Stig Jensen er lektor på Center for Afrikastudier ved Københavns Universitet.
I 2023 væltede militæret under ledelse af Brice Oligui Nguema, der var leder af Gabons magtfulde republikanske garde, den daværende præsident Ali Bongo. Kuppet blev iværksat i forbindelse med et præsidentvalg, der var præget af omfattende protester over valgsvindel.
Militærkuppet satte dermed en stopper for Bongo-familiens 56 år ved magten. Bongo-dynastiet var berygtet for de store personlige formuer, samtidig med at der er udpræget fattigdom, især på landet.
Sangen om militæret vil skabe fundamentet for demokrati
Med kuppet indskrev Gabon sig i rækken af afrikanske lande med regimeskift ved militærkup. Ifølge Alex Vines, Understanding Africa’s Recent Coups i Georgetown Journal of International Affairs, har der siden 2020 været ni succesfulde militærkup i Afrika. Kuppet i Gabon var ublodigt, som det også har været en udbredt tendens, bortset fra den forfærdelige undtagelse med Sudan.
Efter militærkuppet blev landet per automatik ramt af sanktioner fra såvel den Afrikanske Union (AU) som EU. Det skete, selvom Nguema ved magtovertagelsen udtalte, at hans ambition var at skabe fundamentet for et nyt og demokratisk Gabon – en sang, som vi har hørt i forbindelse med andre militærkup.
Altså forklaringen om, at militæret ikke ønsker magten, men blot smider de tidligere ledere på porten for befolkningens skyld, samtidig med at de vil skabe et bedre og demokratisk fundament for landets udvikling.
Militæret har holdt ord og skabt forandringer
Militærstyret i Gabon har faktisk levet op til løfterne ved magtovertagelsen.
På det politiske område blev der iværksat en proces med udarbejdelse af en ny forfatning, som blev sendt til afstemning i november 2024 og stemt igennem med over 90 procent samt en valgdeltagelse på omkring 50 procent. Et af de vigtigste elementer i den nye forfatning er at afvikle posten som statsminister og at præsidenten vælges for syv år og kun kan søge genvalg én gang, altså sidde i to perioder.
På det økonomiske område har militærregeringen, ifølge Verdensbankens Gabon Overview, iværksat infrastrukturprojekter og forøget eksporten af især olie, mangan og tømmer og derigennem forøget væksten i landet. Eksporten er rygraden i landets økonomi og udgør mere end 70 procent af landets BNP. Kina er i særklasse den vigtigste handelspartner for Gabon, men ved siden af har landet en bred vifte af handelspartnere.
Behovet for inklusiv økonomisk vækst er indlysende og muligt for et land, der er rigt på naturressourcer. En opgørelse fra den Afrikanske Udviklingsbank viser, at over 33 procent af befolkningen er fattige. Samtidig er der stor arbejdsløshed, særligt i de store byer.
Kontinuitet eller grundlæggende forandringer?
Om den nyvalgte præsident Nguema, efter at militæruniformen er smidt, kan skabe forandringer, eller om det bliver en fortsættelse af tingenes tilstand under Bongo-familien, må tiden vise. En umiddelbar bekymring kan være, at eliten er meget lille, og Nguema rent faktisk selv var en del af den tidligere elite. Han var en af de meste central og loyale militærledere under Ali Bongo-regimet.
Vil Nguema kunne bryde med Bongo-æraen og de etablerede netværker? Det tvivler Alain Claude Bilie-By-Nze, eller Bilie, som han normalt kaldes i Gabon. Han var også en del af det tidligere regime – statsminister for præsident Ali Bongos indtil militærkuppet i 2023.
Han stillede op til valget den 12. april og fik cirka tre procent af stemmerne. Bilie udtalte, at valget var kapret af staten og dermed ikke var frit. Netop anklagen om, at magteliterne kontrollerer valget, er et mønster, som også er set ved en række andre afrikanske valg i 2024, hvor oppositionspartier og -kandidater og også mange unge vælgere mener, at valgene er ufrie, hvilket Buster Kirchner og jeg for nylig har skrevet om i POV International.
Valget i Gabon sætter pres på andre kupgeneraler
Valget af general Brice Oligui Nguema som præsident og ikke mindst processen sætter pres på både andre afrikanske kupgeneraler og den dominerende opfattelse i det globale nord, om at militæret ikke vil afgive magten.
I Gabon er en tidligere kupmager valgt ved et demokratisk valg efter, hvad der kan betegnes som en eksemplarisk demokratisk proces: først med udarbejdelsen af en ny forfatning, som blev stemt igennem ved en folkeafstemning og derefter et præsidentvalg med en valgdeltagelse på over 70 procent.
Samarbejde og integration i globaliseringen er udviklingsvejen
Nguema var klar i mælet efter valgsejren. Nu gælder det om at vinde værdigheden tilbage. Gabon har bedre muligheder for at skabe udviklingsmuligheder end mange af de andre militærkuppede afrikanske lande, blandt andet fordi landet har enorme forekomster af naturressourcer. Der er med andre ord en stor kage, der kan fordeles blandt landets to millioner indbyggere.
Selvfølgelig er faldet i oliepriserne en økonomisk udfordring for Gabon, men såvel efterspørgslen som priserne på andre af landets naturresourcer – eksempelvis mangan og tømmer – skaber perspektiver. Samtidig er der et stort udviklingspotentiale i eksempelvis turismesektoren.
Gabon under Nguema er også interessant i sin tilgang til omverdenen. I modsætning til de andre frankofone kuplande, eksempelvis Burkina Faso og Niger, så har Gabon ikke blot fastholdt de gode relationer til Frankrig; faktisk er importen fra den tidligere kolonimagt vokset under overgangsregeringen. I den nye forfatning er fransk stadigvæk nationens arbejdssprog.
Den nye præsident har været klar i mælet om, at landets udvikling bygger på samarbejde med alle lande. Ønsket om samarbejde med andre nationer kan også læses af, at flere nye ambassader er under etablering i hovedstaden Libreville, og at der er flere i pipelinen.
Det store spørgsmål er, om de flotte ord bliver omsat til handling, og om Gabon bliver et forbillede for andre lande i Afrika.
