“Den her mullah skaber problemer for dig, for mig og for os alle. Vil du have mig til at håndtere problemet?” spurgte Saddam Hussein i august 1978 Irans shah, Mohammad Reza Pahlavi.
Denne artikel er oprindeligt publiceret af det amerikanske medie Foreign Policy, der rapporterer fra hele verden.
Problemet var den religiøse leder Ruhollah Khomeini, der havde slået sig ned i Najaf i Irak, hvorfra han i flere måneder havde prædiket et iransk regimeskifte. Shahen afslog Saddams tilbud om at myrde ayatollahen, og det skulle vise sig at blive en af de skæbnesvangre beslutninger, der tillod en spirende, men fragmenteret oppositionsbevægelse at vokse sig til en fuldbyrdet revolution.
Her 44 år senere er en anden oppositionsbevægelse dukket op, men i modsætning til Khomeinis har den ikke opnået de forandringer, både dens tilhængere og den iranske diaspora håbede på. Årsdagen for 22-årige Mahsa Aminis død i det iranske moralpolitis varetægt den 16. september har fået mange i og uden for Iran til at reflektere over, hvorfor den største protestbevægelse i næsten fire årtier ikke lykkedes med at opnå de ønskede forandringer – og starte en revolution mod landets øverste leder og regimet under Den Islamiske Republik.
Men i virkeligheden burde vi spørge, hvorfor regimet lykkedes med at kvæle protesterne, og for at forstå det, skal vi læse op på fra shahens fald.
Lektion #1: Vær beslutsom, tøv aldrig
Forskere diskuterer stadig, hvornår protesterne mod shahen præcist begyndte. Men helt utvetydigt er det, at i 1978 eksploderede flere årtiers hviskende utilfredshed og blev til højlydte råb i gaderne om at vælte regimet. Shahen, der havde regeret siden afslutningen på Anden Verdenskrig, blev overrasket. Han var skuffet over sit folks “utaknemmelighed.” Som han senere klagede fra sit eksil: “utaknemmelighed er folkets fødselsret.”
Mere end noget andet var shahen bekymret over Carter-regeringens nye fokus på menneskerettigheder – og de medfølgende kritiske blikke på synderegisteret for hans hemmelige politi, SAVAK. Hvis han ville sikre forholdet til Irans sikkerhedspolitiske velgører, måtte han derfor træde forsigtigt. At fængsle folk og chikanere demonstranter kunne Jimmy Carter umuligt sidde overhørig med sin udenrigspolitiske dagsorden. For at positionere sig som en moderne leder, måtte shahen derfor overholde den “frie verdens” spilleregler.
Selvom hans rådgivere foreskrev beslutsomhed og hårde konsekvenser over for demonstranterne, gjorde shahen det modsatte. Han forsøgte at forhandle med sine modstandere og gav deres ledere indrømmelser, ligesom de fortsat fik lov at kritisere shah-styret højlydt. Da den taktik ikke virkede, gik Pahlavi på tv og holdt en tale, der siden er blevet berømt for den skæbnesvangre linje “jeg hørte revolutionens stemme,” hvori han indrømmede sit regimes korruption og uretfærdigheder, inden han lovede at slå ned på selvsamme korruption.
Læs også: Prinsen i eksil: Kan shahens søn blive Irans næste leder?
Den nuværende leder af Den Islamiske Republik, ayatollah Ali Khamenei, udviser ikke samme tøvende modvilje mod at slå hårdt ned på oppositionen. Det skyldes, at hans muligheder for at handle er mindre begrænsede, og at han ikke har samme incitament for at give plads til politisk uenighed. I modsætning til shahens Iran har Den Islamiske Republik ingen handel eller diplomatiske forbindelser med USA, ligesom landets forhold til andre liberale demokratier er anstrengte. Præstestyret beskylder ofte journalister og menneskerettighedsaktivister for at arbejde for USA og forsøge at vælte regimet. Selvom Iran i høj grad står under Ruslands og Kinas beskyttelse, er det stadig afskåret fra en stor del af den internationale økonomi og er – sammen med Venezuela – det mest sanktionerede land i verden. Men paradoksalt nok har den geopolitiske isolation kun gjort regimet mere voldeligt i undertrykkelsen af ytringsfrihed og andre politiske friheder.
