Spørgsmålet ”Hvad ville vi dog nogensinde i Afghanistan?” runger logisk, hult og ret ubesvaret i den danske offentlighed lige nu, hvor Taliban er den ultimative vinder af over 40 års konflikt. Automatreaktionen politisk og i befolkningen ”så opgiver vi da bare det hele” virker desværre lige til højrebenet.
Hvis DACAAR siger noget andet, kan det lyde som barnet, der har brugt for mange penge på feriekolonien: ”Send flere penge,” kan blive standardbeskeden. Men det skal hverken forældre eller donorer til vores arbejde gøre ukritisk.
Alligevel både ønsker og kan DACAAR forsætte hjælpearbejdet. Ikke af hensyn til DACAAR, men af hensyn til den civile befolkning.
Vi mener faktisk, at civil hjælp til Afghanistan nytter. Og endda mere nu, hvor Afghanistan synes i opløsning under en endnu ikke eksisterende regering og administration.
Vi har erfaring til at sige det, for DACAAR har hjulpet afghanere i 37 år (også under Talibans regime fra 1996-2001). Vi har hjulpet millioner af fattige med blandt andet rent drikkevand, landbrug, kvinders forbedrede muligheder og mikrovirksomheder.
Er alt så ikke i akut risiko for at være fuldkommen spildt med Taliban ved magten?
Nej, det er kynisk at se på hjælp til ludfattige, ofte fordrevne mennesker som spild – og negligere blivende effekter som rent drikkevand.
Uden basal hjælp, så vil fattigdommen øge konflikterne, og vi forærer konflikternes parter chancen for mere terror mod deres egen befolkning. En ressourcesvag lokalbefolkning vil altid være mere tilbøjelig til at bakke op om en hvilken som helst milits, der kan forsvare deres landområder, når de er truede på deres levebrød. Når basale behov derimod opfyldes, så vil befolkningen ikke på samme måde have brug for at være i lommen på en milits.
Fredsarbejde
Dermed ser DACAAR også civil hjælp som et stykke fredsarbejde – uden brug af våben.
Og nej, vi er ikke naive i den nuværende situation. For det er svært nu.
Et sted derude er der røde streger i sandet for, hvornår selv vi må opgive, og dem fortæller vi om til sidst. De røde streger er heller ikke nået endnu. Heller ikke selv om blandt andre DACAAR er bremset i flere områder af kampe.
Det interessante er, at vi i vidt omfang genoptager hjælpearbejdet i det øjeblik, kampene er overstået. Det sker både i og udenfor Taliban-områder. Vores hjælp handler alene om at støtte civile. Det er de fleste militser – også Taliban – interesserede i fortsætter. Vores påstand er, at DACAAR kan gøre det uden at støtte nogen af konfliktens parter på anden måde, end at deres befolkninger får det bedre og får flere ressourcer til at overleve fattigdommen.
Det er ikke ønsketænkning, at det kan lade sig gøre at levere neutral hjælp.
I helt aktuelle tilfælde inviteres vi tilbage i områderne af de vindende parter, uden vi lover modydelser – andet end at hjælpe de civile. Det arbejde er altså ikke spildt, og det bør fortsætte.
Også i sidste ende af hensyn til os selv, for yderligere fattigdom skaber grobund for mere terrorisme og nye flygtningestrømme.
EU bakker op
DACAAR er ikke de eneste, der ser sådan på det.
I slutningen af juni var det klart for aktører som DACAAR og EU, at Taliban stod til en magtovertagelse. Alligevel forlængede EU’s hjælpefond ECHO en civil nødhjælps-støtte til DACAAR´s arbejde. Forlængelsen er for to år frem til april 2023 med en bevilling på 4,4 millioner euro – eller knap 33 millioner kroner.
I anledning af de danske soldaters hjemkomst medgav udenrigsminister Jeppe Kofod (S), at Afghanistan fortsat står over for “monumentale udfordringer”, og at Danmark derfor fortsætter sit civile engagement. Bevillingen til DACAAR viser, at Danmark her ligger helt på linje med EU.
Det er velkomment og afgørende, at Danmark og EU ikke mister modet og er i samklang omkring civilt hjælpearbejde. Netop fordi Afghanistan med Talibans fremmarch og øget borgerkrig er ekstremt udfordret nu, så er den civile hjælp endnu mere afgørende.
Øget nød, sult og sygdom forstærker eksisterende konflikter, som ikke er løst med Talibans magtovertagelse. Afghanistan har stadig lommer med Islamisk Stat, og der kan hurtigt opstå interne konflikter i Taliban, når den fælles fjende er fjernet.
ECHO’s bevilling sigter direkte mod mindre fattigdom ved at støtte regulær nødhjælp gennem det, som kaldes ”Emergency Response Mechanism (ERM)”. Forlængelsen af programmet bygger videre på de erfaringer, som er høstet siden begyndelsen i 2018. Programmet skal hjælpe folk i nød i 20 provinser, hvor de er ramt af konflikt og naturkatastrofer som tørke og oversvømmelser. Hjælpen handler her om rent drikkevand, adgang til latriner samt hygiejnekits og undervisning i hygiejne som værn mod sygdomsspredning. Den nye fase af projektet skal hjælpe op mod 462.000 mennesker fordelt på godt 66.000 familier.
