Fakta om Mongoliet
Ligger mellem Rusland i nord og Kina i syd.
Er 37 gange større end Danmark og har knap 3,3 mio. indbyggere.
Gik i 1992 fra 70 års socialistisk styre til demokrati og markedsøkonomi.
Omkring 25 % af befolkningen lever som hyrder med flokke af geder, får, heste, køer og kameler.
Knap 28 % af befolkningen lever under Verdensbankens fattigdomsgrænse på ca. 13,50 kr. pr. dag (2020).
Projektet ”Skabelse af ansvarlige og bæredygtige samfund i Mongoliet” (2019-2022) finansieres af Danida gennem CISU – Civilsamfund i udvikling i regi af den danske ngo Dansk Mongolsk Selskab (DMS) og i samarbejde med den mongolske ngo NTS (Socialt Partnerskab Netværk). DMS er etableret i 1990 og arbejder for at udbrede kendskabet til mongolerne og deres kultur. Foreningen har siden 1997 gennemført en række Danida-støttede samarbejdsprojekter i Mongoliet til støtte for landets fattige og udsatte grupper.
Fem kvinder og to mænd står forsamlet på en vindblæst bakketop med udsyn til den lille by Erdenedalai i Gobiørkenen i det sydlige Mongoliet. Iklædt en koboltblå mongolsk helfrakke står Narantuya, en lille sej kvinde på 55 år med en stor mission. Hun peger på et indhegnet, bart stykke jord på omkring 400 m2 lige ved siden af.
”Vi har store planer med jorden,” siger Narantuya og smiler underfundigt. Grunden ligner til forveksling resten af det omkringliggende, knastørre ørkenlandskab, men ”snart vil jordstykket være dækket af lange rækker af kartoffelplanter,” forklarer hun.
For et fremmed og utrænet øje ser den småstenede, tørre jord ikke umiddelbart ud, som om at ørkenlandbrugsprojektet har gang på jorden. Men Narantuya garanterer, at det kommer til at ske. Jorden er frodig, så snart den tilføres vand og får den rette pleje.
Hun ved, hvad hun taler om, da hun er selvstændig grøntsagsproducent og uddannet som agronom. Hun startede med at dyrke afgrøder til familien. Så begyndte hun i det små at sælge grøntsager til sine naboer i Erdenedalai, der er det administrative centrum i distriktet af samme navn i Dundgobi-provinsen, 275 km syd for Mongoliets hovedstad, Ulaanbaatar.
Efterspørgsel på lokale grøntsager
”Jeg kunne sælge mange flere grøntsager, end jeg kunne nå at producere, for folk var vilde med smagen af mine gulerødder, agurker og tomater. De var friske i modsætning til de importerede grøntsager i butikkerne,” siger Narantuya og fortæller, at det var sådanne tilbagemeldinger fra kunder, der gav hende idéen til at blive selvstændig.
Hun havde brug for at få styr på budget, forretningsplan og skatteregler. Derfor deltog Narantuya i et iværksætterkursus hos ngo’en NTS, Socialt Partnerskab Netværk, der har base i Ulaanbaatar og har en lokal afdeling i byen. Med en opsparing fra indtægter fra grøntsagssalget i baghånden og hjælp fra NTS ansøgte hun de lokale myndigheder om et treårigt iværksætterlån og fik det.
”Så startede jeg mit eget firma, og det har jeg ikke fortrudt,” siger Narantuya, som egentlig kunne tage den med ro, da hun er pensionist, men hendes virkelyst slutter ikke med etableringen af hendes eget firma.
De syv mennesker rundt om hende vidner om, at hun for alvor har fået blod på tanden og vil satse på grøntsagsproduktion i stor skala. De er alle medlemmer af det kun en måned gamle grøntsagskooperativ Den Rige Skov, som Narantuya er initiativtager til og formand for.
Ud over de fremmødte består kooperativet af yderligere 16 medlemmer fra byen. Planen er, at kooperativet ud over kartofler skal dyrke og sælge grøntsager som bl.a. kål, løg, gulerødder og salat. Narantuya oplærer de andre i dyrkning af afgrøder, jordpleje og vanding. Og afgrøderne er ikke tilfældigt valgt.
Markedsundersøgelse
”Vi har lavet en markedsundersøgelse fysisk og via Facebook, hvor vi har spurgt over 200 lokale beboere om, hvilke grøntsager de foretrækker. På baggrund af undersøgelsen har vi lagt en plan for produktionen i 2023,” fortæller Enkhmaa på 37 år, en høj kvinde klædt i en lyseblå mongolsk heldragt (deel), og administrerende direktør i kooperativet.
Hovedparten af grøntsager, der kan købes i Erdenedalai-distriktet, som er på størrelse med Sjælland og med under 6.000 indbyggere, er importeret og transporteret hele vejen dertil fra hovedstaden. På en stor del af strækningen er der ingen asfalt, og hjulsporene er formet direkte på steppen. De få lokalt producerede grøntsager er i meget høj kurs hos forbrugerne.
”Vores undersøgelse viser, at folk hellere vil købe lokalt. Derfor tror vi på, at vi kan sælge vores grøntsager ikke blot her i byen, men i hele distriktet, ja, måske endda uden for distriktet,” siger Enkhmaa, der er uddannet som hotelbestyrer og bl.a. har arbejdet i Sydkorea et par år, før hun slog sig ned i Erdenedalai med mand og to børn.
