Kinas døtre vil hverken have mand eller børn

Militskvinder
Hvor strålende og stolte de ser ud
Med lange rifler over skuldrene 

På paradepladsen oplyst af dagens første stråler 
Kinas døtre har sind der stræber højt

De elsker uniformer
Ikke silkestoffer

Mao Zedong 1961 (oversat Jan Bredsdorff)

Beundringsværdige kvinder i Kina er muligvis gift, men det er deres karriere, der gør dem til forbilleder. Tag for eksempel Kinas nye mønsterkvinde, jagerpiloten Wang Yaping, Gudinde II kaldet, som vel er blandt denne verdens kvinder, der stræber allerhøjest, som dem Mao Zedong skrev om i sin tid (og som nogen vil erindre, Kliché udødeliggjorde i dansk sammenhæng i nummeret Militskvinder på bandets debutalbum, Supertanker).

Wang Yaping er netop blevet skudt ud i rummet på sin anden rumfærd, og den første, hvor hun skal ud af rumfartøjet Tiangong for at montere forskelligt udstyr.

 

Wang Yaping er ganske vist kun Kinas anden kvindelige taikonaut, som astronauter kaldes på de kanter. Men hun er den første i verden, der har undervist skoleelever fra rummet.

Hun holdt en direkte tv-transmitteret fysiktime i 2013 fra rumskibet Shenzhou 10, som blev overværet af 60 milioner skoleelever. Nogle af dem har bønfaldet hende om at holde endnu én, denne gang fra Shenzhou 13, hvilket hun har lovet at gøre.

Taikonauten med mand, barn og karriere
Medgivet, Wang er ikke gennemsnitskvinde i Kina eller nogen som helst andre steder for den sags skyld. Under OL i Beijing i 2008 var hun én af de piloter, der var betroet at skyde regnskyer ned, så det ikke regnede på legene. Og hun har deltaget i redningsaktioner ved jordskælv og meget andet.

Det siges, hvilket jeg ikke umiddelbart kan få bekræftet, at tidligere var det sådan, at kvinder, der aspirerede til at blive taikonaut, skulle være gift og mor, eftersom rumfarten muligvis kan gøre kvinder ufrugtbare. Kinas rumfartsagentur afviser, at ægte- og moderskab i dag er et krav for kvindelige taikonauter. Ikke desto mindre er Wang både gift og mor til et barn.

Wangs første mission i rummet varede 14 dage, 14 timer og 29 minutter. Denne skal vare seks måneder, så nu bliver Wang også den første kvindelige taikonaut, der fejrer kinesisk nytår i rummet, hvilket i festlighedsniveau for en dansk astronaut ville svare til at tilbringe julen deroppe.

Mistillid til ægteskab
Trods ægteskabet lader det ikke til, at nogen eller noget har stillet sig i vejen for Wang Yapings karriere.

Ikke desto mindre vil 44 procent af kinesiske kvinder i storbyer ifølge en nylig undersøgelse foretaget af Kinas Kommunistpartis Ungdomsliga ikke giftes. 25 procent af de unge mænd i byerne vil heller ikke giftes. 2905 unge byboere mellem 18 og 26 år medvirkede i undersøgelsen og de efterfølgende interviews.

Knap 13 procent erklærede ligefrem, at de end ikke ville forelske sig. Tendensen er stærkest hos de økonomisk bedst stillede i byerne. I rige egne som Shanghai og naboprovinsen Zhejiang svarede de unge, at de “føler, de hverken har tid eller kræfter til at gifte sig.”

Blandt de underliggende årsager, som de unge pegede på, var at “det er for dyrt at gifte sig” (46 procent), samt at “udgiften til at få børn er for stor” (56,2 procent). 30,5 procent af de unge “tror” ganske enkelt “ikke på ægteskab”.

Romantik- og parforholdsuddannelse
Forskerne bag undersøgelsen foreslår forskellige tiltag for at styrke tilliden til ægteskabet, for eksempel at indføre undervisning i romantik og parforhold, grundig ægteskabsrådgivning, uddannelse i, hvordan man omgås det modsatte køn og, hvilket lyder nok så fornuftigt, skabe bedre betingelser for kvinder i arbejde.

Kina er berygtet for elendig seksualundervisning. Så i de senere år har enkelte universiteter sat kurser om ægteskab på skemaet.

Undersøgelsen af unge kineseres forhold til ægte- og forældreskab er relevant, fordi fødselstallet i Kina daler dramatisk, og befolkningsandelen af ældre vokser tilsvarende.

De færreste kinesere har en anstændig pensionsordning, og for nogle år siden blev det ligefrem nedfældet i forfatningen, i artikel 49, at voksne børn har pligt til at bidrage til forsørgelsen af deres forældre, når de går på pension.

Med andre ord er det katastrofalt, hvis kineserne holder op med at få børn.

Nu må man få tre børn
Derfor lempede magthaverne også yderligere på den nyere fortids strikse befolkningspolitik, hvor ægtepar i byerne kun måtte føde ét barn. Ægtepar på landet måtte få flere børn, især hvis de første var piger, som blev bortgiftet til andre familier, hvor de bidrog til forsørgelsen af deres svigerforældre. Så ud over de kulturbestemte krav om, at en familie skal føde sønner til slægtens beståen, var det også afgørende for forsørgelsen af de gamle. Sønnen forbliver i hjemmet, importerer en hustru og forsørger sine forældre.