Tre fjerdedele af DACAAR fungerer
Når dette skrives per 17. august er status, at op mod tre fjerdele af DACAAR fungerer, og den lokale ledelse er på plads – uagtet, at fem udenlandske medarbejdere (ingen danskere) eventuelt bliver ganske hurtigt, men midlertidigt trukket ud af Afghanistan.
Imens må DACAAR tænke på fremtiden.
Hvortil kan DACAAR gå – og ikke længere, før vi må sætte røde streger i sandet gennem en forventelig kritisk dialog med Taleban, som forhåbentlig ender konstruktivt.
DACAAR har den fordel, at vi allerede har mange især vandprogrammer i gang i Taliban-områder – og vi har haft det længe. Det vil sige, at selv om Taleban har taget magten i Kabul og dermed hele landet nu, så er DACAAR ikke ukendt for Taliban. Det giver os fordele og respekt. Omvendt er situationen selvfølgelig kritisk på grund af alle de ubekendte faktorer.
I store og netop faldne byer til Taleban som Herat, Masar-e-Sharif og Jalalabad har DACAAR trukket sig midlertidigt ud. Ikke på grund af Taleban, men på grund af de kampe, som har udelukket hjælpearbejde.
Det er ikke nyt for DACAAR, at vi i perioder må trække os væk fra krigshandlinger og vente, til røgen har lagt sig. Det glædelige har været, at flere steder, hvor det er sket, har Taleban inviteret DACAAR tilbage for at fortsætte arbejdet, når de har overtaget et område.
Situationen for DACAAR’s 1.000 lokalt ansatte i Afghanistan er nu, at en række praktiske udfordringer skal løses. Byggematerialer skal frem til vandprojekter for blandt andet de titusindvis af fordrevne mennesker, og især nødhjælp som fødevarer, rent drikkevand og hygiejnekits fra DACAAR’s lagre, som er bygget op, fordi den nuværende situation ikke er uventet.
Imens kan kampzoner og ødelagt infrastruktur fortsat blive forhindringer.
Helt lavpraktisk skal de ansatte i DACAAR også have løn, selv om bankvæsenet ikke fungerer lige nu. Og en centraladministration og regering er slet ikke på plads i Kabul. Det betyder, at DACAAR ikke ved om de eksisterende, lokale aftaler også vil fungere i fremtiden.
Fire røde streger i sandet overfor Taleban
I det kaos, hvor er så de røde streger i sandet for, hvad DACAAR vil acceptere af Talibans politik på længere sigt?
Når DACAAR er finansieret af den danske og norske stat samt EU, skal vi – og politikerne – kunne se skatteborgerne i øjnene. Hjælpen skal virke, så de får noget for pengene. Det kan vi og andre levere, så DACAAR mener hjælpearbejdet skal fortsætte under Taliban. Men ikke ukritisk.
DACAAR kan have gavn af fælles retningslinjer, når Danida medfinansierer. Ganske enkelt fordi det gør ngo´er mindre sårbare, hvis de kan henvise til donorers krav til udførelsen af hjælpearbejde, så en ubeskyttet, civil hjælpearbejder ikke skaber den illusion, at man bare kan ændre programmer, fordi Taliban måtte ønske det.
DACAAR mener der er røde streger i fortsat hjælpearbejde på især fire punkter, som en politisk konsensus i Danmark vil være godt for.
1) DACAAR kommer fortsat ikke til at betale skatter til Taliban, som krævet af dem i nogen områder. Det vil vi gerne have tydelig opbakning til.
2) DACAAR kommer heller ikke til at acceptere restriktioner i vores kvindeprojekter med undervisning, mikrovirksomheder og muligheden for at have kvindelige ansatte. Alt det ligger i forvejen indenfor Danidas strategi, så det kan vi formentlig også blive enige om.
3) DACAAR finder det desuden uhensigtsmæssigt – også overfor danske skatteborgere – i det omfang Taliban måtte insistere på at lade finansiering af programmer gå gennem en kommende regerings kontorer. Det vil øge risikoen for misbrug, korruption og dårlig administration. Her skræmmer sporene fra den tidligere regering.
4) Endelig skal ngo´er, FN og andre ikke acceptere, hvis Taliban kræver, at kun bestemte etniske grupper eller områder tilgodeses med hjælpearbejde. Det er alene ngo’ers samt deres donorers afgørelse. Jeg tænker at vi også kan give hinanden håndslag på det mellem Danida og DACAAR.
DACAAR arbejder ikke i Afghanistan for enhver pris, hvis vores hjælpearbejde bliver umuligt. Det er vigtigt at understrege, at det heller ikke er det, som vi ser ind i lige nu.
Men vi skal være forberedte på alt, når Taliban nu er ved roret i Kabul.
Klaus Løkkegaard er sekretariatsleder for DACAAR, en dansk ngo i Afghanistan finansieret af Danida, den norske stat og især EU (ECHO).
DACAAR har stadig 1.000 lokale afghanere ansat og nogle få udlændinge tilbage i Afghanistan og et lille sekretariat i København.
