Amanda Christensen er kampagneleder på Free Al-Khawaja-kampagnen, som arbejder for løsladelsen af den danske statsborger Abdulhade Al-Khawaja, der sidder fængslet i Bahrain.
Den 14. februar 2011 gik tusindvis af bahrainere på gaden i en demonstration for frihed, rettigheder og demokrati. Det var Vredens Dag, inspireret af en bølge af folkelige opstande, der skyllede hen over den arabiske verden.
Nu, 14 år senere, markerer vi årsdagene for de historiske folkelige protester i lande som Tunesien, Egypten, Syrien, Bahrain og Yemen. De arabiske opstande i 2011 fik vidt forskellige konsekvenser afhængigt af land og kontekst.
I nogle lande faldt regimerne på rekordtid. I andre blev opstandene mødt med brutale militære reaktioner, hvilket førte til årelange konflikter, undertrykkelse og krig. Mens efterdønningerne af revolutionerne stadig er en levende realitet for millioner af mennesker, er verdens opmærksomhed for længst flyttet videre.
Dette ændrede sig brat den 8. december 2024, da Syrien, efter 50 år under Assad-familiens jerngreb, endelig slap fri af diktaturets kløer. En ny æra er begyndt i Syrien, fyldt med både håb og udfordringer.
Syrien er nu det seneste eksempel på, at intet regime varer evigt. At kampen for frihed og rettigheder aldrig er forgæves, selvom vejen kan være lang. For nogle kan det tage et årti, for andre en hel generation. Men revolutionerne fra 2011 var ikke isolerede begivenheder, der døde ud. De lever videre i alle dem, der drømte om og kæmpede for forandring.
Vestlig ansvarsfralæggelse
Mens Syrien skuer fremad, synes 2011 længere og længere væk i Bahrain. Her sidder kong Hamad bin Isa Al Khalifa stadig sikkert på magten. Oppositionen er enten i eksil eller bag tremmer, og blandt dem er den dansk-bahrainske demokratiforkæmper Abdulhadi Al-Khawaja, som nu på 15. år er indespærret i det berygtede Jau-fængsel.
Verden fejrer Syriens nyvundne frihed fra Assad-regimet, alt imens Danmark, EU og USA stadig samarbejder med regimer, som de arabiske befolkninger forsøgte at vælte i 2011.
Hertil må vi spørge os selv, hvordan vi kan hylde én revolutions succes, mens vi ignorerer en anden, der blev kvalt. Hvordan kan vi lykønske et folk med deres frihed, når vi samtidig kigger den anden vej, når Bahrain, en af NATOs nærmeste allierede, undertrykker sin befolkning og indespærrer en dansk statsborger?
Verden fejrer Syriens nyvundne frihed fra Assad-regimet, alt imens Danmark, EU og USA stadig samarbejder med regimer, som de arabiske befolkninger forsøgte at vælte i 2011.
De spørgsmål fortjener Abdulhadi Al-Khawaja og de hundredvis af andre politiske fanger i Bahrain at høre svaret på. Men de fortjener ikke kun ord, de fortjener også handling. Der er behov for, at vestlige lande gransker deres forhold til autoritære ledere som Bahrains konge og holder deres allierede og sig selv op mod samme standarder som alle andre.
Nu har EU entydigt meldt offentligt ud, at man kræver Abdulhadi Al-Khawaja ubetinget løsladt. For at opnå dette er det nødvendigt, at man fra højeste niveau i EU tager direkte kontakt til den bahrainske konge. En opfordring herom blev offentliggjort i et brev fra 31 menneskerettighedsgrupper til EU i fredags.
Samtidig må den danske regering med statsminister Mette Frederiksen i spidsen følge trop og også kontakte Bahrains konge direkte. Det er det mindste, vi kan gøre for dem, der ofrede alt i 2011 for demokrati og frihed – værdier, Danmark efter sigende skatter så højt.
14 år er gået, men mindet om 2011 lever videre. I de mennesker, der kæmpede. I de fængslede. I de forandringer, der stadig venter på at ske.
Indlægget er udelukkende udtryk for skribenternes holdning.
Ligger du inde med et emne, du gerne vil debattere? På Globalnyt er alle velkomne i debatsektionen, så skriv endelig på kontakt@globalnyt.dk
