Sydsudans selvstændighed 10 år efter: Ingen steder at stemme for fred

Sydsudans historie

1899-1955: Sydsudan er en del af det anglo-ægyptiske Sudan under fælles britisk-ægyptisk herredømme

1956: Sudan bliver selvstændigt, men de sydlige stater er utilfredse over manglen på selvstyre. Spændingerne bryder ud i åben krig, der varer frem til 1972, hvor det sydlige Sudan bliver lovet delvist selvstyre

1983: Krigen blusser op igen, da den sudanesiske regering ophæver sydens selvstyre

2011: Sydsudan bliver selvstændigt efter årtiers borgerkrig, der vurderes at have kostet 1,5 millioner mennesker livet og fordrevet fire millioner

2013: En borgerkrig i Sydsudan bryder ud og resulterer hurtigt i masse overgreb på civile, fordrivelse, voldtægt og en humanitær katastrofe

2018: En overgangsaftale mellem de stridende parter bliver indgået efter voldsomt pres fra blandt andet Sudan, Uganda, USA, EU og FN. Aftalen har begrænset krigen, men store dele af Sydsudan er fortsat skueplads for konflikter, overgreb og sult. Knap fire millioner mennesker er fordrevet fra deres hjem.

Kilde: BBC World Service

”Hvor kan jeg stemme for fred?” Solen i Juba har bagt ned over den ældre herre i en klar grøn jalabia i timevis. Nu står 84-årige Cephas Andraga Lorolla endelig i skyggen under et grønt halvtag, hans ID er godkendt, og for første gang i sit liv skal han prøve at stemme. Øverst på valgsedlen står der ”Sydsudan folkeafstemning” og ”sæt dit fingeraftryk ud for dit valg”. Nedenunder er der to muligheder – øverst to hænder der griber om hinanden og teksten ’enhed’ på engelsk og arabisk, nedenunder hænderne, den anden mulighed: En flad udstrakt hånd og ordet ’adskillelse’ (secession).

Cephas Andraga Lorella kigger igen på den valgtilforordnede, der mageligt kunne være hans barnebarn: ”Hvilken af dem betyder fred?” Den unge mand prøver at forklare, hvad symbolerne betyder, men uden held. Lorella spørger endnu engang: ”Men hvor skal jeg sætte min finger for at stemme for fred?” Med en hurtig skelen til den udenlandske iagttager forklarer den unge mand, at han selv nok tror, at den flade hånd (adskillelse) er den bedste garanti for fred, men at han jo ikke må blande sig i, hvad den ældre mand vil vælge. Med den besked og en valgseddel i hånden, forsvinder Cephas Andraga Lorella om bag stemmeboksens gule gardin.

Farvel
Den 9. juli i år er det 10 år siden, Cephas Andraga Lorella og knap fire millioner andre sydsudanesere valgte selvstændighed (adskillelse) med et overvældende flertal ved en folkeafstemning, der af udsendte observatører og notabiliteter som Thabo Mbeki, Jimmy Carter og skuespilleren George Cloney fik mange rosende ord med på vejen. Da resultatet blev kendt lokalt og nationalt, var luften tyk af jubel og udråb som ”Bye bye Khartoum” og ”Salama”. ”Farvel til Khartoum” (hovedstaden i Sudan) og håbet og forventningen om fred og fremgang syntes uløseligt knyttet sammen – både rundt om i hundredetusinde ydmyge hytter og på gangene i de nyslåede regeringskontorer.

Folk i Sydsudan havde på det tidspunkt gennemlevet borgerkrig, systematiske overgreb og krigsforbrydelser, hungersnød og massiv fordrivelse internt og over grænserne til nabolande som Uganda, Kenya og Etiopien, stort set siden det ”gamle” Sudan blev selvstændigt i 1956. I 2005, fem årtier og et meget stort antal tabte liv senere, indgik en række oprørsgrupper en fredsaftale med den sudanesiske regering – godt hjulpet af internationale aktører såsom Kenya, Etiopien, Uganda, USA, England, Norge, EU, FN og den Afrikanske Union (AU).

Til manges overraskelse holdt aftalen fra 2005 faktisk og ledte frem til folkeafstemningen om selvstændighed for Sydsudan i januar 2011, hvor Cephas Andraga Lorella og resten af befolkningen gik til urnerne. Seks måneder senere, den 9. juli 2011, var verdens yngste nation en realitet – i hvert fald på papiret.

