Elfenbenskystens højesteret har godkendt fire ud af 44 kandidater til at stille op til landets præsidentvalg den 31. oktober.
En af disse er landets nuværende præsident, Alassane Dramane Ouattara, der annoncerede sin genopstilling i en tale til nationen på landets uafhængighedsdag den 6. august.
Udmeldingen kastede straks landet ud i en politisk krise.
Oppositionen kalder præsidentens kandidatur forfatningsstridigt, og i dagene efter samledes vrede demonstranter i gaderne i landets største by, Abidjan, for at vise deres modvilje mod præsidentens kandidatur.
Politiet skød med skarpt mod demonstranterne, og ifølge Amnesty International har urolighederne kostet mere end 20 mennesker livet og kvæstet flere.
Alassane Ouattara, der havde omverdenens opbakning i 2010, møder kritik for sin udmelding om at ville stille op til et tredje mandat.
Foto: s t/CC BY 2.0
Kontroversen bunder i, at en valgt præsident ifølge den ivorianske forfatning kun kan forny sit mandat én gang. Det vil sige, at en præsident maksimum kan sidde i to valgperioder, der i Elfenbenskysten varer fem år. Paragraffen har stået uændret siden forfatningsvedtagelsen i år 2000, også selvom der blev vedtaget en ny forfatning i 2016.
Valgt i 2010 og genvalgt i 2015 har Ouattara altså overstået sine to perioder. Det mener oppositionen. Og det mente præsidenten også selv, da han i marts i år erklærede, at han ville forlade politik efter valget den 31. oktober.
Det skabte stor begejstring over hele verdenen. Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, hilste udmeldingen velkommen som et godt eksempel for andre afrikanske ledere.
Men i juni, bare få måneder senere, lavede Ouattara en kovending, da hans kronprins, premierminister Amadou Gon Coulibaly, døede af hjertestop. Argument for, at præsidenten nu pludselige alligevel stiller op er, at der ikke er andre værdige kandidater i hans parti.
Siden da har højesteretten i Elfenbenskysten underkendt opstillingskandidaturer fra blandt andre tidligere præsident Laurent Gbagbo, tidligere premierminister Guillaume Soro og tidligere formand for parlamentet Mamadou Koulibaly.
En samlet opposition
Ouattara står nu over for en samlet opposition, der har udsendt en fælles opfordring til ’civilulydighed’ i befolkningen.
Oppositionen kræver, at Ouattara trækker sit kandidatur tilbage, opløser både landets højesteret og den såkaldte Uafhængige Valgkommission (CEI), der er kontrolleret af folk, der støtter præsidenten, og udsætter valget.
Regeringen insisterer omvendt på at afholde valget som planlagt, på trods af at alle politiske observatører vurderer, at forholdene ikke er gunstige for at sikre et fair valg.
Den Afrikanske Domstol for Folke- og Menneskerettigheder har opfordret Ouattara til at reformere valgkommissionen og har underkendt den ivorianske højsterets afgørelse om at ekskludere Soro og Gbagbo fra at stille op.
Ouattara nægter at bøje sig for den afgørelse, og som reaktion har Elfenbenskysten trukket sig fra domstolen.
Tilbagevendende konflikt
Valget er sat til om fire uger, og parterne står stejlt på hver sin side.
FN’s udsendte i Vestafrika og Sahel, Mohamed Ibn Chambas, befinder sig i øjeblikket i Elfenbenskysten for at mægle. USA har udtrykt bekymring og i diplomatiske vendinger opfordret til et fair valg, som inkluderer alle.
Hvis denne situation lyder bekendt, er det ikke overraskende.
Hvert femte år siden 1995 har Elfenbenskysten i forbindelse med landets præsidentvalg stået over for den ene politiske krise efter den anden – den værste krise i nyere tid var ved valget i 2010, der udløste den anden ivorianske borgerkrig.
Striden stod mellem den afgående præsident Laurent Gbagbo, der havde siddet på embedet siden 2000, og den nyvalgte og international anerkendte vinder af præsidentvalget, Alassane Ouattara. Flere tusinde døde i krigen, der endte, da Ouattara-tro tropper med støtte fra Frankrig og FN anholdt Gbagbo.
I Elfenbenskysten er det højesteret og den førnævnte Uafhængige Valgkommission, der står for at organisere valg, men ingen af de to institutioner er i stand til at agere fair og dermed sikre gennemsigtige valg.
Det skyldes, at et neo-patrimonialistisk system – altså et patron-klient-forhold – stadig er fremherskende i Elfenbenskysten. På politisk niveau er konsekvensen, at individerne, der sidder i de forskellige offentlige institutioner og embeder, føler sig forpligtet over for den til enhver tid siddende præsident. Ingen politisk leder har turdet gennemføre dybtgående reformer for at sikre troværdige og ægte demokratiske valginstitutioner, fordi institutionerne konsekvent arbejder for den siddende præsident.
Så længe klientelismen holder ved, tvivler jeg stærkt på, landet vil komme ud sin onde cirkel, der skaber kaos hvert femte år.
Blay-Azu Dali er Cand.Scient.Soc. i Internationale udviklingsstudier og kommunikation fra RUC.
