Rose Worden arbejder i den amerikanske udviklingsbranche, særligt med fokus på amerikansk udenrigspolitik og flygtninge.
Humanitære organisationer fremhæver typisk deres uafhængighed som et kerneprincip. Men i den finansieringskrise, der nu truer udviklingsbistandens eksistensgrundlag, er flere begyndt at retfærdiggøre deres arbejde ved at kæde det sammen med soft power og gøre bistand til en hest, der er spændt for forskellige donorregeringers udenrigspolitik.
Denne artikel er oprindeligt udgivet af online-mediet The New Humanitarian, der dækker global udviklingspolitik og verden generelt.
Det skete efter Trump-administrationens angreb på USA’s udviklingsbistand. Og det breder sig nu, efterhånden som flere regeringer skærer i budgetter og ændrer deres politik – fra Storbritanniens bistandsbesparelser, der skal finansiere oprustning, til Hollands “hollandske interesser først”-mantra.
Nogle humanitære organisationer har eksempelvis kaldt Kina for “vores modstandere”, kædet bistanden sammen med at dæmme op for migration eller mere grundlæggende forsøgt at portrættere deres arbejde som et supplement til deres regeringers udenrigspolitiske mål.
Meget er på spil med de nuværende nedskæringer – særligt liv og sundhed for de mennesker i konflikter og kriser, der er afhængige af bistanden. Også os, der arbejder i branchen står på usikker grund. Jeg er selv blevet fyret efter de amerikanske besparelser.
Det kan derfor være fristende at ty til en diskurs om soft power for at forsøge at forblive relevante midt i kaosset. Men det er en fejl.
Det er nemlig et taberargument. Hjælpeorganisationer er ikke længere relevante for regeringernes udenrigspolitiske mål om økonomisk konkurrence og sikkerhed – det er netop derfor bistandssektoren nu er kommet i sigtekornet. Desuden strider de nuværende udenrigspolitiske mål, i hvert fald de amerikanske, imod de humanitære principper.
Humanitære ngo’er bør slet ikke argumentere for eller imod den ene eller den anden i stormagtsrivaliseringen.
Folk i udviklingsbranchen skal i stedet finde en ny måde at forklare og retfærdiggøre deres arbejde på, som både forbinder den til det omkringliggende samfund og beskytter deres integritet.
Og de bliver nødt til at tænke længere end nutidens stive internationale bistandssystem. Hvor de humanitære principper ikke længere er i overensstemmelse med USA’s udenrigspolitik, har de til gengæld meget til fælles med solidariteten i græsrodsbevægelser.
Kina, migration og andre troper
De humanitære organisationer underminerer deres troværdighed, når de kører på deres forbindelse til statslige prioriteter. Der er heller ikke mange beviser for, at denne tilgang sikrer, at de rent faktisk bliver i stand til at levere bistand i stor skala.
Et typisk forsvar for amerikansk udviklingsbistand er, at den er en modvægt til Kinas voksende økonomiske rækkevidde. Men Kinas statskapitalistiske system er meget bedre til at sikre private investeringer, der spiller sammen med Kommunistpartiets udenrigspolitiske mål, end USA’s frie markedsøkonomi er i stand til.
Trump-administrationen har allerede gjort konkurrence med Kina til en udenrigspolitisk hjørnesten. Så de humanitære organisationers budskab om, at USAID skulle være et bolværk mod kinesisk indflydelse ude i verden er ubrugeligt – og ikke mindst akavet for afsenderne: Humanitære ngo’er bør slet ikke argumentere for eller imod den ene eller den anden i stormagtsrivalisering.
Alle overlap mellem humanitære mål og USA’s udenrigspolitik er blevet mere og mere spinkle
Et af de mest bekymrende af ngo’ernes argumenter er, at migration udgør en trussel mod den nationale sikkerhed, og at udviklingsbistanden bør finansieres for at stoppe den. Migration er ikke i sig selv en sikkerhedstrussel, og forskningen peger ikke engang på et entydigt forholdet mellem udvikling og migration. Nyere forskning og officielle analyser tyder på, at udviklingsbistand kan føre til øget emigration fra et land på mellemlang sigt (og få udvandringsraterne til at falde på længere sigt).
At tale om migration som en trussel er med til at mistænkeliggøre migranter i den offentlige diskurs, uanset hvem der taler på den måde. Den diskurs ignorerer migranters reelle beskyttelsesbehov og hjælper med at retfærdiggøre nye restriktioner og flere grænsepatruljer. Og den risikerer at dehumanisere i forvejen sårbare familier ved at gøre deres oplevelse til en lille del af et stort fænomen og en kraft, der skal kontrolleres.
