Tunesien
Fakta Tunesien nu:
- Den 17. december i 2010, blev den daværende præsident, Zine el-Abidine Ben Ali afsat under det som vi i vesten kender som ”Det Arabiske Forår”. Siden da har 10 præsidenter siddet på posten.
- Landets uroligheder eskalerede i takt med, at Covid-19 bredte sig eksplosivt i landet i 2020.
- Den 25. juli 2021 annoncerede præsident Kais Saied, at han suspenderede parlamentet og ministrenes immunitet.
- Præsident Kais Saied har erklærede i december 2021 i en tv-tale, at der skal holdes valg i december 2022.
- Det moderate islamistiske parti Ennahda har opfordret sine tilhængere til at demonstrere. Partiet havde flertal i parlamentet, da den folkevalgte forsamling blev lukket ned.
- Landet har en ungdomsarbejdsløshed på 35 procent. Cirka 25 procent af landets kvinder står uden for arbejdsmarkedet.
Yosra Frawes stirrer ud i luften. Ikke apatisk men derimod med et stålfast, kampklart blik, som var hun Russell Crowe i Gladiator.
“Jeg blev menneskerettighedsaktivist og advokat, fordi det er min rolle og min mission i livet,” siger hun smilende.
Den femogfyrre-årige Yosra Frawes er en af Tunesiens mest indflydelsesrige kvindelige advokater. Hun er tidligere leder af organisationen ”Tunisian Association of Democratic Women,” og har for eksempel bidraget til udarbejdelsen af Tunesiens demokratiske forfatning efter revolutionen i 2011 – og dermed til en strammere lovning for voldsforbrydelser mod kvinder.
I dag sidder hun som repræsentant for Tunesien i den Internationale Føderation for Menneskerettigheder. Jeg mødte hende i hendes hjem i det nordlige Tunis til en snak om kvinder, demokrati og Tunesiens fremtid.
Fra opbrud til kup
Den 25. juli sidste år afsatte landets præsident, Kais Saied, regeringen og suspenderede parlamentet efter flere måneders uroligheder og protester. Saieds begrundelse var, at regeringen har svigtet i sin håndtering af corona, korruption og de massive sociale og økonomiske udfordringer, som præger landet. Han har siden udpeget en premierminister, men ingen regering.
“Bare rolig, det er ikke et statskup,” forsikrede Saied og tusinder af tunesere jublede på gaderne. Præsidenten, en tidligere professor i forfatningsret, er partiløs og var voldsomt populær for sin politiske blanding af konservatisme og opgør med eliten – før han blev præsident talte han meget om en decentralisering af magten.
“Det var vel et tiltrængt opbrud,” siger Yosra Frawes. Men kritikere og politiske modstandere frygter, at der netop er tale om et statskup.
Midt i december kom der endelig konkrete udmeldinger fra præsident Kais Saied efter næsten fem måneders tavshed. Meldingen var, at parlamentet vil være suspenderet frem til den 17. december 2022, som bliver datoen for et nyt parlamentsvalg.
I mellemtiden må tuneserne endnu engang væbne sig med tålmodighed. Det er det tiende regeringsskifte på de blot ti år, der er gået, siden landet som en del af det såkaldte arabiske forår blev demokratiseret i 2011.
“Parlamentet er sat ud af funktion, og det er officielt et statskup,” siger Yosra Frawes.
Hun er ikke optimistisk. Demokratiet er sat i stå, og Tunesiens stigende fattigdom, en ungdomsarbejdsløshed på hele 35 procent samt en øget polarisering mellem sekulære og islamistiske kræfter udgør sammen en sprængfarlig cocktail, mener hun.
På trods af revolutionen og den ytringsfrihed, som landet fik i 2011, ser Yosra Frawes mere og mere ulighed og hyppigere undertrykkelse af menneskerettigheder.
Saied udnævnte ellers allerede i september Tunesiens første kvindelige premierminister, Najla Bouden-Romdhane, med bemærkningen om, at “(…) dette er en ære for Tunesien og en hyldest til tunesiske kvinder.”
Et tiltag som mange anså som en positiv milepæl for ligestilling i Tunesien og som et bevis på, at Kais Saieds hensigter om et mere velfungerende og ligestillet demokrati er reelle.
Pinkwashing
Men Yosra Frawes siger, at Bouden-Romdhane ikke har nogen magt, så længe magtens tredeling er sat ud af kraft – der er i virkeligheden blot tale om ”pinkwashing”.
Den danske forsker i tunesiske forhold, ph.d. i arabiske samfundsforhold fra Københavns Universitet, Rikke Hostrup Haugbølle er ligeledes skeptisk overfor Saieds indsættelse af Bouden-Romdhane.
“Det ligner meget et spil for galleriet, som passer ind en gammel regime-fortælling, brugt af både præsident Bourguiba og Ben Ali, om tunesiske kvinders fremtrædende stilling. Den har været et led i en undertrykkelse af islamisterne igennem årtier.”
