I løbet af de uger, Ariam sad fængslet i Libyen i et stort rum med kun kvinder, blev fem andre voldtaget. Den 20-årige kvinde vidste ikke, om hun også ville blive udsat for overgreb, eller om hun ville bukke under på grund af manglen på mad og de beskidte forhold. Stanken var forfærdelig, husker hun.
”En kvinde fra Nigeria døde. Hun blev syg, meget syg, men fik ingen hjælp,” siger Ariam.
Ariam blev aldrig voldtaget. Men for at få hende fri, måtte hendes familie betale en løsesum på 2000 amerikanske dollars (cirka 13.800 kroner).
”Det første, jeg gjorde, da jeg ankom til Tripoli, var at gå til fængslet og betale, så min søster blev løsladt. Alle ved, at kvinder bliver voldtaget i Libyen,” siger hendes 21-årige storebror, Jemal. Næste skridt var at finde en båd, der kunne bringe de to til Europa. Og efter en farefuld tur er deres ønske nu på vej til at blive opfyldt. Nu sidder de to søskende tæt på hinanden på en sort plastikmåtte på dækket af Læger uden Grænsers redningsskib Geo Barents. For andre er det gået grueligt galt.
Ariam og Jemal er fra Eritrea, men deres navne er opdigtede, da de ikke ønsker at blive identificeret. Knap et døgn tidligere blev de sammen med omkring 60 andre personer fra flere forskellige afrikanske lande reddet fra en stor gummibåd i havsnød. Da de tidligt om morgenen forlod den libyske kyst, var havet roligt. Men det blæste op, og da natten kom, var bølgerne blevet tre meter høje.
”Vi troede, vi skulle dø. Da jeg så Geo Barents, var det, som om jeg blev genfødt,” siger Jemal.
En cirkel af vold
Selvom Libyens migrantfængsler er berygtede, er Libyen en af EU’s vigtigste partnere i at stoppe flygtninge, inden de når det europæiske fastland. Den støtte, som EU giver landet, skal også bidrage til bedre forhold for flygtninge – men i praksis sker det ikke, lyder kritikken.
Læger uden Grænser og andre frivillige organisationer, der redder liv til søs, siger, at EU-støtten i stedet medvirker til at fange flygtninge i en ond cirkel af vold. Så sent som sidste sommer afleverede EU to nye patruljebåde til landets stærkt kritiserede kystvagt. Nu kan der gå fem, seks eller syv forsøg, før det lykkes for folk at komme afsted mod Europa uden at blive opsnappet af den libyske kystvagt.
EU’s globale skæbneår
Splid i USA, konflikt i Ukraine og Mellemøsten, klimakrise, et opstigende Kina og et langt større modspil fra det Globale Syd.
Mens de udenrigspolitiske udfordringer står i kø, prøver EU at finde sin rolle i verden.
I denne serie undersøger Globalnyt unionens fremtid på den globale scene.
Serien er finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
Mange ender som Ariam med at blive tilbageholdt på ubestemt tid under horrible forhold i Libyske fængsler. Og det kan ses, når lægerne laver helbredstjek på de migranter, der bliver reddet ombord på Geo Barents.
”Størstedelen af de medicinske tilstande, vi møder og behandler, er direkte resultater af de umenneskelige tilstande i Libyen. Tortur, vilkårlige tilbageholdelser, ubehandlede kroniske sygdomme og så videre. Det er mere det, end virkningerne af at være på havet, vi beskæftiger os med,” siger den irske læge Ryan McHenry, der indgår i skibets sundhedsteam på fire, herunder en jordemoder.
Ryan McHenry meldte sig som frivillig hos Læger uden Grænser uden at vide, hvor de ville sende ham hen. ”Jeg var forberedt på et telt et sted syd for Sahara. Da de spurgte, om jeg ville arbejde på et skib i Middelhavet, blev jeg alligevel overrasket. Det er en anderledes opgave, og ikke hvad man forventer,” siger Ryan McHenry, der til dagligt arbejder på en akutmodtagelse i Skotland.
Nu har han været ombord på Geo Barents i knap tre måneder.
Størstedelen af de medicinske tilstande, vi møder og behandler, er direkte resultater af de umenneskelige tilstande i Libyen. Tortur, vilkårlige tilbageholdelser, ubehandlede kroniske sygdomme og så videre
Ryan McHenry, Læger uden Grænser
En lang nat?
Undervejs er Ryan McHenry kommet godt ind i skibets rutiner, der skifter, alt efter om der er flygtninge ombord eller ej. Dagene mellem at en gruppe flygtninge kan gå i land i Italien, som er det eneste land, der tilbyder en sikker havn, og den næste redning, går med rengøring af dækket, vask af redningsveste, træning og øvelser. Når det gælder, skal alle færdigheder være i top.
Når Geo Barents når internationalt farvand ud for den libyske og tunesiske kyst, begynder bridge watch. Her spejder besætningen i totimersskift konstant efter både i havsnød. Denne gang aflyses bridge watch dog, kort efter at den er blevet indledt. Bølgerne er hårde, og det er derfor usandsynligt, at nogen flygtningebåde vil sejle fra den libyske eller tunesiske kyst under disse forhold.
