Johnny Baltzersen er forperson for ngo’en CICED (Community for International Cooperation in Education and Development), der samarbejder med partnere om udviklingsprojekter i blandt andet Mongoliet, Nepal og Peru.
Debatten om en ny dansk udviklingspolitisk strategi er i fuld sving. Den bør ikke bare handle om, hvad og hvor pengene skal gå til, men også om hvordan vi bliver bedre til at evaluere indsatserne – og ikke mindst hvem der er med til at evaluere dem.
I et debatindlæg her i Globalnyt delte Malene Sønderskov og Dorthe Skovgaard Mortensen for nyligt konstruktivt ud af deres tanker om en tiltrængt opdatering af monitorering og evaluering (eller M&E) af komplekse udviklingsprogrammer. Her påpegede de, at danske organisationer, deres partnere og donorer skal være mere åbne overfor uplanlagte resultater og fokusere stærkere på læring. Et ensidig fokus på kvantitative indikatorer forsimpler vores forståelse af, hvad der virker og hvorfor.
I overensstemmelse med princippet om lokalt ledet udvikling, understregede de, at vi skal inddrage de mennesker, der er mål for indsatsen, når vi definerer den ønskede forandring.
De to forfattere fokuserede særligt på komplekse programmer og systemforandringer, men jeg mener, at deres observationer og anbefalinger gælder for alle udviklingsindsatser. Det bør altid være afgørende, at vi kan dokumentere værdien af udviklingsarbejdet for målgruppen, det handler om.
Modtagerne skal styrke kvaliteten af udviklingsindsatser
Bag mange fine erklæringer om betydningen af et effektivt M&E-system ligger et helt legitimt behov for at dokumentere, hvad vi får for pengene. Men dette ’vi’ findes på forskellige niveauer og afspejler, hvad vi kunne kalde ’accountability-kæden’ – kæden for hvem de forskellige aktører i udviklingsprogram står til ansvar overfor.
De enkelte ngo’er, der driver et udviklingsprogram, står til ansvar over for deres donorer, ofte i form af Danida og Udenrigsministeriet. Embedsværket står til ansvar for Folketinget og regeringen, der – også når det gælde udviklingspolitik – i sidste ende står til ansvar over for skatteborgerne og vælgerne.
Hvis vi fuldt ud vil arbejde for lokalt ledet udvikling, så hører et accountability-check også til i relationen mellem den udførende partner i syd og de målgrupper, de arbejder med og for
I en tid, hvor midler til udviklingsarbejde er under politisk pres, er det afgørende, at vi kan dokumentere, at alle led i kæden Danida → regering → skatteborgerne får noget for pengene.
Men hvis vi skal tage dagsordnerne om lokalisering og at shift the power alvorligt, så mangler accountability-kæden et led. Vi mangler metoder til at give de såkaldte “målgrupper for vores tilsigtede indsats” redskaber til at vurdere, om de får, hvad de er blevet lovet – om de reelt får valuta for pengene.
Hvis vi fuldt ud vil arbejde for lokalt ledet udvikling, så hører et accountability-check også til i relationen mellem den udførende partner i syd og de målgrupper, de arbejder med og for. Udviklingsbistand gives jo ikke for, at CICED og andre danske ngo’er eller vores partnere skal have bedre vilkår. Vi er blot formidlere af alt det, som vi antager skal til, for at målgrupperne får bedre vilkår på de fokusområder, en specifik udviklingsindsats sigter efter.
Læs også: Ngo: “Nej, vi fortæller ikke om magtesløse og fattige ofre”
Ligesom skatteborgere og vælgere i Danmark har legitim demokratisk interesse i at kunne vurdere, om de får noget for pengene, så har målgrupper for udviklingsindsatser en tilsvarende interesse i at kunne vurdere, om det, som de har været inddraget i formuleringen af, også reelt er det, som leveres.