Stor import fra Rusland og Kina
Mongoliet importerer hovedparten af alle grøntsager og de fleste andre fødevarer, forbrugsgoder, byggematerialer m.m. foruden naturressourcer som bl.a. fossile brændstoffer og træ. Nabolandene Rusland i nord og Kina i syd står tilsammen for knap 80 % af Mongoliets samlede import. Kina aftager desuden 75 % af Mongoliets samlede eksport, som hovedsageligt består af råstoffer som bl.a. kul og kobber. Tallene er fra Mongoliets Nationale Statistikkontor (2022).
Det betyder, at Mongoliet er stærkt økonomisk afhængigt af sine to store naboer. Landets nuværende regering, som ledes af det socialdemokratiske Mongoliets Folkeparti (Mongolian People’s Party), opmuntrer bl.a. befolkningen til iværksætteri. Målet er at skabe større økonomisk uafhængighed bl.a. via en øget egenproduktion og udvidet eksport af varer.
I Erdenedalai falder de lokale myndigheders støtte til iværksættere i tråd med regeringens politik. Ud over at tilbyde lån til iværksættere som Narantuya stiller de fx også kooperativet Den Rige Skov yderligere tre jordstykker og to drivhuse gratis til rådighed i en periode på tre år. Formålet er at fremme lokal produktion af grøntsager. Når de tre år er gået, skal kooperativet betale for leje af jorden.
En vej ud af fattigdom
“En initiativrig iværksætter som Narantuya og de mange stærke og aktive medlemmer i grøntsagskooperativet samt deres professionelle tilgang indikerer, at kooperativet højst sandsynligt vil være i stand til mere end blot at dække Erdenedalai-distriktets behov for grøntsager. De kan meget vel komme til at sælge til store områder af Gobi. Desuden er der et enormt potentiale for at sælge afgrøder til den dominerende hovedstad, hvor over halvdelen af indbyggerne bor, da dens direkte opland har et begrænset antal grøntsagsproducenter.”
De flotte karakterer falder fra den danske virksomhedskonsulent Jes Colding, der i maj 2022 besøgte Narantuya og de andre medlemmer af grøntsagskooperativet i Erdenedalai.
Jes Colding har i 25 år arbejdet som international forretningsmand og i de seneste 15 år som konsulent for små og større erhvervsdrivende rundt om i verden. De sidste syv år med opgaver bl.a. i Mongoliet for det Danida-støttede projekt ”Skabelse af ansvarlige og bæredygtige samfund i Mongoliet”, som den danske ngo Dansk Mongolsk Selskab gennemfører i samarbejde med den mongolske partner NTS. Projektet har som mål at afhjælpe fattigdom i landets lokalområder ved bl.a. at tilbyde iværksætterkurser og rådgivning til virksomheder.
Jes Colding har besøgt henimod 50 virksomheder rundt om i Mongoliet og siger, at iværksættere som Narantuya ikke er et særsyn. Tværtimod oplever landet i disse år en stigende interesse for iværksætteri:
”Mongoliet oplever et sandt boom af iværksættere, som forbedrer deres familiers levevilkår og skaber økonomisk vækst i betrængte lokalområder. Det vilde er, at det lykkes for de fleste af dem på trods af krisetid med høj inflation og efterveer af coronapandemien, hvor landet oplevede en meget hård nedlukning,” siger han.
Krisen kradser
Iværksætternes succes står rigtignok i stærk kontrast til, at landet befinder sig i en økonomisk krise. I juni 2022 lå inflationen i Mongoliet på over 16 %, den højeste inflationsrate siden 2009, ifølge det mongolske nyhedsagentur Montsame. I 2020 levede knap 28 % af landets befolkning under Verdensbankens fattigdomsgrænse på ca. 13,50 kr. om dagen, viste en fælles undersøgelse fra Mongoliets Nationale Statistikkontor og Verdensbanken baseret på husholdningers forbrug.
Ruslands krig i Ukraine og deraf følgende stigende energipriser og øget inflation er en del af årsagen til krisen. Desuden oplever Mongoliet et dalende salg af kul til Kina, der som følge af sin nultolerancepolitik under coronapandemien har haft langvarige grænselukninger med deraf følgende manglende eksportmuligheder for Mongoliet.
Sparsom lokalproduktion
Hvordan er det muligt, at virksomheder kan åbne og få succes i krisetid?
”Opskriften på succes er i min optik en cocktail af hårdt slid, iværksætterkurser og et umætteligt hjemmemarked,” siger Jes Colding og fortsætter:
”Udbuddet af lokalproducerede varer er generelt set stadig begrænset i Mongoliet, hvilket gør, at iværksættere med den rette viden om og lyst og evne til at drive virksomhed har pæne chancer for at slå igennem og endda drive det vidt. Foretagsomme mongolske iværksættere, unge som gamle, har fået øjnene op for, at de kan forbedre deres økonomi ved at starte bæredygtige virksomheder inden for mange forskellige brancher.”
Denne artikel er oprindelig bragt hos POV International og bringes efter aftale med POV International og skribenten.
POV – POINT of VIEW International – er et uafhængigt netmedie, der publicerer analyser, anmeldelser, essays, debatindlæg indenfor især debat-, kultur-, erhvervs- og udlandsstof.
Bettina Gram er bestyrelsesmedlem i Nairobiklubben, et fagligt forum for medie- og fagfolk om globale emner, og Dansk Mongolsk Selskab, der arbejder for at udbrede kendskabet til mongolerne og deres kultur. Bettina er forfatter til flere lærebøger og talrige artikler om bl.a. Mongoliet – læs nogle af dem her: https://www.udoverstepperne.dk/. Er undervejs med en bog om nyttehavekultur i Danmark.
