I takt med at Libyen er blevet både sværere at rejse ud af på grund af den libyske kystvagts pushbacks og mere usikkert at være i med stor risiko for at ende i detentionscentre, hvor tortur og overgreb er hverdag, rejser flere migranter fra Vestafrika nu til Tunesien på deres vej mod Europa.
I samme periode har EU indledt et maritimt grænsekontrolsamarbejde med Tunesien for at mindske antallet af migranter, der rejser fra Tunesien mod EU. Den tunesiske kystvagt er blevet trænet og oprustet af EU til at kunne lave såkaldte pushbacks, hvor de ”indfanger” migranter, som er på vej over Middelhavet mod Europa og sejler dem tilbage til Tunesien.
Samtidig har Tunesien med støtte fra EU styrket sine landegrænser til Algeriet og Libyen. Resultatet er, at Tunesien gradvist er blevet både sværere og farligere at komme ind i og sværere at forlade igen.
Så hvordan klarer man sig som kvindelig udokumenteret migrant fra Vestafrika i et land som Tunesien, som ikke har et asylsystem, som økonomisk og politisk er på randen af kollaps, og som udbetaler dagbøder, hvis man opholder sig i landet mere end tre måneder uden arbejds- og opholdstilladelse?
Det har ph.d.-studerende ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) Ahlam Chemlali undersøgt i et dybdegående feltarbejde, hvor hun har interviewet flere end 100 kvindelige migranter, repræsentanter for lokale myndigheder, ngo’er, FN-organer og kystvagt samt EU-diplomater, som arbejder med migration i Tunesien.
”Mange af kvinderne fortæller, at de føler det, som om de er i et åbent fængsel i Tunesien. De kan ikke få legalt ophold og dermed ikke arbejdstilladelse. Der er intet system, som kan hjælpe dem, og mange ender med at skylde så mange penge til staten, at de heller ikke kan rejse hjem igen. De er fanget,” siger Ahlam Chemlali.
Slavelignende forhold som hushjælp
En stor del af de migranter, hun har interviewet, kommer fra Elfenbenskysten, som har en aftale med Tunesien om visumfri indrejse. Det betyder, at ivorianere kan opholde sig tre måneder i Tunesien uden visum.
Problemet opstår, når de tre måneder er gået. For hvis ikke migranterne har fået opholds- og arbejdstilladelse i mellemtiden, skal de rejse hjem straks, ellers begynder der at falde dagbøder (svarende til cirka 190 kroner om måneden, hvilket er mange penge for udokumenterede migranter, red.). Dagbøderne resulterer for mange migranter i en stor gæld til den tunesiske stat, som skal betales, før de må forlade Tunesien igen.
”Mange af de kvinder, jeg har talt med, kender ikke til det her bødesystem, når de tager afsted fra Elfenbenskysten. De har ofte arrangeret rejsen via mellemmænd, som har skaffet dem ”arbejde”, som hushjælp hos en tunesisk familie. Men når de har arbejdet to-tre måneder og beder om løn, får de at vide, at familien allerede har betalt mellemmanden, og at de ikke får nogen løn. De ender i tvangsarbejde, og samtidig begynder bøderne, og deres gæld vokser,” siger Ahlam Chemlali.
En del af de kvinder, hun har talt med, er endt med at være i Tunesien i flere år uden at få hverken opholds- eller arbejdstilladelse, og på den måde får de oparbejdet en fuldstændig uoverskuelig gæld.
”Det betyder, at de faktisk ikke har råd til at rejse hjem igen. Og at turen over Middelhavet mod Europa ender med at koste mindre end deres gæld. På den måde er gæld til den tunesiske stat faktisk med til at få nogle til at risikere livet på Middelhavet.”
Ahlam Chemlali har blandt andet interviewet Fatima (ikke hendes rigtige navn, red.) fra Elfenbenskysten på 32 år.
