Zambia er et af de mindst udviklede lande i verden ifølge FN og var det første afrikanske land til at erklære sig ude af stand til at varetage sin gæld som følge af den globale Covid-19 krise i 2020. Det var anden gang siden 2005, Zambia stoppede sine afdrag og fik eftergivet lån og justeret låneaftaler.
Zambia havde i slut-nullerne og de tidlige 2010’ere ry for at være et af de bedste lande i Afrika at investere i, skriver Christopher Vandome, der er forfatter til Chathams House nye rapport om Zambia. Det omdømme blev dog ødelagt under præsident Edgar Lungu (2015-2021), da gæld og korruption steg ud af kontrol, og nye udenlandske investorer glimrede ved deres fravær.
Det er derfor bemærkelsesværdigt, at Zambia under den nye præsident Hakainde Hichilema, har formået at forbedre landets internationale ry og igen tiltrække udenlandske investorer.
Zambias ”chief marketing officer
Præsident Hichilema og hans United Party for National Development, kom til magten i 2021 efter at have tabt seks gange før. Præsidenten, der er tidligere revisor, førte valgkamp på at forbedre Zambias økonomi, og ifølge Vandome ser det faktisk ud til, at han forsøger at efterleve sine løfter.
Hichilema, der beskriver sig selv som Zambias ”chief marketing officer”, har i modsætning til sin forgænger rejst meget i både Amerika, Europa og Afrika. Det betyder dog ikke, at den nye regerings udenrigspolitik er ”en 180 graders drejning” væk fra den politik, som Lungu førte, forklarede Vandome til forlæsningslanceringen af Chatham House rapporten.
Hvor Lungu primært lagde sig op ad Kina og i mindre grad Rusland, så har Hichilema valgt at udvide feltet af internationale partnere uden at vende ryggen til hverken Kina eller Rusland af den grund. Ifølge Vandome ser det ud til, at den nye præsident har stort held med sin udenrigspolitiske ”positive neutralitet”, som særligt i den nu mere multilaterale verdensorden har givet det lille land mulighed for selv at forme relationer og træffe politiske beslutninger.
Rapporten understreger blandt andet det store potentiale, der ligger i tættere økonomisk samarbejde med de omkringliggende lande, særligt Sydafrika. Selvom Zambia ikke har, adgang til kysten, så har det hverken omfattende aftaler eller transport forbindelser med Sydafrika på grund af den historisk lange konflikt, der stod på indtil slutningen af apartheidstyret.
Fra regeringens side er det håbet, at øget samhandel vil øge industriproduktionen i Zambia og diversificere økonomien, som i meget høj grad er domineret af mineindustrien. På den anden side skal det nævnes, at regeringen også har store planer om at udvide kobbermine-industrien, som er den primære eksport fra Zambia. Så det er tvivlsomt i hvilken grad regeringens politik vil frigøre landet fra sårbarheden overfor udsving i det internationale marked.
Hvem er fanget i gældsfælden
Et af de vigtigste punkter for Hichilemas internationale charmeoffensiv, er at få forhandlet de bedst mulige vilkår for nye lån, gældseftergivelse og lånjusteringer. Selvom forhandlingerne med IMF og de store långivende lande begyndte i 2020, så er de forhandlinger gået med ”sneglefart”, siger Vandome. Den helt store årsag til det er Kina og usikkerheden om størrelsen på gælden til Kina.
Det var netop usikkerheden om størrelsen på gælden til Kina og de kinesiske udlånsbanker, der fik europæiske kreditorer til at afvise gældsforhandlinger, da den zambianske regering erklærede, at den var ude af stand til at betale renter. Siden da er der blevet udformet en gældskomité bestående af seksten af de store lande, hvor Kina og Frankrig sidder på forpersonsposterne, til at forhandle om gældsspørgsmålene med Zambia og IMF. Indtil videre er en aftale om lånsomlægninger for 9,5 milliarder kroner faldet på plads.
Kina var ellers store fortalere for, at gældsforhandlinger med Zambia skulle holdes på det bilaterale niveau. Vandome ser det som en stor succes for Hichilema, at der er lykkedes at få Kina med ind i komiteen, men skriver også at forklaringen måske i lige så udstrakt grad ligger hos Kina selv.
