I anden halvdel af 2022, hvor en ukrainsk sejr over Rusland virkede til at være en klar mulighed, var der få stemmer, som satte spørgsmålstegn ved den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskys sparsomme indenrigspolitik.
Men i dag, hvor direkte kritik af Kyivs militære strategi stadig er tabu, begynder vi at se en åbenhjertig debat på ukrainske sociale medier om landets fremtid efter krigen, og hvem der vil være tilbage til at bygge den.
Denne artikel er oprindeligt publiceret af det amerikanske medie Foreign Policy, der rapporterer fra hele verden.
Ukrainere på tværs af det politiske spektrum – her iblandt tidligere embedsmænd, den nuværende administrations politiske allierede, mangeårige kritikere og vestukrainske intellektuelle – sætter spørgsmålstegn ved de langsigtede fordele ved politik u en krigstid, der reelt giver russisktalende status som andenrangsborgere. Det skal bemærkes, at næsten alle disse kritikere bor i Ukraine og helhjertet støtter ukrainsk uafhængighed. Men de er bekymrede for, at regeringen formøbler muligheden for at skabe en varig social konsensus efter invasionen ved at gennemføre politikker, der fremmedgør, kriminaliserer eller deporterer en betydelig andel af landets befolkning.
Debatten om Ukraines religionsfrihed, pressefrihed og minoritetsrettigheder – som man ved meget lidt om i Vesten – afslører, at selv hvis Ukraine formår at vinde krigen, har landet stadig lang vej før det reelt bliver et åbent og pluralistisk samfund.
Religionsfrihed er beskyttet af den ukrainske forfatning. Men siden krigens begyndelse har denne frihed taget en skarp drejning til det værre for grupper, der symbolsk er knyttet til Moskva. Den ukrainsk-ortodokse kirke (UOC), en af landets største trosretninger, har mærket denne form for undertrykkelse hårdest. Den ukrainske regering ser kirken som en agent for russisk indflydelse, på trods af at UOC afbrød de administrative bånd til den russisk-ortodokse kirke i 1990 og afsluttede alle formelle kirkelige bånd med den i maj 2022.
På trods af det er UOC’s ejendomme, aktiver og hellige steder blevet beslaglagt selv flere år før starten på den russiske fuld-skala-invasion, og medlemmer af dets præsteskab undersøges for forbrydelser mod staten – på opdigtede anklager, mener mange.
I oktober 2023 tog Ukraines parlament det første skridt mod at forbyde kirken helt ved at godkende et lovforslag, der forbyder religiøse grupper “tilknyttet indflydelsescentre … beliggende uden for Ukraine, i staten, der udfører militær aggression mod Ukraine.”
Den vigtigste lobbyist for at få elimineret det traditionelle UOC har været dens rival med det næsten enslydende navn, Den Ortodokse Kirke i Ukraine (OCU), som blev grundlagt i 2019 som et nationalistisk alternativ til UOC. I 2019 udstedte kulturministeriet et dekret, der krævede, at UOC omdøber sig selv til “den russisk-ortodokse kirke i Ukraine”, et tyndt tilsløret – og stort set mislykket – forsøg på at udløse masseafhopninger.
Mange har påpeget de juridiske, etiske og teologiske problemer med disse tiltag.
Overraskende få synes dog at være bekymrede over den indenrigspolitiske uro, som de kan udløse. Ved at fremstille UOC som en ulovlig og fjendtlig religiøs organisation risikerer man at tilskynde til vold mod kirken og dens medlemmer.
Professor Andrei Baumeister fra Kyiv Universitet har antydet, at en skærpelse af religiøse fjendskaber på et tidspunkt, hvor landet har så desperat brug for enhed, kan undergrave offentlighedens tillid til regeringen yderligere og skabe et simrende ”legitimitetsunderskud”, der kan eksplodere om fem eller måske ti år.
”Åbenlys krænkelse af ytringsfriheden”
Pressefriheden og ytringsfriheden generelt har fået lignende tæsk.
En ny medielov, der blev vedtaget i marts 2023, udvider censurområdet for Det Nationale Råd for TV og Radio til også at omfatte trykte og online medier. Dette otte-personers organ, der er udpeget i fællesskab af præsidenten og parlamentet, som i øjeblikket kontrolleres af præsidentens parti, har nu bemyndigelse til at gennemgå indholdet af alle ukrainske medier, forbyde indhold, som det anser for en trussel mod nationen, og udstede obligatoriske direktiver til medier.
I 2024 ser rådets beføjelser i forhold til sprogbrug i medierne ud til at blive udvidet yderligere.
For eksempel vil minimumsprocenten af ukrainsk sprog på tv fra januar stige fra 75 til 90 procent. I juli vil brugen af ikke-ukrainske sprog på tv blive helt forbudt i visse sammenhænge. Denne lov er blevet stærkt kritiseret af forskellige journalistgrupper. Harlem Désir, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europas repræsentant for mediefrihed, kalder det “en åbenlys krænkelse” af ytringsfriheden.