Uenigheden om præsident Saieds fortsatte jerngreb om Parlamentet ses også i gadebilledet i hovedstaden Tunis, hvor daglige demonstrationer – for og imod Saied – udspiller sig foran det store Théâtre Municipal på Habib Bourguiba Avenue – selvsamme avenue hvor tusinder af tunesere fredag den 14. januar 2011 krævede præsidenten gennem 23 år, Zine Al Abedine Ben Alis, tilbagetrædelse.
Men har intet forandret sig til det bedre siden den demokratiske revolution i 2011?
Yosra Frawes læner sig tilbage og tager et langt sug på sin cigaret, før hun svarer.
“Jo. Helt klart. I dag diskuterer det tunesiske samfund emner, som for blot få år siden var tabu. Det gælder eksempelvis LGTB+, kvinders kroppe og kvinders seksualitet. Det var emner, man på ingen måde kunne tale frit om før revolutionen. Derudover er der også kommet et hav af nye civilsamfundsorganisationer, særligt progressive, stærke feministiske organisationer. På den måde har revolutionen virkeligt battet. “
Hun fortætter efter en lille kunstpause:
“Men samtidig stiger fattigdommen og korruptionen – og med det, de recessive, konservative tendenser. Kvinder forventes eksempelvis igen at blive gift i en meget tidlig alder og at gå hjemme med børnene.”
Tunesien har traditionelt været betragtet som et af foregangslandene i Mellemøsten og Nordafrika, når det kommer til kvinderettigheder. Tunesien legaliserede eksempelvis abort i 1973 – samme år som Danmark og USA. Prævention har været lovligt siden 1961.
Religionens rolle
Men polariseringen, uligheden og diskussionen om islams rolle i landets lovgivning vokser, det samme gør tilslutningen til konservative, religiøse partier tilsyneladende også.
Før præsident Saieds suspendering af parlamentet stod det moderate islamistiske parti Ennahdas flertal i parlamentet overfor den sekulære fløj, som udgjorde en blandet skare af såvel venstreorienterede partier som nationalromantiske partier med rødder i Bourguibismen – den højreorienterede bevægelse opkaldt efter Tunesiens første præsident, Habib Bourguiba.
“De konservative, religiøse kræfters fremgang nu afspejles af en voksende gruppe af religiøse unge kvinder, som på eget initiativ pludselig vælger at bære tørklæde. Et tørklæde som mange før revolutionen anså som noget traditionelt og konservativt. Diskussionen om de potentielt kvindeundertrykkende værdier, der ligger implicit i at bære tørklædet, er langt mere tabuiserede at diskutere i dag, end det var før revolutionen,” siger Yosra Frawes.
Ifølge Rikke Hostrup Haugbølle er sidstnævnte tendens ikke nødvendigvis ny eller forbundet til den økonomiske ulighed, der truer landets sammenhængskraft.
“Det tidligere styre undertrykte, fængslede og torturerede kvinder, der bar tørklæde. Som reaktion begyndte mange kvinder fra den øvre middelklasse med høj uddannelse allerede i 2003 – altså længe før oprøret – at bære tørklæde offentligt. Helt af egen fri vilje og med en aktiv stillingtagen. Det er os i Vesten og de sekulære kvinder i Tunesien, som tror, at tørklædet altid er kvindeundertrykkende,” mener Rikke Hostrup Haugbølle.
Samtidig påpeger hun, at “alt det, som Saied gør nu, lovede han jo allerede i sin valgkamp. Så han fører sådan set ikke tuneserne bag lyset; han gør snarere det, han har lovet.”
Dog bekymrer det hende, at Saied har lukket uafhængige medier og retsforfulgt ledere fra oppositionen.
“Der er ingen tvivl om, at menneskerettighederne og ytringsfriheden i Tunesien er under stærkt pres lige nu. For mange er følelsen, at man er ved at tabe alt det, der er vundet de seneste 10 år. Vi ved fra Ben Ali-tiden og de svære, politiske år efter oprøret, at det har utrolig stor betydning for disse tunesiske aktører, at de mærker opbakning udefra – også selvom kampen er deres.”
Der er måske håb for Tunesiens fremtid. Positivt er det, at Kais Saied er i dialog med arbejdsgiverorganisationerne, at han har indsat den første kvindelige premierminister i Mellemøsten og Nordafrika, og at civilsamfundet stadig har manøvrerum. Han har tilmed iværksat korruptionsretssager og etableret en strategi, der skal sikre en større repræsentation af unge i politik. Om det materialiserer sig, vil kun fremtiden vise.
Yosra Frawes smiler ukueligt. Hun har netop vundet en anerkendt tysk pris, Anne Klein-prisen, for sit arbejde og indsats for større juridisk ligestilling mellem mænd og kvinder.
“Nu er det altafgørende at forsvare det, der er opnået indtil nu,” siger hun stålfast.
Louise-Christine Andreis er kommunikationsmedarbejder for ungedeltagelse og beskæftigelse i Oxfam-IBIS.
