Kapløbet om at blive NATO’s næste generalsekretær er skudt i gang

For et år siden var Jens Stoltenberg ved at gøre sig klar til at afslutte sin periode som NATO’s generalsekretær og vende tilbage til Norge for at blive direktør for landets nationalbank. Han skulle til at beskæftige sig med at fastsætte renter og forvalte den energirige nations enorme rigdom. Stoltenberg var den “bedste mand” til jobbet, udtalte Norges finansminister i begyndelsen af februar sidste år.

Et par uger senere invaderede Rusland Ukraine. Stoltenberg fik hurtigt forlænget sit nuværende job – og sikret eftermælet som ansigtet på Europas fælles reaktion på Putins angrebskrig.

Men Stoltenbergs forlængelse på et år udløber til efteråret, og Bruxelles flyder allerede over med spekulationer om, hvem der bliver hans afløser. Næsten halvdelen af de 30 lande i alliancen har et navn i puljen.

Tre af de store stiller ikke til start

“Det er det mindst gennemsigtige valg af alle valg,” fortæller en europæisk diplomat til Foreign Policy i Bruxelles. Valget træffes nemlig “i drøftelser mellem magtfulde nationer.”

NATO’s beslutninger er baseret på konsensus, men de fire bedste økonomier – USA, Tyskland, Frankrig og Storbritannien – har altid mere at skulle have sagt, også selvom de ikke altid selv gør krav på den eftertragtede post.

USA afstår normalt fra at deltage i kapløbet om NATOs politiske lederskab, fordi amerikanerne traditionelt sidder på en af de øverste militærposter i alliancen – Europas øverstbefalende general er typisk amerikaner. Men hvem USA støtter, har stor betydning i sidste ende.

Det er usandsynligt, at Tyskland og Frankrig opstiller deres kandidater i år, da begge har forsøgt at løse Ukraine-konflikten ad diplomatiske veje og mødtes med Putin kort før krigens start. De har siden kastet sig ud i en svær balancegang, selv mens de sendte humanitær- og forsvarshjælp til Ukraine. Ian Lesser, vicepræsident for den tyske Marshall-fond, siger, at han ikke tror, Tyskland ønsker generalsekretær-posten, da landets holdning til Ukraine “allerede er kontroversiel.”

Europa vil have en europæer i spidsen mod Putin

Storbritannien står tilbage som det mest fremtrædende land i feltet, der bejler til NATO’s toppost. Briterne ønsker muligheden for at indtage en magtposition i Europa efter Brexit. Feltet tæller også stadig skandinaverne, men de seneste to generalsekretærer – Stoltenberg og Anders Fogh Rasmussen – var begge skandinavere. Sidst men ikke mindst er der Italien og de østeuropæiske nationer, som efter Ukraine-krigen igen er begyndt at minde deres allierede om betydningen af deres geografiske placering.

Anonyme kilder i Bruxelles påpeger, at en leder fra et baltisk land ville sende et klart signal til Putin om, at NATO står bag regionen med al sin magt, hvis han retter russiske missiler i den retning. Men der er lige så stor bekymring for, at de kan være for fjendtligt indstillede til at slutte fred med ham, når konflikten aftager.

Nogle NATO-kommentatorer mener, at geografisk afstand kan være et diplomatisk aktiv. De peger mod det fjerntliggende Canada som en potentiel kandidat til at indtage det store kontor i NATOS generalsekretariat. Andre siger, at lederen burde være fra EU, ligesom 21 af NATO’s 30 medlemsstater er. Italien ses som en særlig legitim kandidat i kraft af sin placering tæt på Østeuropa, og fordi det ofte er her Middelhavsimmigranter ankommer til Europa.

Blandt de mest nævnte kandidater er Mark Rutte, Hollands premierminister. Han blev for nylig spurgt om sine planer, hvortil han svarede, at han overvejer helt at forlade politik. Chrystia Freeland, Canadas vicepremierminister, nævnes også som et oplagt bud, og ifølge Foreign Policys kilder (samt en rapport fra New York Times) bakkes hun op af Washington. Kaja Kallas, Estlands 45-årige premierminister, bliver også nævnt af flere som en mulig arvtager til Stoltenberg.

