Forskning peger på, at fortællingen om en global krig mod terrorisme og jihadisme har været med til at komplicere en lang række lokale konflikter i lande som Mali, Yemen, Syrien, eller Afghanistan. Det har både ført til voldsommere konflikter med flere dødsfald, og til at jihadismen har fået stærkere fodfæste verden over.
For når en lokal konflikt opløftes til at blive del af en større fortælling om en kamp mellem liberale demokratiske samfund versus islamiske samfund bygget på religion, bliver det sværere at forhandle, deeskalere og løse konflikten.
”Hvis vi for eksempel tager en materiel konflikt mellem forskellige befolkningsgrupper om adgangen til en brønd eller retten til et stykke land, så er der højere sandsynlighed for at den bliver løst med traditionelle konfliktløsningsværktøjer som forhandlinger om ressourcefordeling eller magtdeling. Men hvis den ene part i konflikten er jihadister, så viser forskningen, at de værktøjer sjældnere bliver brugt eller har mindre succes i forhold til at kunne håndtere konflikten” fortæller Mona Kanwal Sheikh.
Hun har netop redigeret et særnummer af forskningstidsskriftet Studies in Conflict and Terrorism, hvor en række eksperter har bidraget med indsigter fra hver deres studier i konfliktområder hvor jihadister er involveret. I sin introduktion peger hun på et mønster i den særlige konflikt-konstellation, som hun kalder konfliktbundter. Et konfliktbundt opstår, når en lokal konflikt tiltrækker både regionale aktører, og som regel også internationale interventioner mod jihadisme, eller fremmedkrigere fra fjerne egne. Aktørerne kan både være statslige og ikke-statslige.
”Jo flere aktører der bliver involveret, jo flere versioner vil der være af hvad konflikten egentlig handler om. De forskellige lokale, regionale, og internationale aktører mobiliserer fra hver deres lag, og det bliver langt vanskeligere at sætte en ring om hvad det er for interesser, der er på spil, og dermed kan det blive nærmest umuligt at løse konflikten,” siger Mona Kanwal Sheikh.
Jihadisme som del af oprør mod korrupt stat
Konflikten i den afrikanske Sahel-region er et godt eksempel på det. Den startede i Mali som et oprør mod statens undertrykkelse af og overgreb mod hyrdefolk i landets grænseområder. Samtidig var det en konflikt om fordelingen af ressourcer mellem fastboende bønder og hyrder.
Jihadismen blomstrede parallelt som en modreaktion på den korrupte stat og som et ønske om at erstatte den med en anden styreform. Særligt blandt hyrdebefolkningen vandt jihadismen tilslutning.
Det fik i 2013 Malis regering til at bede Frankrig om hjælp til at bekæmpe jihadismen. Siden fulgte 10 år med internationale interventioner mod jihadisme i Sahel-regionen. Vesten kom ind som endnu en part og komplicerede konflikten. Siden er Rusland også indtrådt som allieret til den maliske hær og med en dagsorden om antikolonisering.
I perioden fra 2013 til nu har konflikten bredt sig til flere nabolande som Burkina Faso og Uganda. Begge lande uden nogen historisk tradition for stærk konservativ islamisme og begge er nu hårdt plaget af terror og jihadistiske angreb, som driver store dele af befolkningen på flugt.
”På nogle måder minder det her om det, vi også så under Den Kolde Krig,” siger Mona Kanwal Sheikh.
Den gang blev en række lokale konflikter for eksempel i lande som Angola og Afghanistan gjort til en del af den globale kamp mellem frie demokratiske samfund og kommunismen. Sovjet Unionen og USA intervenerede direkte eller indirekte ved at støtte forskellige grupperinger, og de lokale konflikter blev organiseret ud fra den civilisatoriske hovedkonflikt mellem demokrati og kommunisme.
”På samme måde i dag bliver en række lokale konflikter kompliceret og nærmest uløselige af at blive del af fortællingen om global krig mellem Vesten og Islam. Så vores analyser af jihadismen kan lære os noget, der er bredere anvendeligt.”
Gensidig frygt skaber gensidig oprustning
Forskning viser, at konflikter som involverer jihadist-grupper sjældnere fører til fredsforhandlinger og forsøg på konfliktløsning. Internationale interventioner har typisk haft som mål at eliminere eller fordrive jihadisterne i højere grad end at løse konflikten.
En del af forklaringen ligger netop i den større fortælling om kampen mellem demokrati og islamisme. Den binder konflikter sammen på tværs af landegrænser. For hvis man ser sin fjende som en, der truer ikke bare ens sikkerhed, men faktisk hele ens samfund og levevis, så er det svært at legitimere dialog og diplomati.
”Vi har set en transnationalisering af de lokale konflikter, hvor jihadister er involveret, men også en eskalering af fortællingen på begge sider om, at den anden part truer ens levevis, forklarer Mona Kanwal Sheikh.
Nogle af vores interventioner har spillet ind i jihadisternes fortælling om, at Vesten er på et korstog mod islam, viser et studie fra 2021. Det har både hjulpet dem med at rekruttere flere jihadister, og ført til en globalisering af den jihadistiske bevægelse.
Omvendt er vores idé om, at islamisterne og jihadisterne er ude på at ødelægge vores demokratiske og frie samfund, blevet gødet med globale terrorangreb, hvilket har ført til yderligere interventioner og eskalering.
”Det er en form for fastlåst sikkerhedsdilemma, bare ikke mellem stater men mellem de her storskala-identiteter,” siger hun.
Der er efter hendes mening brug for det, man kunne kalde en ”relokalisering” af verdens konflikter, hvis vi gerne vil benytte os af konfliktløsningsmekanismer, som vi kender dem som mægling, magtdeling eller autonomi. De komplicerende lag skal så vidt muligt skrælles af, så vi igen kan begynde at identificere parterne og interessekonflikten – handler den om retten til land, adgang til en brønd eller retmæssig utilfredshed med en repressiv stat som i Mali?
Ved at gøre det vil fredsmæglere kunne få overblik over, hvem de skal tale med for at deeskalere konflikten eller finde en løsning.
”Hvordan vi løser op for de her konfliktbundter, der bindes sammen af civilisationsfortællinger, er et af tidens store spørgsmål for vi ser det ske igen og igen, og ikke kun i relation til jihadismen,” siger Mona Sheikh.
