I september 2014 dræbte et amerikansk droneangreb Al-Shabaabs mest indflydelsesrige leder, Ahmed Abdi Godane. Den umiddelbare antagelse var, at Godanes død ville svække gruppen og reducere dens kapacitet til at udføre yderligere terroraktiviteter.
Al-Shabaab, som er arabisk for ”ungdommen”, er den Al-Qaida-affilierede militante gruppe, der søger at skabe et islamisk emirat i Somalia. Drabet på gruppens længst regerende leder blev anset for at være så betydeligt, at det ville forårsage uorden og i sidste ende opløsning. Det Hvide Hus kaldte det ”et stort symbolsk og operationelt tab” for gruppen.
Det, der fulgte, var imidlertid forvirrende. Al-Shabaab erstattede hurtigt sin faldne leder og gennemførte flere selvmordsbombeangreb end nogensinde før. Fra Godanes død til september 2017 stod gruppen bag 91 selvmordsbomber. Det var næsten en fordobling af gruppens angreb.
Den 14. oktober 2017 stod terroristgruppen bag et af verdens mest dødbringende selvmordsbombeangreb i Mogadishu [hovedstaden i Somalia, red.]. Det tilsigtede mål for angrebet var byens lufthavnskompleks, der huser FN, adskillige udenlandske ambassader og afrikanske tropper. Men angrebet nåede ikke sit tilsigtede mål. I stedet for blev tæt på 600 civile dræbt i det, der stadig tælles blandt verdens mest dødbringende terrorhandlinger siden 11. september 2001, 9/11.
I angrebets tragiske efterspil blev Al-Shabaab ramt af et offentligt tilbageslag, intern splittelse og desertering. Gruppens selvmordsbombefelttog aftog betydeligt. I de 28 måneder mellem Mogadishu-hændelsen og januar 2020 har gruppen stået bag 30 angreb.
Det er tydeligt, at resultaterne af henholdsvis droneangrebet i 2014 og selvmordsbomben i 2017 var ulogiske. Det første angreb styrkede gruppens terroraktiviteter, det andet bremsede dem. Gennem [data fra] Global Terrorism Database og indholdsanalyse af både somalisk- og engelsksprogede nyhedsartikler forsøger mit studie at forklare disse modstridende resultater.
Mine konklusioner viser, at Al-Shabaabs leders død udløste selvmordsbombeangreb med større dødelig udgang [end tidligere], fordi gruppen desperat forsøgte at demonstrere, at den stadig var magtfuld og aktiv. På den anden side var selvmordsbombeangrebet, der førte til massive civile tab og forårsagede stærk offentlig afsky [over for gruppen], skyld i en svækkelse af gruppens legitimitet og tvang den til at reducere sine selvmordsangreb betydeligt.
Jeg konkluderer, at fejlangreb [org. targeting errors], der skaber vrede blandt gruppens virkelige (og forestillede) tilhængere, påvirker gruppens terroraktiviteter mere alvorligt end mordet på dens ledere.
Dødeligt svar
I stedet for at undergrave Al-Shabaabs styrke og skabe kaos i gruppen, udløste drabet på dens leder en mere dødbringende reaktion herunder mere koordinerede og dødbringende angreb på baser for afrikanske fredsbevarende styrker.
Eksempler inkluderer drabet på 54 burundiske soldater i juni 2015, 50 ugandiske soldaters død i september 2015 og drabet på 150 kenyanske soldater i januar 2016.
Den berygtede selvmordsbombe den 14. oktober 2017 var en del af dette langvarige felttog. En lastbil, læsset med estimeret to ton hjemmelavet sprængstof, var på vej til lufthavnsområdet, der huser FN, udenlandske ambassader og den afrikanske mission til Somalia. Men den blev fanget i myldretidstrafikken ved Zoobe-krydset, en travl gennemkørsel i Somalias hovedstad.
Før lastbilen blev gennemsøgt [af myndighederne], accelererede chaufføren og kørte direkte gennem en vejspærring, før han detonerede sin eksplosive last ved siden af en tankbil. Næsten 600 somaliske civile mistede livet.
Den næste dag marcherede tusindvis af civile gennem hovedstaden. De bar røde bånd om panden som et symbol på enhed og solidaritet med de dræbte og sårede. Mange råbte anti-Al-Shabaab slagord. I et land, der var ved at komme sig efter en destruktiv borgerkrig, blev hændelsen set som den famøse dråbe, der fik bægeret til at flyde over.
