Klimabloggen
På Globalnyts klimablog skriver fire forskere fra Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, fra klimaforandringernes frontlinje – dér hvor de rammer hårdest, og dér hvor globale agendaer og klimafinansieringen implementeres i praksis. Bloggen kigger blandt andet på klima og migration, klima og rettigheder, klima og konflikt, lokal viden om klimatilpasning, om grøn energi fører til udvikling, og på om klimafinansieringen når ud til de fattigste. Med udgangspunkt i forskernes viden fra felten, diskuterer de, hvad virkeligheden on the ground betyder for det danske udviklingssamarbejde, politisk såvel som praktisk.
Globalnyts klimablog skrives på skift af fire forskere, som alle forsker i klima i Syd:
- Lily Lindegaard, Post Doc
- Marie Gravesen, Post Doc
- Esbern Friis-Hansen, Seniorforsker
- Mikkel Funder, Seniorforsker
Klimaforandringer udgør en alvorlig udfordring for subsistenslandbrug i det globale syd. Særligt landbrug som er afhængigt af regnvand rammes af stigende temperaturer, uregelmæssig nedbør og tørkeperioder, med negative og undertiden ødelæggende konsekvenser. Høsten mindskes eller slår fejl, plantesæsonen bliver uforudsigelig, og tørkesæsonen kan blive længere.
Selvom subsistenslandbrug altid har været krævende i sådanne områder, forstærker klimaforandringer udfordringerne. Det får lokalsamfund til at bruge en række alternative landbrugsmetoder og levebrødsstrategier, der spænder fra at anvende forskellige afgrøder til kortere eller længerevarende migration.
Migration som klimatilpasning afvises dog bredt af internationale donorer, nationale regeringer og undertiden også lokale myndigheder. I stedet søger disse aktører ofte at forbedre og fremme det lokale landbrug eller andre lokale levebrød gennem forskellige tilpasningsprojekter. Det kan være ved at levere eller sælge input for at øge udbyttet, for eksempel tørkeresistente frø, gødning eller skadedyrsbekæmpelse; fremme nye landbrugsteknikker som klimasmart landbrug eller såkaldt conservation agriculture; eller ved at forbedre adgangen til vigtige resurser, som for eksempel adgang til vand til overrisling. Til gengæld forventes de berørte samfund at blive, hvor de er – med andre ord, at håndtere udfordringerne på stedet.
Perspektiver fra landdistrikterne i Ghana
Denne blogpost bygger på resultater fra forskningsprogrammet “Governing Climate Mobility” (GCM), som er et samarbejde mellem Dansk Institut for Internationale Studier og forskningspartnere i Ghana og Etiopien. GCM undersøger sammenhænge mellem klimaforandringer, migration og regeringsførelse i områder, hvor klimaforandringer er dokumenteret, og migration og mobilitet er etablerede levebrødspraksisser, især indenlands og til nabolande. I Ghana bygger forskningsprogrammet på en stor spørgeskemaundersøgelse og dybdegående kvalitative studier i den tørre Savannah-zone i landets nordvestligste hjørne og i den fugtigere skovzone i Ghanas østlige region.
Forskningen viser, at donorers og lokale og nationale myndigheders tilgange til tilpasning er knyttet til en opfattelse af migration som et uønsket resultat af klimaforandringer. Især ses unges migration som et problematisk fænomen, der skal forhindres eller “håndteres”; faktisk sigter nogle tilpasningsprojekter eksplicit mod at begrænse migration. Diverse lokale opfattelser og praksisser af migration bliver derved overset.
Blandede resultater fra tilpasningsprojekter
En væsentlig indsigt fra GCM-programmet er, at effekterne af tilpasningsinterventioner er blandede, især hvis et af målene er at begrænse migration. Tilpasningsprojekter kan bestemt styrke lokale levebrød, forbedre landbrug eller andre leveveje for dem, der ønsker at blive. Migration grundet manglende lokale muligheder kan således reduceres for nogle grupper. Men uanset hvor godt implementerede eller velplanlagte sådanne projekter er, adresserer de ikke nødvendigvis de mange forskellige grunde til migration. Desuden kan de have utilsigtede resultater, som øger forekomsten eller varigheden af migration.
I Ghana, for eksempel, skal konstruktionen af smådæmninger muliggøre landbrug i tørsæsonen ved at sikre vand til afgrøderne i perioder uden regn. Logikken er, at potentielle migranter vil blive hjemme for at dyrke jorden, og at der dermed sættes en stopper for sæsonbestemt eller langvarig migration i søgen efter arbejde i andre landdistrikter, plantager, miner eller større byer.
Denne logik overser imidlertid vigtige aspekter af migration: den ignorerer, at disse typer mobilitet ofte er veletablerede måder at klare sig på, som reducerer antallet af munde at mætte, og mindsker konkurrencen om lokalt arbejde. Ligeledes overses det, at migration udgør en metode til at generere resurser, såsom madvarer, andre varer og kontanter, der kan bruges til forbedre fødevaresikkerheden, til uddannelse og investering i landbrug, handel eller, ja, til tilpasning til klimaændringer.
Klimaændring er en indirekte drivkraft for migration
For at forstå, hvorfor lokale tilpasningsprojekter ikke garanterer mindre migration fra landdistrikterne, skal vi også tage højde for mobilitetens samlede rolle i samfundet. Det er altså mere kompliceret end blot at skabe bedre muligheder for at dyrke jorden. I Ghana og Vestafrika er migration en integreret del af veletablerede levebrød, ligesom det ses som en mulig vej til et bedre eller mere værdigt liv, eller simpelthen som en måde at udvide ens horisont ud over hjemegnen.