Udover de tre forreste i feltet er der en længere liste af nuværende og tidligere kvindelige ledere. Den slovakiske præsident Zuzana Caputova, Litauens premierminister Ingrida Simonyte og den tidligere kroatiske præsident Kolinda Grabar-Kitarovic er alle rapporteret som mulige kandidater i medierne. Men ifølge tre NATO-kommentatorer, som Foreign Policy har talt med, bliver de ikke nævnt lige så ofte i magtens korridorer.

Freelands familiefortid kan afgøre canadierens fremtid

Canadiske Freeland og estiske Kallas er begge dynamiske kvinder på topposter i deres hjemlande. NATO’s generalsekretærer har traditionelt en fortid som regerings- eller statsoverhoveder, men det er ikke en fast regel, og mange mener, at en post som vicepremierminister eller udenrigsminister også kan være nok.

Freeland er barnebarn af ukrainske immigranter til Canada. Efter annekteringen af Krim-halvøen i 2015 skrev hun essayet Mit Ukraine og nævnte, hvordan hendes mors forældre “så sig selv som politiske flygtninge med et ansvar for at holde ideen om et uafhængigt Ukraine i live”.

Men den canadisk presse kunne rapportere, at hendes bedstefar var involveret i den nationalistiske bevægelse i Ukraine og redigerede Krakivski Visti, som er blevet beskrevet som et stærkt nazistisk og antisemitisk propagandablad. Sådan et tilhørsforhold kan blive et es i ærmet for Putin, som har sagt, at han forsøger at befri Ukraine for nationalistiske og nazistiske elementer.

“Amerikanske embedsmænd har offentligt sagt – og endda Angela Merkel har været ude at sige – at der var bestræbelser fra russisk side på at destabilisere vestlige demokratier, og jeg tror ikke, det kan komme som en overraskelse, hvis samme metoder blev brugt i Canada,” sagde Freeland, da hun blev spurgt om sin bedstefars tilknytning til nazisterne.

Hun blev støttet af den canadiske premierminister Justin Trudeau, som udviste fire russiske diplomater for forsøg på at miskreditere Freeland og plette hendes offentlige image. Trudeau beskrev diplomaterne som “russiske propagandister”, der “delte usande historier om hende.”

Selvom Freeland ifølge adskillige NATO-analytikere er et godt valg, kan det blive et problem, at hun er fra et land udenfor Europa, på et tidspunkt hvor sammenhængskraften i Europa er vigtigere, end den har været de seneste mange årtier.

Etlands åbenhjertige premierminister kan blive for Putin-fjendsk

Kaja Kallas er en værdig udfordrer til Freeland, ikke kun fordi hun er europæer, men også fordi Estland i modsætning til Canada lever op til NATO-målet om at bruge mindst to procent af landets BNP på forsvar. Kallas opfattes dog som stærkt anti-Putin og har talt imod at forhandle med ham.

“Kallas er en åbenhjertig leder, hvilket kan føre til ubehag i vesteuropæiske nationer, særligt i Frankrig. De kan have forbehold med Kallas. Hvad hvis Macron har hemmelige drøftelser med Putin, og Kallas kommer ud og kritiserer det?” spørger Max Bergmann, direktør for Europa-programmet og Stuart Centeret for Euro-Atlantiske og Nordeuropæiske Studier ved Center for Strategiske og Internationale Studier.

“Franskmændene har ikke svært ved at give udtryk for deres betænkeligheder. Kallas bliver nødt til at overbevise dem om, at hun forstår det bredere sikkerhedspolitiske landskab,” påpeger han.

