I sidste uge tog Venezuelas præsident Nicolás Maduro et hidtil uset skridt for at tage kontrol over den omstridte Esequibo-region i nabolandet Guyana. Et skridt i åbenlys strid med en afgørelse fra Den International Domstol (ICJ).
Samarbejde med Foreign Policy
Denne artikel er oprindeligt publiceret af det amerikanske medie Foreign Policy, der reporterer fra hele verden.
Esequibo er en region i det vestlige Guyana og tegner sig for to tredjedele af landets territorium, 16 procent af dets befolkning – og allervigtigst er det en adgangsbillet til de olieforekomster, som Guyana for nylig opdagede ud fra regionens kyst, og som Venezuela tydeligvis vil have fingrene i.
Den kendsgerning, at internationale voldgiftsdommere markerede grænselinjerne for godt et århundrede siden, har ikke forhindret Maduro i at gøre krav på den jord, som mange venezuelanere længe har fået at vide, er deres. Søndag den 3. december afholdt Venezuelas regering en folkeafstemning for at gøre krav på suveræniteten over Esequibo på trods af, at ICJ advarede mod at udfordre status quo.
Latinamerika balancerer på kanten af en potentiel stor kontinental krig for første gang i mere end 75 år.
Resultaterne af den stærkt kritiserede afstemning viste, at 95 procent af vælgerne gik ind for, at Venezuela annekterede den omstridte region.
Med Venezuelas masseanholdelser af personer, der angiveligt er imod annekteringen, regionale styrker, der samles for at forsvare den lille nation, og det amerikanske militærs flyveøvelser i Guyana i en åbenlys støtte til landet, balancerer Latinamerika på kanten af en potentiel stor kontinental krig for første gang i mere end 75 år.
“Latinamerikanere elsker at sige: ‘Vi har ikke haft en større grænsekonflikt siden 1940’erne’,” siger Christopher Sabatini, seniorforsker i Latinamerika ved Chatham House.
“Dette ville virkelig udfordre deres grundlæggende selvforståelse af deres fredelige natur og det historiske fravær af mellemstatslige konflikter.”
Men hvem har den juridiske ret over Esequibo?
Begge lande gør krav på jorden, som er lidt større end den amerikanske delstat Alabama. Venezuela havde engang kontrol og regionen, men den var aldrig en juridisk del af det, der blev til det moderne Venezuela, hverken før eller efter landets uafhængighed.
En Paris-baseret voldgift afgjorde i 1899, at territoriet tilhørte Guyana (dengang den britiske koloni Britisk Guyana). Venezuela argumenterede dog længe for, at afgørelsen skulle annulleres, da landets regering ikke var til stede under forhandlingerne, men snarere repræsenteret af USA.
1. december beordrede Den International Domstol Maduro til ikke at forsøge at ændre regionens status – få dage før Venezuela folkeafstemning. Domstolen forbød dog ikke afstemningen trods pres Guyana.
Venezuelas regering ser ud til at “tage skridt med henblik på at tage kontrol over og administrere det omstridte territorium,” advarede ICJ-præsident Joan Donoghue efter Venezuelas åbenlyse tilsidesættelse af domstolens afgørelse.
“ICJ har troværdighed, men den kan ikke håndhæve sin afgørelse,” siger Sabatini. Det betyder dog ikke, at afgørelsen ikke har konsekvenser. Hvis Venezuela anvender militær magt til at tage kontrol over Esequibo, ville det sandsynligvis skade muligheden for, at ICJ nogensinde træffer en afgørelse til landets fordel fremover. Det ville også skære mere end halvdelen af Guyana og åbne en helt ny æske med grimme overraskelser.
Hvad gør Esequibo-regionen så eftertragtet?
Esequibo er hjemsted for betydelige dele af Amazonas’ regnskov og er et mineralrigt område, der indeholder store guld- og kobberforekomster.
I 2015 skød regionens værdi i vejret, efter at ExxonMobil opdagede store mængder olie ud for kysten. Fundet stod til at gøre Guyana til den rigeste nation i Latinamerika i forhold til landets indbyggertal. Lige ud for kysten og næsten, men ikke helt, i Guyanas økonomiske zone, er en olieforekomst med mindst 11 milliarder tønder råolie.
Hvis Venezuela skulle få fat i Esequibo, så kunne det gøre krav på stort set al olien.
Nu strømmer milliarder af dollars og tusindvis af amerikanske steaks ind i Georgetown, hovedstaden i den engang så stillestående nation. Guyana har brugt midlerne til at starte store infrastrukturprojekter, dets første dybvandshavn og et gas-til-energi-projekt, der vil fordoble landets energiproduktion og samtidig halvere strømregningen. Og i september annoncerede regeringen sin intention om at sælge olie til store spillere, herunder Kinas, Qatars og Malaysias statslige olieselskaber – hvilket yderligere udløste Venezuelas økonomiske jalousi.
Venezuela, som engang var en stor olieproducent, pumper nu halvt så meget af det flydende guld op af undergrunden som den amerikanske stat New Mexico. Landet har længe kæmpet med en ødelæggende hyperinflation og stor utilfredshed i befolkningen.