Da befolkningspolitikken blev indført i 1979, levede 15 procent af Kinas befolkning i byer. I dag er det tæt på 62 procent. Derfor er det i dag vigtigt, at også byboere får børn. I 2015 lempede magthaverne på begrænsningerne og tillod hvert ægtepar to børn. Og selvom det indledningsvis førte til en lille stigning i børnefødsler, daler tallet for fjerde år i træk.

I 2020 blev der kun født 12 millioner børn i Kina, og kun otte millioner par giftede sig. Det er ikke meget i et land med op imod 1,5 milliard mennesker. Ifølge FN vil fødselstallet i Kina i år falde med 2,25 procent i forhold til i fjor.  

I maj meddelte centralmagten så, at ægtepar nu må få tre børn, men eftersom ingen rigtig bed på den med to børn, er det svært at forestille sig, at kinesiske ægtepar gerne vil have tre børn.

Hvis den model skal have gang på jord, må der følge incitamenter med, for det er dyrt at have børn i byerne i Kina; det kræver kostbar plads og flere penge til sundhed, velfærd, uddannelse med videre, et socialt ansvar som staten opgav i 1992 og ikke siden er kommet på højde med.

Tendensen er ikke bedre på landet, faktisk værre og med alvorlige sociale konsekvenser. Embedsmænd i provinsen Hunan offentliggjorde for nylig en rapport om, at mænd i landområderne har vanskeligt ved at finde sig en kone, hvilket er ved at udvikle sig fra at være den enkelte mands problem til at være et byrdefuldt socialt problem for hele samfundet.

Embedsmændene lovede at arbejde for, at “opmuntre unge kvinder til at blive i deres hjemstavn.” Problemets åbenbaring førte til en kommentar i en lokalavis under overskriften “At bringe varme til aldrende landmænds senge er en nødvendighed.”

Kommentaren var formentlig velment, men vakte furore på internettet på grund af sit sprog, især fordi kvinder nærmest blev fremstilet som varmedunke, hvilket næppe inspirerer kvinder til at blive hjemme i landsbyen, hvor tilværelsen generelt kan være barsk, både økonomisk og socialt.

Chefredaktør og klummeskriver ved det progressive magasin “The Paper”, Shen Bin, skriver, at problemet er helt reelt, men at der næppe kommer noget godt ud af at opfatte mennesker som en slags instrument til at opnå forskellige politiske målsætninger.

Feudal tankegang løser intet
Mennesker burde netop være kernen i politik, skriver han – i strid med årtusinders kongfuziansk skik, der sætter samfundet over individet.

“Kvinder er ikke varmedunke eller fødemaskiner,” skriver Shen, “og hvis beslutningstagerne ikke forholder sig til emner som ægteskabsmarkedet på landet i både mænds og kvinders perspektiv, men alene anskuer problemerne gennem en patriarkalsk anvendelighedsprisme, ender de med at forværre situationen i stedet for at forbedre den.”

Magthaverne må finde løsninger på de unges modvilje mod ægte- og forældreskab, mener Shen Bin. Men han understreger også, at mænds manglende mulighed for ægteskab under ingen omstændigheder må løses på bekostning af kvinders rettigheder (som i parentes bemærket i forvejen er beskedne i Kina).

“Det er præcis den form for feudal tankegang – at kvinder skal opvarte mænd, stå for husholdningen, føde børn og opdrage dem og finde sig i mændenes overgreb – som har fået så mange kvinder til at fravælge hele tanken om ægteskab,” skriver han.

De færreste har mulighed for at for at være både karrierekvinde, hustru og mor ligesom taikonauten Wang Yaping. Det kræver en forstående svigerfamilie såvel som arbejdsgiver. Og hvis ikke moderskab bliver mere tillokkende i Kina, kan det meget vel ske, at færre og færre børn og unge vil overvære Wangs forelæsninger i rummet.

Shen Bin illustrerer sin pointe med Jia Pingwas kontroversielle roman fra 2016, “Ji Hua” (udkommet på engelsk i 2019 med titlen “Broken Wings”), om en ung kvinde, der bliver bortført og solgt som hustru til en fattig bonde. Bonden formulerer problemet klart: “Min familie dør mellem hænderne på mig. Vi redder pandaen. Hvorfor kan vi ikke også redde ungkarlene på landet?”

Både Jia og embedsmændene i Hunan ser med sympati på de ugifte ældre mænds triste skæbne uden forsørgelse og omsorg.

“Men de anskuer problemet forkert,” mener Shen Bin.

“En politik, der hviler på opfattelsen af, at kvinder skal betjene mænd, holder ikke: At opmuntre kvinder til at blive hjemme og arbejde for at genoplive landområderne tjener det stik modsatte formål. Hvis man virkelig vil forstå, hvorfor mændenes senge er så kolde på landet, må man indlede med at spørge, hvis interesser spørgsmålet har overset.”

P.S. En læser gjorde mig opmærksom på John Oliver’s Last Week Tonight fra 7. oktober 2021, som gennemgår samme tema som min artikel. Udsendelsen er skarp, kritisk, underholdende, fremragende og virkelig sjov! Jeg anbefaler den hermed varmt.

Mette Holm er Asien-journalist, forfatter og foredragsholder. Hun har studeret, boet, rejst og arbejdet i mere end 10 år i Kina for blandt andet Ritzaus Bureau, TV-Avisen, TV2’s Nyheder, Jyllands-Posten, Weekendavisen og DRP1’s Orientering. 

“Denne artikel er oprindelig bragt hos POV International og bringes efter aftale med POV International og skribenten.”.

“POV – POINT of VIEW International – er et uafhængigt netmedie, der publicerer analyser, anmeldelser, essays, debatindlæg indenfor især debat-, kultur-, erhvervs- og udlandsstof.”