Tilbage til start
I løbet af det seneste år voksede protesterne mod regeringens manglende evne til at besejre terroristerne, og en ny civilsamfundsorganisation opstod: COPA-BF – Coalition des Patriotes Africains – Burkina Faso. Ikke så banebrydende som Le Balai Citoyen, men med en bred appel i store dele af samfundet.
Bevægelsen krævede, at regeringen tog de nødvendige skridt for at stoppe terrorangrebene og sikre, at borgerne fik lov til at bevæge sig frit i deres eget land. I de seneste måneder er der i stigende grad blevet organiseret demonstrationer mod regeringens håndtering af terrorproblemerne.
Dette udløste et kup den 24. januar, hvor en gruppe officerer fra den enhed i hæren, som var involveret i de fleste kampe mod terroristerne, afsatte præsidenten og bragte ham “til et sikkert sted” (en kaserne i udkanten af Ouagadougou). De tog kontrol over den statslige tv-station og meddelte, at de havde dannet ”en patriotisk bevægelse for frelse og genopbygning” med oberstløjtnant Damiba som leder.
Men kuppet blev ikke mødt med protester fra civilsamfundet – tværtimod. Videooptagelser på sociale medier viser jublende mennesker på gaden, der hylder militæret. COPA-BF har hilst kuppet velkommen, og civilsamfundet har oprettet en koordinationsgruppe (GCAOT), der kan indlede en dialog med militæret. Lige så bemærkelsesværdigt er det, at Le Balai Citoyen, som to gange har stået op mod militæret og sejret, har været helt tavse. De traditionelle politiske partier har protesteret mod kuppet “af principielle grunde” og generelt opfordret deres tilhængere til at være klar til dialog med juntaen.
Lige nu afhænger meget naturligvis af, hvordan Damiba og folk omkring ham bruger deres nye magt. Indtil videre er der ingen meldinger, der tyder på, at de vil gå efter genindførelsen af Compaoré-regimet, og det ville sandsynligvis blive mødt af så meget modstand i befolkningen, at det ville blive umuligt.
Det kan naturligvis være, at de vil droppe retssagerne mod Compaoré og Dienderé, der begge er anklaget i den verserende og meget prominente retssag om Sankaras død, og på længere sigt tillade ekspræsidenten at vende tilbage til landet fra sit eksil.
Læs også: En historisk retssag går i gang
Det er også tænkeligt, at de – ligesom kupmagerne i Mali – kun er ude på at sikre sig en plads i toppen. Men en helt anden mulighed er, at de sammen med civilsamfundet vil forsøge at skabe en ny regering, hvor de er mere lydhøre over for befolkningen og dens ønsker.
Men for nu skal man sammen – militær og civilsamfund – først fejre Burkina Fasos succes i de afrikanske fodboldmesterskaber.
Bo Jensen er mangeårig diplomat og tidligere dansk ambassadør i Kenya og Burkina Faso. I dag er han selvstændig konsulent og bor i Norge.