I mellemtiden ser det ud til, at fokus i Estland er på landets eget valg. Det ville utvivlsomt være en æresbevisning for de baltiske nationer at have en af deres egne som leder af NATO, men i Bruxelles tror de færreste på, at det er realistisk.

Baltiske, østlige og centraleuropæiske nationer har længe stået i kø, fortæller en europæisk diplomat, men det betyder ikke, at de vinder posten i denne omgang. Kersti Kaljulaid, tidligere præsident for Estland, var blandt kandidaterne til jobbet, før Stoltenberg fik forlænget, men det er stadig uklart, om hendes ambitioner kan blive indfriet i år.

Britiske top-politikere spøger i kulissen

Mens Freeland og Kallas af nogle magtfulde europæiske nationer anses for at være for uforsonlige modstandere af Putin, kan Kroatiens Grabar-Kitarovic blive afskrevet på grund af hendes tilsyneladende venlighed over for den russiske leder, som da hun udvekslede fodboldtrøjer med ham under VM i 2018.

Kommentarer fra den nuværende kroatiske ledelse kan også skade hendes chancer. Den kroatiske præsident Zoran Milanovic har været imod at sende våben til Ukraine, fordi forsvarshjælp “forlænger krigen”.

Den britiske forsvarsminister Ben Wallace er et andet navn, der ofte bliver nævnt, ligesom tidligere premierminister Theresa Mays. Storbritannien kan dog få svært ved at vinde deres med-europæeres gunst, eftersom mange stadig føler sig forvirrede over briternes beslutning om at forlade EU. Til gengæld anser andre NATO-medlemmer, især i Ruslands nabolag, Storbritanniens militære styrke for at være en enorm fordel.

“Storbritannien har et meget stærkt militær. Det elsker vi dem for. Vi er bare kede af, at de forlod EU,” fortæller en anonym diplomat fra en centraleuropæisk nation.

Feltet af kandidater tæller også Mario Draghi, en italiensk økonom, bankmand og tidligere premierminister, samt Federica Mogherini, tidligere EU-udenrigspolitisk chef og italiensk minister.

“Spørgsmålet er mere, hvad europæerne og USA leder efter. Jeg tror, en del af jobbet er at være en ren diplomat. At samle omkring 30 lande kræver et vist kendskab til forsvarspolitiske emner. Draghi lever op til første kriterie, men ikke det andet. Og en italiener kan give anledning til bekymring blandt østlige nationer,” forklarer Max Bergmann.

Stoltenberg kan selv tage en runde mere

Ian Lesser, vicepræsident for den tyske Marshall-fond, påpeger, at stærkt europæisk fællesskab og samspillet med USA er af afgørende betydning for at overvinde Putin og hans langsigtede mål.

“Bekymringen går på en udhuling af den politiske sammenhængskraft,” siger han. “Det meste peger i retning af et stort, langvarigt medlemsland med en smule geografisk afstand fra de største sikkerhedsrisici. Holland, Canada og Italien er lande, der lever op til de krav.”

Men Lesser siger, at han stadig satser på Stoltenberg. “Man hører et nyt navn hver uge fra NATO, men sladderen i NATO – og det handler trods alt om deres chef – drejer sig stadig om Stoltenberg. Jeg tror ikke, det er givet, at generalsekretæren går af, når hans embedsperiode slutter. Der er også troværdig snak om, at hans embedsperiode kan blive forlænget.”

En anden omstændighed, der peger i den retning, er, at jobbet som direktør for Norges nationalbank heller ikke er ledigt længere. På en tur til Washington i starten af februar roste Stoltenberg USA med ordene: “Urokkelig amerikansk ledelse og bipartisk støtte har sikret, at NATO-allierede står sammen som aldrig før.”

Men sammenholdet får måske sværere ved at holde, når hans efterfølger skal udpeges.

Anchal Vohra er journalist og bor i Bruxelles. Hun skriver om Europa, Mellemøsten og Sydasien for Foreign Policy.

Artiklen er oprindeligt bragt af Foreign Policy og oversat til dansk af Søren Steensig.