Tibesti – den mystiske region i Tchad
I tre artikler går vi tæt på Tibesti-regionen og det nordlige Tchad med særligt fokus på teda-folket, der er en af de dominerende grupper i regionen.
Den første artikel sætter scenen for forståelse af særligt geografiske og politiske forhold.
I den anden artikel vil fokus især være på økonomisk aspekter.
Den tredje artikel beretter om uddannelses- og identitetsmæssige aspekter for teda-folket med særlig fokus på forandringerne i Tibesti-regionen.
Tchad er et af de mange afrikanske lande, faktisk over halvdelen af nationerne, som de facto er gået konkurs. I januar 2021 stod Tchad med udenlandsgæld på tre milliarder dollars og søgte gældssanering hos de største kreditorer, som er Kina og vestlige lande organiseret i Paris-klubben, se mere om dem her: Club de Paris.
Tchads økonomiske udfordringer er de klassiske, at omkostningerne til import og til afbetaling på gæld er større end indtægterne fra eksporten. Tchad er som mange andre afrikanske nationer råvareeksportør, hvor guld og siden olie er de vigtigste eksportvarer. Tchad adskiller sig fra mange andre tidligere franske kolonier i Afrika ved, at Frankrig kun står som aftager af seks procent af landets eksport. USA er den suverænt vigtigste handelspartner og køber omkring 80 procent af Tchads eksport.
Bardaï har vokseværk
Mens der er massive nationaløkonomiske udfordringer i Tchad, så går det godt i landets nordlige Tibesti-region. I regionens hovedby, Bardaï, kan den økonomiske opblomstring aflæses overalt. Oprindeligt var Bardaï en lille dadelpalme-oaseby, men nu er den i kraftig ekspansion, selvom det er vanskeligt at finde præcise tal på vækstrater og indbyggerantal.
Der er kommet flere til Bardaï, og et realistisk estimat er, at byen huser omkring 5.000 mennesker. Samtidig er der sket en velstandsstigning – de tydeligste indikatorer på det er kvaliteten af boliger og kvantiteten af butikker i byen.
Traditionelt har tedaerne, der er oprindelige folk fra regionen, bygget enkle huse af lokale byggematerialer med lerklinede mure og tag af palmegrene. Nu ses stadig flere huse i cement eller mursten med metaltag, derudover er store og mere luksuriøse huse under opførelse.
Antallet af virksomheder er tredoblet siden 2016, der er især kommet flere benzinstationer, vandpibebarer, restauranter, elektronikforretninger, forretninger med udstyr til mineaktiviteter, tøjbutikker, skræddere og autoværksteder.
Infrastrukturen er udfordret
Trods den massive udvikling i Tibesti-regionen er der store infrastrukturelle udfordringer. Det primære problem er ringe investeringer i den kollektive infrastruktur; der er for eksempel ingen asfalterede veje.
Bardaï har efterhånden fået opbygget en række servicefunktioner såsom et hospital, en folkeskole og et gymnasium, flere moskeer, to kirker, et uddannelsescenter, en militærbase samt nogle myndighedskontorer.
De fleste huse i byen er tilsluttet det lokale vandværk, men vandforsyningen er utilstrækkelig med regelmæssige nedbrud. Konsekvensen er, at stadig flere laver individuelle løsninger og graver brønde for derigennem at blive selvforsynende. Elektricitet er også husstandsbaseret og tilvejebringes primært ved en kombination af benzingeneratorer og solpaneler.
Fra subsistens til integration i det globale marked
Historisk set har tedaernes livsform i Tibesti-regionen været baseret på subsistenslandbrug, hvor nogle dyrker dadler, mens langt de fleste lever som pastoralister med flokke af kameler, geder og kvæg. I det seneste årti er stadig flere tedaere blevet integreret i globaliseringen gennem økonomiske aktiviteter i guld- og saltminerne, samt transport og handel med guld, narkotika, mennesker med mere.
Tedaernes privilegerede position i regionen hænger tæt sammen med deres historie, hvor de har haft en dominerende rolle i den lokale økonomi funderet i et unikt kendskab til terrænet. Deres autonomi skyldes en form for stiltiende, fredelig accepteret arbejdsdeling mellem tedaerne og centralregeringen.
Tedaerne har kontrol over såvel regionens vitale transportruter som ejerskab til jorden. I forhold til sidstnævnte betyder det helt konkret, at tedaerne udlejer ejendomme til både bolig og erhvervsformål. De primære indtægtskilder kommer fra mineaktiviteter og handel. Tedaerne har autoritet og indgående kendskab til handelsruter og området. De kontrollerer i vid udstrækning grænseregionen til Niger og Libyen. For tedaerne er deres mobilitet af vital betydning, og fortidens kameller er i vid udstrækning blevet afløst af firhjulstrukne køretøjer.
Baidaï er en international markedsplads
De voksende økonomiske aktiviteter i Tibesti har gjort Bardaï til en central markedsplads med konstant vokseværk. Byens markedsplads er opdelt i tre sektioner. Den ene er det gamle marked, hvor de fleste butikker ejes og drives af teda-kvinder. På markedsvejen drives butikker for det meste af folk fra Tchad uden for Tibesti. Det tredje område kaldes det arabiske marked. Dette er ekspanderet i de seneste år og drives primært af købmænd med arabisk baggrund.