Ifølge Den Internationale Valutafond led hovedstaden Caracas under verdens højeste stigninger i forbrugerpriser i år, hvor inflationen nåede 360 procent. Korruption fortsætter med at plage Maduros autokratiske regime, mens bestræbelserne på at slå ned på landets opposition, herunder at forhindre den populære præsidentkandidat María Corina Machado i at indtage posten, ikke har gjort meget for at øge hans chancer for at vinde genvalg næste år.
Maduro håber, at kontrol over Esequibo vil give ham store olieindtægter, styrke støtten til hans Forenede Socialistparti, og få oppositionen til at fremstå antipatriotisk på et tidspunkt, hvor hans regime ligner mere og mere et “ligegyldigt diktatur,” (“tin-pot-dictatorship”, red.) siger Sabatini.
Så hvad skete der med den folkeafstemning?
Det kommer an på hvem du spørger. Ifølge Maduro gik millioner af venezuelanere til valg og sikrede landets højeste valgdeltagelse nogensinde. Men uden beviser til støtte for hans påstand, mener rettighedsgrupper, at der snarere var tale, om at omkring to millioner mennesker gik til stemmeurnerne.
Nu vil vi genvinde Venezuelas historiske rettigheder.
Nicolás Maduro, præsident, Venezuela
Ifølge regeringen godkendte mere end 95 procent af vælgerne alle fem spørgsmål i folkeafstemningen. De opfordrede til oprettelsen af en ny såkaldt Guyana Esequiba-stat samt at give dens indbyggere venezuelansk statsborgerskab, give befolkningen identitetskort, inkorporere Esequibo i Venezuelakortet og afvise dommen fra 1899.
“En ny æra i kampen for vores Guyana Esequiba er begyndt,” sagde Maduro for at fejre resultaterne. “Nu vil vi genvinde Venezuelas historiske rettigheder.”
I en aggressiv tale tirsdag den 5. december foreslog Maduro en ny lov, der forbyder alle venezuelanske virksomheder at samarbejde med Guyana, og dagen efter udnævnte han generalmajor Alexis Rodríguez Cabello til at føre tilsyn med den nyetablerede stat.
Militære efterretninger tyder på, at Caracas også bygger en landingsbane ved La Camorra nær grænsen til Guyana for at støtte logistiske operationer for at annektere Esequibo. Og Maduro har advaret udenlandske firmaer, herunder ExxonMobil, mod at arbejde med Guyanas regering.
Én ting: Venezuela har flere oliereserver end noget land i verden. Hvad skal de bruge mere til?
Det er et godt spørgsmål, især da Venezuela har nok problemer med at få sin egen olie op af jorden, som den er – endsige at rode sig ud i vanskelige offshore-boringer, der kræver teknologisk ekspertise, god ledelse og rigelig kapital. Ingen af delene har Venezuela besiddet i årevis.
Om noget håber Maduro at genopretningen af en hundrede år gammel fejl med olie at hente, vil øge offentlighedens tillid til hans stadig mere upopulære administration. Men sandsynligheden er lille for, at det vil gøre et stort indhug i meningsmålingerne op til næste års valg.
Hvordan reagerer resten af regionen?
Guyana satte øjeblikkeligt sine egne forsvarsstyrker i højt beredskab og opfordrede FN’s Sikkerhedsråd og ICJ til at agere med det samme for at forhindre Venezuela i at trænge ind på landets territorium.
Maduro kan blive opmuntret af det faktum, at konflikten i Ukraine og konflikten i Mellemøsten gør det sværere for USA at have en anden front
Christopher Sabatini, seniorforsker i Latinamerika ved Chatham House
Brasiliens forsvarsministerium “intensiverede sine forsvarsaktioner” og styrkede sin militære tilstedeværelse omkring den omstridte grænse. Og USA gennemførte torsdag militærøvelser med Guyana for at demonstrere sine stærke bilaterale forpligtelser over for landet.
Krig ville være “selvmordsagtigt” for Maduros politiske ambitioner, udtaler en venezuelansk energiekspert, der ønsker at være anonym af frygt for repressalier fra regeringen.
“Maduro kan blive opmuntret af det faktum, at konflikten i Ukraine og konflikten i Mellemøsten gør det sværere for USA at have en anden front eller potentiel konflikt i denne region,” tilføjede eksperten. “Og så ser folk dette som en farlig situation, fordi det kan give Maduro den opfattelse, at han måske kan slippe af sted med at gøre det.”
Maduro har i første omgang lovet ikke at invadere Venezuelas østlige nabo. Men stigende spændinger, herunder regeringens anklager mod ExxonMobil for at arbejde sammen med Guyana og mod venezuelanske dissidenter for at underminere regeringen, bekymrer regionale ledere, der anser annekteringen for trods alt at være i kortene.
Hvis det er tilfældet, kan Latinamerika indsætte en multilateral fredsstyrke for at dæmpe situationen – hvilket sandsynligvis ville skade Venezuela i det lange løb.
Venezuelas regering ser svag ud, siger Sabatini.
“Da regeringen på en måde haster mod et usikkert resultat af dette, sætter den også sin egen overlevelse på spil. Jeg vil helt ærligt mene, at det regeringen gør mod Guyana, sandsynligvis er langt mere farligt for dens egen overlevelse, dens ustabilitet, end udsigten til et valg i 2024.”
