Suzan Yavuz arbejder for Østerland, der sælger kunsthåndværk produceret af flygtninge i Mellemøsten.
Idil Asan er Ph.d.-kandidat ved University of Cambridge.
Det er nu mere end et år siden, at Taleban kom tilbage til magten i Afghanistan. Og i årtierne inden blev vi bombarderet med overskrifter, der forbinder Afghanistan med krig, vold, og armod.
Og den realitet har på mange måder gjort os blinde for regionens rige kulturarv, som rummer enorme potentialer – også for udviklingsarbejdet.
Et kunstcenter i Herat-provinsen i Afghanistan, finansieret af UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, er det perfekte eksempel. Centrets primære mål er at bevare afghansk kunsthåndværk.
Den mission varetager de vedat opbygge færdigheder og netværk blandt lokale kunstnere og forbinde dem med globale markeder, således at deres værker sælges uden for Afghanistans grænser.
Initiativet har 50 kvindelige håndværkere fra Herat ansat. De er alle konfliktramte, flygtninge, og internt fordrevne fra Herat-provinsen.
Afghanistans håndværkstraditioner skaber jobs og handel
Grundlæggende er målet med initiativet at (re)introducere afghansk kunsthåndværk til verden og yde økonomisk støtte til lokale kvinder til at udøve noget som nogle af dem faktisk allerede mestrer, nemlig kunsthåndværk.
Afghanistan ligger ved en af verdens ældste handelsruter, Silkevejen. Historisk har Afghanistan haft stor indflydelse på international handel gennem den historiske handelsrute. Handelen med den smukke blå lapis lazuli-sten går for eksempel helt tilbage til 1300 f.Kr.
Meget har ændret sig i Afghanistan siden, men selv under se mest kritiske forhold formåede landet imod alle odds at bevare evnen til at producere kunsthåndværk.
For at forstå hvordan Afghanistan kan blive mere selvforsynende samt vigtigheden af at satse på kunsthåndværk, har vi talt med Zhilla fra Made in Afghanistan-projektet; et initiativ der opererer under den internationale ngo Wadan.
Mange af Afghanistans fineste antikviteter og artefakter blev stjålet under krigen og endte på museer rundt om i verden. Hvorfor tror du, det er vigtigt, at verden kender til afghansk håndværk og kunst?
Vi skal holde vores kunst i live, så verden kan lære os at kende gennem vores kunst og håndværk. Vi skal finde vinduer for at vise verden, hvad vi er i stand til. De kvinder, vi arbejder med, ønsker at tale til verden gennem deres håndværk og vise verden, at vi har en historie, en arv.
Afghanistan har en meget dyrebar historie. Engang havde dette land et enormt imperium og kongeriger, og vi var uafhængige. Vi havde en god økonomi. Nu er vores situation en helt anden, men vi vil stadig gerne vise verden, at vi lever.
Nogle lande eksporterer vores kunst og håndværk og promoverer det som deres eget. De krediterer slet ikke Afghanistan, fordi mærket ‘Made in Afghanistan’ er forbundet med negative følelser. Det ønsker vi at ændre på. Vi ønsker ikke at være kendt for konflikt, tilbageståenhed, usikkerhed og dårlige økonomiske forhold. Derfor er det vigtigt for os at arbejde med internationale virksomheder som Østerland, der importerer vores produkt til Danmark, så verden kan lære os at kende gennem nye måder, der afspejler, hvem vi er.
Håndværk har altid været en del af afghansk kultur og daglig praksis. Hvad tror du er håndværkets rolle i opbygningen af en robust fremtid?
De fleste af håndværkerne er internt fordrevne, hjemvendte og sårbare kvinder. Vi har så mange udfordringer i Afghanistan. Politiske udfordringer, økonomiske udfordringer. Vi forsøger at opmuntre håndværkerne til at blive her og praktisere deres håndværk i Afghanistan i stedet for at blive flygtninge i et tredjeland. For at opnå dette giver vi dem markedskendskab, træning, produktudvikling og derefter forbinder vi dem med lokale og globale markeder. Og vigtigst af alt er deres kunst også udstilles for et nationalt publikum i Afghanistan.
Men vi har brug for mere støtte fra det internationale marked til at eksportere vores håndværk. Jeg tror på, at Afghanistan kan bedre stå på benene, hvis vi kan øge vores eksport. Ifølge Den Internationale Arbejdsorganisation er Afghanistan i øjeblikket nederst på listen over lande, der eksporterer globalt. Vi har så megt i vores land, men vi skal være forbundet med det globale marked for at opnå dette og stoppe med at læne os ad importerede varer fra Kina.
Kan du fortælle lidt mere om kvinderne fra kunstcentret?
Der er omkring 100 håndværkere i centrets forskellige afdelinger. Nogle laver broderi, nogle laver tæppevævning, andre maler og laver smykker.
Kvinderne er mellem 18 og 45 år. De fleste af dem blev internt fordrevet på grund af krigen og økonomisk usikkerhed. De kommer fra Ghazni, Bamiyan eller hjemvendte fra Iran eller Pakistan. De fleste af kvinderne laver håndværket derhjemme, hvilket giver dem et sikkert miljø til at udøve deres håndværk.
At støtte handel kan kickstarte udvikling
Selvom arbejdet med kunsthåndværk kan få afghanske kvinder i arbejde, kæmper mange af dem alligevel dagligt for at overleve.
Nogle af dem forlader landet på grund af konflikt og usikkerhed, og det har naturligvis en negativ indvirkning på landets ellers storslået kunsthåndværk såsom tæppevævning, smykker og glasproduktion, samt islamisk miniature mm.
Men med de rette projekter, som kunstcentret i Herat, kan man faktisk bremse denne negative udvikling.
I Østerland tror vi på at handel er vejen frem i udviklingsarbejdet. Vi er overbeviste om, at handel rummer det bedste potentiale for at opnå positive resultater.
Vi siger ikke, at bistand der bruges på andet end handel er spildte penge. Det, vi siger er, at handelsstøtte – særligt hvis den er langsigtet, sammenhængende og mere helhedsorienterede – virker bedst.
Det mener vi, fordi med handelsindsatser er bistandsmodtageren tvunget til at anstrenge sig, og dermed øger man sandsynligheden for at modtageren vil leve op til nogle forventninger.
Og det kan skabe udvikling fra bunden og op i kriseramte samfund som Afghanistan.