Klog af skade og lektionerne fra andre autokratiers kampe mod folkelige opstande, ikke mindst Irans egen islamiske revolution, har præstestyret pure nægtet at gå med på demonstranternes krav om forandring. I stedet har regimet strammet grebet om både kvinder og civilsamfund, indført strengere love om usømmelig opførsel og lukket virksomheder, der ikke håndhæver hijab-reglerne. I stedet for at forsøge at dæmpe demonstranterne gik regimet til angreb på dem. Det bringer os videre til næste lektion.
Lektion #2: Kæmp som om alt er på spil (for det er det)
I de sidste måneder af shahens regeringstid fik militæret til opgave at genoprette orden. Men efterhånden som oppositionen blev mere samlet, kunne militæret ikke stoppe uroen. Det var der flere grunde til. En af dem var, at militæret var en kampstyrke, ikke et politikorps. Militærets avancerede våbensystemer var ubrugelige i Teherans gader og i andre større byer.
En anden grund var, at selvom officerkorpset i høj grad forblev loyale over for shahen, gjaldt det ikke for de menige og værnepligtige, som ikke havde samme privilegier som officerstaben. De vendte sig mod shahen, ignorerede deres ordrer og deserterede i hobetal. Efter en menig soldat massakrerede en gruppe officerer i deres spisesal, var selv shahens eget vagtkorps ikke længere til at stole på.
Med det iranske flag tegnet på kinden og Mahsa Aminis navn på halsen går en kvinde sammen med tusindevis af andre på gaden i protest mod det iranske præstestyre.
Foto: Dia images via Getty Images
Situationen med shahens hær står i stærk kontrast til Den Islamiske Republiks sikkerhedsstyrker, som – med undtagelse af få desertører blandt de lavere-rangerende officerer – er forblevet loyale over for præstestyret. Og agenter fra Den Iranske Revolutionsgarde (IRGC) og Basij, grupperne med ansvaret for at slå ned på demonstrationerne, har endda udført deres ordrer til punkt og prikke. Selvom de to styrker allerede er velfinansierede og veludstyrede, forventes IRGC’s budget at stige med 28 procent næste år.
I modsætning til shahens militære ledelse, der kunne flygte ud af landet, hvis tingene gik galt, har Den Islamiske Republiks sikkerhedsstyrker ingen udvej. De fleste af dem er under sanktioner for brud på menneskerettighederne, og IRGC står på flere terror-lister. Soldaternes muligheder for ikke at parerere ordrer eller at desertere er derfor begrænsede. Med andre ord har de institutioner, der er ansvarlige for at beskytte præstestyret, kun grunde til at forblive loyale over for det.
Lektion #3: Styr medierne, styr masserne
I 1973 etablerede shahen National Iranian Radio and Television (NIRT), den eneste lovlige tv- og radiostation i landet. På papiret var det statslige medie et af hans trumfkort til at styre narrativet om modstandsbevægelsens protester, der brød ud nogle år senere. Det hemmelige politi brugte NIRT til at sprede falsk og vildledende information og iscenesætte “tilståelser” for rullende kameraer – meget lig de tilståelser efter tortur, vi ser i dagens Iran.
Men shahens kontrol over mediet viste sig at være skrøbelig. Også NIRT’s personale nedlagde til sidst deres arbejde, ligesom mange andre offentligt sektorer. Den 11. februar 1979 stormede revolutionære oprørere hovedkvarteret og erklærede deres sejr på tv.
