Umiddelbart lignede alt i FN’s hovedkvarter i New York sig selv, da Globalnyt for nylig lagde vejen forbi. Men på et punkt har meget forandret sig efter 100 dage med Donald Trump i Det Hvide Hus.
Medarbejdere i FN skal som hovedregel ikke spørge om lov, før de udtaler sig til medierne. Kun hvis de arbejder på særligt sensitive områder. Alligevel ville ingen af de FN-diplomater, jeg talte med, citeres for noget som helst.
Det nærmeste jeg kom var standardfrasen: “siger højtstående embedsmand i FN.”
Det var ham, der satte en overskrift for situationen i det internationale samfund lige nu.
“De fattige betaler for de riges krig.”
Især i Europa bliver der flyttet penge fra udviklingssamarbejdet og nødhjælpen over i kassen for militære investeringer.
For da USA’s præsident Trump og hans Elon Musk-styrede nedrivningshold, DOGE, som noget af det første demonterede verdens største hjælpeorganisation, nemlig USAID, var forargelsen enorm. Med god grund. Når USA så pludseligt lukker for en stor del af verdens nødhjælpsbudget, så dør mennesker af det, også selv om USA’s bistand måske ikke var den mest effektive.
Fra udvikling til oprustning
Der ryger også altid noget med i faldet, som er særligt slemt. For eksempel støtten til IAEA, Det Internationale Atomenergiagentur i Wien, der kontrollerer civil brug af kernekraft, og især at det forbliver civilt. Men det var altså ikke meningen, og bevillingerne fra USA fortsætter.
De fattige betaler de riges krig
Højtstående embedsmand i FN.
Det meste andet var meningen. Men når der opstår virkelig alvorlige situationer i det internationale samfund, så er der tit andre lande der træder til. Som når USA trækker støtten til en stor del af FN’s arbejde for kvinders reproduktive rettigheder og sundhed. Det gør USA, hver gang en republikansk præsident flytter ind i det Hvide Hus. Så træder de europæiske lande typisk til og betaler en stor del af regningen.
Men denne gang er det værre end nogenside før.
Stort set alle FN’s særorganisationer og programmer er, ligesom ngo’erne, hårdt ramt, det humanitære samfund i Geneve, som samler alle større nødhjælpsorganisationer, er faldet sammen, USA har eller vil trække sig helt eller delvist fra Menneskeretsrådet, Paris-aftalen om klima, UNESCO, organisationen for kultur, videnskab og undervisning og ikke mindst UNRWA, hjælpeorganisationen for palæstinenserne.
Fra de lande, hvor organisationerne arbejder, begynder der at komme meldinger om voldsomme nedskæringer – for eksempel i Kenyas sundhedssektor.
Våbenkapløb er aldrig løsningen
António Guterres, FN’s generalsekretær
Men de andre velhavende lande, typisk EU og dets medlemmer, er ikke trådt til med flere penge. Tværtimod. Et eksempel er den Internationale Organisation for Migration, som har oplevet, at dens fem største donorer har skåret ned – ikke bare USA. De fleste store EU-lande har besluttet at skrue ned for udviklingsbudgettet og op for forsvarsbudgettet.
Om at stå i egen ret
Der er ikke mange, der klandrer Europa for at styrke militæret i en tid, hvor alliancen med USA og dermed også sammenholdet i NATO er usikkert, og Rusland truer. Men det bliver bemærket, i FN, i civilsamfundet og blandt iagttagere, at det næsten kun er militæret, der er stor interesse for at styrke.
Oprustningen bekymrer også FN’s generalsekretær, der netop på LinkedIn har beklaget , at verdens samlede militærbudgetter er steget for tiende år i træk.
Det er SIPRI, Stockholms Internationale Fredsforskningsinstitut, der netop har offentliggjort, at der globalt blev brugt 2,7 billioner dollar på militær sidste år. I 2023 var det 2,4 billioner.
“Et våbenkapløb er aldrig løsningen. Det tager ressourcer fra fred og udvikling. Det forstærker menneskers mistro og angst. Lad os sammen prioritere mennesker, fred og planeten – ikke vejen til død og ødelæggelse,” lyder det fra FN’s generalsekretær.
Der er ikke nogen stor samling blandt medlemslandene om at stoppe besættelser og krige.
Og der er ikke nogen global bevægelse for at værne om de menneskerettigheder, der først og fremmest skal sikre at uhyrlighederne fra Anden Verdenskrig aldrig bliver gentaget. Hele FN bygger på internationale traktater, konventioner, aftaler og regler. De har tjent os godt, lyder det fra en FN-diplomat, der sammenligner konventioner med færdselsregler. Hvis du kører for stærkt, er det sjældent lovens skyld.