Men kun en time efter råber Fulvia Conté, der leder det livreddende arbejde, ud i de radioer, som alle på skibet går rundt med: ”Møde på kontoret kl 19.30!” Man har fået oplysninger om, at 20 mennesker er blevet set på en forladt olieplatform i internationalt farvand ud for Libyen.
De har muligvis haft redningsveste på, og de siges at have viftet med hænderne, som om de ville reddes. Geo Barents har aldrig tidligere reddet nogen fra en olieplatform. Det kan blive en lang nat, meddeler Fulvia Conte.
”Sørg for at hvile jer,” slutter hun.
Klar til redning
Geo Barents sejler mod olieplatformen, men inden det når frem, modtager skibet information om en båd i havsnød. Det er svært at bestemme afstanden med det blotte øje, når det er kulsort nat på åbent hav. Men i det fjerne blinker et svagt lys. Omkring 60 personer er ombord på en stor gummibåd. En kvinde er omkommet ombord, andre er i kritisk tilstand.
Gummibåden forlod den libyske kyst 18 timer tidligere. Holdet på Geo Barents gør sig klar. Dagene forinden har de trænet og øvet. Alle ved præcis, hvad de skal gøre, men da ingen redninger ligner hinanden, ved de aldrig helt, hvad der venter dem.
Lægeholdet begynder at forberede sig til at tage imod de mange mennesker, mens andre besætningsmedlemmer skifter tøj, inden de hopper i små redningsbåde og sejler ud i de høje bølger fra Geo Barents for at samle de nødstedte op.
På kaptajnens bro leder Fulvia Conté det hold, der skal på havet. Hun opfordrer kaptajnen til at sejle tættere på flygtningebåden. ”Hvis vi kommer tættere på, kan vi forsøge at stoppe bølgerne.”
Motorstøjen blandes af lyden af bølger, der rammer voldsomt. En kvinde bliver hevet ombord på Geo Barents på en båre. Flere mennesker hjælper med at trække hende op. Skibet gynger og den lille redningsbåd, der lægger til lige uden for det store skib, forsvinder nogle gange af syne.
Lægeteamet handler hurtigt, men ikke alle kan reddes. Lige før daggry bekræftes aftenens andet dødsfald. Kvindens mand holder hendes hånd indtil hendes sidste åndedrag. Skaderne efter timers eksponering for benzinblandet saltvand var for alvorlige. To andre personer fra gummibåden bliver af samme grund evakueret med helikopter til Malta.
Døde fugle
Efter evakueringen af de 60 personer fra gummibåden, når Geo Barents frem til sit mål. Det er rigtigt, at 19 mennesker er klatret op på en forladt olieplatform, midt på åbent hav. Den er rusten og gul, bølgerne er stadig høje. Læger uden Grænser venter til daggry, før redningsbådene sænkes for anden gang den nat.
”Vi var der i tre dage. Båden, vi rejste i, kom i havsnød, og vi måtte forlade den. Vi så olieplatformen og svømmede derover og klatrede op på den. Da vi var der, så vi fugle, der var døde på riggen, og vi tænkte, at det måske var det, der ville ske med os,” fortæller en mand på 30, som vi kalder Ahmad, fordi han ikke vil have sit navn frem.
Næste morgen sænkes redningsbådene en tredje gang. Nu er stormen lagt sig, havet er spejlagtigt og roligt. En gummibåd med omkring 40 mennesker fra Bangladesh har drevet rundt i fem dage efter at have forladt Benghazi i det østlige Libyen. Smuglerne truede dem med en pistol, da de gjorde opmærksom på, at båden ikke var sødygtig.
Vi var der i tre dage. Båden, vi rejste med, kom i havsnød, og vi måtte forlade den. Vi så olieplatformen, svømmede derover og klatrede op
Ahmad, 30 år
Et lotteri
Oven på redningsaktionerne anmoder Geo Barents de italienske myndigheder om at få lov til at komme i land med de mange flygtninge. De bliver beordret til at anløbe havnen i Bari, som er lige over hælen på den italienske støvle. Om bord i et kølerum ligger de to lig, og skibet sender en ny anmodning til Italien om at få lov at anløbe en havn tættere på. Det afvises.
Dagen før Geo Barents lægger til i Bari, holder eritreerne og etioperne om bord – de, der blev reddet fra den store gummibåd – en ceremoni på øverste dæk. Et enkelt lys brænder, de messer i kor og bliver så stille.
I Bari er der forår i luften, og 121 flygtninge går i land og modtages af Caritas og Røde Kors. Dem uden sko kan vælge et nyt par i den rigtige størrelse. Blandt de nyankomne er Ariam og Jemal, som føler sig taknemmelige. Ariam blev aldrig voldtaget, Jemal fik hende ud af fængslet, og de overlevede begge dødsnatten på Middelhavet. ”I dag er vi heldige,” siger Jemal på vej ud af Geo Barents.
Andre overlevede ikke turen til Europa. Da de levende har forladt Geo Barents, bliver to kroppe, der er pakket ind i blank hvid plast, båret i land. De løftes op og køres væk i en sort bil.
Læs også artiklen: Livreddere i modvind: “Vi bliver forhindret i at være, hvor der er brug for os” om arbejdet med at redde flygtninge i Middelhavet