Sergei Datsyuk, filosof og kritisk samfundsdebattør, har advaret om, at regeringens bestræbelser på at sikre sig ubegrænset monopol på information kun vil føre til mere folkelig utilfredshed med politikerne. Han frygter, at det i sidste ende kan skabe et så højt niveau af social spænding i landets politiske liv, at “det vil være uklart, hvad der er farligst for os, krig med Rusland eller intern borgerkrig.” Oleksiy Arestovich, en tidligere præsidentrådgiver for Zelensky, har udtrykt lignende bekymringer.
Vil ikke være en minoritet
I Ukraine er religions- og pressefriheden dybt sammenflettet med spørgsmålet om minoriteters rettigheder, især med behandlingen af landets største mindretal, de russofile ukrainere – dem, der identificerer sig med russisk arv, det være sig gennem sprog, kultur, historie eller religion.
Langt de fleste russofile ukrainere nægter at kategorisere sig selv som en minoritet. De ser simpelthen sig selv som ukrainske borgere, og som sådan, hævder de, har de en forfatningsmæssig ret til at tale hvilket som helst sprog og dyrke hvilken som helst religion eller kultur, de ønsker. Ikke kun dem, der er godkendt af staten.
Men ukrainsk lov anerkender ikke russere som indfødte i Ukraine eller bare som et mindretal i Ukraine. De har derfor ikke krav på retlig beskyttelse af deres kulturarv og sprog, hvilket er i direkte modstrid med artikel 10 i den ukrainske forfatning.
I en nu berygtet undersøgelse, foretaget kun seks måneder før den russiske invasion, var mere end 40 procent af ukrainerne på landsplan (og næsten to tredjedele i øst og syd) enige med den russiske præsident Vladimir Putin om, at ukrainere og russere er “ét folk”. Undersøgelser foretaget siden da viser, at dette tal er faldet kraftigt, men selv nu mener politisk analytiker Kost Bondarenko, at mindst otte til ti procent af ukrainerne kan betragtes som “pro-russiske”.
Dette bratte fald har tilskyndet Ukraines mere nationalistiske lovgivere til at tænke i nye måder, hvorpå man kan omdanne disse problematiske borgere til rigtige ukrainere, især i forhold til sproget.
Ifølge en lov fra 2021 kan man få bøde for at bruge russisk i servicesektoren, mens andre love er rettet mod russisksprogede medier, bøger, film og musik, selv når de produceres i Ukraine.
På den ene eller anden måde, siger Oleksiy Danilov, sekretær for det ukrainske nationale sikkerheds- og forsvarsråd, “skal det russiske sprog helt væk fra vores territorium, fordi det er et aspekt af den fjendtlige propaganda og hjernevaskning af vores befolkning.”
En undersøgelse fra Kyivs internationale sociologiinstitut viser, at mens kun otte procent af ukrainerne i maj 2022 sagde, at de så tegn på systematisk diskrimination mod russisktalende, var det tal i seneste undersøgelse fra september 2023 steget til 45 procent.
Det igangværende juridiske korstog afspejler imidlertid ikke, hvordan sproget fungerer i landet. I dag foretrækker kun 14 procent af ukrainerne udelukkende at tale ukrainsk. En undersøgelse fra august 2023 viste, at 18,3 procent af ukrainerne stadig ønsker, at russisk skal være et officielt sprog. I de østlige regioner under ukrainsk kontrol stiger dette tal til 36,4 procent.
Ignorerer EU’s ønsker
Spændingerne omkring mindretallenes rettigheder vil kun blive yderligere forværret, når krigen er slut. Som led i tiltrædelsesforhandlingerne med Den Europæiske Union vedtog Ukraine i 2022 en lov, der skitserede nationale mindretals rettigheder, men undtog specifikt russisktalende fra beskyttelse i perioden med undtagelsestilstand og fem år derefter.
EU bad om, at sidstnævnte periode blev forkortet, men i den endelige version, som for nylig blev vedtaget som lov, er rettighederne for russisktalende fuldstændig fjernet, mens mindretallenes sproglige rettigheder udvides betydeligt for officielle EU-sprog.
De fleste af disse restriktive love blev i første omgang foreslået længe før 2022. Men siden begyndelsen af Ruslands fuld-skala-invasion er der blevet sat fart på implementeringen af dem for at fremskynde, hvad nationalister ynder at kalde starten på en ny “postkolonial” æra i ukrainsk historie. Denne overgang vil dog sandsynligvis være en lang, dyr og farlig proces.
Mens der har været en kraftig stigning i anti-russiske følelser under krigen, har den fremtrædende forsker Ella Libanova argumenteret for, at pro-russiske følelser uundgåeligt vil stige igen, når krigen slutter. Men selvfølgelig kan ingen forudsige, hvor den offentlige mening bevæger sig hen, især hvis krigen fortsætter i flere år.