Selvom SAVAK’s udnyttelse af massemedierne var problematisk, blegner den i sammenligning med det nuværende regimes. Præstestyret bruger tv og andre medier til at manipulere befolkningen ved at spille på deres følelser, skabe intriger og bringe disinformation. Under Amini-protesterne skildrede de statslige medier demonstranter i provinser med store etniske minoriteter som “terrorister” og “separatister”. På sociale medier spreder de løgne, der ved hjælp af gamle og falske billeder har til formål at nedværdige kvindelige demonstranter og give et billede af bred opbakning til regimet.
Det vigtigste våben i Den Islamiske Republiks medie-arsenal er dog et teknologisk nybrud, der overgår shahens – eller enhver anden dikatators fra hans tids – vildeste fantasier: det såkaldte National Information Network (NIN). NIN er et system af digital totalitarisme, der efter russisk og kinesisk forbillede er designet til at give staten kontrol over, hvad folk ser, hvordan de kommunikerer, og hvilke valg de træffer.
For hver runde af protester – fra 2012 over 2019 og til i dag – er NIN blevet mere raffineret og bedre til at tackle offentlig uro og politisk modstand. Det kom derfor heller ikke som nogen overraskelse, at staten straks forringede internetforbindelsen og blokerede store kommunikationsservices som Instagram og WhatsApp, da demonstrationerne bedgyndte at sprede sig i september 2022. Præstestyret indførte også “digital spærretid“, der gjorde det praktisk talt umuligt at kommunikere med verden uden for Iran.
De seneste rapporter antyder, at NIN er blevet endnu mere avanceret. Regimet kan nu manipulere informationsstrømme på mikro-niveau ved at tvinge mobile internetudbydere i urolige provinser til at afbryde kundernes forbindelse. Styret bruger de lokale nedlukninger strategisk, så de falder sammen med politiske mærkedage og sørgeperioder. For eksempel var der ifølge digitale obersvatører omfattende internet-afbrydelser den 15. juli – dagen, hvor moralpolitiet vendte tilbage til gaderne, efter de måneder forinden var blevet fritaget for de forpligtelser i tavshed. Regimets teknologiske ambitionsniveau er kun steget. Embedsmænd praler af avanceret teknologi og databaser til biologisk overvågning, og hackede dokumenter omtaler planer om at “opdele” internettet.
Shahen tabte i sidste ende kampen mod oppositionen og måtte flygte fra landet, efter hans beslutninger havde skabt betingelserne for monarkiets fald. Men Khamenei ser ud til at have læst op på historiens lærestreg og indarbejdet den i regimets håndtering af den folkelige utilfredshed, der fulgte i kølvandet på Mahsa Aminis tragiske død.
Andre kan også lære af den historie. Selvfølgelig er brutale metoder som mord og organiseret vold altid uacceptable. Men demonstranterne bør lære af historien, at modstandsbevægelsen bliver nødt til at have en stærk ledelse. Oprørerne må arbejde på at mindske statens voldsmonopol ved at give soldater grunde til at desertere. Oppositionen bliver nødt til at underminere og afmontere statens medie-monopol og det nationalt kontrollerede internet. Og vigtigst af alt, må modstandsbevægelsen aldrig stoppe med at kæmpe.
Der er også lektioner at hente i Irans moderne historie for det internationale samfund. USA skal til en start droppe de ineffektive økonomiske sanktioner og afhjælpe Irans diplomatiske isolation, så udlandet kan tilbyde iranske sikkerhedsstyrker andre muligheder end loyalt at udføre præstestyrets grusomme ordrer. Hele det internationale samfund skal give det iranske folk adgang til kommunikationsteknologi og -services – ikke bare for at afsløre NIN som det digitale troldspejl, det er, men for at smadre det.
Emily Blout er forfatter til ‘Media and Power Modern Iran: Mass Communication, Ideology, and the State’ og fellow ved International Institute for Counter Terrorism.
Sina Azodi er lektor i internationale studier ved George Washington University.
Artiklen er oprindeligt bragt af Foreign Policy og oversat til dansk af Søren Steensig.