Håbet
Fra fredsaftalen blev indgået i 2005 og frem til folkeafstemningen og selvstændigheden i 2011, lykkedes det for en midlertidig regering i Sydsudan, den sudanesiske regering og deres mange udenlandske ’hjælpere’ at reducere konflikter, vold, nød og overgreb på civile så dramatisk, at millioner af sydsudanesere kunne vende tilbage til deres hjemegne efter årtiers fordrivelse. Sammen med de mange, der havde overlevet i deres oprindelige hjem, begyndte en møjsommelig opgave med at genskabe et dagligt udkomme, basal uddannelse, beskedne sundhedsydelser, og hvad der ellers skulle til for at forbedre de grundlæggende livsbetingelser for befolkningen i et land, der var blevet revet i stykker igen og igen siden 1956. Folkekirkens Nødhjælp har sammen med en lang række lokale organisationer, kirker og donorer været dybt involveret i arbejdet i Sydsudan siden 1988. Ligeså har hundrede af andre lokale og internationale aktører gennem årene.

Forventningerne var derfor tårnhøje, da ledere fra den gamle fjende i nord (Sudan) sluttede sig til sydsudanesiske ledere som præsident Salva Kiir Mayardit og vice-præsident Riek Machar for at fejre selvstændigheden en hed julidag i 2011. Klart og tydeligt i både de officielle skåltaler og blandt almindelige menneskers forventning var, at Sydsudans nye status som selvstændig nation ville garantere den fred og stabilitet, der er afgørende for, at almindelige mennesker kan forbedre deres egne livsbetingelser.

Faldet
De forhåbninger faldt brat sammen to år senere. I december 2013 brød en delvist underforstået magtdelingsaftale mellem blandt andre præsident Kiir og vicepræsident Machar sammen hen over en højdramatisk weekend, hvor vicepræsidenten flygtede ud af Juba, Sydsudans hovedstad, og forsvandt ud i landets uvejsomme landområder. Sammenstød mellem de stridende lederes respektive militære grupperinger og militser bredte sig lynsnart til resten af landet og udviklede sig til en borgerkrig, der har været lige så ubarmhjertig og grusom som den ”gamle” borgerkrig mellem Sydsudan og regeringen i Khartoum. Den nye borgerkrig har foreløbigt kostet flere hundredtusinde civile livet og udløst massive seksuelle overgreb mod kvinder og børn, etnisk motiverede drab i stor målestok, omfattende plyndringer og nedbrænding af landsbyer. Det kaos, konflikterne mellem Sydsudans egen magtelite har udløst, er den direkte grund til, at lige knap halvdelen af Sydsudans befolkningen i dag er fordrevet fra deres eget hjem.

På tærsklen til 10-året for Sydsudans selvstændighed, advarer blandt andre FN om, at store dele af Sydsudan står midt i en hurtigt voksende sultkrise, hvor godt otte millioner mennesker har behov for nødhjælp.

Der kan skrives bøger om, hvorfor mange af Sydsudans ledere så eklatant har svigtet deres ansvar. Den korte version er, at de lod deres egne personlige interesser, magt-ambitioner, indbyrdes stridigheder, snævre stammehensyn og helt åbenlyse og veldokumenterede korruption og grådighed rive cirka 10 millioner mennesker med ind i endnu en borgerkrig.

Indtil 2011 var det nemt (måske for nemt) at give regeringen i Khartoum og dens allierede i Golfen ansvaret for alt, hvad der gik galt i Sydsudan. Men det nuværende kaos, magtmisbrug, fordrivelse og udsultning af civile samt overgreb på kvinder, mænd, piger og drenge kan ikke længere parkeres hos den gamle fjende i Khartoum. Det såkaldte verdenssamfund har siden 2005 støttet op om ”Projekt Sydsudan” med milliarder af donormidler, uendelig tålmodighed og, indtil de sidste par år, en næsten endeløs politisk støtte og velvilje. Lokale, regionale og internationale folkelige og kirkelige initiativer har forsøgt at bilægge lokale og nationale stridigheder, afdække skandaler og rette op på kursen mod afgrunden, men med meget begrænset held. Så uanset hvordan man prøver at forklare det, der er sket siden december 2013, ligger ansvaret for de sidste års fald ned i kaos solidt hos Sydsudans egen magtelite. Ingen nævnt; ingen glemt.