Gennemsigtighed som nyt led i accountability-kæden
Vi skal have etableret et led i accountability-kæden mellem målgruppe og ansvarlige organisationer (os i nord og vores partnere i syd) for gennemførelsen af udviklingsindsatsen. Vi skal have effektive metoder til, at målgrupper kan monitorere indsatsen og give både positiv og kritisk feedback. Her ligger en betydelig del af den læring, som et godt M&E-system skal bidrage til.
Lad mig give et eksempel. I 1990’erne blev målsætninger, planlagte aktiviteter og budget for dansk bilateral bistand til en reform af Mongoliets uddannelsessektor offentliggjort på alle involverede skoler i Mongoliet.
Skolerne havde helt konkret en Danida-informationstavle, hvor forældre og andre borgere kunne se, hvad de kunne forvente af indsatsen. Hvis projektet skulle levere nye bøger eller andre materialer til skolen, kunne det ses på opslagstavlen, hvornår det skulle ske, og hvad det ville koste.
Jeg var projektleder for det daværende CICED på ngo-indsatsen Skoleudvikling i landdistrikter, der i år 2000 afløste den bilaterale bistand. På projektet havde vi blandt andet den idé, at børn fra fattige familier skulle have varmt vintertøj, finansieret af projektet. Uden varmt tøj kom de simpelthen ikke i skole, var analysen. Alle kunne på opslagstavlen se, at denne aktivitet var inkluderet i projektet, og hvad den kostede.
En simpel opslagstavle med den nødvendige information var i dette tilfælde alt, hvad der skulle til for at “målgruppen for vores tilsigtede indsats” kunne monitorere indsatsen, give konstruktiv feedback og effektivisere anvendelsen af danske skattekroner
Efter første vinter blev der spurgt, om pengene i stedet kunne bruges til at sætte indtægtsgivende aktiviteter i gang. Lokalbefolkning, skole og lokale myndigheder syntes, at det var lidt tosset, at projektet skulle købe vintertøj hver vinter, hvis man i stedet kunne investere pengene og dermed sikre vintertøj til alle de børn, hvor forældrene ellers ikke selv havde råd.
Som foreslået, så gjort.
Over de følgende 10 år finansierede projektet 163 forskellige former for indtægtsgivende virksomhed. Alle til gavn for trængende elever og efterhånden også til gavn for skole og lokalsamfund.
En simpel opslagstavle med den nødvendige information var i dette tilfælde alt, hvad der skulle til for at “målgruppen for vores tilsigtede indsats” kunne monitorere indsatsen, give konstruktiv feedback og effektivisere anvendelsen af danske skattekroner. At processen samtidig styrkede lokalt demokrati og engagement i projektets gennemførelse, var bare en bonus.
I mongolske landdistrikter er skolen den institution, som flest borgere har løbende kontakt med. Derfor virkede en simpel opslagstavle langt bedre, end vi nok havde turdet håbe på. Andre steder i verden er der andre vilkår, så redskaber og metoder skal tilpasses den lokale kontekst.
Og hvor responsen fra lokalsamfundet i det mongolske samfund kom uopfordret, skal der i mange tilfælde udfoldes en proaktiv indsats fra udviklingsprojektets side. Mange steder er folk ikke vant til, at dem med penge og magt faktisk er interesseret i at høre, hvad befolkningen har at sige.
Men når vi, der kommer med pengene, rent faktisk lytter, kan vi lære noget, som vi gjorde på skolerne i Mongoliet. Og på den måde kan vi sikre, at de målgrupper, vi arbejder med og for, rent faktisk får noget for pengene. For når de gør det, så gør Danida, politikerne og i sidste ende skatteborgerne også.
Indlægget er udelukkende udtryk for skribentens holdning.
Ligger du inde med et emne, du gerne vil debattere? På Globalnyt er alle velkomne i debatsektionen, så skriv til debat- og medlemsredaktør på sidsel.hasberg@globalnyt.dk