Ugentligt ankommer adskillige transporter til Bardaï. De kommer enten fra Libyen, Abeche i det østlige Tchad eller fra hovedstaden N’Djamena. Derfra kommer forsyninger til markedet med varer, der består af alt fra madolie, tæpper, madrasser, cement, træ til korn, ris og meget mere. Derudover er et stort marked for produkter til den lokale guldmineindustri. Der er også et voksende og mørkelagt marked for smuglervarer.
Den store etniske mangfoldighed høres tydeligt, når man går igennem byen. Der kan høres samtaler på sprog som tedaga, dazaga, arabisk, fransk, hausa og andre. Bardaï er som noget relativt nyt blevet en magnet for migrantarbejdere. Især siden 2013 har guldminedrift været den vigtigste pull-faktor, og disse mennesker kommer primært fra Vestafrika eller nabolandet Sudan. Mange af dem rejser mere end 1.000 kilometer for at søge lykken i Tibesti.
Migrantarbejdere i høj kurs
På det seneste har der været en stærkt forøget efterspørgsel på migrantarbejdere inden for forskellige serviceerhverv. Selvom 4×4-køretøjer er af vital betydning for tedaerne, så er der begrænset lokal kapacitet til at reparere disse køretøjer. Det problem har Nigeria, det er navnet på et autoværksted, været med til at løse.
Virksomheden er specialiseret i vedligeholdelse og reparation af biler. Når virksomheden har fået navnet Nigeria, så skyldes det, at ejeren kommer fra Nigeria. Han har tidligere arbejdet i Libyen, men arbejdsbetingelser og indtjeningen er bedre i Bardaï. Ejeren fortæller, at han tjener tre gange mere i Bardaï end i Nigeria. Den store efterspørgsel og indtjening har betydet, at Nigeria er vokset, og han har hentet yderligere to mekanikere fra hjemlandet Nigeria til virksomheden.
Bardaï er et isoleret sted. En tur hjem til Nigeria koster over 3.700 kroner, og rejsen over land tager op til fem dage. Først går turen til Qatrun i Libyen, så videre til Agadez i Niger og derefter til Nigeria. Ejeren af værkstedet tager typisk turen hjem til familien i Nigeria to gange om året.
Skræddere er generelt i høj kurs i Mellemøsten og Nordafrika, og det er også tilfældet i Bardaï. Der findes mindst 10 butikker i byen med op til fire skræddere per forretning. Over halvdelen af skrædderne er fra andre områder af Tchad, som Abeche og hovedstaden N’Djamena. En af skrædderne kommer oprindeligt fra Ghana. Efter at have arbejdet i Nigeria, Cameroun og den sydlige del af Tchad syr han nu tøj til tedaere i Bardaï. Han tjener godt og sender med jævne mellemrum betydelige pengebeløb via mobilepay til familien i Ghana.
Minedriften er guld værd
Der er store forekomster af guld i Tibesti-regionen, og disse har været kendt og udnyttet gennem de seneste otte-ni år.
I princippet er guldforekomsterne, ikke kun i Tibesti-regionen, statens ejendom og underlagt regulering af myndighederne. I teorien er det ministeriet for minedrift, industriel og kommerciel udvikling, der står for udstedelser af licenser og forhandling af betingelserne for udvinding. Uden licens er guldudvinding strengt forbudt.
På trods af centralregeringens regler eksisterer der adskillige andre, sideløbende systemer. I Tibesti har tedaerne kontrollen over de tre store mineområder, hvoraf det mest kendte er Miski. Andre guldmine-aktiviteter findes i omegnen af Zouar og mellem Wour og Bardaï. I disse områder skal hver minearbejder betale et licensgebyr på 1-4 gram guld om måneden. Tedaerne ansætter normalt minearbejdere og påtager selv rollen som supervisorer og skatteopkrævere. Hvis en teda personligt står for udvinding af guld, så betaler personen ingen afgift. Derudover findes en regeringskontrolleret guldmine i Kouri Bougouri, der ligger uden for Tibesti-bjergene på grænsen til Libyen.
Konflikter og pragmatisme
Selvom der er gensidig og stiltiende accept mellem tedaerne og centralregeringen om kontrol og arbejdsdeling, så har der været konfrontationer. I 2018 var der en konflikt om guldminen i Miski-området. Her forsøgte centralregeringen at opnå den fulde kontrol med guldudvindingen og satte militæret ind. Det udløste konfrontation og store tab til centralregeringen, der efterfølgende trak sine tropper tilbage og opgav ambitionen om kontrol med området.
Selvom der har været spændinger og konfrontationer mellem tedaerne og centralregeringen, så er det stadigt mere almindeligt, at tedaer har jobs i Tchads administrative og militære systemer. Andre er på lønningslisten hos militser i Libyen.
Stig Jensen er lektor på Center for Afrikastudier på Københavns Universitet.
Peter Hofer har en master i Global Udvikling fra Københavns Universitet og er stifter af “Damma wos”, der arbejder med unge i Tchad, Jordan og Østrig.