Men konventionerne er under pres, Finland melder sig ud af forbuddet mod antipersonelminer, andre europæiske lande er på vej til at gøre det samme. Ungarn trækker sig fra den Internationale Straffedomstol for at Orban kan tage imod Israels Netanyahu og besøge præsident Trump, for senere at tilslutte sig igen.
Der er nu, 100 dage efter Trumps tiltræden, ingen synlig stor bevægelse blandt landene i FN om at sikre og bruge det internationale samarbejde og de institutioner, som hyldes som vigtige.
Konventioner er som færdselsregler.Hvis du kører for stærkt, er det sjældent lovens skyld
FN-diplomat
Udsultningen af FN-systemet, der var i gevaldige økonomiske problemer i forvejen, har affødt reaktioner hos de rigeste medlemslande. De er nemlig gået på jagt efter besparelser, og ser på sammenlægninger af de store organisationer. Flygtninge- og migrationsorganisationerne UNHCR og IOM nævnes. UNFPA (kvinders seksuelle og reproduktive sundhed og rettigheder) og UNWomen (ligestilling) nævnes sammen med andre.
Mere uvejr på vej
I FN’s sekretariat bliver afdelingerne også nærstuderet af generalsekretærens folk. Der bliver sat turbo på de besparelser og reformer, der var i gang i forvejen, og der bliver kigget efter nye. Som i alle dele af det store FN-system prøver man at tilpasse sig, at gætte Washingtons hensigter og tanker, før man bliver ramt af kravene. Nogle af tiltagene giver virkelig god mening, set udefra. Andre kan være svære at forstå.
Selve FN-sekretariatet er endnu ikke for alvor kommet i USA’s søgelys. Der kommer fra tid til anden meldinger fra Washington. Elon Musk har for eksempel foreslået, at USA trækker sig ud af både FN og NATO. Andre meldinger går på, at FN skal være meget mindre, og at det skal USA’s kontingent også være.
Til tider lyder det, at USA vil skære alle frivillige bidrag – de er ikke alle gået gennem USAID – og en del af de obligatoriske. Det har faktisk også lydt, at FN bare skal effektiviseres og slankes, men at verdensorganisationen tjener USA’s interesser. Men indtil videre har USA ikke slået til.
Der er oprettet en enhed, UN-DOGE, men den er tilsyneladende et separat, selvpromoverende lille foretagende uden direkte forbindelser til Elon Musks DOGE.
En af lederne af UN-Doge er Vuc Jeremic, tidligere serbisk udenrigsminister, tidligere forperson for FN’s Generalforsamling og for cirka 10 år siden kandidat til posten som FN-generalsekretær. Det vil han stadig gerne være. Han siges at have rigtig gode forbindelser til både Kina og Rusland, og gennem UN-DOGE lover han nu USA drastiske nedskæringer i FN. Måske hjælper det.
Danmark undgår at rokke båden i Sikkerhedsrådet
Der er 193 medlemslande i FN, men der er tilsyneladende ingen, der for alvor samler sig til beskyttelse af det internationale samarbejde.
“100 dage er ikke længe. Medlemslandene har stadig ikke helt forstået, hvad de er blevet ramt af og hvor alvorligt det er. Alt er så uforudsigeligt, at det er svært at vurdere, hvordan man skal takle det”, siger en i FN.
Danmark begik ingen fejl i Sikkerhedsrådet
En anden siger til mig, at de fleste lande helst undgår at vække opmærksomhed. Vedkommende bruger Danmarks måned som formandsland i Sikkerhedsrådet som eksempel.
“Danmark begik ingen fejl overhovedet, men Danmark fik heller ikke ændret ved noget som helst.”
Den højtstående FN-embedsmand peger på, at der faktisk er en del af FN’s medlemslande, der deler den konservative dagsorden, som USA sætter, og som også Kina og Rusland er med på. Der er en del regeringer rundt i verden, der synes en stor del af Trumps politik egentlig passer dem fint.
Og lige som USA, Kina og Rusland i den virkelige verden på en måde er ved at dele den mellem sig, ja så er de tre store inden for murene på 1. Avenue i New York også enige på nogle grundlæggende punkter. Nemlig at FN ikke skal blive for stærkt, og at mange regler ikke gælder de tre.
Men ude omkring i verden er der tilsyneladende en trang til at sige fra. Canadas genvalgte ministerpræsident, Mark Carney, udløser store overskrifter verden over, ikke mindst fordi han blæser til netop fælles og international modstand mod styret i Washington.