I stedet kunne taletiden bruges på at fremme forståelse og give offentligheden en alternativ fortælling om fordelene ved migration – for migranter, værtssamfund og afsenderlande.
Fra soft power til solidaritet
USA har – i hvert fald i et vist omfang – længe forsøgt at bruge bistandsmidler til at tjene bredere strategiske interesser.
Nogle internationale ngo’er blev grundlagt og blomstrede under Den kolde krig, da formålet med vestlig bistand flugtede med de erklærede amerikanske udenrigspolitiske mål om at fremme demokratisering og økonomisk udvikling i områder under sovjetisk indflydelse.
Alle overlap mellem humanitære mål og USA’s udenrigspolitik er blevet mere og mere spinkle siden da.
I de senere år har den amerikanske regering indtaget mere og mere højreorienterede holdninger til migration. Den har også opgivet sin eksplicitte forpligtelse om at evakuere og genbosætte afghanske allierede og nægtet at presse den israelske regering til at afslutte folkedrabet i Gaza, samtidig med at våbensalget til Israel opretholdes. Og Trump-regeringen har truet med at gå meget længere end blot at støtte den israelske krig i Gaza.
Humanitære organisationer anerkender den potentielle uoverensstemmelse mellem deres vigtigste donorer og deres primære arbejde: Kerneprincippet om uafhængighed har udviklet sig til at omfatte uafhængighed fra regeringer.
Folk i udviklingsbranchen må ikke falde i fælden om at give kortsigtede indrømmelser og tale ind i diskursen hos dem, der helt fundamentalt er modstandere af deres arbejde
Men årtiers fortalervirksomhed har stadig ikke formået at sikre en ordentlig magtbalance og ansvarlighed mellem donorerne og bistandsmodtagerne. Grand Bargain-reformerne og lignende bestræbelser har ellers sigtet efter en mere samlet og lokaliseret finansiering, til dels for at reducere donorernes direkte magt over bistanden og begrænse mulighederne for at kunne brande sig på donationerne (som er et af kendetegnene ved soft power).
Tværtimod har en længere periode med neoliberale økonomiske reformer koncentreret magten hos en lille gruppe, hvis individuelle prioriteter har uforholdsmæssigt stor vægt – som Elon Musks Department of Government Efficiency (DOGE) er et eksempel på. Særinteresser dominerer nu USA’s udenrigspolitik, og det får skadelige konsekvenser.
Det er ikke ngo’erne, der er afhængige af amerikansk finansiering, der bestemmer, om de arbejder i amerikansk udenrigspolitiks interesse eller ej. Hunden kan logre med halen, men dens ejer kan stadig have andre prioriteter.
Folk i udviklingsbranchen må ikke falde i fælden om at give kortsigtede indrømmelser og tale ind i diskursen hos dem, der helt fundamentalt er modstandere af deres arbejde. De må se deres nye virkelighed i øjnene og retfærdiggøre deres arbejde på en måde, der skaber forbindelser til andre mennesker, samtidig med at de beskytter deres integritet og troværdighed. Den er nemlig afgørende for at redde liv ude i verden.
At sandheden bliver billigt til salg, er et klassisk kendetegn, når samfund bliver mere autoritære. Men en af de vigtigste aspekter ved at kæmpe imod desinformation er ikke at gentage løgnen. Selvom status quoen bliver blæst til atomer, forsvinder verdens humanitære behov ikke, men det gør muligheden for at redde liv heldigvis heller ikke.
Næste skridt er todelt – kæmp for en retfærdig og ansvarlig udenrigspolitik, og find nye måder at nå ud til mennesker i nød. Diasporagrupper, gensidige hjælpenetværk og andre græsrodsorganisationer kan drage stor fordel af den ekspertise og de globale forbindelser, som nu går tabt i branchen. På samme tid kan branchefolkene måske lære noget af for eksempel menneskerettighedsaktivister, så de får bedre værktøjer til at imødegå deres nye virkelighed med politisk modvilje og strukturelle benspænd.
At tage et skridt uden for branchens begrænsninger kan blive en øjenåbner. Vores principper og vores kræfter er vores egne. De tilhører ikke et koncept eller en sektor.
Indlægget er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.
Indlægget er oprindeligt bragt på The New Humanitarian og oversat til dansk af Søren Steensig. The New Humanitarian er ikke ansvarlig for oversættelsens nøjagtighed.
