…AMEN AMEN

Nadja Manghezi

Nadja Manghezi tog efter sin cand.mag. eksamen i fransk og spansk fra Københavns Universitet til Nigeria som ulandsfrivillig med Mellemfolkeligt Samvirke (MS) i 1966.

Efter et par år i Holland, England og Sverige, arbejdede hun for MS og Ibis i Danmark, indtil hun tog til Mozambique, som var blevet uafhængigt i 1975.

Først arbejdede hun indenfor undervisningssektoren og senere som landechef for MS.

Herfra deltog hun og hendes mand i kampen mod apartheid styret og flyttede til Sydafrika efter ANCs sejr i 1994.

Så fulgte et liv med tre centre: København, Mozambique og Sydafrika.

Hun er medforfatter til flere bøger og artikler i Danmark og har skrevet tre bøger, udgivet i Mozambique og Sydafrika.

Ilona var u-landsfrivillig i Nigeria for 50 år siden. Når hun havde et par fridage fra Government College i Ibadan hændte det, at hun tog til Lagos. Hun tog bussen ned til Victoria Beach.

I bussen havde hun set et par unge fyre og en ung pige, der var stået af samme sted som hun selv. Ligesom hende gik de et stykke hen ad stranden lidt væk fra andre badegæster, i fred for alle parasollerne og bikinierne.

Profeterne

Hun fandt et palmetræ. Ikke at der var nogen skygge at hente her midt på dagen. Det var bare et punkt at standse ved.

Hun så nu, at der bag hende lå den ene mærkeligt sammentømrede hytte efter den anden med kors som flagstænger. Dem havde hun hørt om. Her boede profeterne.

Der havde været store diskussioner i aviserne om, hvorvidt de skulle have lov til at blive boende her. Det var, efter hvad hun havde forstået, helt afgørende for deres gudsdyrkelse, at de havde et hav at beskue.

De tre unge var standset lige foran hende et stykke inde på strandbredden. De var ikke kommet for at tage solbad.

Pigen knælede ned med ansigtet vendt mod havet. Den ene unge mand, ikke stort mere end en dreng, holdt den ene hånd på hendes hoved og i den anden en bibellignende bog. Han mumlede små sætninger, øjensynligt fra bogen. Hun svarede: Amen.

Roligt og sammenhængende: Amen Amen efter hver af hans sætninger. Den anden unge mand havde lagt sig ved siden af.

Stemmen steg i styrke. Pigens Amen ligeså. Med stigning i tonestyrke, fulgtes stigning i hastighed. Hurtigere og hurtigere. Højere og højere. Pigen ventede ikke længere på ham. Råbte bare hurtigere og hurtigere: Amen Amen.

Han læste, råbte, sang. Nu gik hendes Amen også over i sang. De blev ved og ved. Ilona troede hele tiden, at nu kunne det ikke gå hurtigere. Nu kunne de ikke råbe højere. Men det kunne de. Pigen var ude af sig selv. Løftede armene mod himlen. Amen Amen.

Pludselig, da ekstasen var på sit højeste, løb de alle tre ud i vandet. Legede i bølgerne. Grinede. Pjaskede. Så gik de ind på sandbredden igen og hvilede sig.

Ilona gik i vandet. Ude fra brændingen kunne hun se, at de var begyndt igen. Denne gang var det den anden yngling, der holdt på bogen og hendes hoved. Hvor længe mon de kunne blive ved?

Ilona følte sig helt udmattet bare ved at være tilskuer. Men hun vidste, at om et øjeblik ville de komme ud til hende og bare være almindelige badeglade unge.

Drengen med trætavlen

Det var også i Lagos at hun mødte islam. Nærmest ved en tilfældighed. På en af sine gåture i en fiskerlandsby i udkanten af millionbyen.

En lille dreng sad i skyggen af et hus og skrev på en tavle. Hun satte sig hen ved siden af ham og så på hans kunstværk. For det var det. Han tegnede sirligt et skriftsted fra Koranen med sort blæk på en brun trætavle.

Bag ham sad en hvidklædt mand, der straks rejste sig, da hun kom. Han fortalte hende, at når drengen var færdig med sit arbejde, ville han tage tavlen og vaske den over et vist antal gange, og så ville den bøn, drengen havde nedskrevet, blive hørt af Allah.

Hun forstod ikke rigtig: Hvem lavede han tavlen for? Og hvad skete der med tavlen bagefter? Måske svarede han – hans engelske var ikke så godt – at enhver kunne bede drengen lave en tavle til sig, hvis de havde en bøn til Allah. Bagefter når den var ren, var den klar til en ny bøn.

Det gik op for Ilona, at huset de sad ved, var en moske, og manden, hun talte med, den daglige præst, eller imam.

Det var tilfældigvis fredag og klokken var 12.30. Imamen bad hende undskylde. Han skulle kalde til bøn. Langs den ene side af moskeen var et langt vandrør med plads til, at 12 troende ad gangen kunne vaske sig, inden de gik til bøn.

Imamen satte sig hen under en af strålerne, mens han stadig snakkede med hende. Fødder og hænder. Agbada’en, den nigerianske klædedragt for mænd, blev slået op, så armene også kunne blive rene. Nu manglede han bare munden: hånden blev formet som en skål og tre gange smed han en håndfuld vand op hurtigt efter hinanden, og så fungerede pege- og langfinger som tandbørste.

Nu måtte talestrømmen holde lidt inde. Han skulle kalde til bøn. Det var betagende, at, hvad hun tidligere kun havde hørt fra fjerne minareter, hørte hun her på ét skridts afstand.

Mens han ventede på, at de troende skulle indfinde sig, fortalte han hende indholdet af, hvad han havde messet og gik så ind i moskeen. Efterhånden som de kom, vaskede de troende sig, stillede skoene og gik så også indenfor for at knæle i lange rækker på de udbredte gedeskind.