Én ting, der synes sikker er imidlertid, at befolkningerne i det østlige og sydlige Ukraine, russofile eller ej, ikke bare vil finde sig i at blive gjort til syndebukke for konflikten og nægtet borgerlige og politiske rettigheder over en bred kam.
Omfanget af det, der overvejes af ukrainske lovgivere, er svimlende. Ifølge Tamila Tasheva, Zelenskyjs repræsentant på Krim, ville mindst 200.000 indbyggere på Krim, hvis de blev befriet i morgen, blive anklaget for samarbejde med Rusland, og yderligere 500.000 til 800.000 indbyggere ville blive udvist. Refat Chubarov, formanden for Krim-tatarernes Mejlis, siger, at mere end én million mennesker – mere end halvdelen af den nuværende befolkning – bliver nødt til at forlade halvøen “øjeblikkeligt”.
Det ville derfor være en fejltagelse at forestille sig, at det sammenhold, der er smedet i kamp, har helet alle fortidens sår. Som Bondarenko udtrykte det: “Vi kæmper mod Rusland, men det betyder ikke, at vi kæmper for Ukraine. Det er det, der er problemet. Det er katastrofen.”
Alle ukrainere er enige om, at normaliteten skal genoprettes for at bringe katastrofen til ophør. Men her slutter konsensussen så også, for hvis normalitet betyder et bedre forhold til Rusland, så er det netop det, ukrainske nationalister og vestlige regeringer frygter mest.
For sidstnævnte ville det betyde, at en årtier lang politik om at lokke Ukraine fra Ruslands indflydelsessfære ind i Vestens er slået fejl. For førstnævnte, de ukrainske nationalister, ville det betyde fiasko for det, Ukraines førstesprogsombudsmand, Tatyana Monakhova, har kaldt den nationalistiske drøm: “Drømmen var altid at dyrke, bygge eller konstruere en magtfuld, homogen ukrainsk monolit – et samfund af ligesindede, der taler statssproget uden uenigheder om større statsspørgsmål.”
Begge disse tilgange ignorerer, det de fleste ukrainere faktisk ønsker: politikker, der behandler alle ukrainere med værdighed og giver dem lige beskyttelse under loven. Men det kan ikke ske, siger Datsyuk, så længe regeringen ikke blot betragter Rusland som sin fjende, men også dem, som den har stemplet som “forkerte ukrainere”.
Dette har skabt en situation, hvor, som den ukrainske politiske kommentator Andrei Zolotaryov har bemærket, “en betydelig del af borgerne er i intern emigration og ikke anser staten for at være deres. Dette er et meget stort problem i et land, der fører krig.”
Ikke et spørgsmål om penge
Ukraine har brug for en bedre vej, og at finde den er ikke et spørgsmål om penge eller international støtte. Det er et spørgsmål om at skabe intern heling, så ukrainere med alle religiøse, sproglige, etniske og politiske baggrunde kan skabe en fælles borgerlig identitet.
En sådan identitet kan imidlertid kun begynde at tage form, hvis de mange underidentiteter, der allerede findes i Ukraine, får lov til at bidrage til den. Det betyder, at vi skal opgive de isolationistiske opfordringer om, at “Ukraine er for ukrainere” og i stedet omfavne muligheden for, at Ukraine bliver et virkelig åbent og pluralistisk samfund.
Som alle ideologer er ukrainske nationalister fanget af frygten for, at det at tillade mangfoldighed i deres omhyggeligt konstruerede samfund vil betyde tab af national enhed.
Men forskning fra professorerne i internationale relationer Barry Buzan og Ole Wæver tyder på, at når en stat stadfæster retten til mangfoldighed, er den i stand til at lede denne mangfoldighed på måder, der faktisk kan styrke den nationale enhed. Nationalstater med forskellige befolkninger klarer sig meget bedre, hvis de tillader “et begreb om politik løsrevet fra staten og for omstændigheder, hvor identitetspolitik [handler] om at opretholde forskelle snarere end at finde et kollektivt billede.”
Selve det faktum, at modstanden mod tvungen ukrainisering inden for uddannelse, sprogbrug, internetmedier og musik har fortsat, selvom Ukraine kæmper desperat for overlevelse, bør uden tvivl indikere, at russofile ukrainere ikke har til hensigt at opgive hverken deres stat eller deres identitet. At tvinge dem til at vælge mellem de to risikerer at plante frøene til civil konflikt længe efter, at krigen med Rusland er afsluttet.
Nicolai N. Petro er professor i statskundskab ved University of Rhode Island og forfatter til The Tragedy of Ukraine: What Classical Greek Tragedy Can Teach Us About Conflict Resolution. Han var en amerikansk Fulbright-stipendiat i Ukraine i 2013-14.
Artiklen er finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
Oversat af Laurits Holdt