Siden 2020 er den globale økonomiske situation støt blevet værre, og Vandome vurderer, at Kina har fundet ud af, at man ikke altid kan bruge de store lån til bestemme over de låntagende lande. Eftersom det er i Kinas interesse fortsat at nyde godt af den internationale indflydelse, de store lån har givet særligt i Afrika, så vil Kina ikke bare opkræve gælden. Det kunne risikere at få de mange skyldnerlande til at vende sig mod Kina, vurderes det i Chatham House rapporten.
Selvom der har været meget diskussion om, at afrikanske lande er endt i gældsfælder på grund af store og betingelsesløse lån fra Kina, så sætter Vandome altså spørgsmålstegn ved, hvem det egentlig er, der er fanget i gældsfælden, når Kina reelt er ude afstand til at sikre tilbagebetaling af gælden. Det fremhæves, at Kina har eftergivet mere end 23 store lån på kontinentet til dato.
Et en-mandsshow med lang vej endnu
Rapporten kritiserer også præsident Hichilema og påpeger punkter, som det nye daggrys regeringen er nødt til at tage hånd om, hvis de positive udviklinger for Zambia skal fortsætte.
Det vigtigste punkt er at få korruptionen i landet under kontrol. Hichilemas regering skal ifølge Vandome have gjort op med den store og udbredte korruption i landet – ikke mindst for at tilfredsstillende kreditorerne og berolige nye og gamle investorer i landet.
Men der er meget lang vej igen, og det er særligt vigtigt, at den lovgivning, der har faciliteret den store korruption særligt mellem firmaer og staten, i infrastruktur- og mine-brancherne, bliver ændret, og at pålidelige og uafhængige tilsynsinstitutioner bliver etablerede.
Rapporten giver som eksempel på, hvor stor korruptionen i landet er, det konservative estimat at 10 til 20 procent af alle investeringer i byggeprojekter er forsvundet i korruption.
Vandome nævnte også i sin præsentation af rapporten, at der stadig sidder rigtigt mange personer i Zambias regering og statsadministration, som var en del af den tidligere og stærkt kritiserede Lungu regering, hvilket sætter spørgsmålstegn ved, om der faktisk er taget hånd om problemet.
Hichilemas regeringsstil bliver kritiseret i rapporten. Den er stærkt centraliseret og meget fokuseret på hans person, og indenfor regeringen er der efter sigende meget lidt kommunikation mellem ministerierne. Vandome nævner, at det ofte sker, at selv resultaterne fra store diplomatiske aftaler ikke bliver videreformidlet til de relevante institutioner, og derfor reelt slet ikke træder i kraft.
Endnu værre står det til med inklusionen af det øvrige samfund. Civilsamfundsinstitutioner bliver slet ikke konsulteret i forbindelse med udviklingen af love og dekreter. Civilsamfundsinstitutionerne klager over, at de ikke har adgang til regeringen, hvilket, ifølge Vandome, får alarmklokker til at ringe, blandt andet fordi civilsamfundsinstitutioner spiller en stor rolle i bekæmpelse af institutionel korruption.
Vandome nævner også, at Hichilema står overfor en stor udfordring, når det handler om kommunikation til den zambianske befolkning. Mange af hans nuværende tiltag står til at bringe økonomisk fremgang på lang sigt, og der laves ikke den type af mærkbare, men midlertidige, velfærdsprojekter, som har kendetegnet de tidligere zambianske regeringer.
Disse velfærdsprojekter var oftest finansieret af lån og bidrog markant til at øge Zambias gæld, men gav befolkningen en oplevelse af, at regeringen gjorde noget for dem. Ifølge Vandome, kan det det sætte pres på Hichilema om at optage lån til den slags projekter, efterhånden som 2026 valget nærmer sig, og de langsigtede økonomiske udbytter kun i begrænset grad bliver udbredt til og forstået af befolkningen.
Regeringsstilen og den dårlige kommunikation med befolkningen udgør så alvorlige problemer, at Chatham House rapporten vurderer, at det kan slukke forhåbningerne om et nyt daggry, allerede før Hichilemas regeringsperiode udløber.
Wenjia Wang har en bachelorgrad i international politik fra Bejings Language and Culture University. Hun og Emil Gundel har begge en kandidatgrad i Afrikastudier fra Københavns Universitet.