Da bønnen var færdig, kom imamen med en stor bog til Ilona. Gå hjem og læs denne bog, så vil du forstå, hvorfor islam er en god religion.

En pinlig oplevelse

Hun havde en tredje oplevelse med religionen nogle uger senere, som hun ikke var for stolt af.

Sammen med tre venner, to englændere og en nigerianer, var hun på tur ikke langt fra Ibadan. De besluttede at besøge en traditionel healer, som Pat kendte. Efter en del parlamentering blev de enige om prisen.

De satte sig ind på en bænk langs væggen. Hytten var helt mørk med underlige ting hængende fra loftet og spindelvæv i hjørnerne. Nogle kvinder gjorde ingredienserne klar.

Ilona havde været lige så opsat som de andre på at prøve det, og også lidt bange for, hvad det kunne udvikle sig til. Det var først, da Bankole undslog sig for at være med – han var ikke interesseret i at kende sin fremtid – at det gik op for hende, hvor pinligt det var.

Hun blev flov. Turisme af værste klasse. De tre sad og morede sig over hele forestillingen, som var de på Dyrehavsbakken.

De gav deres penge. Medicinmanden kastede dem på bordet, hældte nogle væsker op, blandede dem, drak af dem, prustede dem ud sammen med en flom af formularer, hvoriblandt de vagt genkendte deres egne navne.

En efter en fik de noget at vide om de skulle rejse eller ej, om de blev syge eller om de ville blive lykkelige og tjene penge.

Det var Bankole, som sad og oversatte. Hvad mon han tænkte? Han følte sig tydeligvis ubehagelig tilpas.

Men værst blev det, da en mor trådte ind i hytten med sit lille barn på ryggen. Barnet hang slapt i sit klæde. Øjnene halvt lukkede. Hoved og arme daskede så underligt. Af og til klynkede det eller rallede. Healeren tog sig af det, mens han gjorde sig færdig med dem.

Han følte på barnet, rørte nogle stoffer sammen til en brun, dejagtig masse og proppede det i munden på den lille pige. Moderen så til og gjorde præcis, som hun fik besked på. Efter et stykke tids forløb brækkede barnet det op, og han rørte rundt med en pind i opkastet.

Ilona spurgte Bankole om de ikke kunne få barnet med på hospitalet, men han rystede på hovedet: Hvis barnet skal dø, så dør det. Hvis det skal leve, lever det.

De fik aldrig at vide, hvad det ”skulle”.

Mange slags religion

Var det for at rode bod på denne utilgivelige gøglertur, at Ilona begyndte at lægge mærke til de forskellige arter af religion, hun oplevede?

Så vidt Ilona vidste, var islam i Nigeria bare én ting. Kristendommen, derimod, fandtes under utallige former: Katolikker, metodister, protestanter, baptister, syvendedagsadventister, alle med en moderkirke i Europa eller USA.

Som reaktion hertil fandtes så de afrikanske udbryderkirker, også i utallige versioner som den ved stranden.

Men den største oplevelse, hun havde, var da hun en dag fik besøg af tre af de store drenge fra skolen. De var kommet til hende, fordi de var bekymrede. Ilona var flere gange blevet spurgt om sin religion, og hun havde lært sig at svare lidt vagt, noget om at hjemme i hendes land var man protestanter.

De tre drenge – unge mænd var de snarere – havde noteret sig, at hun vist ikke troede på Gud. Derfor var de kommet. Momah var muslim. Olajide var kristen. De skiftedes til at tage ordet.

De havde forberedt sig godt og gik i gang med at ”bevise” for hende, at Gud eksisterede, og at der kun var én gud. Om Verdens oprindelse. Om at menneskene lignede hinanden, fordi de var skabt i Guds billede. Om livet efter Døden. Det var vigtigt, at hun troede på Gud.

Af og til benyttede man forskellige måder at tilbede ham på, men det betød ikke noget, som de sagde, for det var jo tilfældigt, hvilken religion de havde fået, afhængigt af hvad deres forældre troede.

At de kristne på skolen forstod, at muslimerne spiste før solopgang i fastetiden og ikke noget før solen igen var væk, at de om fredagen fik fri en time tidligere, så de kunne gå i moskeen, var lige så naturligt, som det var for muslimerne at acceptere, at der blev sunget salmer og bedt fadervor til morgensamling, og at deres kristne skolekammerater gik til messe om søndagen.

Endte med ikke at tro…

Makinde var Head of School, altså overpræfekten på skolen. Han lod de to andre tale. Selv ville han høre, hvad Ilona og danskerne troede og hvordan.

Han fortalte om sig selv, at han var blevet opdraget som muslim af sine forældre, men også af og til havde frekventeret kristne gudstjenester. Han var endt med ikke at tro, at nogen religion var den rigtige.

Han lavede en lang pause og sagde med et smil: I don’t believe in any church, but I must admit, I haven’t managed to get rid of God.

Ilona var imponeret over den modenhed, som drengene udviste. Biafra-krigen lurede lige om hjørnet mellem det muslimske Nordnigeria og det kristne Øst- og alligevel kunne de være enige om, hvad der var vigtigt.

Var Ilona blot naiv og begejstret over at møde denne side af den kultur der nu var hendes?

Eller var det af Ilona, at jeg for 50 år siden lærte, at religioner let kan leve side om side. Religion er undskyldningen for krig og terror, ikke årsagen. Og den er effektiv. Spreder sig som en steppebrand og forklarer fjendebilleder.

Gad vide hvordan ”mine” drenge fra Government College forholder sig til Boko Haram? (islamisk terrorbevægelse, red.)