Al-Shabaab har aldrig påtaget sig ansvaret for angrebet den 14. oktober, selvom det er den eneste gruppe, der er i stand til at orkestrere et angreb i den størrelsesorden. Al-Shabaabs manglende vilje til at påtage sig ansvaret skyldtes uro blandt gruppens seniormedlemmer over omfanget af civile dødsfald, hvilket øgede den offentlige fjendtlighed over for Al-Shabaab.
Utilfredsheden inden for Al-Shabaab kom til udtryk i en bølge af deserteringer, herunder 54 krigere, der forlod gruppen på én dag. En desertør, en Al-Shabaab sprængstofekspert, indrømmede, at han var ”berørt af de mange døde og tilskadekomne i Zoobe-bombningen.”
Vigtigere er det, at Al-Shabaab i de første to år efter hændelsen reducerede sin selvmordsbombeaktivitet med 46 procent. Dette var mere tydeligt i områder, som civile frekventerede.
Behov for legitimitet
Al-Shabaab blev dannet som en ungdomsafdeling og radikal udløber af Unionen for Islamiske Domstole, der kontrollerede det meste af det sydlige Somalia indtil 2006. I slutningen af 2006 blev unionen besejret af tropper fra Somalias overgangsregering med støtte fra etiopisk militær og splintredes i forskellige grupperinger.
En af disse, Al-Shabaab, dukkede op til overfladen igen og genopfandt sig selv som en islamistisk-nationalistisk oprørsgruppe. Gruppen udviklede sig til en formidabel bevæbnet modstander til den somaliske regering og genererede støtte i Somalia og på hele Afrikas Horn. En magtkamp i begyndelsen af 2010’erne førte til intern splittelse i bevægelsen, hvilket gjorde det muligt for de mest militante medlemmer at overtage og kaste sig ud i et mere aggressivt felttog mod den somaliske regering.
I 2012 stod Al-Shabaab over for en styrket somalisk regering, der havde Den Afrikanske Unions tropper og amerikansk luftstøtte i ryggen, og gruppen måtte forlade sine bastioner i byerne i det sydlige Somalia og søge tilflugt i landdistrikterne. På trods af dette har Al-Shabaab vist sig at være markant modstandsdygtig. Gruppen har fortsat en skygge-regering, samtidig med at den kontrollerer enorme territorier på landet i Somalias sydlige og centrale del.
Al-Shabaab har altid søgt at ramme mål i det civile rum Men når sådanne angreb resulterer i dødsfald, der skaber afsky blandt dens tilhængere, er gruppen kendt for at holde lav profil. Et eksempel er angrebet på Hotel Shamo i 2009, hvor universitetsuddannede blev dræbt.
Al-Shabaab har behov for legitimitet til at regere og værdsætter den offentlige mening og social kapital. Fejlangreb, der fører til kraftig offentlig reaktion og tilbageslag, har derfor en større effekt på Al-Shabaabs brug af selvmordsbomber, end drab på gruppens ledere.
Med den viden, at sådanne fejlangreb er Al-Shabaabs svaghed, bør strategier for terrorbekæmpelse inkludere bestræbelser på at offentliggøre militante gruppers fejlangreb for derved at underminere støtten til dem og fremprovokere en offentlig reaktion. Denne offentlige reaktion vil mindske gruppers legitimitet, reducere deres brug af selvmordsbomber og potentielt føre til disse gruppers opløsning.
Dr. Mohammed Ibrahim Shire er lektor i sikkerhedsrisikostyring ved Institute of Criminal Justice Studies, University of Portsmouth. Med et geografisk fokus på Afrika har han specialiseret sig i den stadig mere komplekse verden af risiko og sikkerhed. Hans forskning fokuserer blandt andet på (mod-)terrorisme, asymmetrisk krigsførelse, sikkerhed, risiko og kompleksitet. Twitter: @drmishire
Den originale udgave af denne artikel blev oprindelig udgivet på The Conversation under Creative Commons-licens. Forfatteren har givet Globalnyt tilladelse til at oversætte artiklen til dansk.
Oversat fra engelsk af Gerd Kieffer-Døssing.
