Der kommer ikke så ofte nyheder fra Nordkorea, og i hvert ikke mange uden påsmurt tyk propaganda. Nylig har en førtidspensioneret dansk kok, Ulrich Larsen, i tv-udsendelser afdækket enkeltheder om hvordan landet klarer sig igennem trods skarpe FN-sanktioner. Den mand, som styrer det mærkværdige og på mange måder hemmelighedsfulde land, Kim Jong-un, er genstand for en aktuel udgivelse “Den store efterfølger” forfattet af den fremtrædende new zealandske journalist Anna Fifield.
Det tør siges, at man får god besked om den undersætsige, fedladne i dag 36-årige mand, der styrer det ludfattige land, samtidig med at han ”markedsfører” det som en slags ”reservestormagt” i Asien i kraft af sine raketter og andet dødsensfarligt, avanceret bombeudstyr. Hans far, Kim Jong-il, døde efter blot 17 år ved magten, så Kim Jong-un kom til i en ret ung alder. Men han var bragt i stilling allerede flere år før på grund af faderens svage helbred. Og der blev ikke sparet på krudtet ved lanceringen af den yngre Kims færdigheder.
Tredje generation Kim efter republikkens stifter, Kim Il-sung, benævntes i propagandaen ”den unge general” og rostes blandt andet for helt exceptionelle skydeevner. Allerede i en alder af tre år kunne han affyre en pistol og ramme en elektrisk pære på 100 meters afstand, da han var otte kunne han ikke blot køre lastbil, men også styre den med 130 km i timen. Han havde også absolut gehør, kunne ride de vildeste heste – men i takt med at superlativerne hobede sig op, voksede trods alt den fattige befolknings mistro.
Hvad der ikke blev berettet om, var den luksuriøse opvækst, Kim sammen med et par brødre blev begunstiget af – med overflod af mekanisk legetøj, lækkert tøj og udsøgt mad. På en skole i Schweiz lærte de både fremmedsprog og fik indtryk af den verden, der var helt fremmed for størstedelen af hjemlandets befolkning. De boede sammen med en tante og onkel, havde alle dæknavne og var i øvrigt tilforordnet den nordkoreanske FN-mission i Geneve, så de frit kunne rejse rundt i hele Schweiz.
Kort efter hjemkomsten til Nordkorea i 2001 begyndte Kim en fire-årig militæruddannelse, idet der blev skruet op for den glorificering, som er blevet et kendemærke for ham. Til hver enhed af Nordkoreas Folkehær sendte således et eksemplar af ”Materiale til undervisning i den højagtede kammerat Kim Jong-uns storhed.” Det være sig som revolutionær, general eller statsleder. Virkeligheden uden for Kims overflodstilværelse – à la Europas fyrster i svunden tid – var imidlertid præget af både økonomisk og social uføre.
Regimet begik i 2009 et alvorligt fejlgreb, da det i et snuptag devaluerede landets valuta, den nordkoreanske won. Befolkningen fik blot en uge til at konvertere 10.000 won – svarende til ca. 30 dollars eller en sæk ris på 50 kg til den ny valuta, der fik de to sidste nuller i et beløb skåret væk. Som Fifield beretter sank mange familier, der havde slidt og slæbt for at kæmpe sig op i en spirende middelklasse, ned til nærmest fattigdom, da de fik fjernet deres livsopsparing fra dag til anden.
Regimet bandlyste brug af udenlandsk valuta, da tanken bag devalueringen var at slå ned på de private markeder, der var opstået efter en hungersnøden 1994-98, en sammenhæng, der dog ikke er nærmere beskrevet i bogen – så lidt som de forfærdende virkninger af hungersnøden.
Planøkonomisk sammenbrud gav plads til private markeder
Den unge statsleder satte sig for at hæve levestandarden hos den forarmede befolkning, som ikke kendte til motoriseret landbrug og i den grad var gået bag af dansen, mens andre østasiatiske lande stormede frem økonomisk. I 2005 var Nordkoreas bruttonationalprodukt per indbygger eksempelvis 550 dollar – 36 gange mindre end Sydkoreas! I FNs statistikker placerede det sig økonomisk mellem Mali og Usbekistan, mens Sydkorea kunne måle sig med Bahrain og Portugal, som forfatteren bemærker.
Delingen af den koreanske halvø – som havde været japansk koloni siden 1905 – skabte fra 1945 en vældig ubalance, fordi Sydkorea kom til at mangle industri og Nordkorea fødevarer. Mens Sydkorea fik hurtigt gang i en industrialisering (støttet af USA), sad Nordkorea fast i en kommunistisk, centraliseret planøkonomi. I 1960’erne og 70’erne virkede den statsdrevne økonomi dog rimeligt, idet landet kunne bytte sine kul og andre produkter til blandt andet madvarer fra Sovjetunionen og Kina. I takt med at Kina antog kapitalistisk karakter, og Sovjetunionen brød sammen, svigtede den statslige nordkoreanske fødevareforsyning.
I byer over hele landet blev det tilladt markeder at skyde op, 85 procent af befolkningen hentede deres mad dér, men ifølge FN ansås 40 procent stadigt at være underernærede. Forfatteren beretter illustrativt om flere familiers måder at finde til dagen og vejen – familier, som siden hen var flygtet til Sydkorea og havde slået sig ned dér. Børn måtte tidligt bistå far eller mor for eksempel med at skaffe ekstra-indtægter ved at fremstille mad til salg på marked. Summa summarum: Masser af slid for en lille gevinst.
Dyrkningen af Kim-familien var og er grænseløs, beretter Anna Fifield. På en rejse til Nordkoreas hovedstad Pyongyang så hun på et skilt foran en vuggestue: ”Tak til den respekterede general Kim Jong-un” og inden for var tegneserie-vaskebjørne iført generalsuniformer og forsynet med raketstyr.