Hun siger sådan her om sine overvejelser:
”Hør her: I stedet for at jeg sparer op til at betale bøden på 3.000 tunesiske dinarer (cirka 6.900 kroner, red.) og oveni det betale 1.500-2.000 dinarer for en flybillet hjem, kan jeg betale en smugler for en båd, som sejler mig til Europa. Det er billigere. Jeg ved, det er farligt, men livet her er intet liv.”
Parallelsystem med børnepasning og alternativ behandling
De kvindelige udokumenterede migranter i Tunesien lever et liv i et slags skyggesamfund uden mulighed for at få hjælp fra sundhedsvæsnet, uden juridisk bistand til at slippe ud af tvangsarbejde og uden mulighed for børnepasning, viser Ahlam Chemlalis forskning.
Kvinderne bor ofte flere sammen i små lejligheder, hvor de organiserer ”undergrundsbørnehaver”, hvor de passer hinandens børn, mens de arbejder på skift. Hvis de har brug for lægehjælp, konsulterer de andre migrantkvinder, som kan lave forskellige urtemiksturer som en slags alternativ behandling.
”Mange af mine informanter har for eksempel fået foretaget en abort ved hjælp af de her alternative metoder. Det er muligt at få en abort i Tunesien, men det er dyrt, og kvinderne risikerer at blive anholdt med krav om at betale gælden til staten, hvis de opsøger en rigtig læge – uanset om det er for at få abort eller anden behandling,” fortæller Ahlam Chemlali.
En stor del af kvinderne er rejst fra deres hjemland for at tjene penge til at forsørge deres børn hjemme i Elfenbenskysten eller Cameroun. Men for mange er det svært overhovedet at sende nogle penge hjem, hvis de ender som tvangsarbejdere hos tunesiske familier.
”Jeg talte med en, som havde været i Tunesien i syv år. Hun havde tre børn i sit hjemland, som hun skulle forsørge. De første seks måneder havde hun arbejdet hos en familie, som ikke gav hende nogen løn. Men det var lykkedes hende at finde en god familie efterfølgende, som gav løn, som hun kunne sende hjem til sine børn, så de kunne klare sig og komme i skole. Men forestil dig at være mor på den måde. Hvor du skal undvære dine børn i syv år for at kunne forsøge dem.”
Sexslaver i Libyen
Størstedelen af de kvinder, Ahlam Chemlali mødte i Tunesiens hovedstad, Tunis, var kommet med fly fra Elfenbenskysten. De havde typisk ikke været udsat for seksuelle overgreb eller voldtægt på ruten, og de havde ikke været nødt til at sælge sex.
Anderledes stod det til for de migrantkvinder, hun mødte i det sydlige Tunesien. De kom ofte fra Nigeria eller Sierra Leone og var kommet til Tunesien via Libyen enten via grænseovergang, eller fordi de var ”indfanget” til havs af den tunesiske kystvagt.
”De havde krydset Sahara og mange landegrænser for at komme til Libyen. Mange var her endt i tvunget sexarbejde i såkaldte connection houses, som er blevet mere og mere almindelige i Libyen. I forsøg på at flygte valgte flere at krydse Middelhavet fra Libyen i båd, men her blev de så ”indfanget” af den tunesiske kystvagt og bragt til Tunesien. Andre var typisk lykkedes med at flygte til fods gennem ørkenen, som ligger mellem Libyen og Tunesien. Rigtig mange af dem var enten gravide eller havde helt små børn med og havde oplevet uhyrligheder i de libyske lejre. Så de var endnu mere sårbare end dem, der var kommet med fly fra Elfenbenskysten,” siger Ahlam Chemlali.
Dele af Ahlam Chemlalis forskning er udkommet i rapporten ’Women on the move – Trafficking, sex work and reproductive health among West African migrant women’.
Forskningen er med til at gøre os klogere på nogle af de utilsigtede konsekvenser, EU’s migrationspolitik kan have for kvindelige migranter, som bliver fanget i limbo i et land som Tunesien.
Marie Barse er kommunikationsmedarbejder på DIIS.