Håb på tværs og trods
Landene omkring Sydsudan, ikke mindst Uganda og Sudan, har sammen med AU, FN og en række internationale aktører siden 2018 presset ledere som præsident Salva Kiir Mayardit og vicepræsident Riek Machar til at indgå en midlertidig freds- og samarbejdsaftale. Med hyppige sammenbrud har de to, og andre medlemmer af landets elite, vrangvilligt og med store forsinkelser forsøgt at efterleve de dele af aftalen, der ikke i al for høj grad gik deres egeninteresser imod. Gennem det seneste år har aftalen reduceret antallet af kampe mellem de mere regulære væbnede styrker. Men i skyggen af fortsat uenighed og total mangel på tillid i ”samlingsregeringen” udfører bander og større og mindre militser fortsat voldsomme overgreb på civile i mange dele af landet. 

Det gør det svært og farligt for almindelige mennesker at skabe et tåleligt livsgrundlag, og det fastholder millioner af mennesker i fordrivelse i kummerlige lejre rundt om i Sydsudan og i nabolande som Uganda, Kenya, Etiopien og Sudan. Det fortsatte kaos betyder også, at arbejdsvilkårene for lokale og internationale nødhjælpsorganisationer som Folkekirkens Nødhjælp fortsat er ekstremt vanskellige. Sydsudan har aldrig været nem at arbejde i – det følger af et kæmpe landområde med en voldsom regntid, store oversvømmede områder og et nærmest totalt fravær af gode veje uden for Juba. Læg dertil et tykt lag af unødigt bureaukrati, korruption, drab, overgreb og røverier mod nødhjælpsarbejdere. Og tilføj så Covid-19s forkrøblende virkning på mulighederne for at bevæge sig, på at handle sammen lokalt og nationalt og på et sundhedsvæsen, der i forvejen var ekstremt skrøbeligt.

Dér står Sydsudan i dag. Det er optakten til og bagtæppet for ”fødselsdagsfesten” den 9. juli. Man kunne håbe, men nok ikke regne med, at de sydsudanesiske ledere sætter tæring efter næring og afstemmer ”festen” og retorikken i Juba efter den brutale virkelighed, deres medborgere rundt om i landet står midt i. Vi andre – aktivister, hjælpearbejdere, iagttagere, donorer og diplomater – kan roligt springe festen over og fokusere på den egentlige opgave her og nu.

Knap 10 millioner sydsudanesere har behov for nødhjælp, og blandt dem står godt fire million børn og deres forældre ansigt til ansigt med akut hungersnød. Den samlede appel til nødhjælpsarbejde i Sydsudan for i år lyder på knap 1,7 milliarder dollars og inkluderer både FN og de uafhængige hjælpeorganisationers arbejde. Ifølge FN’s Kontor for Koordinering af Humanitære Anliggender, OCHAs, egne opgørelser er kun knap 30 procent af finansieringen på plads i skrivende stund. Med gode muligheder for at dirigere store dele af støtten uden om de korrumperede magtstrukturer i Juba står det valg, der ligger bag en så dramatisk underfinansiering af nødhjælp til Sydsudan, i meget skarp kontrast til behovene og kunne ligne begyndelsen til endnu et massivt svigt.

Rundt om i Sydsudan har folk ikke noget valg. Der er ikke noget sted, de kan gå hen og stemme for fred. De har ikke andet valg end at prøve at overleve endnu en krise, endnu en borgerkrig – og, midt i kaos og usikkerhed, knokle på for at skaffe tag over hovedet, brød på bordet, lidt midlertidig sikkerhed og måske et par års skolegang til deres børn. Ligger der et håb i historien om de første 10 år med selvstændighed i Sydsudan, ligger det her. Uanseeligt, misbrugt, trampet på og gemt i skyggen fra de gamle hanelefanternes kamp og styrt mod bunden i regeringskontorerne i Juba. Men på nærmest uforklarlig vis er det der stadig. Det håb, der trods alle odds stadig hjælper millioner af sydsudanesere, fredsaktivister, kvindesagsforkæmpere, lokale journalister og nødhjælpsarbejdere med at stå op hver morgen og fortsætte kampen for, at i morgen skal blive bare en anelse bedre end i dag – og på hver deres måde bærer den drøm videre, der for 10 år siden resulterede i Sydsudans selvstændighed.

Nils Carstensen er rådgiver for Folkekirkens Nødhjælp og journalist med mange års fokus på Sudan og Sydsudan.