Den voldsomme overvågning med drakoniske straffe over enhver, som måtte fremsætte den mindste mishagsytring med regimet, går forud for en eventuel hensættelse i en af de fire straffekolonier – et vidnesbyrd om en stat, der ikke udviser nogen nåde.
Nordkorea – en atommagt med speciale i hacking
Kommer man i fængsel, kan man regne med at blive udsultet, samtidig med at arbejdsdagen er ekstremt lang, til tider op til 18 timer. FN har i en rapport konstateret, at straffesystemet ikke overgås af nogen stat i verden, idet man støtter sig til udsagn fra overlevende fra lejrene, som senere er flygtet ud af landet. Egentlige udrensninger af topfolk à la Sovjetunionen og de østeuropæiske satellitstater i kommunisttiden synes ikke i større til at have ramt Nordkorea, men henrettelsen af onklen Jang Song-thaek vakte international furore. Han havde fået for stor magt og opførte sig på en måde, som satte Kim Jong-il i skyggen.
Mens Kim Jong-un-styrets spillen med de militære muskler, udvikling af raketter og andet efterhånden er velkendt, er dets udklækning af super-hackere nok lidt mindre påagtet i verdensoffentligheden. Men ifølge Anna Fifield er Nordkoreas aktivitet som hacker vokset eksponentielt. Sydkorea bliver ramt af omkring 1,5 millioner nordkoreanske forsøg på hacking om dagen, ifølge sydkoreanske embedsmænd halvfjerds i sekundet.
Det første mål i 2014 var Sony Entertainment som hævn for en film (”The Interview”), hvori en skuespiller i rollen som Kim Jong-un eksploderede i et ildhav. Derfor ramtes Sony-medarbejderes computere af virusbefængte e-mails, ligesom biografer, der ville vise filmen, blev truet og til sidst måtte droppe forevisningerne. I 2017 smittedes over 230.000 computere i 150 lande, så data blev krypteret, hvorefter de blev afkrævet penge for genskabelse af dataene. Nordkorea afviste anklagerne, men kildekoder, ip-adresser og e-mailkonti viste, at de skyldige var nordkoreanere. Formålet er at tjene penge til det nordkoreanske regime.
I lange tider afviste omverdenen Nordkoreas militærparader og våbendemonstrationer som lattervækkende pral, men i 2017 fik piben en anden lyd. Seismiske sensorer registrerede et kunstigt jordskælv i den nordlige del af landet med en styrke 6,3 på Richter-skalaen. Det viste sig at være en temonuklear trykbølge fra en bombe, der var voldsomt meget stærkere end de hidtidige, nordkoreanerne havde sprængt. Bomben havde en sprængkraft på 250 kiloton, altså 17 gange så kraftig som den bombe, som i 1945 udslettede Hiroshima. Kim Jong-un sørgede for at tage al æren for dette resultat og lod sig fejre i over en uge i Pyongyang.
Da gamle fjender fandt sammen – og så alligevel ikke
Trangen til at have atomvåben går helt tilbage til republikstifteren Kim Il-sung. Selv om Sovjetunionen fik presset Nordkorea til at underskrive den internationale ikke-spredningsaftale om atomvåben i 1985, tydede alt på, at landet i hemmelighed arbejdede på at udvikle atomvåben – og efterfølgende atomstopaftaler blev heller ikke efterlevet. Tværtimod udviklede landet et tæt forhold til den pakistanske atomforsker Abdul Qadeer Khan, som medvirkede til, at Pyongyang-regimet kunne opbygge et program til berigelse af uran. Efter affyringen af interkontinentale ballistiske missiler i 2017 skærpedes konfrontationen med Trumps USA.
Internationalt indførtes skrappe sanktioner mod Nordkorea (her er forfatteren dog ikke særlig konkret og præcis), idet USA antog, at der hermed blev blokeret for 90 procent af Nordkoreas eksport (som også¨omfattede eksport af nordkoreansk arbejdskraft). Alt i alt blev sanktionerne anslået til at beskære landets indtjening af hård valuta med en tredjedel eller en milliard dollar. Også nabolanet Kina var med – det lukkede for import af nordkoreanske varer og sendte mange nordkoreanere, som arbejdede i Kina, hjem
Det omskiftelige forhold mellem Kims Nordkorea og Trumps USA kunne i sig selv ligne en vittighed. Først var Kim for amerikanerne den latterlige ”raketmand”, mens nordkoreanerne truede med at tæmme ”den mentalt afsporede jubelolding” (Trump). Så fandt Kim Jong-un ud af, at han for at forbedre sine landsmænds vilkår burde satse noget mere på økonomien – og måske vride sig ud af nogle af sanktionerne. Hvorledes tilnærmelserne mellem Kim og Trump mildest talt løb ud i sandet er ikke nærmere beskrevet, ligesom man kunne ønske sig nogle funderinger over forholdet mellem Syd- og Nordkorea, som det tegner sig i dag.
Den detaljerige bog synes på en måde at savne større konkluderende afsnit og en nærmere analyse af de økonomiske forhold i Nordkorea. Skildringen lives op af utallige meget konkrete træk af Kin Jong-uns liv, for eksempel har forfatteren opsøgt den skole, han i sin ungdom frekventerede i Schweiz, og i det hele taget vist en enestående grundighed med at afdække momenter og omstændigheder hos den unge statsleder. Vi hører om hans voldsomme fascination af en amerikansk basketballspiller og om hans tidsfordriv – mindre om dagliglivets uendelige afsavn for befolkningen.. Alt i alt tegner den imidlertid et skarpt portræt af et skånselsløst magtmenneske, der endog ikke veg tilbage for at tage livet af både sin onkel og halvbror.