Dette betyder også, at migration – og mobilitet mere generelt – typisk ikke er forårsaget af ekstraordinære omstændigheder. Faktisk peger få personer på klimaændringer som den primære årsag til at flytte i besvarelsen af spørgeskemaundersøgelsen eller under interviews. I stedet henviser de til økonomiske og levebrødsrelaterede forhold, som klimaforandringer og -variabilitet påvirker negativt, især i landbrugssammenhænge. Klimaændring er altså primært en indirekte drivkraft for migration. Tilpasningsinterventioner, der har begrænsning af mobilitet som et succeskriterium, vil derfor sandsynligvis fejle.
Hovedpunkter og anbefalinger:
■ Kunstvanding og andre klimatilpasningsprojekter kan give flere valgmuligheder i forhold til beslutninger om at blive eller migrere og kan potentielt begrænse tvungen migration.
■ Klimatilpasningsprojekter vil dog sandsynligvis ikke begrænse migration, hvis de ikke er koblet til muligheder for arbejde og indkomst, som er attraktivt og realistisk for potentielle migranter.
■ Forankring i lokale prioriteter, kontekster og institutioner kan reducere utilsigtede konsekvenser.
■ Migration kan udgøre en klimatilpasningsstrategi i sig selv.
“Én Landsby – Én Dæmning” initiativet
Projektet “Én Landsby – Én Dæmning” i Ghana er et eksempel på et regeringsinitiativ fra 2018, der sigter mod at støtte lokale levebrød samt begrænse migration. Målet er at forsyne alle landsbyer i den nordlige del af landet med en jorddæmning eller en udgravning for at sikre vand til vanding og derved fremme helårsafgrøder. Dyrkningen i disse områder afbrydes ellers af en årlig tørsæson. Initiativet har også det eksplicitte formål at begrænse unges migration efter alternativt arbejde i tørtiden.
Vores studie viser, at resultaterne af sådanne dæmninger har været blandede. For yngre beboere, en af hovedmålgrupperne for interventionen, har dæmningernes effekt været til at overse. I en kontekst af udbredt og vedvarende fattigdom og stigende klimavariabilitet kan et lokalt vandingssystem kun ændre lidt på deres egne eller deres familiers levevilkår – noget som mange ønsker at forbedre og bidrage til. Dog har projekterne muliggjort at dyrke noget land- og havebrug under tørtiden for dem, der ønsker at blive, især den ældre generation, der generelt er mindre tilbøjelig til at migrere.
Politikker, der sigter mod at reducere migration, er også ofte urealistiske på grund af begrænsninger i projektimplementeringen. Et stort antal dæmninger skal stadig bygges, og problemer med ufuldstændig konstruktion, manglende vedligeholdelse og institutionelle tvister har begrænset nogle dæmningers funktion. I et tilfælde forårsager en ufærdig dæmning årlige oversvømmelser, der betyder, at en landsbys adgang til omverdenen – inklusive til de lokale markeder – stort set er afbrudt i regntiden, hvilket får nogle beboere til at migrere endnu tidligere på året frem for at risikere ikke at kunne forlade landsbyen.
Klimatilpasningsprojekter har med andre ord begrænsninger. Og selv når vandingsordninger fungerer som planlagt, adresserer de ikke andre klimarelaterede landbrugsrisici, såsom pludselige skybrud, skadedyr og afgrødesygdomme, der også ødelægger afgrøder og høst . Målrettede tilpasningsinterventioner er derfor ikke en universalløsning til at adressere de forskelligartede klimarisici, der kan spille ind i migrationsbeslutninger.
Faldgruber og muligheder
Vores forskning viser spændingen mellem interventioner, der sigter mod at opretholde levebrød i landområder, som bliver påvirket af klimaændringer, og praksis med migration ud af disse områder.
Vi viser, at lokale tilpasningsprojekter har både faldgruber og potentiale: Projekter kan ikke i sig selv adressere de forskelligartede bevæggrunde til migration, ej heller underliggende strukturelle årsager til fattigdom og ulighed, der gør at individer og familier befinder sig i sårbare situationer. Dog kan de give ekstra muligheder for husstande og enkeltpersoner, hvilket kan understøtte frivillige valg om at blive eller flytte.
At have flere muligheder lokalt giver altså bedre vilkår i forhold til type, timing og varighed af eventuel migration. Det forbedrer også migrationens udkomme, både for migranterne selv og for deres lokalområder. At blive eller at rejse bør derfor være et valg truffet af de berørte mennesker snarere end et politisk mål.
Lily Salloum Lindegaard, Senior Researcher, Danish Institute of International Studies
Nauja Kleist, Senior Researcher, Danish Institute of International Studies
Francis Xavier Jarawura, Senior Lecturer, SD Dombo University of Business and Integrated Development Studies
Joseph Teye, Associate Professor, Director, Research, Innovation and Development, University of Ghana
Dette debatindlæg trækker på forskning fra ‘Governing Climate Mobility’ (GCM) forskningsprogrammet, som er et samarbejde mellem University of Ghana, Forum for Social Studies i Etiopien, og Dansk Institut for Internationale Studier. GCM er et uafhængigt forskningsprogram finansieret af Udenrigsministerets udviklingsforsknings-fonde.
